Så giv dog slip! Er isoleret forskningsstyring i Danmark relevant?

Publiceret April 2005

Forskningsmassen i Danmark er på næsten alle områder for lille til at sikre indsigtsfulde “reviews” af landets egne forskningsansøgninger. Vi kan ikke, inden for landets grænser, sikre en upartisk, og tilstrækkelig professionel kritik af danske forskningsprojekter. Løsningen er mere kritisk masse og større konkurrence. Det lyder amerikansk, men det virker. Lav en søsterorganisation til National Institutes of Health i EU. Lad den danske stat betale én procent af BNP, og bed landets forskerstand, om at konkurrere med andre europæiske forskere om disse midler. Jeg er sikker på at danske forskere nok skal trække pengene hjem igen – og mere til.

”Danske forskere er småfornærmede og forkælede mennesker, der altid stiller nye krav om penge” lød det fra Helge Sander, om den danske forskningsverden, da det tidligere Forskningsforum holdt sit sidste årsmøde d. 23.2.2003 (Morten Jastrup, Politiken, 24.2.2003). Muligvis, men så kan man vel ogsaa tillade sig at generalisere, at den danske politikerbestand består af personer, der aldrig vil give en håndøre uden at sikre sig, at der er en bred samfundsmæssig gevinst ved donationen, og et par stemmer ved et fremtidigt valg. Man kan også antage, at disse generelt ingen uddannelsesmæssig baggrund har for at forstå størstedelen af moderne forskning. Dette er ikke en fornærmelse, i modsætning til videnskabsministerens udtalelse.

Få forskere i dag kan med intellektuel sikkerhed begå sig ud i en diskussion, der omhandler forskning indenfor emner bare svagt udenfor periferien af deres eget “domæne”. En fysiker ved ikke mere om menneskets celler end de fleste. Ligeså er det de færreste – fra bioteknologer til skomagere, der vil gøre sig klog på elementarpartikelfysik. Vi skal ikke vurdere hinandens forskning, og ej heller skal politikere. Det bliver situationen blot værre af. Kun få personer i verden indenfor hvert enkelt felt er istand til at vurdere frontlinjeforskning, og give den fornødne vurdering om hvorvidt et givet forskningsprojekt er relevant at gennemføre og om der bør gives støtte til det. Oftest er det enddog spørgsmålet om projektet i det hele taget kan gennemføres, der er essensen. Man skal vide noget – og gerne meget - om det pågældende område for at kunne svare på det.

Så hvis kun få mennesker på kloden har den fornødne indsigt til at sikre sådan forskningskvalitet, hvorfor kigger man så altid på hinanden i et lille land, hvor forskningsmassen på næsten alle områder er for lille til at sikre indsigtsfulde “reviews” af landets egne forskningsprojektansøgninger? Det giver ikke mening. Og dette er jo kernen på problemet. Vi kan ikke, indenfor landets grænser, sikre en upartisk, og tilstrækkelig indsigtsfuld kritik af danske forskningsprojekter. Derfor vil al tale om forskningsråd og review-komiteer altid strande på dette faktum, da disse naturligvis vil blive besat af medlemmer af egen forskningsmasse. Forskningsrådene vil ikke kunne spænde bredt nok, og indsatsen for at sikre forskningstyring i Danmark ender med at blive et blåøjet forsøg på at gøre sig klog på felter markant uden for ens kompetenceområde.

Hvad er løsningen? Mit bud er følgende: Mere kritisk masse og større konkurrence. Lyder ufatteligt amerikansk. Det er det også. Men det virker. National Institute of Health (NIH) administrerer flere forskningsmidler end nogen anden institution i verden. Amerikanske forskere ved at det daglige brød kommer fra NIH, og overlevelsen er at sikre egen funding i konkurrence med alle andre. NIH er så stort et organ, at review processen sikrer at “peer-reviewet” bliver tilstrækkeligt professionelt. Og dette betyder at en forskningsansøgning bliver vurderet på sin forskningsplan, dens grad af relevans og innovation, snarere end på skulderklap eller lister af samarbejdsinstitutioner indenfor EU, som ofte er et tyngende punkt for EU-projekt ansøgninger.

Det er et hårdt, og ofte ubarmhjertigt, system. Personligt ved jeg at min egen forskningskarriere afhænger af min konkurrenceevne og succes. Den dag denne ikke længere er anset som værende tilstrækkelig blandt mine kolleger, er jeg ude at lede efter andet job. Men man kan jo også sige, at dette netop sikrer, at jeg ikke ender som “dead wood” på et universitet, “whining and grinding” i en reelt uopsigelig stilling, hvor meget af ens daglige arbejde handler om personpolitik snarere end forskning. Ren skønsang blandt politikere. Hård kost at sluge for hyggeforskere, for det altså ikke sjovt altid at skulle bevise, at man stadig er med hvor tingene sker.

Men alligevel: lav en søsterorganisation til NIH I EU. Lad den danske stat betale én procent af BNP, og bed derefter landets forskerstand på universiteterne, om at konkurrere med andre europæiske forskere om disse midler. Jeg er sikker på, at danske forskere nok skal trække pengene hjem igen – og mere til. Men hvis de ikke gør det, er pengene jo alligevel gået til det, som de var tiltænkt: god forskning. Medmindre man selvfølgelig havde noget andet i sinde ved at sætte penge tilside til dette område, som en slags indirekte egnsstøtte, eller sikring af et uddøende erhverv. Men det er jo en helt anden diskussion…