UVVUs nye rammer - er der mulighed for et liv efter Lomborg?

Publiceret Juli 2005

“Keine Hexerei, nur Behändigkeit”, sådan lyder et gammelt udtryk. Det siges at hidrøre fra fortidens tyske markeder, hvor tryllekunstnere faldbød deres numre under anvendelse af denne beroligende trylle-formular. Vi andre kan også fra tid til anden finde anvendelse for udtrykket, når vi stilles over for særligt elegante forsvindingsnumre eller anden hokuspokus. Tillad mig at give et frisk eksempel fra den forskningspolitiske verden, nærmere betegnet en kort analyse af den nye bekendtgørelse om Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU).

I begyndelsen af sommeren fik Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed (UVVU) en ny bekendtgørelse (dateret 28. Juni 2005). I det følgende gives en kort analyse af denne nye bekendtgørelse, en analyse, der dog nærmest må kaldes en kritik af de retlige rammer, der fra den 1. august har været gældende.

Af hensyn til de glemsomme må vi begynde med Bjørn Lomborg, som man nok erindrer som den unge samfundsforsker, der for nogle år siden skrev en bog om miljø-politik. “Verdens sande tilstand” hed den nok så flot og provokerende i den danske udgave . Bogen blev oversat til engelsk og vakte som “The Sceptical Environmentalist” stor opsigt verden over, gjorde Lomborg berømt, som kun få danskere har prøvet det før ham, og ingen efter. Han blev vist også millionær. Men så blev han ramt af Hybris, Janteloven, eller hvad det nu var der skete. Snart blev han indklaget for og - til dels - “dømt” af den statslige instans, der forkortes UVVU. Derefter stod himmel og hav i ét. Journalisterne blæste sagen op til en mediestorm. Den danske forskningsverden delte sig i to grupper, for og imod. Groft sagt kunne de “hårde” videnskabsfolk ikke lide Lomborg og hans meriter, mens humanister og samfundsforskere havde et andet og nok mere nuanceret syn på hele sagen. Uden for lille Danmark var man også stærkt optaget af sagen, mest dog på en hovedrystende måde. For at få ro nedsatte Forskningsstyrelsens direktør en lille arbejdsgruppe, der efter bedste evne prøvede at rådgive beslutningstagerne, men selv om forskningsverdenen tog godt mod gruppens betænkning, endte den med at samle støv på en hylde et sted i Videnskabsministeriet. Dens fortræffelige anbefalinger har ikke sat sig mange spor i det senere forløb.

Hysteriet endte i øvrigt med, at UVVU fik en ordentlig næse af en kontorchef i Videnskabsministeriet, en næse, som de lærde folk ikke har villet iføre sig. Man åbnede formelt sagen igen, men afstod fra såvel ny undersøgelse som ny vurdering. UVVU pegede dog på, at der var behov for en justering af regelgrundlaget. UVVUs senere praksis tyder i øvrigt på, at man har lært af Lomborg-erfaringen. Man har afvist relativt flere af de klager, der er blevet indbragt, og er i det hele taget nok blevet lidt mere spage i mælet.

Her kunne den traurige sag være endt, og man kunne have ladet UVVU virke videre i al ubemærkethed,  Men Videnskabsministeren måtte eller ville det anderledes. Han har nemlig ved lov gjort bemeldte uredelighedsproblematik til en integreret del af hele den store universitetsreform og har også indskrevet UVVU i Lov om forskningsrådgivning m.v. Og så må man naturligvis også have skrevet en ny bekendtgørelse, hvorefter alle vil have sig at rette. Efter lang tids tøven har Helge Sander nu her i slutningen af juni 2005 fået sat sit navnetræk under et  regelsæt, hvorved han “til styrkelse af dansk forsknings troværdighed” nedsætter de nye udvalg vedrørende videnskabelig uredelighed. Forhistorien gør, at man allerede smiler en anelse. Det havde været mere dækkende, om der havde stået “til undgåelse af fremtidige skandalesager”.

Hvad var galt med den gamle bekendtgørelse? Lad os ikke fortabe os i fortiden, blot nøjes med at konstatere, at bekendtgørelsen fra 1998, hvorved de tre udvalg vedrørende videnskabelig uredelighed institutionaliseredes, videreførte en forsøgsordning, som Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd havde skabt i 1992, og som man havde haft en vis succes med. Kort fortalt overførte man i 1998 nogle principper, som lægerne havde været glade for, til den samlede forskningsverden. Man glemte vist at gennemtænke, om disse principper problemfrit kunne appliceres generelt. Man glemte også at formulere præcise regler for, hvem der burde have ret til at klage; hvem der kunne klages over; og hvilke videnskabelige produkter, der kunne gøres til genstand for behandling. Ved at indføre en juridisk sondring mellem en såkaldt “objektiv” uredelighed og en “subjektiv” ditto, hvor sidstnævnte var den “rigtige”uredelighed, fordi den baseredes på en dokumentation af at den videnskabelige synder havde handlet forsætligt eller havde udvist grov forsømmelighed, åbnede man en farlig glidebane. Det var den glidebane, som det lykkedes for UVVU at falde på halen på, og det med et bums. Som det erindres, kunne der ikke dokumenteres hverken forsæt eller grov forsømmelighed i Bjørn Lomborgs tilfælde, men det forhindrede ikke UVVU i at “dømme”  ham, godt hjulpet af den uvidende presse, der straks stemplede den unge mand som uredelig.

Hvordan har ministeren så valgt at reformere UVVU? Institutionen med dens fine ydre rammer har man ikke rørt så meget ved. Godt nok, også fordi man alligevel havde fået en ny og ubelastet landsdommer som formand og snart skal have nybemandet hele institutionen. Man kan også - til dels - glæde sig over at selve uredelighedsbegrebet er blevet strammet noget op, så man i UVVU ikke længere kan operere med flere niveauer. Man har videre slået fast, at UVVU ikke kan behandle sager, der “vedrører videnskabelige teoriers holdbarhed eller sandhed eller sager, der vedrører forskningskvaliteten af et videnskabeligt produkt”. Så langt, så godt. Men jo mere man fordyber sig i bekendtgørelsen, desto mere kommer man til at tænke på det bevingede ord om hekseri og behændighed.

Og hvori består behændigheden så? Jo, det er altså lykkedes ministeren at opretholde fiktionen om udvalgenes eksistens. Bekendtgørelsen har skam hele 17 paragraffer, og hele den gamle struktur er, som nævnt, videreført. Det ser næsten ud, som om intet er sket. Men nærlæser man teksten må man rette udsagnet til at det snarere ser ud til at næsten intet skal og bør ske. Ministerens embedsmænd har faktisk fået formuleret sig så snedigt, at man skal have en livlig fantasi for at forestille sig, hvad UVVU egentlig skal beskæftige sig med i fremtiden. Lad mig tydeliggøre det lige sagte.

Bekendtgørelsen har nu sin styrke i at beskrive alt det, man ikke må gøre.

Selve definitionen af videnskabelig uredelighed er, som nævnt, blevet præciseret en anelse, og nu siges det i klar tekst, hvilke sager UVVU ikke må behandle. Den tidligere definition åbnede op for mange fortolkninger af, hvad det ville sige, at der skete “forfalskning eller forvridning af det videnskabelige budskab.” Det hul er nu lukket. At man så til gengæld i den nye definition har fået indsat et par gummielastiske ord - “utilbørlig vildledning” gør det fortsat muligt for et evt. aktivistisk UVVU at komme til at anlægge moralske vurderinger. Nå, de skal nok nære sig i den nærmeste fremtid.

Nej, indskrænkningerne i kompetencen ses tydeligere i forbindelse med afgrænsningen af, hvem der kan klages over, hvilke produkter, der kan gøres til genstand for undersøgelse, og hvem der er berettiget til at klage. Her var den tidligere bekendtgørelse ikke meget sigende.

Nu har man til gengæld gjort sig stor umage for at afgrænse kredsen af mulige syndere til uddannede forskere (en Ph.d.-grad  synes at være adgangsbilletten), der virker i Danmark, har fået offentlig støtte fra danske kasser  eller hvor den indklagede “ har sin nærmeste tilknytning til Danmark i øvrigt”. For en sikkerheds skyld sætter bekendtgørelsen en ny barriere op for klagere. Man må således kun undtagelsesvis beskæftige sig med fup og svindel begået af forskere ansat i private virksomheder, læs her: medicinalindustriens laboratorier. På dette følsomme område eksisterede der ikke tidligere en klar retstilstand. Det gør der nu. Sammenholdt med hvad der siges nedenfor, er det svært at forestille sig en uredelighedsklage rettet mod en privatansat forsker. Bekendtgørelsens formuleringer kan ikke bero på en lapsus, for de er blevet strammet op og præciseret på udkastets vej gennem det ministerielle departement. Nogen må altså have tænkt over sagen

Hvilke produkter kan man klage over? Her er svaret “videnskabelige produkter”, et begreb, der ikke defineres nærmere. Man øjner muligheden for mange hårtrukne diskussioner om videnskabsbegrebet. Hvad et “produkt” i denne forbindelse er, svæver også i den blå luft.

Men det mest smarte trick består i, at man har indskrænket den normale klageadgang, således at den  kun gives til såkaldte parter i Forvaltningslovens forstand, dvs. individer med en væsentlig retlig interesse i en konkret sag. Denne stramning er vist kommet ind i den sidste redaktion, ligesom for at få slået sømmet ekstra godt i kisten. Man kan næsten se for sig, hvordan de ministerielle embedsmænd har siddet med en liste over alle klagere i Lomborg-sagen og alle de kværulanter, man i øvrigt har kunnet forestille sig, hvorefter man har valgt nogle formuleringer, der vil forhindre alle tilløb til en gentagelse af fortidens problemfyldte forløb. Enhver med blot den mindste fornemmelse for forskningens vilkår og praksis vil vide, at det kun vil være i yderst sjældne tilfælde, at en forsker, en journalist eller en ganske almindelig borger vil kunne påberåbe sig en partsinteresse i lovens forstand.

At man så har sat en “sikkerhedsventil” ind, således at UVVU i “begrænset omfang” kan behandle andre sager, såfremt disse er “af samfundsmæssig interesse eller af betydning for menneskers eller dyrs sundhed” ændrer næppe meget, for mon ikke UVVU har lært så meget af fortiden, at man vil vide at holde sig fra politiske minefelter? 

Ganske behændig gjort, ikke? Ministeren har bevaret de ydre former, altså UVVU med tre underudvalg og med en fin landsdommer i spidsen,. Men har samtidig fjernet en stor del af indholdet og den oprindelige mening med den statslige uredelighedsvogtning. Tilbage bliver et snævrere indholdsmæssigt område, en indsnævret forskerkreds og en yderst snæver kreds af potentielle klagere.

I lyset af Lomborgsagens forløb og UVVUs hele hidtidige virke kan man herefter tænke sig forskellige vurderinger af den nye bekendtgørelse. 

Hvis man helst ser UVVU helt fjernet fra jordens overflade - og denne holdning deles af ikke så få, herunder adskillige humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere - så behøver man ikke at beklage sig, for Videnskabsministeren er nået ganske langt henimod dette mål.

Hvis man derimod, som mange lægevidenskabelige forskere, men da også undertegnede, mener, at UVVU, lige bortset fra Lomborg-fadæsen, som skilte vandene,  også har gjort mange gode gerninger, da må man beklage den nye bekendtgørelse.

Eller for nu også at slutte på tysk: “Man merkt die Absicht und wird verstimmt”.