Skal vi have en dansk naturvidenskabelig kanon?

Publiceret Januar 2006

I sin oprindelse betyder kanon en regel eller rettesnor, og i naturvidenskaben er alle resultater opnået gennem arbejde med fælles regler. I den forstand bygger al naturvidenskab på en kanon. I den foreliggende diskussion har begrebet kanon imidlertid fået karakter af den alment kulturelle viden, som danner baggrund for et givet fagområde; og bag de vigtigste naturvidenskabelige resultater står der forskere, hvis menneskelige format har været med til at forme vor kultur.

Men naturvidenskaben er international, og en national naturvidenskabelig kanon vil for mange smage alt for meget af den danske andegård. Dertil kommer spørgsmålene om, hvilke forskere der bør optages?  Hvordan kan man sammenligne betydningen af deres indsats i vidt forskellige discipliner? Hvad er størst: Runde Tårn eller et tordenskrald?

Det er let at være afvisende overfor en dansk naturvidenskabelig kanon, det er også det sikreste, så får man ikke noget i klemme. Alligevel accepterer jeg ideen. Vi står på skuldrene af vore forgængere, men det er de færreste, som får fortalt om naturvidenskabens historie. Det er da muligt, at vi kan fremme interessen for naturvidenskab ved at fortælle om de mennesker, der har udviklet vor viden; de problemer de har stået overfor, og den inspiration der har ført dem til løsning af problemerne.

Det kan derfor være berettiget at overveje hvilke danske naturforskere, der har været med til at skabe det grundlag, som vi bygger på i dag. Der er mange, og i deres forskning har de været afhængige af hinanden. Ved at pege på enkelte er der risiko for, at den store sammenhæng bliver overset, og skal der opstilles en kanon, er det påkrævet, at det understreges, at udvalget repræsenterer emner og forskere, som er nyttige at kende, fordi de udgør en knagerække, hvorpå et større hele kan hænges op.

For at finde de mest betydningsfulde forskere i grundlaget for vor viden, har jeg valgt at se på forskere, hvis indsats ligger før Anden Verdenskrig, for det er først i det historiske perspektiv, at en forskers blivende betydning kan vurderes. For dernæst at undersøge om mine kandidater har haft interesse for et internationalt publikum, har jeg set, om de er optaget i kortfattede internationale leksika, som ikke specifikt henvender sig til naturforskere, men som tilstræber at dække emner og personer, der har almen interesse.  Jeg har her anvendt en lidt ældre håndbog, Nouveau Petit Larouse fra 1952 (NPL) og en noget nyere, The Cambridge Encyclopedia fra 1990 (CE). Jeg blev i første omgang stående ved otte forskere, som jeg fandt særligt betydningsfulde. Fire viste sig at være optaget i begge de internationale håndbøger, tre kun i en, medens én ikke var nævnt. Det kommenterer jeg i min ultrakorte motivering. I kronologisk rækkefølge er mine kandidater:

Tyge Brahe (1546 - 1601). På grund af hans meget nøjagtige astronomiske observationer anser mange Tyge Brahe for grundlæggeren af den moderne kvantitative naturvidenskab.

Niels Steensen (1638 - 1686). Måske den mest alsidige danske naturforsker. Som anatom opdagede han ørespytskirtlens udgang (ductus stenonianus), og han fremhævede, at hjertet er en muskel. Som krystallograf påviste han loven om vinklernes konstans. Han undersøgte endvidere forsteninger og lagdeling i de toskanske bjerge. Han er således en af grundlæggerne af den moderne geologi og palæontologi. Han konverterede til katolicismen, han blev biskop, og han opgav naturvidenskaben. Er optaget i CE under det latiniserede navn Steno.

Ole Rømer (1644 - 1710). Mest kendt som astronom, opdagede i 1676 lysets hastighed (af ham kaldt lysets tøven). Han var i øvrigt en alsidig fysiker, og han fastlagde et rationelt system for mål og vægt.

Hans Christian Ørsted (1777 - 1851). Påviste elektromagnetismen i 1820, renfremstillede aluminium i 1824, grundlagde Polyteknisk Læreanstalt i 1829. Ørsted havde i øvrigt brede interesser indenfor humaniora.

Wilhelm Johannsen (1857 - 1927). Genetiker og plantefysiolog. Indførte i 1909 betegnelsen “gen” for arvelighedens funktionelle enheder. Kun optaget i CE.

Søren Peter Lauritz Sørensen (1868 - 1939). Biokemiker. Indførte og definerede pH i sine enzymkemiske undersøgelser fra 1907. Er ikke optaget i de internationale håndbøger, og i Danmark huskes han kun i en mindre kreds af proteinkemikere. Til gengæld bruges pH over hele jorden, derfor fortjener S.P.L. Sørensen at blive nævnt.

August Krogh (1874 - 1949). Fysiolog. Undersøgte respiration og kredsløb samt kapillærernes anatomi og funktion. Modtog Nobelprisen i 1920. Hans kontakter til de canadiske insulinforskere var medvirkende til, at Danmark fik en førende position i insulinproduktion. Kun optaget i NPL.

Niels Bohr (1885 - 1962). Præsentation er overflødig i denne oversigt.

De fleste oplysninger i disse korte noter vil være velkendte for mange, men jeg har trods alt fundet det hensigtsmæssigt at motivere, at det er otte danske forskere, der rager op i international naturvidenskab. Hvis der skal redigeres en kanon vil mere udførlige biografier selvfølgelig være påkrævet.

Redaktionen har bedt om forslag til 12 forskere, som kunne optages i en dansk naturvidenskabelig kanon.  De otte, som er nævnt, har uden forbehold sat sig dybe spor, og de viser, hvordan dansk forskning har markeret sig i et bredt spektrum indenfor naturvidenskaben. Hvis jeg skal foreslå endnu fire, føler jeg, at personlige interesser let kan påvirke valget. Blandt de forskere, som ikke er med i de internationale håndbøger, ville jeg fx gerne have haft plads til J.N. Brøndsted (1879 - 1947) og N.J. Bjerrum (1879 - 1958), deres syre/base studier har været af stor betydning for kemien. Men for at få bredde i listen er de ikke med i nedenstående forslag:

Julius Thomsen (1826 - 1909). Udførte termodynamiske undersøgelser, der vandt stor international anerkendelse i samtiden. Efter en revision af det periodiske system kunne han desuden i 1895 forudsige eksistensen af de ædle gasser, af hvilke kun argon var kendt. Som direktør for fabrikken “Øresund”, der forarbejde kryolit, var han med til at bygge bro mellem grundforskning og industri.

Emil Christian Hansen (1842 -1909). Indførte en metode til rendyrkning af gær, som både har haft stor videnskabelig og bryggeriteknisk betydning.

Johan Kjeldahl (1849 - 1900). Kjeldahls metode til kvælstofbestemmelse var i mange år proteinkemikerenes vigtigste kvantitative metode. Jeg har hørt amerikanske kemikere bruge verbet “to kjeldahle”.

Valdemar Poulsen (1869 - 1942). Poulsen er en fremtrædende repræsentant for anvendt forskning udført af en mand, der aldrig afsluttede en formel akademisk uddannelse. I 1898 opfandt han princippet for båndoptageren. Senere udviklede han radiotelegrafi og radiotelefoni.

Som nævnt i indledningen er det let at afvise opstilling af en naturvidenskabelig kanon. Ny viden vælter ind over os, og vore hjerner har kun en begrænset kapacitet. I denne situation er det forståeligt, at mange fravælger den historiske viden, som er indeholdt i en kanon; man kan sagtens arbejde videnskabeligt med gener eller pH uden at have fordel af at kende Wilhelm Johansen eller S.P.L. Sørensen. Alligevel mener jeg, at det historiske perspektiv gør vort arbejde rigere. Forskernes personligheder kan også bidrage til at belyse forholdet mellem naturvidenskab og humaniora. Dette kan måske vække interesse for naturvidenskab blandt unge, der ellers ikke ser med sympati på naturvidenskaben. Derfor støtter jeg trods alt forslaget om en dansk naturvidenskabelig kanon.