Fritz Schønheyder

Publiceret April 2005

Der foregår i disse år en oprustning af dansk forskning, hvor store grupper, ofte i et netværk af nationalt og internationalt samarbejde, frembringer betydningsfulde resultater over en bred front. Fritz Schønheyder, der har haft stor betydning for etableringen af biokemi som et selvstændigt fag i vort land, tilhører en tidligere generation af videnskabsmænd, der dyrkede deres forskning på en mere individuel basis og under mere beskedne forhold.  For en vellykket forskningsindsats er tildelingen af en Nobelpris et alment accepteret succeskriterium, som dog de færreste, selv meget kompetente forskere opnår.  Det kom også til at gælde for Schønheyder, men han var i sin ungdom sammen med Henrik Dam involveret i forskning af så banebrydende karakter vedrørende vitamin K, at det sluttelig resulterede i en Nobelpris (til Henrik Dam, 1943). Det følgende er en kort beretning om hans livsforløb og betydning for dansk biokemisk forskning.

Fritz SchønheyderDe unge år

Fritz Schønheyder blev født i 1905 og opvoksede i København.  Efter studentereksamen 1923 startede han på det medicinske studium, som han fuldførte i 1930.  Han gennemgik derefter en hospitalsuddannelse på forskellige hospitaler i København og i provinsen 1931-37.  Det var på dette tidspunkt ikke nogen given sag, at Schønheyders løbebane skulle blive videnskabens i stedet for lægerningens.  Men som flere unge fremadstræbende læger søgte han at kvalificere sig ved at udføre videnskabeligt arbejde uden for den ordinære arbejdstid. Dette medførte, at han i denne periode også arbejdede som frivillig assistent ved Biokemisk Institut, Københavns Universitet, der lededes af Richard Ege som professor i faget. 

Her kom han i forbindelse med Henrik Dam, som nogle få år forinden var blevet ansat i en videnskabelig stilling på dette institut. Dam, der var kemiker af fag var primært interesseret i ernæringsmæssige problemstillinger.  Ved en række ernæringsmæssige undersøgelser var han kommet frem til, at kyllinger holdt på en næsten sterolfri diæt selv var i  stand til at danne kolesterol, i modsætning til den på daværende tidspunkt gængse opfattelse.  Imidlertid var de præget af en udtalt tendens til indre blødninger. Årsagen hertil var ukendt, den kunne ikke tilskrives mangel på vitamin C eller nogen af de andre på daværende tidspunkt kendte vitaminer. 

Mange år senere kunne Schønheyder personligt berette, hvordan kyllingernes død efter autopsi gik under intetsigende diagnoser som aseptisk nekrose, men at det hurtigt var gået op for ham, efter at han var blevet sat ind i forsøgene, at dyrene i virkeligheden var døde som følge af en koagulationsdefekt.  En koagulationsdefekt var ganske vist nogle år forinden blevet beskrevet af McFarlane, men uden at det havde affødt nogen nærmere tanke om en årsagssammenhæng til de livstruende blødninger. Dam og Schønheyder indledte nu et samarbejde, på basis af hvilket de i arbejder publiceret i Biochemical Journal kunne konkludere, at årsagen til blødningerne måtte tilskrives en fedtopløselig ”faktor”, som manglede i den sterolfattige kost, men som kunne tilføres ved tilsætning af svinelever og hampefrø til diæten. Dam varetog det store program med kostdiæter og oprensning af den essentielle faktor fra næringsmidler, mens Schønheyder især kastede sig over en udforskning af koagulationsdefektens natur.  Som resultat heraf kunne han konkludere, at koagulationsdefekten var forårsaget af mangel på  prothrombin, og at koagulationen kunne normaliseres ved tilsætning af en ganske lille mængde normal plasma til det deficiente kyllingeplasma. 

I 1935 resumerede Dam og Schønheyder, med separate indlæg, deres fund i en kort beretning i Nature (1). Dam foreslog i forbindelse hermed at give den nye faktor navnet vitamin K, da man nu med større overbevisning kunne præsentere den nye lipidfaktor som et livsvigtigt vitamin nødvendig for blodkoagulationen.  Endvidere udarbejdede Schønheyder en biologisk metode til standardisering af vitamin K indholdet i oprensede præparationer baseret på det kurative princip.  Disse resultater dannede basis for Schønheyders disputats (2) fra 1936 (”Nogle Undersøgelser over den biologiske Virkning og Standardiseringen af det Antihæmorrhagiske Vitamin K”).  Heri beskrives på forbilledlig vis K-avitaminosens symptomatologi, ernæringsmæssige forsøg til belysning af K-vitaminets forekomst og standardisering samt en analyse af koagulationsdefektens natur.  Afhandlingen, der vandt stor anerkendelse, bærer præg af at være resultatet af et intensivt og inspireret arbejde,der viser den unge forskers evne til, stillet overfor en betydningsfuld iagttagelse, at udføre netop de forsøg, der er væsentlige for opklaringen heraf.

Selvom det var Dam, der havde gjort den oprindelige opdagelse og med sin store forskningsindsats for eftertiden står som pioneren inden for udforskningen af vitamin K, førende til indstillingen til nobelprisen i kemi 1943, må man konkludere, at Schønheyder har en meget væsentlig del af æren for, at udforskningen på et kritisk tidspunkt blev ledt ind på det rigtige spor.  Om Dam’s fortsatte indsats på dette område, inklusive renfremstilligen og anvendelsen af vitamin K som middel mod blødningstendenser hos nyfødte, er der udførligt redegjort for i en tidligere Biozoom artikel af Helge Kragh (3).

Som en epilog er det imidlertid af interesse at nævne, at dansk forskning på et langt senere tidspunkt kom til at spille en afgørende rolle for forståelsen af vitamin K’s virkningsmekanisme. I 1974 publicerede en gruppe ved Molekylærbiologisk Institut, Århus Universitet, under ledelse af Staffan Magnusson, et arbejde vedrørende prothrombins primærstruktur. Ved elektroforetiske og massepektrometriske undersøgelser identificerede de en på daværende tidspunkt ukendt aminosyre, carboxyglutaminsyre, lokaliseret til den N-terminale del af prothrombin (4).  Denne del fraspaltes ved omdannelsen til det koagulationsaktive thrombin. Vitamin K kommer ind i denne sammenhæng ved, at carboxyglutaminsyre dannes ved posttranslatorisk modifikation af prothrombin ved carboxylering af glutaminsyrerester i proteinet med et vitamin K afhængigt enzymsystem. Tilstedeværelsen af den stærkt anioniske  carboxyglutaminsyre i prothrombin er af betydning for interaktionen med Ca2+ og binding til de lipidholdige cellemembraner i blandt andet thrombocytter, hvilket bringer   prothrombin i kontakt med andre koagulationsfaktorer, der  ved interaktion med pro-formen omdanner det til enzymatisk aktivt thrombin, der er afgørende for omdannelsen af  fibrinogen til fibrin.

Efter disputatsen fortsætter Schønheyder uden Dam’s deltagelse med undersøgelser af prothrombineffekten,  dog uden at gøre  nye epokegørende opdagelser.  Det har ikke været muligt i længden for Dam og Schønheyder at opretholde et intimt samarbejde, især da Dam ikke på noget tidspunkt var til sinds at opgive sin førsteprioritet på et så højaktuelt forskningsområde, hvilket også indebar konkurrence med udenlandske forskere. Sandsynligvis har Schønheyder også primært været tilskyndet til at anvende disputatsen som led i en hospitalskarriere, men forskellige forhold komplicerede denne plan, og i stedet fik han mulighed for at fortsætte sit videnskabelige arbejde ved et studieophold på Rockefeller Institute for Medical Research i New York. Kort herefter blev han, i en alder af 33 år, indstillet til et professorat i biokemi ved det nyligt startede lægestudium ved Århus Universitet.   Dette professorat havde umiddelbart forinden været besat af Jørgen Lehmann, som imidlertid efter mindre end et års ansættelse fratrådte denne stilling for at fortsætte sit forskningsarbejde i Sverige (hvorunder han blandt andet opdagede den tuberculostatiske effekt af paraaminosalicylsyre).  Nyansættelsen var ikke uden dramatik.  Både Schønheyder og Dam var ansøgere til professoratet, og Dam følte sig stærkt forbigået ved ikke at blive indstillet til professoratet.  På et møde d. 25/6-1938 vedtog fakultetet imidertid at ansætte Schønheyder i  stillingen, hvilket skete med virkning fra 1. juli samme år.

Professor Schønheyder i sit kontor på det gamle Biokemisk Institut.
Professor Schønheyder i sit kontor på det gamle Biokemisk Institut.

Schønheyder og biokemien ved Århus universitet

Under sit lange virke ved Århus universitet, fra 1938 til 1975, indfriede Schønheyder til fulde  de forventninger, der var stillet til ham ved hans ansættelse. På dette tidspunkt var biokemi en forholdsvis ny disciplin inden for det medicinske studium, hvis indhold endnu ikke var lagt i faste rammer.  Et indblik i de tanker, han kan have gjort sig ved starten af sin ansættelse ved Århus universitet kan man få ved læsning af hans tiltrædelsesforelæsning (5).  Et grundsynspunkt var, at instituttet skulle stå som en formidler mellem fagbiokemien og den klinisk eller fysiologisk orienterede forskning.  På basis heraf søgte han ikke nogen udspecialisering, men mente, at forskningen trivedes bedst ved hver forskers indsats inden for et individuelt udvalgt område.  I overensstemmelse med denne strategi arbejdede i årenes løb arbejdede et meget stort antal personer, mest læger eller medicinske studenter i kortere eller længere tid som gæster ved instituttet, ofte med færdiggørelse af disputatsarbejde eller med besvarelse af prisopgaver.  Selve den faste stab var af beskeden størrelse (den talte blandt andet E. Hoff-Jørgensen, den senere professor i biokemi ved Tandlægehøjskolen i København) og havde til huse på en etage i en nybygning i universitetsparken, der også rummede Fysiologisk Institut. 

Umiddelbart efter ansættelsen lagde Schønheyder et stort arbejde i at udforme et biokemisk curriculum for medicinske studenter. At følge med i fagets udvikling over en bred front  var imidlertid også en faglig forpligtelse ud over det rent undervisningsmæssige, for på det tidspunkt blev en professor ikke betragtet som specialist, men  personificerede hele sit fagområde på en ganske anden måde end nu. I begyndelsen uddeltes undervisningsstoffet som noter, men i  1948 kom så den autoriserede lærebog i faget med titlen ”Biokemi, betragtet fra statiske, dynamiske og kliniske standpunkter”.  Denne lærebog (6) var i reviderede og ajourførte udgaver de århusianske studenters lærebog op til 1971, og den blev også anvendt andre steder.  Lærebogens emneområde spændte vidt, idet den formede sig som en basal gennemgang af biokemien med anvendelsen heraf i det klinisk-kemiske arbejde.  Samtidigt blev der lagt vægt på at give studenterne en fornemmelse af, hvorledes den biokemiske erkendelse var opnået gennem forskning, blandt andet ved i udstrakt grad at inddrage biokemisk metodologi i stoffet.  Alle disse aspekter blev behandlet i en bog på kun godt 400 sider, hvilket krævede en nøje udvælgelse af stoffet og en stærkt koncentreret tekst. Dette gjorde dog også bogen noget tung at læse og medførte, at den fulde tilegnelse krævede flere gennemlæsninger. Også i det daglige arbejde satte Schønheyder sit præg på undervisningen.  At læse biokemi ved Aarhus Universitet var i fyrrerne og halvtredserne en dynamisk proces, der i en eksamenssituation kaldte på alle ressourcer!

Ved et tilbageblik på instituttets historie er et slående træk mangfoldigheden af de videnskabelige aktiviteter, der foregik i Schønheyders tid, som foruden rent biokemiske emner med relation til enzymers egenskaber også omfattede kliniske og fysiologiske problemstillinger. Mange af disse aktiviteter indgik ikke i Schønheyders egen forskning, men han fulgte nøje med i alt, hvad der foregik og stillede sin erfaring til rådighed, ikke mindst når resultaterne skulle publiceres.  Det var til gengæld en selvfølge, at medarbejderen demonstrerede selvstændighed og satte alt ind på at opnå et resultat.   For mig personligt, der som medicinske student og senere arbejdede på instituttet, passede dette udmærket, jeg fik lov på egen hånd at opdyrke mit forskningsområde.  For instituttet som helhed kunne det være mere problematisk.  I en række tilfælde var de ideale forudsætninger for et succesfuldt resultat ikke opfyldt, og projekternes varierende karakter indebar, at man ofte så at sige skulle starte forfra for at erhverve den nødvendige teoretiske og metodologiske baggrund for at kunne gennemføre dem.  En bedre focusering af forskningsindsatsen på nogle definerede kerneområder kunne formentlig have bødet på disse forhold. Men det at kunne drive fri forskning på individuel basis var på daværende tidspunkt i god overensstemmelse med det klassiske danske forskningsideal.  Der var heller ikke det samme hæsblæsende ræs, krav om mange publikationer, helst i højtprofilerede tidsskrifter m.v. som kendetegner vor nuværende situation.

Schønheyders egen forskning var ligeledes mangesidig, idet han efter sin udnævnelse også tog andre emner op end de, der var affødt af de tidligere undersøgelser af K-vitamin.  Blandt disse skal nævnes en lang række undersøgelser af tarmlipasers enzymkinetiske egenskaber, som udførtes sammen med Kirsten Volquartz i fyrrerne og begyndelsen af halvtredserne.  Endvidere foretoges i halvtredserne et bredt anlagt studium af biokemiske ændringer under langvarig sygeleje (immobilisation), med  massespektrometriske målinger af eliminationen af kvælstofholdige metabolitter.  Disse undersøgelser står som et skoleeksempel på anvendelse af grundvidenskabelig forskning på et medicinsk betydningsfuldt område.  Som en af de første herhjemme anvendte han Stein & Moore’s søjlechromatografiske metode til at bestemme koncentrationen af frie aminosyre i biologiske væsker, både i forbindelse med dyreeksperimentelle forsøg og på patienter med aminoaciduri.  Han fortsatte med disse analyser efter sin fratræden til få år før sin død.  Fra denne tid stammer nogle meget smukke undersøgelser over transportforholdene for aminosyrer i øjets kammervæske.  Schønheyder var en yderst omhyggelig eksperimentator, og intet forsøgsresultat fik lov at passere til publikation før det var efterprøvet og kontrolleret på alle mulige måder.

Andre faglige aktiviteter og personlige forhold

Schønheyder var en markant personlighed i det århusianske universitetsliv.  Han var ikke udelukkende engageret i sit eget område, men også interesseret i dets anvendelse i et videre perspektiv, hvilket gav sig udslag i mange udadrettede aktiviteter.  Han varetog undervisningen i andre fag, når de pioneragtige forhold, som stadig karakteriserede fakultetet i en lang årrække, gjorde det ønskeligt.   Han var således lærer i farmakologi 1939-52 og konstitueret professor i hygiejne 1955-59.  Endvidere stod han som en af initiativtagerne bag oprettelsen af Specialkursus i Husholdning.  Foruden sit arbejde i det lægevidenskabelige fakultetsråd var han medlem af konsistorium 1958-1970 og prorektor 1963-65 samt med i en række fondsbestyrelser, hvorved han også bevarede forbindelsen til København.

I slutningen af 1960erne skete der en kraftig ekspansion af medarbejderstaben og antallet af studerende.  Pladsproblemerne i forbindelse hermed blev løst ved overflytning til et nyt institut i 1967. Selvom Schønheyder var stærkt involveret i planlægningen og indretningen af det nye institut, kom han næppe til at føle sig hjemme her på samme måde som i de gamle omgivelser. Den store udvidelse af staben gjorde det vanskeligt for ham at følge med i alt, hvad der foregik, på samme måde som tidligere.  Desuden var Schønheyder i den senere del af sit liv ofte plaget af alvorlig sygdom, hvilket umuliggjorde en arbejdsbyrde af samme omfang som tidligere.  Indrykningen i det nye institut efterfulgtes også hurtigt af studenteroprøret og de ændringer i universitetslivet, som dette medførte. Selvom Schønheyder aktivt gik ind for demokratiseringsprocessen, harmonerede mange af dens konsekvenser nok dårligt med hans egne idealer, og han overlod gradvis ledelsen af instituttet til andre. Efter sin afgang som professor i 1975 fortsatte han som emeritus arbejdet ved sin elskede aminosyreanalysator i endnu nogle år.

Det er vanskeligt at give et fuldgyldigt billede af Schønheyders menneskelige egenskaber, for med sin sammensatte og noget kantede personlighed kunne han virke meget forskelligt på forskellige mennesker, men påvirkningen var altid stærk, ikke mindst i de yngre år.  På toppen af sin karriere fremstod han for den almindelige medicinske student som en inspirerende, men samtidig respektindgydende - ja nærmest frygtindgydende lærer med barsk humor.  Overfor de ansatte på instituttet havde han, hvad man kunne kalde et patriarkalsk forhold.  Forpligtelsen for de videnskabelige medarbejdere til at yde deres bedste lå som en undertone bag alt, hvad han sagde.  Overfor de, der kendte ham på en mere personlig måde, røbede han en sjælden omsorg og forståelse. Han var personligt meget beskeden og uden nogen trang til selvhævdelse, men havde skarpe standpunkter.  Disse var ofte krydret med en udtalt humoristisk sans over for denne verdens foreteelser, og det kunne ved festlige lejligheder resultere i taler, der var præget af et uforligneligt vid.  De skarpe træk mildnedes med årene, og hertil bidrog nok også de mange sygdomsperioder. Men intet kunne kue ham, efter hver hospitalsudskrivelse var han i gang igen. Schønheyder repræsenterer en forskerpersonlighed, som gennem et langt livs virke satte sit aftryk på dansk biokemisk forskning, specielt af den del, der var relateret til medicinske forhold. 

Bibliografi

  1. Dam, H. and F. Schønheyder (1935) The antihæmorrhagic vitamin of the chick. Nature 135, 652-653
  2. Schønheyder, F.: Nogle undersøgelser over den biologiske virkning og standardiseringen af  det antihæmorrhagiske vitamin K. Nyt Nordisk Forlag, 1936
  3. Kragh, H. (2001) Henrik Dam – nobelpristager og ernæringsforsker, BioZoom,  4, 29-32.
  4. Magnusson, S., L. Sottrup-Jensen and T. E. Petersen (1974) Primary structure of the vitamin K-dependent part of prothrombin  FEBS Letters, 44, 189-193
  5. Schønheyder, F. (1938) Ugeskr.f.Læger 48, 1341-1345
  6. Schønheyder, F. (1948) Biokemi, betragtet fra statiske, dynamiske og kliniske standpunkter, Aarhus Stiftsbogtrykkeri, 1948.