Fusker forskere?

Publiceret Juli 2005

Videnskabsministeriet sendte d. 28. juni 2005 en ny bekendtgørelse om Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) på gaden. Den reviderede bekendtgørelse er en opfølgning på Lov om forskningsrådgivning, som et bredt flertal vedtog i folketinget d. 28. maj 2003.

Den nye bekendtgørelse strammer op i forhold til tidligere, da forskere ansat i en offentlig virksomhed ikke længere er ligestillet med forskere ansat i en privat virksomhed. Med den tidligere bekendtgørelse kunne forskere uanset ansættelsessted indklages ved UVVU for videnskabelig uredelighed. Sådan er det ikke mere. Nu er forskere ansat i en privat virksomhed ikke automatisk omfattet af bekendtgørelsen. Det skyldes, at det nu er frivilligt for den private virksomhed at lade sig omfatte af bekendtgørelsen. I den sammenhæng er det interessant, at den konkrete opstramning ikke præciseres i bemærkningerne til Lov om forskningsrådgivning.

Den manglende ligestilling er blevet kritiseret skarpt af blandt andet UVVUs tidligere formand og landsdommer Henrik Waaben. Videnskabsminister Helge Sanders svarede i den forbindelse, at det juridisk ikke kunne lade sig gøre at ligestille forskere, ansat i henholdsvis offentlig og privat virksomhed, hvis ikke den private virksomhed selv ønsker at blive omfattet.

Den manglende ligestilling mellem forskere ansat i henholdsvis private og offentlige virksomheder kan få en række utilsigtede konsekvenser. Derfor har Dansk Magisterforening taget initiativ til at få udarbejdet en juridisk vurdering af ligestillingsspørgsmålet. Resultatet foreligger endnu ikke, men vil få stor betydning, da en stadig større del af forskningen i Danmark i fremtiden vil blive etableret som et privat/offentlig samarbejde.

Tages den gældende bekendtgørelse for pålydende, betyder det, at de forskere, der, som ansatte i offentlig virksomhed, indgår i et samarbejde med forskere, ansat i en privat virksomhed, der ikke har valgt at blive omfattet af UVVU, i værste fald kan stå i en situation, hvor offentligt ansatte forskere bliver indklaget for videnskabelig uredelighed, imens de privatansatte forskere går fri.

Forskere skyder sig selv i foden ved at fuske

Da jeg som formand for Dansk Magisterforening blev præsenteret for dette scenarium, var min umiddelbare tanke: ”Det sker ikke for medlemmerne i Dansk Magisterforening. Der er ingen, der vil snyde på vægten. De etiske spilleregler for god videnskabelig praksis er et indarbejdet kodeks blandt danske forskere”.

Jeg skulle hurtig blive klogere. I Dansk Magisterforening har vi fra tid til anden sager vedrørende videnskabelig uredelighed. I disse situationer yder Dansk Magisterforening faglig og juridisk rådgivning til medlemmerne, og ofte er de fleste anklager heldigvis helt ubegrundede. Men der er desværre enkelte sager, hvor forskere i deres iver efter at få undersøgelsesresultaterne til at passe med et bestemt forskningsresultat er faldet for fristelsen til at pynte på resultaterne.

Det er naturligvis helt uacceptabelt, at data, undersøgelser eller publikationer, der indgår i videnskabelige sammenhænge ikke lever op til kriterierne for god videnskabelig praksis.

Hvis disse kriterier ikke holdes i hævd ender vi en situation, hvor forskningen mister sin troværdighed. Dermed mister omverdenen tilliden til forskningen, som i næste omgang mister sin legitimitet som disciplin. Forskerne skyder med andre ord sig selv i foden ved at snyde på vægten.

Hvad bringer fremtiden?

Udover den manglende ligestilling i forbindelse med den nye bekendtgørelse for UVVU, er hovedårsagen til, at den manglende ligestilling blandt forskere kan få fatale konsekvenser, de ændrede bevillingssystemer på universiteterne. Op til 60 procent af finansieringen til forskning på universiteterne skal hentes hjem via ekstern finansiering, samtidig er universiteternes historiske fastsatte basismidler til især grundforskning ændret, så de fremover skal følge nedenstående model:

  • 50 procent af forskningsmidlerne fordeles proportionalt med universiteternes uddannelsesbevillinger.
  • 40 procent af forskningsmidlerne fordeles proportionalt med universiteternes forskningsvirksomhed finansieret via eksterne midler.
  • 10 procent af forskningsmidlerne fordeles proportionalt med universiteternes antal af tildelte ph.d.-grader.

Hvor det tidligere kun var uddannelserne, der var aktivitetsstyret efter taxameterprincippet vil universiteternes forskningsmidler også være aktivitetsstyret i fremtiden. Herudover vil der kunne bevilges forskningsmidler efter konkrete politiske mål, fastsat af videnskabsministeren på baggrund af de politiske forlig, ministeren kan opnå blandt folketingets partier.

Da universiteterne med universitetsloven fra 2003 samtidig overgik fra at være statsejede institutioner til at få status som universiteter med institutionelt selveje, er et nærliggende fremtidsscenarium, at de danske universiteters vil komme til at minde mere og mere om de amerikanske universiteter.

I den forbindelse er resultaterne fra en stor undersøgelse med besvarelse fra ca. 3.000 amerikanske forskere, som Nature publicerede d. 9. juni i år ikke uinteressant. Den viser, at hver tredje amerikanske forsker snyder i det små.

Netop fordi universiteternes samlede bevillinger udløses på baggrund af incitamentsstyring og graden af eksterne bevillinger, står de danske universiteter overfor en hel anden konkurrence end tidligere. Frekvensen af privat/offentligt samarbejde er derfor også vokset dramatisk de senere år.

Hovedparten af det privat/offentlige forskningssamarbejde foregår uden problemer og til gavn for begge parter, fordi samarbejdet bygger på gensidig respekt og saglighed. De dygtige danske virksomhedsledere har nemlig ingen interesse i først at investere store summer i forskning, for dernæst at styre processen mod et bestemt mål.

I Dansk Magisterforening kontaktes vi desværre også af forskere, der ikke har oplevelsen af et skabende og konstruktivt forskningssamarbejde med private virksomheder. I den forbindelse er der ofte tale om, at forventningerne hos den private part, om, at forskeren skal fremkomme med hurtige eller bestemte resultater, tvinger dygtige og pålidelige forskere ind i det, der kan kaldes ”den grå zone”. Inden for denne grå zone oplever de enkelte forskere, at den indarbejdede norm om videnskabelig grundighed støder mod kravet om handling og resultater, der i sidste instans kan overføres til virksomhedens produkter. Den umiddelbare reaktion er stress, der på længere sigt kan ende med sygemelding og behandling.

Afstemning af gensidige forventninger og fair konkurrence er derfor omdrejningspunktet i fremtidens forskningssamarbejde, hvis vi ikke skal ende i en situation, hvor konkurrencen på det private marked ikke skal udhule den forskning, som Danmark skal leve af i fremtiden. 

I slutningen af 2005 udgiver Dansk Magisterforening en pjece om privat/offentligt forskningssamarbejde. Pjecen kan frit rekvireres af Dansk Magisterforenings medlemmer.

Dansk Magisterforening er fagforening for den største del af Danmarks forskere indenfor naturvidenskab, humaniora, sundhedsvidenskab og samfundsvidenskab. Dansk Magisterforening har ca. 35.000 medlemmer.