Nekrolog: Knud Max Møller 1922 -2004

Publiceret Januar 2005

Knud Max MøllerEn af Biokemisk Forenings stiftere, mag. scient. Knud Max Møller døde stille i sit hjem på Frederiksberg den 22. december, 82 år gammel. Max, som han hyppigst blev kaldt blandt kolleger, blev student fra Efterslægtens Gymnasium i 1942, og han studerede derefter biokemi ved Københavns Universitet. Biokemisk Forening var dengang nærmest en faglig studenterforening, og Max var formand i 1947 - 48.

Allerede i studieårene blev han knyttet til Carlsberg Laboratorium, hvor han siden havde det meste af sit virke. Efter at magisterkonferensen var afsluttet i 1949, blev han ansat ved Kemisk afdeling, hvor han havde et nært samarbejde med professor Kaj U. Linderstrøm-Lang. Sammen skrev de en af datidens bedste oversigter over proteolytiske enzymer, den blev trykt i Annual Reviews of Biochemistry i 1953. Imidlertid forskød Max Møllers interesser sig mod cellebiologi, og fra 1954 samarbejdede han mest med Heinz Holter, først på Cytokemisk Afdeling, og da Heinz Holter i 1956 blev professor på Fysiologisk Afdeling, fortsattes samarbejdet der.

Det var en tid, hvor Carlsberg Laboratorium var et sandt Mekka for proteinkemikere og cellebiologer fra hele verden. Max Møller var en stor støtte for de udenlandske gæster, samtidig med at han høstede rigt af den videnskabelige erfaring, som det internationale miljø bragte til København. I 1964/65 var Max Møller selv gæsteforsker hos en af Carlsberg Laboratoriums mangeårige venner, John Schellman, professor ved University of Oregon, Eugene. Da Heinz Holter i 1972 fortsatte sin forskning på Carlsbergfondets Biologiske Institut fulgte Max Møller med som afdelingsleder ved dette institut, og i samme periode var han i mange år censor i biokemi ved Københavns Universitet og Danmarks Farmaceutiske Højskole (nu Danmarks Farmaceutiske Universitet).

Max Møller var en umådelig omhyggelig og ansvarsbevidst videnskabsmand, det er i sig selv en stor dyd, men det kan være en hæmsko, når det drejer sig om antallet af publikationer, for Max syntes altid, at hans egne værker  kunne blive bedre, derfor fik han aldrig fuldt ud publiceret sine omfattende undersøgelser af pigmentdannelse hos protozoen Stentor.

Max Møller blev aldrig kendt i den brede offentlighed. Offentlig fremtræden var hans beskedne natur imod, men med sin store viden og imødekommende hjælpsomhed dannede han et delvist anonymt men frodigt grundlag, hvoraf megen god forskning er vokset.

Max Møller havde brede historiske interesser, og da Kemisk Forening udsendte en række bøger om kemien i Danmark, var det naturligt, at det blev Max, som i 1966 skrev om de tre store kemikere på Carlsberg Laboratorium, Johan Kjeldahl, S.P.L. Sørensen og K.U. Linderstrøm-Lang. Max Møller var meget aktiv lige til det sidste. Efter pensioneringen blev han knyttet til Niels Bohr Instituttets arkiv og til Carlsbergfondets billedarkiv, hvor han med sin store historiske indsigt bl.a. kunne bidrage til identifikation og registrering af mange ældre fotografier.

Knud Max Møller var en meget loyal og hjælpsom ven, man gik aldrig forgæves, når man bad ham om at øse af sin store viden. Hans trofasthed og tørre humor vil blive dybt savnet i en stor kreds af både yngre og ældre venner.