Naturvidenskab er almendannende!

Publiceret April 2006

Jeg er fysiker. Når min profession kommer frem i small-talken til middagsselskabet, til receptioner eller på cafeen, så vil der ofte være en person, som udbryder: ”Åh, Gud! Jeg var så dårlig til fysik i gymnasiet. Jeg hadede simpelthen det fag og er bare så dum til det dersens fysik og matematik.” Sætningen blive altid ytret af en humanist, som bramfrit fortæller, at han intet husker af fysikundervisningen og ikke har rørt fysik med en ildtang siden.

Det anses af denne type humanister ikke blot som helt okay at være analfabet i forhold til viden om naturen. De sætter tilmed en ære i denne naturvidenskabelige uvidenhed! Det er cool. Og snakken forsætter uden videre.

Men forestil dig, at du gladelig ytrede dig om, at du ikke vidste, hvem der var forsanger i hverken ’Bach’ eller ’Vivaldi’, ikke vidste, at der havde levet vikinger i Danmark og var stolt af aldrig at have læst Shakespeare eller stolt af aldrig at have sat dine ben i Det kongelige Teater.

Jeg har prøvet det. Samtalen går i stå. Folk bliver paf. Man er ikke cool, man er en udannet nørd!

Men hvorfor er der så stor forskel på accepten af uvidenhed om henholdsvis naturvidenskab og humaniora? Hvorfor bliver almendannelse altid knyttet til kunst, litteratur og historie? Hvorfor findes termodynamikkens anden lov, tidevand og aminosyrer ikke som opslag i ’Det store konversationsleksikon’?

Selvfølgelig vil ingen i dag mene, at almendannelse er det samme som at kunne konversere ved recitere en pæn mængde mere eller mindre brugeligt viden og kunne udvise skikkelige manerer. Almendannelse er ikke en kombination af Trivial Persuit og Emma Gad. Mere seriøst kan man sige, at være en almendannet person er at besidde selvforståelse, omverdenforståelse og myndighed. Almendannelse er et begreb med rødder i Oplysningstidens tanker om, at menneskets skæbne ikke er lagt i Guds hænder. Nej, mennesket kan selv ændre på sin skæbne. Oplysningens ideal om at almendanne mennesket er et humanistisk projekt. Mennesket bliver sat i centrum.

Men at være humanistisk dannet er ikke ensbetydende med at være humanistisk uddannet. Humaniora er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for almendannelsens humanistiske mål. Der er med andre ord forskel på humanisme og humaniora. Tager vi treklangen selvforståelse, omverdenforståelse og myndighed alvorligt må både humaniora og naturvidenskab indgå i almendannelse.

Indsigt i naturvidenskab giver selvforståelse, omverdenforståelse og myndighed, fordi man bedre kan deltage i vurdering af ny teknologi og miljøproblemer, bedre kan gennemskue tomgangen i astrologi, clairvoyance, pyramidekræfter og anden pendulsvingeri, bedre kan forstå naturvidenskabens betydning for samfundets teknologiske historie og idehistorie og bedre kan kigge eksperterne i kortene.

Endelig kan man med naturvidenskabelig indsigt bedre nyde den natur, der omgiver os. Som det er med fodbold og opera, så er det jo også sjovere at se på stjerner, når man ved lidt i om dem forvejen – og ikke er alene!