Kultur, Kanon og Naturvidenskab

Publiceret Januar 2006

Den danske kulturkanon, der efter megen diskussion blev søsat i januar 2006, er på mange måder et ejendommeligt projekt. Meningen er at udvælge og præsentere de vigtigste ”værker” i den danske kulturarv, nemlig de kulturelle frembringelser der bør anerkendes som det ypperste den danske kulturtradition har frembragt. Man har haft problemer med at indpasse alle de kunstneriske frembringelser i kategorien ”værker”, men med god vilje og en tilstrækkelig elastisk betydning af begrebet er det lykkedes.

Bemærkelsesværdigt nok er der intet steds i Kulturministeriets kanon nogen overvejelser om, endsige forsøg på at definere, hvad ”kultur” er, dvs. hvilke slags frembringelser der kan kvalificere til at komme med i den kanoniske liste. Implicit er det dog klart, at man i praksis identificerer kultur med kunst, idet listerne er udfærdiget af ”landets bedste kunstnere og mest vidende kunstfaglige,” som redaktionen formulerer det. Flere andre steder træder den primitive ligning kultur = kunst frem, således når redaktionen fortæller, at de valgte værker skal være ”uomgængelige”, hvilket oversættes med ”kunstværker, der ikke er til at komme uden om, hvis man vil beskrive, hvad der er karakteristisk og markant i dansk kultur” (1).

Fuldstændig fantasiløst har man identificeret kultur med de kunstarter, der ligger inden for Kulturministeriets område, nemlig arkitektur, billedkunst, design og kunsthåndværk, film, litteratur, musik og scenekunst. At der kunne være værdifulde kulturelle værker uden for disse autoriserede områder, synes ikke at være faldet nogen ind. Hverken fra kulturministerens eller kanonudvalgenes side er der mindste antydning af, at naturvidenskabelige forskere og deres værker kunne være en del af ”hvad der er karakteristisk og markant i dansk kultur.”

Det er der strengt taget ingen grund til at undre sig over, for naturvidenskab er i realiteten udelukket fra det kulturelle parnas, der ensidigt befolkes af repræsentanter for den litterært-æstetiske kultur. Denne generelle situation manifesterer sig på mange måder, ikke blot i Kulturministeriets myndighedsområder og praksis men også i massemedierne og de tidsskrifter, der nu engang har status af at være kulturbærende og – frembringende. Stof af en naturvidenskabelig art er nærmest per definition fraværende fra avisers kultursider og TV-stationers kulturprogrammer. Kulturjournalister med baggrund i naturvidenskab eller ingeniørfag er så sjældne som sne i Sahara.

Jeg har tidligere kommenteret denne situation i forbindelse med dannelsesbegrebets historiske udvikling (2). Min konklusion var, at det nok er håbløst at ville give naturvidenskaben status af kulturbærende dannelseselement, uanset hvor rimelig en sådan status kan forekomme at være for naturvidenskabens udøvere. Ikke desto mindre kan man argumentere, at netop når det drejer sig om den danske kulturarv – der jo i sagens natur er en historisk størrelse – burde repræsentanter for naturvidenskaben være medtaget. Forholdet er jo, at der siden 1500-tallet har optrådt en lang række danske naturforskere, der ikke blot har lavet god – til tider banebrydende – videnskab men også har markeret sig kulturelt og hvis værker hører med til den danske kulturarv på samme måde som de værker, der er medtaget i den officielle kulturkanon.

En dansk naturvidenskabelig kanon kan opfattes på to forskellige måder, hvoraf den ene er en liste over danske forskeres arbejder og opdagelser, udvalgt efter deres videnskabelige værdi. En sådan liste er jeg dog noget skeptisk over for, også selv om et udvalg måske kunne nå til enighed om 12 naturvidenskabelige bidrag, der på denne måde er af særlig og blivende værdi. Problemerne med at lave en sådan liste ville ikke være større end de problemer, kanonudvalgene har haft i deres arbejde. Skulle jeg foreslå en kanonisk liste over fremragende dansk naturvidenskab, her angivet kronologisk og uden prioritering efter kvalitet, ville den omfatte:

  • Tycho Brahe, for hans fornyelse af astronomien (ca. 1580).
  • Rasmus Bartholin, for hans opdagelse af lysets dobbeltbrydning (1669).
  • Niels Stensen, for hans pionerarbejder i anatomi og geologi (1669).
  • Ole Rømer, for hans opdagelse af lysets endelige hastighed (1676).
  • H. C. Ørsted, for hans opdagelse af elektromagnetismen (1820).
  • Emil Chr. Hansen, for hans rendyrkning af gærkulturer (1883).
  • Julius Thomsen, for hans termokemiske arbejder (ca. 1884).
  • Ejnar Hertzsprung, for hans diagram over stjerners spektraltyper (1911).
  • Niels Bohr, for hans kvanteteori for atomets struktur (1913).
  • Niels Bjerrum, for hans arbejder om elektrolytter (ca. 1915).
  • August Krogh, for hans undersøgelser af kapillærfysiologi (ca. 1920).
  • Henrik Dam, for hans opdagelse af vitamin-K (1935).

Der kan ikke være tvivl om, at disse forskere hører til landets ypperste og alle har bidraget med videnskab af international klasse, hvorfor de da også er fundet værdige til optagelse i den autoritative Dictionary of Scientific Biography (3). Krogh, Bohr og Dam modtog Nobelprisen, og Bjerrum var lige ved (4). Men der er mindst tre indvendinger imod at kanonisere en sådan liste på linje med Kulturministeriets kanon. Det er disse indvendinger, der gør, at jeg ikke selv tager listen alvorligt.

For det første er den i sagens natur noget subjektiv og vilkårlig, idet andre naturforskere af samme eller omtrent samme format kunne være valgt. For det andet er det jo en liste af udøvere af naturvidenskab, ikke primært af deres værker. For det tredje, og mere væsentligt, kan de tilhørende værker (i form af artikler og bøger) ikke siges at tilhøre en særlig dansk faglitterær tradition. De nævnte forskere beskrev alle deres videnskabelige arbejder i et internationalt kendt sprog, enten latin, fransk, tysk eller engelsk (om end Ørsted og Thomsen samtidig gav beskrivelser på dansk). Niels Stensen eller Steno udgav sine banebrydende undersøgelser om jordskorpens dannelse i det latinske værk De solido, der udkom i Firenze i 1669. Dets tilknytning til dansk kulturtradition var udelukkende via Stenos nationalitet.

Det er næsten trivielt at påpege, at den mest fremragende danske naturvidenskab ikke er speciel dansk, men derimod er international. Netop international anerkendelse er i naturvidenskab en forudsætning for og en vigtig komponent af at være ”fremragende.” Alligevel har naturforskere gennem tiderne også bidraget til og været med til at fastlægge netop en dansk videnskabelig kulturtradition, enten via deres forskning eller i form af formidlende og reflekterende værker. Lad mig give et par eksempler på denne rige tradition som nok kunne kvalificere til at være en del af den danske kulturarv (5, 7). Traditionen eksisterer knap nok længere, hvorfor eksemplerne især refererer til ældre tiders naturforskere og forfattere.

Tycho Brahe var ikke blot en fremragende astronom, men også en mester i den latinske poesi, der spillede en stor rolle for ham og hans samtid, og hvori videnskab og dannelseskultur indgik i en højere enhed. Med Peter Zeebergs oversættelser af Tychos poesi er den blevet en del af den danske digterkunsts historie, og den hører ikke til den ringeste del. Jeg vil således mene, at Tychos store digt om sin lærde søster Sophie Brahe, Urania Titani, bør tildeles kanonisk status (6). Ikke blot er det et flot og storslået digt, det er også rigt på hentydninger til renæssancens videnskab, især astrologi og alkymi.

Præsten Anders Arrebos Hexaëmeron fra 1661 (men forfattet omkring 1635) er ikke blot et vigtigt værk i den tidlige danske litteraturhistorie, men har også en plads i naturvidenskabens Danmarkshistorie, idet det indeholder en betragtelig mængde naturbeskrivelse og naturfilosofi. Det store digtværk – skrevet på dansk og ikke latin – rummer interessante henvisninger til astronomi, fysik, anatomi og naturhistorie, om end naturligvis knyttet til Bibelens skabelsesberetning. Vel var Arrebo ikke naturforsker, men hans Hexaëmeron kan med en vis ret opfattes som dansk naturvidenskabelig litteratur. Det er ikke noget tilfælde, at værket optræder prominent i bind 1 af den nye danske videnskabshistorie (7).

Som det tredje eksempel fra naturvidenskabens kulturelle Danmarkshistorie vil jeg plædere for H. C. Ørsteds kendte værk Aanden i Naturen fra 1849-50, der må betragtes som en klassisk fremstilling af naturromantikkens videnskabs- og kultursyn. Man finder heri ikke blot en rigdom af naturfilosofiske tanker, men også en fremstilling af Ørsteds syn på religionen, der for ham hang uadskilleligt sammen med den videnskabelige forskning. Desuden indeholder Aanden i Naturen en samlet fremstilling af den romantiske forståelse af forholdet mellem digtekunst og naturvidenskab, sådan som Ørsted opfattede forholdet.

Når hertil lægges Ørsteds vigtige bidrag til fornyelsen af det danske sprog, og især hans konstruktion af en lang række nye ord, må Aanden i Naturen være en stærk kandidat til en naturvidenskabelig kulturkanon. Den er i sig selv et langt argument for naturvidenskab som dannelseskultur og har som sådan stadig aktualitet. Bogen kunne efter min mening gerne erstatte et af de i den litterære kanon medtagne værker, f.eks. Kierkegaards Enten-Eller (uden at jeg derfor vil hævde, at Ørsted var en bedre forfatter end Kierkegaard).

Niels Bohr var ligesom Ørsted var en værdig repræsentant for den kulturelt orienterede danske naturforsker, på samme tid national og international. Bohr nærede en dyb interesse for dansk kultur, som han talte og skrev om ved mange lejligheder. I en lang indledning til 8-bindsværket Danmarks Kultur omkring Aar 1940, skrevet i besættelsesåret 1941, analyserede han med omtanke og følsomhed de karakteriske elementer i netop den danske kultur. Det ville være naturligt at medtage Bohrs artikel i en dansk naturvidenskabelig kulturkanon (8).

Ud over de fire her nævnte værker, af Tycho Brahe, Arrebo, Ørsted og Niels Bohr, kunne andre værker af en noget lignende art nævnes, men det vil næppe være frugtbart med en egentlig kanon. Jeg har blot ønsket at eksemplificere, at naturvidenskabelige værker og forfattere ikke nødvendigvis er fremmedlegemer i forhold til den danske litterære kultur, sådan som man ellers kan få indtryk af gennem den autoriserede kulturministerielle kanon.

Referencer

  1. Kulturkanon, særnummer af Kulturkontakten (januar 2006).
  2. H. Kragh, ”Naturvidenskab og dannelse: modsætning eller harmoni?” 35-50 i M. Blok Johansen, red., Dannelse (Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2002).
  3. H. Kragh, ”Fra Harpestreng til Bohr,” 11-24 i J. Teuber, red., Højdepunkter i Dansk Naturvidenskab (København: Gad, 2002).
  4. H. Nielsen og K. Nielsen, red., Nabo til Nobel. Historien om Tretten Danske Nobelpriser (Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2001).
  5. H. Kragh, ”Naturens aandelige Characteer,” Weekendavisen 21.-27. oktober 2005.
  6. P. Zeeberg, Tycho Brahes Urania Titani (København: Museum Tusculanum).
  7. H. Kragh m.fl., Dansk Naturvidenskabs Historie, bind 1, Fra Middelalderlærdom til den Nye Videnskab (Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2005).
  8. N. Bohr, ”Dansk kultur,” 1-17 i bind 1 af S. Dahl, red., Danmarks Kultur ved Aar 1940 (København: Det Danske Selskab).