Forskning og penge

Publiceret Juli 2005

Alle råber om flere penge til forskningen. Rektorerne beder om flere penge til de udsultede universiteter, som ikke har råd til forskning. Forskningsrådene vil have flere midler til at dele ud til trængende forskere. Dansk Handel og Service vil have regeringen til at øge forskningsbevillingerne til små og mellemstore virksomheder, som ikke alene har råd forskning og udvikling. Flere penge til forskning skal imidlertid ledsages af strukturelle ændringer i forskningsverdenen specielt universiteterne for at sikre den bedste udnyttelse. Lad os kopiere den amerikanske model.       

Hvor galt står det til? Forskningsstatistikerne viser at Danmarks offentlige forskningsbevillinger er faldende og langt fra at opfylde Barcelona målsætningen om at de offentlige nationale midler til forskning skal udgøre 1 % af brutto nationalproduktet (BNP). Ifølge Offentligt forskningsbudget for Danmark 2005 (www.forskningsanalyse.dk) udgør de offentlige forskningsbevillinger i Danmark kun 0,72 % af BNP, hvilket er lavere end de øvrige Nordiske lande, hvor Finland bruger 1,03 %, Sverige 0,94 % og Norge 0,78 %. USA ligger i spidsen med offentlige forskningsbevillinger på 1,11 % af BNP. Efter en gunstig periode i 90’erne hvor regeringen øgede pengene til forskning med bl.a. et stort antal forskeruddannelses stillinger, er antallet af Ph.D. stillinger igen faldende. OECD påpeger, at Danmark er langt bagefter når det gælder forskeruddannelse af Ph.D. studerende.

Der mangler en langsigtet og visionær forskningspolitik. Mange politikere understreger betydningen af forskningsindsatsen for Danmarks konkurrenceevne og bevarelsen af velfærd, men der følger ikke penge med de kønne ord. Skiftende regeringer holder brandslukningsøvelser og oprettede Grundforskningsfonden for salget af Statsanstalten for Livsforsikring i 1991 og Højteknologifonden for penge fra Nordsøolien i 2004. I begge tilfælde er der tale om fonde i milliardklassen, hvis løbende afkast uddeles efter ansøgninger fra forskere. Det er to af de mange ”cigarkasser”, som præger forskningsbevillingerne i stedet for helhed og kontinuitet.  

Hvad skal større offentlige forskningsbevillinger bruges til? Skal forskningsrådenes uddelinger øges? Skal der gives støtte til tvivlsomme forskningsprojekter i små virksomheder? Skal der fyldes flere penge ned i universiteternes store sorte hul? De nye Forskningsråd har taget en række initiativer med oprettelse af flere forskningsprogrammer f. eks. innovationsstipendier for yngre forskere. Men der er tale om begrænsede midler, som ikke kan sætte afgørende præg på landets forskningsmiljøer. Højteknologifonden har i sit første opslag indkaldt ansøgninger om støtte til projekter som involverer samarbejde mellem virksomheder og universiteterne. Der er også tale om begrænsede midler. Universiteterne tegner sig imidlertid for langt den største andel af de offentlige forskningsmidler. Det er derfor vigtigt at sikre sig at flere midler til forskning anvendes rigtigt på de danske universiteter. Efter 30 år med styrelsesloven, hvor forskningen blev styret af valgte ledere, og politik og populisme vejede tungere end faglighed og kvalitet, er universiteterne genstand for mistillid i offentligheden, i erhvervslivet og blandt politikerne. De manglende økonomiske midler, utilstrækkelig ledelse, og faldende kvalitet i forskning og undervisning har ført til en krise på universiteterne.

Danmark er ikke alene om krisen inden for universitetsforskningen. De stolte gamle universiteter i Europa er fanget i velfærdsstatens bureaukrati. De er styret af politikere uden kendskab til forskningens vilkår og mål, administreret af nidkære embedsmænd i ministerierne, og præget af fagforeninger uden forståelse for forskning. Der er oprettet særlige videnskabsministerier for at øge opsynet med forskerne og den detaljerede styring af universiteterne. Fagforeningerne har sat deres fingeraftryk i aftaler om forskernes stillingsstruktur, arbejdstider og opgaver. Enhver tale om universiteternes uafhængighed og forskningens frihed er et patetisk og tomt ekko af historien. Universiteterne er presset økonomisk, fordi forskning prioriteres meget lavere end andre udgifter i velfærdssamfundet. I et af verdens rigeste lande er der ikke råd til at skabe ordentlige vilkår for forskningen.      

Universitetsloven er trådt i kraft d. 8.5.2003 og skal implementeres inden 2006. De nye bestyrelser er udnævnt og rektorerne er ansat på alle universiteterne. Nu skal de i arbejde. Det overordnede mål er at forbedre placeringen af de danske universiteter i de internationale sammenligninger. Det er et langt og sejt træk efter kvalitet og produktivitet inden for forskningen har været jævnt dalende i de sidste 20 år. Inden de friske kræfter bliver trukket ned i universiteternes morads, bør de nye bestyrelser og rektorer tage på en studietur til USA og besøge nogle af de førende amerikanske universiteter. Der er nok at vælge i mellem. Blandt verdens 100 bedste universiteter er over 50 amerikanske.

Hvad vil gæsterne opleve under besøget i USA? I en artikel i Le Monde d. 15.9.2005 sammenligner Daniel Cohen de amerikanske og franske universiteter. Udgangspunktet er den årlige offentliggørelse af Shanghai Universitetets liste over de 500 bedste universiteter i verden (http://ed.sjtu.edu.cn/ranking.htm). Hvert år udløser listen den samme skuffelse, at se den latterligt lave placering de franske universiteter opnår. Blandt de 100 bedste universiteter er kun fire franske. Denne tendens understreges af OECD’s årlige rapport over uddannelse, hvor Frankrig er placeret på 19ende pladsen af 26, når det gælder den højere uddannelse. De amerikanske universiteter derimod indtager en klar førerstilling i verden. Enhver universitetsforsker der besøger et amerikansk universitet opfatter straks, at han er landet på en anden planet. Daniel Cohen spørger: Er det nødvendigt, og er det muligt, at kopiere den amerikanske model?

Daniel Cohen fremhæver, at de amerikanske universiteters effektivitet skyldes, at de har svar på to centrale modsætninger, som præger den videnskabelige verden: Først og fremmest har de skabt en ligevægt mellem konkurrence og samarbejde, og dernæst har de etableret en sammenhæng mellem grundforskning og anvendt forskning. Det er udenfor diskussion at de amerikanske universiteter er konkurrencedygtige. De slås om de bedste studerende, de kæmper om de bedste undervisere, og de råder over nerven i krigen: den finansielle/økonomiske uafhængighed, som stammer fra de studerendes studieafgifter og private pengegaver.

Endvidere er det vigtigt, at de amerikanske universiteter er tilstrækkelig stærke til at føre sig frem i magtkampen med resten af samfundet, både politisk og erhvervsmæssigt. Her spiller det kontroversielle spørgsmål om forbindelsen mellem grundforskning og anvendt forskning en stor rolle. I Frankrig fremhæver modstanderne af industriens indflydelse på universiteternes forskning, at man ikke opdagede elektriciteten i forsøget på at opfinde nye stearinlys. Hertil svarer tilhængerne, at videnskab og industri ikke er to adskilte verdener. Termodynamikken blev udviklet i forbindelse med forskningsprojekter, som søgte at forbedre dampmaskinens effektivitet. Komplementaritet mellem naturvidenskab og teknologi var en afgørende faktor i den industrielle revolution i det 18. århundrede. Det samme gælder i dag for bioteknologiske revolution, som bygger på fremskridt i den basale molekylærbiologiske forskning. De amerikanske universiteter har forstået at udnytte dette samspil, og er samtidig stærke nok til ikke at give efter for industriens mere kortsigtede mål.

Hjemme i Frankrig konstaterer Daniel Cohen, at kontrasten til USA er slående. Universiteterne er både for fattige til at konkurrere, og for fattige til at samarbejde. I modsætning til USA er universiteterne svage, og denne svaghed skaber mistillid både i industrien og blandt forskerne selv. Der er tale om en generel tillidskrise mellem universiteter og samfund. For at besværge krisen, som gennemsyrer den franske forskning har man i løbet af et enkelt år i 2005 oprettet to styrelser, en for industriel innovation og en for konkurrencedygtige forskningscentre. En lov om forskningsprogrammer og forskningsstyring er på vej. Krisen søges løst med lovgivning og bureaukrati, hvor der snarere er brug for frihed og fleksibilitet.

Frankrig er ikke alene om krisen i universitetsforskningen. Bortset fra England med 11 universiteter og Sverige med 4 blandt de 100 bedste universiteter i verden klarer de europæiske lande sig dårligt på ranglisten sammenlignet med USA. I Danmark opnår Københavns Universitet kun en placering som nr. 57 og Aarhus Universitet er i gruppen nr. 101-152. På denne baggrund har flere foreslået, at EU Kommissionen tager initiativ til at oprette ”10 Harvard universiteter” i Europa. De kommer nok ikke til at ligge i Danmark. Risikoen er imidlertid, at disse eliteuniversiteter yderligere forværrer krisen ved at trække de bedste forskere væk fra de nuværende institutioner. Derfor må man snarere satse på at styrke de eksisterende forskningscentre og forskere, som har høj kvalitet og er konkurrencedygtige.

Der skal gennemføres gradvise fornyelser og strukturændringer på de danske universiteter. Indenfor de natur- og sundhedsvidenskabelige områder er en ny stillingsstruktur for forskerne nødvendig. Alle niveauer i forskerhierarkiet skal tilgodeses. Her kan man kopiere den amerikanske model. For det første skal der oprettes super-professorater for de mest fremragende forskere, som har vist international klasse og er egnede som forskningsledere. De skal have store, faste bevillinger fra universitetet, så de kan ansætte yngre forskere og drive forskning på højt niveau. Herudover kan de supplere forskningsmidlerne med bevillinger fra de private fonde. Disse super-professorer på universiteterne kan sammenlignes med centrene under Grundforskningsfonden, men skal ikke være afhængige af de tidsbegrænsede bevillinger. Det er afgørende at forskningscentrene bliver en integreret del af universiteternes forskningspolitik og ikke er afhængige af eksterne organer. For det andet skal der oprettes 5-årige seniorforskerstillinger for yngre forskere, som er lovende og produktive med international erfaring. Bevillingerne skal være store nok til at opbygge mindre forskningsgrupper, ansætte forskere og drive forskning. Disse seniorforskere ligner Hallas Møller stipendier fra Novo Nordisk fonden og Ole Rømer stipendier fra Det Naturvidenskabelige Forskningsråd, men skal ikke være afhængige af de eksterne midler. For det tredje skal innovationsstipendier tiltrække unge forskere, som har opnået Ph.D. grad og ønsker at videreføre forskerkarrieren. De skal ansættes i forskningsgrupperne under super-professorerne og seniorforskerne. Endelig skal antallet af Ph.D. stipendier øges, så forskere kan uddannes i forskningscentre og -grupper. For alle forskerne gælder at den automatiske kobling mellem forskning og undervisning skal fjernes og gøres fleksibel under hensyntagen til forskningsaktiviteten.

Til slut en opfordring til Regering og Folketing: De nye bestyrelser og ledelser på universiteterne skal have et udvidet økonomisk råderum og mulighed for nye initiativer i forbindelse med deres tiltræden. Bevilg et par milliarder kroner til universiteterne i faste forskningsmidler, som skal bruges til at finansiere en ny stillingsstruktur, oprettelse af forskningscentre, og udvidelse af forskeruddannelsen.