Postdoc Down Under: En langtrukken holmgang med skattefar, dog med happy ending

Publiceret Januar 2005

Students Corner fortsætter med fokus på post.doc. i udlandet og finansiering af dette. Indlægget her, er skrevet af Troels Wind, Ph.d. Carlsbergstipendiat ved Århus Universitet.

Som så mange andre aspiranter til en akademisk karriere her til lands, tog jeg efter endt PhD og en tid som forskningsadjunkt initiativ til en postdoc i udlandet. Ikke kun fordi, at den erfaring, der derved høstes, efterhånden er et uomgængeligt krav til cv’et i en stillingsansøgning til universiteterne, men også fordi ”at rejse er at leve”, som salig 200-års fødselar Andersen udtrykte det. Da både faglig og kulturel nysgerrighed kunne tilfredsstilles med en postdoc ved School of Medical Sciences, University of New South Wales, Sydney, var der ”kun” finansieringen tilbage at bekymre sig om. Heldigvis svarede Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd (SNF, nu omdøbt til Forskningsråd for Natur og Univers) positivt på min ansøgning om støtte til det forskningsprojekt, jeg havde formuleret i samarbejde med Phil Hogg, Professor ved Centre for Vascular Research. Bevillingen dækkede løn for perioden juni 2002 til maj 2003 og inkluderede tillæg til rejse, forsikring, transport af bohave, etablering, samt ophold. En ganske generøs og kærkommen bevilling, givet under den rimelige forudsætning, at jeg ved opholdets afslutning indsendte rettidig afrapportering samt regnskab. Så langt så godt, men hvad med skatten?

Hos den lokale skatteforvaltning endte mit telefonopkald efter et par omstillinger hos en medarbejder, der havde været involveret i lignende sager før. Dette var i foråret 2002, cirka samtidigt med at pressen beskrev hvordan bevillingsmodtagere andre steder i landet var blevet afkrævet den samlede skat af etårige bevillinger på én gang, selvom beløbet fra bevillingsgiver blev udbetalt månedsvist. Omtalen afstedkom muligvis en del røre i skatteforvaltningerne, i hvert fald var det meget vanskeligt for mig at få en klar melding om, hvad min skattemæssige situation var. Man afventede tilsyneladende ministerielle instrukser. Min sidste telefonsamtale med skatteforvaltningen før afrejsen fandt sted i bussen på vej til lufthavnen, og mundede ud i en aftale om, at min løn blev betragtet som A-indkomst og mine tillæg som skattefrie. Ingen fradrag derudover. Det skulle sikre mig imod ubehagelige overraskelser i form af skattesmæk, og give skatteforvaltningen tid til at afgøre, om jeg havde ret til nogen form for fradrag, mens jeg var væk. Kort fortalt afhænger disse fradrag blandt andet af ens boligforhold i Danmark, hvor længe man er væk, og hvor meget man besøger Danmark under opholdet; alt i alt en individuel og kompliceret afgørelse.

Efter et på alle måder udbytterigt år vendte jeg hjem til Danmark, indsendte slutrapport til SNF, og fortsatte min akademiske karriere. Jeg kontaktede skatteforvaltningen for at høre om der var nyt, som jeg også havde gjort det et par gange mens jeg var i Sydney, men fik kun henholdende svar. Drevet af utålmodighed, og inspireret af en studiekammerats erfaringer, valgte jeg at lade en advokat se på sagen. Det fik jeg dog ikke meget ud af i første omgang: Skatteforvaltningen handlede ifølge advokaten i overensstemmelse med reglerne. Prisen for den oplysning var ca. 4500 kr, så om ikke andet understregede den episode, at set fra en privatøkonomisk synsvinkel, var mit karrierevalg ikke optimalt.

I januar 2005, altså næsten tre år efter min første kontakt til skatteforvaltningen, dumpede et brev fra dem ind af døren med det ubehagelige forslag, at de tillæg, der ifølge den oprindelige aftale var skattefrie, nu skulle betragtes som A-indkomst. Med andre ord: Et skattesmæk på adskillige tusinde kroner. Mit humør skiftede mellem raseri og resignation i et par dage, og mens førstnævnte var gældende, skrev jeg et venligt men bestemt brev, hvori jeg redegjorde for mit syn på sagen, nemlig at disse tillæg måtte være skattefrie, jævnfør ligningslovens §7 (lidt havde jeg da fået ud af de 4500 kr til advokaten). Jeg betragtede egentlig slaget som tabt – hvem har hørt om nogen, der fik ret overfor skatteforvaltningen? - men de skulle ikke få pengene uden sværdslag, uanset hvor sløv min klinge end føltes.

Her kunne historien så ende med et rutinemæssigt, bedrevidende afslag fra skatteforvaltningen samt et medfølgende girokort, men til min overraskelse gik det anderledes. Jeg modtog efter godt en uge et brev, hvoraf det fremgik, at foranlediget af min henvendelse og efter rådslagning med den medarbejder, jeg fra begyndelsen havde haft kontakt med, havde skatteforvaltningen besluttet at betragte tillæggene som skattefrie, og oven i købet vurderet, at jeg var berettiget til et vist fradrag. Jeg var næsten rørt.

Retrospektivt kan man selvfølgelig harcelere over, at skatteforvaltningen ikke har større klarhed over procedurerne ved forskningsrådenes bevillinger til enkeltpersoners ophold i udlandet - så sjælden en begivenhed er det jo heldigvis ikke - og man kunne himle over trægheden og vægelsindet i deres sagsbehandling. Men jeg vælger at tro på det bedste i (skranke)mennesket og glæder mig ved fornemmelsen af, at være blevet taget alvorligt af den offentlige instans med den vel nok dårligste karma: Skatteforvaltningen. Tak til dem (med mindre der dukker breve med nye afgørelser op, i så fald hvæsser jeg klingen).

I BioZoom nr. 3, 2004 havde Claus Haase et indlæg, hvor han redegjorde for muligheden for at få et såkaldt ”bindende ligningssvar” fra skatteforvaltningen, altså en forhåndsaftale i forbindelse med et udlandsophold. Et sådant dokument koster et gebyr på 300 kr, men ville have sparet mig for meget, blandt andet 4500 kr, forudsat at det havde indeholdt den oprindelige aftale, som jeg fik per telefon på vej til lufthavnen. Men uanset om man vælger at få formuleret et bindende ligningssvar eller griber tingene an efterhånden som de dukker op, er det væsentligt, at man sætter sig ind i lovteksten efter bedste evne, eventuelt med advokatbistand. Erfaringer fra kolleger, der har været i samme situation, er naturligvis også anvendelige, men husk, at disse sager er meget individuelle. Til sidst er det værd at understrege, at en vedholdende men tålmodig attitude overfor skatteforvaltningen kan anbefales.