Sex og generne

Publiceret April 2005

To forskningsarbejder om menneskers og bananfluers homosexualitet har for nylig givet nyt liv til diskussionen om hvor sexualiteten kommer fra: generne eller opdragelsen. Svenske forskere undersøgte menneskers sexuelle reaktion på dufthormoner, såkaldte feromoner, i sved og urin. Heterosexuelle mænd blev stimuleret af østrogen-lignende feromoner i kvinders urin, mens både kvinder og homosexuelle mænd blev tiltrukket af testosteron-lignende feromoner i mænds sved. Forskere i Wien viste, at bananfluens sexuelle adfærd bestemmes af et enkelt gen kaldet ”fruitless”. Det mandlige fruitless protein er ansvarlig for hannernes sexuelle drift og adfærd overfor hunnerne. Når hannens fruitless protein var aktivt i bananflue-hunner blev de homosexuelle og opførte sig som hanner overfor andre hunner. 

TV-serien ”Sex and the City” om de fire New York-singler Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda har tryllebundet seere fra Chicago til København siden det første afsnit blev vist for seks år siden på HBO i USA. De fire chikke - men også småfrustrerede - Manhattan-tøser, der alle 94 afsnit igennem førte sig frem i designertøj, høje hæle og perfekt makeup blev forbilleder – og forsidestof. De knaldede mænd, græd ud ved hinandens skuldre, powershoppede, trøstespiste og lommefilosoferede over singletilværelsen. Den originale serie er slut, men alle 94 afsnit bliver genudsendt i mange lande - også i Danmark (Lise Bondesen, Politiken 30.5.2005).

Efter ”Sex and the City” hedder den nye serie: ”Sex og generne”. Hvor meget af menneskets sexuelle orientering er bestemt af generne, og hvor meget er bestemt af familiære og kulturelle påvirkninger? Det har vist sig at være et usædvanligt kontroversielt spørgsmål. Undersøgelser af familier, tvillinger og adopterede søskende har vist, at homosexualitet, og dermed heterosexualitet løber i familier. Forekomsten af mandlig homosexualitet hos begge tvillinger er 22 % hos toæggede, men stiger til 52 % hos enæggede tvillinger. Det betyder, at der findes et gen eller gener som disponerer for homosexualitet, men der er ikke noget bevis. Genetiske studier af tvillinger, adopterede og biologiske søskende støtter hypotesen, at mindst halvdelen af variationen i sexuel orientering skyldes generne. Homosexuel adfærd observeres i dyrearter, men analogien til menneskets seksualitet er uklar (R.C. Pillard og J.M. Bailey, Human Biology 1998;70:347-365). Adfærdsgenetisk forskning i menneskets homosexuelle og heterosexuelle orientering har imidlertid været begrænset. På trods af de enorme fremskridt i den molekylære genetik og sekventeringen af genomer fra flere organismer har det været svært at identificere gener, som regulerer den komplekse adfærd i sexualiteten.

I 1993 identificerede en gruppe forskere på National Institutes of Health (NIH) et eller flere gener for homosexualitet på X kromosomet. De indsamlede DNA fra 40 par homosexuelle brødre og gennemførte en genetisk koblingsanalyse ved hjælp af genetiske markører. I en tidligere undersøgelse af homosexuelle mænd og deres familier havde de fundet flere homosexuelle slægtninge på mødrenes end på fædrenes side. Derfor koncentrerede de undersøgelsen om X kromosomet. Undersøgelsen viste at 33 ud af 40 homosexuelle brødre har fem genetiske markører lokaliseret tæt ved enden af den lange arm af X kromosomet i et område betegnet Xq28 (D. H. Hamer et al., Science 1993;261:321-7). Mange spørgsmål var dog uafklarede. Hvilket protein koder genet for? Hvordan virker proteinet? Er genet forskelligt i homosexuelle og heterosexuelle mænd? Hvilken betydning har genet for kvinder? (R. Pool, Science 1993;261:291-2).

Artiklen i Science var det første bevis på at homosexualitet er arvelig, og opdagelsen af et ”gay gene” skabte sensation både i nyhedsmedier og videnskabelige tidsskrifter. Imidlertid fulgtes Hamer’s artikel hurtigt af en række kritiske kommentarer i Science samme år, med alvorlige tekniske og videnskabelige indvendinger. I 1995 var Hamer’s videnskabelige arbejde genstand for en undersøgelse af det Amerikanske Udvalg for Videnskabelig Uredelighed, som dog ikke medførte påtale (E. Marshall, Science 1995;268:1841). I 1999 offentliggjorde canadiske forskere en genetisk undersøgelse af 52 homosexuelle mandlige søskende uden at finde kobling mellem homosexualitet og fire genetiske markører omkring Xq28. De konkluderede, at der ikke var bevis for et X-bundet gen for mandlig homosexualitet (G. Rice et al., Science 1999;284:665-7). Hamer var uenig i at deres resultat, at koblingen med Xq28 er svag, og mente at forskellen mellem de to arbejder kan skyldes udvælgelsen af de homosexuelle brødrepar (I. Wickelgren, Science 1999;284:571).

I 2005 offentliggjorde Hamer’s forskergruppe en fuld scanning af genomet for homosexualitet hos mænd. DNA fra 456 mænd i 146 familier med to eller flere homosexuelle brødre blev undersøgt med 403 genetiske markører. De fandt tre kromosomer med områder og gener, som kan være forbundet med homosexualitet. I den nye, store undersøgelse viste den kontroversielle region på X kromosomet, Xq28 ingen kobling med homosexualitet. Hamer gentog imidlertid sin undersøgelse fra 1993 af den lille gruppe mænd med homosexualitet på mødrenes side i familien, og reproducerede det tidligere resultat, at Xq28 er hyppigere knyttet med homosexualitet. Forklaringen på de forskellige resultater kan dels være udvælgelsen af de homosexuelle mænd til undersøgelsen, dels lokaliseringen af de genetiske markører på kromosomerne (Mustanski et al., Human Genetics 2005;116:272-8).

Vi leder stadig efter ”gay genes”, men måske har vi fundet et i bananfluen. Bananflue-hannen er en Casanova med vinger. I parringen overvinder han hunnerne med et repertoire af sang, dans, og velplacerede kys. Forskere i Wien har nu fundet, at bananflue-hannernes forførende adfærd styres af et enkelt gen, kaldet fruitless. Fruitless genet udtrykkes i to splejsnings varianter, som giver to forskellige proteiner i henholdsvis hanner og hunner. Hannernes fruitless protein er ansvarligt for deres sexuelle drift og bejlen til hunnerne, mens hunnernes fruitless protein ikke fører til parringsleg. Forskergruppen byttede om på generne og proteinerne i bananfluerne. Når det mandlige fruitless protein blev udtrykt i bananflue-hunner blev de homosexuelle og opførte sig som hanner overfor andre hunner. Hunnerne med det mandlige fruitless protein mistede også evnen til at parre sig med hanner og lægge æg. Disse overbevisende resultater viser, at den mandlige splejsnings variant af fruitless genet er nødvendig og tilstrækkelig til at styre bananflue-hannens parringsleg (Demir og Dickson, Cell 2005;121:785-794).

I et ledsagende arbejde undersøgte Dickson’s forskergruppe, hvordan fruitless proteinet programmerer hjernen til hannernes komplicerede instinktive adfærd i parringslegen med hunnerne. Det mandlige fruitless protein forekom i 2 % af nerverne i bananflue-hannens hjerne, men ikke i hunnens. Bemærkelsesværdigt forekom fruitless proteinet i nerver knyttet til både lugte-, høre- og smagssanserne, som alle spiller en rolle, når hannen går på frierfødder. Lugtenerverne er følsomme for de dufthormoner (feromoner), som afgives af hunnen og udløser signaler i dele af hannens hjerne, der styrer parringen. Ved hjælp af genteknologi var forskerne i stand til at inaktivere de fruitless-holdige nerver i bananflue-hannens hjerne. Efter inaktiveringen af disse nerver var hannerne ikke i stand til at udføre deres parringsleg og forførelse af hunnerne (Stockinger et al., Cell 2005;121:795-807). Resultaterne af disse to arbejder bekræfter antagelserne, at den sexuelle orientering er en medfødt egenskab, som er programmeret i mænd og kvinders hjerner. Vi ved endnu intet om splejsning af fruitless genet også har betydning for den instinktive sexuelle adfærd hos mennesker. Endelig viser resultaterne, at en kompliceret opførsel kan styres af et enkelt gen, noget som kan gælde for andre former for instinktiv adfærd som forsvar mod trusler, flugt fra farer, og spontan latter (C. Dulac, Cell 2005;121:664-6).       

Feromonernes rolle for bananfluers og andre dyrs seksuelle aktivitet er veldokumenteret. Der har været uenighed om forekomsten af feromoner hos mennesker. Nu tyder undersøgelser fra Karolinska Instituttet i Stockholm på at feromoner også kan virke på mennesker. Ved hjælp af en hjerneskanningsteknik kunne de svenske forskere følge blodgennemstrømningen i hjernen hos kvindelige og mandlige forsøgspersoner, når de duftede enten til en testosteron-forbindelse, som produceres i mænds sved eller til et østrogen-lignende stof, som findes i kvinders urin. Begge stoffer er mistænkt for at være feromoner. Når kvinderne duftede til østrogen fra kvinders urin var det kun hjernens center for lugtesans, som reagerede. Hos mændene derimod udløste østrogen øget blodgennemstrømning i hypothalamus, som er en del af hjernen, der styrer den sexuelle adfærd. Testosteron fra den mandlige sved gjorde det modsatte. Det fik kvindernes hypothalamus til at lyse op, mens det kun aktiverede områder i hjernen for lugtesans hos heterosexuelle mænd. De svenske forskere gentog nu forsøget og tilføjede homosexuelle mænd som en tredje gruppe. Overraskende reagerede de homosexuelle mænd på de to lugtstoffer på samme måde som kvinder. Hypothalamus i hjernen hos homosexuelle mænd blev aktiveret af mænds sved, men ikke af kvinders urin (I. Savic, PNAS 2005;102:7356-7361). Undersøgelse taler stærkt for eksistensen af menneskelige feromoner, selvom de anvendte doser i forsøgene var væsentligt højere end de naturligt forekommende. Det er dog sandsynligt, at hjerneskanningsteknikken ikke er følsom nok til at måle virkningen af de lavere fysiologiske doser. Lesbiske kvinder blev også undersøgt, men lederen af undersøgelsen Ivanka Savic udtalte til New York Times, at resultaterne var ”noget komplicerede” og derfor ikke klar til offentliggørelse (N. Wade, NYT 10.5.2005).

Forskellene mellem de heterosexuelle og homosexuelle mænds reaktion på de kvindelige og mandlige feromoner tyder på, at hypothalamus’s rolle i den instinktive sexuelle adfærd, ikke er bestemt af personens biologiske køn, men af den sexuelle orientering. Det er endnu et bevis på at homosexualitet er arveligt betinget. Det er dog også muligt, at hypothalamus påvirkes af hormoner under fosterlivet og i puberteten, som led i udviklingen af personens sexuelle orientering. Homosexuelle mænd får færre børn, og ifølge Darwin skulle de genetiske varianter, som fører til homosexualitet, hurtigt uddø i befolkningen. Alligevel indeholder de omtalte forskningsresultater overbevisende argumenter for at der findes ”gay genes”. Når forskning i homosexualitet er kontroversiel og godt stof i medierne, er det et udtryk for de kulturelle og sociale fordomme overfor en stor minoritet af homosexuelle mænd og kvinder i befolkningen.