Bogen er død - e-bogen leve

Publiceret April 2006

Elektroniske bøger (e-bøger) købes på internettet og læses på computeren. Flere biblioteker har indført udlån af e-bøger. Bogreolerne er erstattet af billeder på væggene. Det virtuelle bibliotek har været hverdag for forskerne i 10 år. Alle universitetsbiblioteker er i dag digitale og ”udlåner” tidsskrifterne på nettet. Artiklerne læses on-line eller i pdf udgaver. Bunkerne af fotokopierede artikler er væk. Fem hundrede år efter Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten er den trykte bogs dødskamp indledt...

Computeren og internettet har ændret mit liv og er blevet en uadskillig del af min livsførelse. Hver morgen åbner jeg avisernes elektroniske udgaver på nettet og læser nyhederne. Væk er bunkerne af læste og ulæste aviser. Al min post er elektronisk og besvares via web-mail. Det er slut med besværet at åbne kuverter, skrive og poste breve. Med Google har jeg adgang til et uendeligt virtuelt leksikon. Jeg søger efter videnskabelige artikler i Universitetsbibliotekets elektroniske tidsskrifter og læser dem på computeren. Mit kontor er ikke længere fuldt af bunker af fotokopier.

Elektroniske bøger (e-bøger) købes på internettet og læses på min laptop computer. Bogreolerne er erstattet af billeder på væggene. Manuskripter henter jeg på serveren, arbejder med dem, og lægger dem tilbage igen. Eksamensopgaver læses og rettes på computeren. Min laptop følger mig overalt, sluttes til trådløse eller faste netværk, så jeg altid er på internettet og i kontakt med medarbejdere, kolleger, venner og familie. Mit virtuelle kontor ligger alle steder, hvor jeg opholder mig: København, Tønder, Strasbourg, Denver, etc.

Siden den tyske metalarbejder Johann Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten og solgte sin udgave af biblen i to bind trykt med bogstavtyper og en vinpresse i 1455 har den trykte bog været grundlaget for al læsning, uddannelse, udbredelse af viden og nyhedsformidling (http://en.wikipedia.org/wiki/).

Bogen har været det centrale element in den kulturelle, teknologiske og videnskabelige udvikling i de vestlige lande i de sidste 500 år. Forfatterne skrev bøger i hånden eller på skrivemaskine og var afhængige af forlæggere, som ville udgive deres bøger, og forlæggerne var afhængige af bogtrykkere og typografer, som ville trykke bøgerne. Nu har den digitale tidsalder og informationsteknologien i den sidste halvdel af det 20. århundrede ændret denne fundamentale afhængighed. Bogen er digital fra skrivning til trykning. Manuskriptet skrives på computer, bogen sættes op på computer med desktop publishing (DTP), overføres direkte med computer-to-plate (CPT) teknologi til litografisk offset trykning. Mindre oplag trykkes med computer printer, f. eks. en laser printer.

En række forlag, private organisationer og institutioner er nu i gang med at fjerne den sidste rest af Gutenbergs bogtrykkerkunst og overføre bøgerne til computere (Andreas von Bubnoff, Nature 2005;438:550 – læs artiklen på www.nature.com). Google har scannet millioner bøger fra fem universitetsbiblioteker og lagt dem på internettet. Søgninger i Google Book Search giver dog ikke adgang til hele bogen, men kun til de sider som indeholder søgeordet. Ideen er ikke ny. For 25 år siden startede Project Gutenberg den første digitalisering af bøger og i dag er 18.000 e-bøger på mange sprog frit tilgængelige på internettet (www.gutenberg.org). Den elektroniske bogsamling bygger på frivilliges indsats med at scanne bøger, hvis copyright er udløbet. Idealisterne bag projektet ønsker at gøre viden og litteratur frit tilgængelig for alle og give let adgang til bøgerne on-line. De samme mål har Million Book Project, som blev startet af et amerikansk universitetsbibliotek og siden 2002 har scannet 1 million bøger, hvoraf halvdelen nu er tilgængelig på internettet (http://www.archive.org/details/millionbooks). Flere forlag sælger nu elektroniske udgaver af deres bøger side om side med de trykte udgaver. Amazon.com tilbyder e-bøger, kapitler, og enkelte sider af bøger ligesom Apples iTunes sælger musik on-line til iPod. Den trykte bogs dødskamp er indledt.

Vi behøver ikke længere at gå hen til det lokale bibliotek for at låne en bog. Flere biblioteker i USA har indført udlån af e-bøger. White Plains’ folkebibliotek i staten New York begyndte med at markedsføre ”Digital downloans”. På lygtepæle og plakatsøjler i byen hang plakater med travle og stressede personer, som lokkes med udlån af bøger on-line. Foreløbig er der kun et begrænset antal e-bøger til udlån, ca. 1000 ud af de 269.000 bøger biblioteket har på hylderne. Låneren søger bogen i det virtuelle bibliotek, henter den til sin computer, hvor der i forvejen er installeret software, så den kan læses på skærmen. E-biblioteket har åbent hele døgnet, man slipper for at køre hen til biblioteket, spilder ikke tid med at lede efter bogen, og sparer penge til bøder for sen aflevering (Elsa Brenner, New York Times 13.2.2005 – læs artiklen på www.nytimes.com).

Det virtuelle bibliotek har været hverdag for forskerne i 10 år. Alle universitetsbiblioteker er i dag digitale og tilbyder de universitetsansatte forskere on-line adgang til ”hylderne” med tidsskrifter. Bibliotekets abonnement på et tidsskrift åbner adgang for lånerne til forlagets elektroniske udgave af tidsskriftet. Her kan man læse artiklen on-line eller hente den i pdf format. I on-line udgaven er der links til andre artikler om samme emne, forfatternes øvrige publikationer, de anvendte metoder, og supplerende resultater, som ikke er trykt i tidsskriftet. National Library of Medicine i USA tilbyder en gratis service: PubMed hvor alle kan søge i en database med 16 millioner natur- og sundhedsvidenskabelige artikler udgivet i de sidste 50 år.

De største ændringer i bogens verden er sket inden for den videnskabelige litteratur. Tidligere var forskerne fuldstændigt afhængige af forlæggernes gunst og interesse for offentliggørelse af deres værker. Da Charles Darwin havde afsluttet arbejdet med ”The Origin of Species” i 1859, ledte han efter en forlægger, som ville udgive bogen. Til alt held påtog London forlæggeren John Murray sig at overføre det håndskrevne manuskript til trykte bogstaver, trykke 1250 eksemplarer, avertere og sælge bogen, alt for egne midler. Ville Darwin have brug for en forlægger i dag? Ville han overhovedet skrive en bog? Således indledes en anmeldelse af bogen: ”Books in the Digital Age. The Transformation of Academic and Higher Education Publishing in Britain and the United States” skrevet af John B. Thompson, sociologi professor i Cambridge, og udgivet af Polity, Cambridge, England (Sam Elworthy, Science 2006;312:199-200). Thompson peger på fire årsager til forandringen. For det første har computere og internet ændret udgivelsen af bøger på flere måder. For det andet har det stigende salg gennem internet boghandlere, og faldet i universitetsbibliotekernes budgetter omformet bogmarkedet. For det tredje falder antallet af akademiske forlag på trods af at antallet af bogudgivelser stiger år forår. For det fjerde befinder forlagene sig i en global verden hvor bøgerne skrives og udgives i vesten, men trykkes og produceres i Indien og Kina. I dag er enhver i stand til at offentliggøre bøger på internettet eller udgive dem i bogform.

I Frankrig har forfatteren Malo Girod de l’Ain udgivet bogen: ”2010 Futur Virtuel” hvori han fremsætter to teser: Accelerationen af forandringer, som har fundet sted ikke kun de sidste 10 år, men siden menneskehedens opståen, og den voksende anvendelse af virtuelle begreber og fænomener både i arbejdslivet og privatlivet. Fremtiden kendetegnes af milliarder af web sider, stærke søgemaskiner og millioner af bloggere. Eksplosionen af internettet vil medføre en eksplosion i kreativitet og innovation i den virtuelle fremtid.     

Hvordan skal vi læse de elektroniske publikationer? Jeg læser e-bøger og e-artikler i HTML eller pdf format på min laptop computer ved skrivebordet eller i lænestolen. Begrænsningen for en laptop som e-læser er størrelsen, vægten, strømforsyningen og opladningen af batteriet for at dække skærmens strømforbrug. De fleste bruger nok deres PDA eller smartphone, som de alligevel går rundt med, til at læse e-bøger på trods af skærmens ringe størrelse. En anden mulighed er Sony Librié, som er en e-læser på størrelse med en pocket bog, vejer 190 g og kun bruger strøm når du bladrer i e-bogen. Den kan ligge i en håndtaske og læses både i sollys og tusmørke. I 2007 kommer Philips med en e-læser, som måler 10 x 6 x 2 cm. Den er nok værd at vente på. Fremtiden for e-bogen er lovende. Musikken har fået sin iPod, og nu venter de elektroniske medier og bøger på deres egen iPod.

Offentliggjort on-line på DR Videnskab+ IT i Klummen d. 26.6.2006 på http://www.dr.dk/Videnskab/Forside.htm Gengivet efter aftale.