Bliver vi klogere af danske videnskabs- og teknologikanoner?

Publiceret Januar 2006

Findes der nogle gode argumenter for at oprette danske medicinske, teknologiske og naturvidenskabelige kanoner? Jeg tvivler på det. For det første har hverken medicin, teknologi eller naturvidenskab noget særligt nationalt præg. Og for det andet er kanonbegrebet med til at fordreje forståelsen af, hvordan medicin, teknologi og naturvidenskab udvikles historisk.

De aktuelle forslag til en række danske kulturkanoner bygger grundlæggende på en idé om, at der findes specifikke nationale træk i de forskellige kulturformer. Det gør der måske i nogle sammenhænge. For eksempel kunne man tale om en kanon af danske politiske begivenheder, så som stavnsbåndets opløsning, parlamentarismens gennembrud og andelsbevægelsens opståen, fordi disse og lignende begivenheder var unikke for den danske nationalstat.

Det er måske også meningsfuldt at tale om en dansk kanon, når det gælder dele af den skønlitterære kultur, af den simple grund, at Danmark har været en sprogligt unik og forholdsvist homogen nation igennem de sidste mange hundrede år. Eventuelt ville man også kunne tale om en dansk religiøs kanon, fordi religiøs tænkning og kultur har fundet sted inden for rammerne af den nationalt afgrænsede danske folkekirke. Eksempelvis indgik Grundtvig i en specifik dansk kulturdiskurs; han følte sig først og fremmest som en dansk tænker og henvendte sig entydigt til et dansk publikum. Derfor kan man med vis ret indkorporere Grundtvig i en dansk religiøs kulturkanon.

Så når det gælder de dele af kulturen, der er intimt knyttet til nationalstaten og nationalsproget giver det en vis mening i at tale om en national kanon. Men så er den nok heller ikke længere. Resten af kulturlivet er jo ikke særligt nationalt i sine udtryksformer. Det, som billedkunstnere, skulptører, komponister, arkitekter og filmskabere laver, er kun i meget begrænset omfang udtryk for en nationalstatslig politik, og deres virke udtrykkes heller ikke primært igennem nationalsproget. Disse og en lang række andre kulturelle aktiviteter er i højere grad indlejrede i netværk af internationale forbindelser, der gør deres angivelige ‘danskhed’ til et sekundært og i mange tilfælde temmelig betydningsløst træk.

William Harvey's De motu cordis
William Harvey's De motu cordis, er et banebrydende værk inden for medicinhistorien. Denne 9. udgave blev udgivet i Lyon i 1737. Men bliver vi klogere på medicinens udvikling af at kanonisere det? (Medicinsk Museion, Københavns Universitet).

Hvori ligger for eksempel det specifikt 'danske' i Carl Nielsens musik? I Lars von Triers film? I Michael Kviums malerier? Eller i Søren Kierkegaards værker, der er skrevet af en mand, der boede hele sit liv i København og havde dansk infødsret, men som ellers var stærkt påvirket af Kant og Hegel? At udvælge disse og lignende værker til en national kulturkanon på grundlag af deres angivelige ‘danskhed’ indebærer, at man fravælger de øvrige — og næsten altid mere betydningsfulde — historiske og kulturelle sammenhænge, som værkerne indgår i.

Hvad værre er — og som flere har påpeget i den efterhånden fortærskede kanondiskussion — så indebærer selve udpegningen af en specifikt dansk national kulturkanon, at man kommer til at fremhæve værker, som godt nok er blevet skabt af personer med dansk statsborgerskab, men som bortset herfra ikke sjældent er ret middelmådige set i international målestok. Hvis vi ser bort fra ønsket om at vedligeholde den danske sprogfærdighed, hvorfor skal danske gymnasieelever så opfordres til at læse en række mere eller mindre ukendte danske forfattere, når verdenslitteraturen er stuvende fuld af kvalitetsværker, som ofte ikke en gang findes tilgængelige i oversættelse? Man kunne nemt få mistanke om, at fortalerne for en national kulturkanon mener, at det er vigtigere at værne om ‘danskheden’ end om den literære kvalitet. Argumentet gælder selvfølgelig ikke kun ‘dansk’ kultur men gælder også ‘norsk’, ‘svensk’, ‘finsk’, ‘litauisk’ og ‘monegaskisk’ kultur. Jo mindre nationen er, desto mere meningsløs bliver ideen om en specifikt national kulturel kanon.

Jeg mener, at alt det, der kan anføres imod en national kanon på de øvrige kulturområder, også gælder i forhold til nationale medicinske, teknologiske og naturvidenskabelige kanoner. Ja, når det gælder medicin, teknologi og naturvidenskab er det måske endnu mindre meningsfuldt at skulle udpege nationale kanoner. Den vestlige medicin, teknologi og naturvidenskab har i de sidste femhundrede år i stigende grad blevet universelle kulturfænomener, måske mere end nogen anden kulturform. Siden den moderne videnskabs opkomst har de naturforskere, der har været bosat inden for nationalstatens Danmarks grænser, været dybt afhængige af deres kontakter med omverden. Hvis de ville gøre sig gældende skrev de ikke på nationalsproget, men på latin, fransk, tysk eller engelsk, dvs. det som man i Danmark idag kalder ‘fremmedsprog’. Denne internationalisering af forskningen var udpræget allerede i 1600-tallet, og den gælder stadigvæk — en molekylærbiolog, der er bosat i Danmark og tilfældigvis udstyret med et dansk pas, er lige så afhængig af sine kollegaer i Storbritanien, USA og Japan som den molekylærbiolog, der tilfældigtvis opholder sig i Bengalore eller Toronto.

Godt nok har historikere i de sidste årtier påpeget, at medicin, teknologi og naturvidenskab måske ikke er så universelle aktiviteter, som der er blevet hævdet fra videnskabsfilosofisk side. Adskellige hyldemeter videnskabssociologisk og videnskabshistorisk forskning har vist, at medicin, teknologi og naturvidenskab til væsentlig del er afhængige af den sociale og kulturelle kontekst, for eksempel når det gælder valget af problemstillinger. Men denne kontekst er til gengæld sjældent national. Hvis man overhovedet skal give sig ind i en kanondiskussion på de medicinske, teknologiske og naturvidenskabelige områder, så vil det være mere nærliggende at konstruere andre kanoner end nationale. Det ville være mere meningsfuldt at tænke i termer af en videnskabelig by-kanon, en medicinsk universitets-kanon eller en teknologisk institut-kanon, end at tale om diverse nationale kanoner. Man kan med fordel tale om en specifik ‘Cambridge’-stil, eller en speciel kultur på Yale University Medical School, eller måske en helt individuel og personlig stil, der påvirker den måde hvorpå medicinsk og naturvidenskabelig forskning bedrives.

Når man for eksempel taler om “Københavnerskolen” inden for fysikken, mener man netop ikke en specielt ‘dansk’ fysik, men den form for videnskabelig praksis, der foregik under ledelse af Niels Bohr ved Institut for Teoretisk Fysik, Københavns Universitet i mellemkrigstiden. Som politisk aktør handlede Bohr godt nok indimellem som ‘dansker’, men som naturvidenskabsmand var har ikke særligt ‘dansk’. Den, der placerer Bohr i en dansk naturvidenskabelig kanon vælger med andre ord at give hans politiske identitet som ‘dansker’ forrang over hans videnskabelige identitet som ‘fysiker’. Det kan man selvfølgelig vælge at gøre, men hvis man gør det, så har man også forladt det videnskabshistoriske dannelsesprojekt til fordel for en nationalistisk motiveret identitetspolitisk øvelse.

Generelt set kan ønsket om at oprette en national kanon altså forstås som udtryk for at den nationale identitet opfattes som vigtigere og mere grundlæggende end alle andre former for identitet. Det er netop den slags fremhævelse af den nationale identitet i forhold til andre identiteter, der kendetegner nationalistisk og patriotisk tænkning. Det er der ikke noget principielt forkert i. Man kunne således hævde, at det er vigtigt at oprette medicinske, teknologiske og naturvidenskabelige kanoner for at være med til at styrke de patriotiske følelser i en tid, hvor globalisering og religiøs fundamentalisme angiveligt ‘truer danskheden’. Jeg kan godt se rationaliteten i argument, selv om jeg slet ikke deler det. Min pointe er, at jeg har svært at se andre rationelle argumenter end netop de nationalistiske/patriotiske for at oprette medicinske, teknologiske eller naturvidenskabelige kanoner.

Som professional medicin- og naturvidenskabshistoriker har jeg også en anden indvending imod kanontænkningen — og da ikke kun nationale kanoner, men kanoner i det hele taget— nemlig at det er en tænkemåde, der fordrejer forståelsen af medicin, teknologi og naturvidenskab som historiske fænomener. I den traditionelle historieskrivning spillede fremtrædende store videnskabsmænd og deres gerninger en vigtig rolle. Videnskabs-, teknologi- og medicinhistorien havde deres rækker af store mænd (og enkelte gange kvinder), ligesom de politiske historikere har haft deres kongerækker. Og til hver stor mand var der koblet et stort værk, en opfindelse, opdagelse eller teori — fx Kopernikus og det heliocentriske verdensbillede, Harvey og blodomløbet, Newton og gravitationsteorien, Darwin og The Origin of Species, Lister og den aseptiske kirurgi, Edison og fonografen, Einstein og relativitetsteorien, Crick og Watson og DNA-modellen, og så videre. Ren kanontænkning.

Men igennem de sidste 40-50 år er denne kanontænkning inden for videnskabs-, teknologi- og medicinhistorien gradvist blevet erstattet af en mere kontekstuel historieskrivning. Idag opfatter man ikke længere videnskabelige opdagelser og tekniske konstruktioner som et katalog over enkelte store forskere og deres enestående værker, der kan opstilles, som om det gjaldt en top-10-liste. Idag opfatter historikere det videnskabelige og tekniske arbejde som langtrukne og komplicerede sociale, kulturelle og kognitive processer, der foregår inden for rammerne af politiske og institutionelle strukturer, og man fokuserer mere på hvordan forskere gensidigt påvirker hinanden i sociale og kognitive netværker end på enkelte individer og deres værker. Det er således ofte svært entydigt at udpege én bestemt person eller ét bestemt værk som afgørende eller enestående. Og selv om man i visse tilfælde kan udpege enkelte personer og deres værker (fx. Einstein og relativitetsteorien), er det kun en begrænset del af den samlede videnskabelige, medicinske og teknologiske udvikling, som lader sig beskrives og forklares med henvisning til sådane “kanoniske” individer, opdagelser, teorier eller opfindelser.

Mine to indvendninger imod kanontænkningen er altså, at den indrager naturvidenskab, teknologi og medicin i et nationalistisk projekt og at den reducerer kompleksiteteten indenfor videnskabs-, teknologi- og medicinhistorien. Den bidrager godt nok til at gøre den historiske udvikling mere hjemmevant og letforståelig. Men det er samtidigt en historieforståelse, som gør os mere nationalt indskrænkede og dummere end nødvendigt er. Hvis vi, som det tit siges, lever i et komplekst, globalt videnssamfund, synes jeg, at vi burde kunne kapere lidt mere avancerede former for forståelse af hvordan naturvidenskab, teknologi og medicin udvikles. Kanoner er for dem, som ikke tør se globaliseringen i øjnene, og som ikke gider at forholde sig til historiens mangfoldighed og kompleksitet.