Bevidstheden i naturen – et causeri om viden, uvidenhed og grænser for viden

Publiceret Januar 2005

Bevidsthedsfænomenet udgør erkendelsens mest centrale problem. Bevidstheden er forudsætningen for alt det, vi kalder viden, men bevidstheden selv smutter mellem fingrene på os, når vi prøver på at definere den og gøre den til genstand for en nærmere undersøgelse. Alligevel erfarer vi umiddelbart, at bevidstheden eksisterer, og vi kan undersøge dens forudsætninger.

Inden jeg går videre, vil jeg kort opholde mig ved begreberne viden og uvidenhed.  Den tilgængelige viden er så stor, at ingen af os kan rumme det hele, og dog er vor uvidenhed mange gange større. Men alligevel er det meste af vor biologiske uvidenhed af en sådan art, at den kan gøres til genstand for undersøgelser og blive til viden.

Når jeg tager dette spørgsmål op, er det fordi den manglende viden udnyttes af tilhængere af den såkaldte Intelligent Design Teori til at drage grundlaget for evolutionsbiologien i tvivl. Det er her i landet udtrykt af teologen Jakob Wolf, som for et halvt års tid siden udsendte bogen Rosens råb. Et opgør med darwinismen.

Intelligent Design Teorien er en moderne version af William Paleys (1743 - 1805) Natural Theology. Paleys oprindelige argumentation gik i korthed ud på, at hvis man finder et ur på landevejen, så er det et bevis for, at der findes en urmager, som har konstrueret uret. Derfor beviser de levende organismer, at der må findes en skaber.

Wolf afviser ikke, at der er foregået en biologisk evolution, men han bestrider, at livets komplicerede strukturer kan tænkes opstået ved variation og naturlig selektion, således som det blev foreslået af Charles Darwin og Alfred Russel Wallace.

Wolf anvender, hvad han kalder den analoge form for erkendelse, som fuldstændig svarer til Paleys. Han skriver, at når de levende cellers opbygning og reaktioner i mangt og meget er analoge med maskiner, som er konstrueret af den menneskelige bevidsthed, så er det en så stærk analogi, at den viser, at der må eksistere en immateriel intelligens eller bevidsthed, der står over eller udenfor naturen, og som er forudsætningen bag den biologiske evolution. Det er jo en antagelse, der ikke kan gøres til genstand for en undersøgelse, men ser vi problemerne under en generel historisk synsvinkel, synes det helt klart, at antagelsen om en styrende immateriel intelligens, der står udenfor naturen, er et kulturelt produkt dannet af menneskets bevidsthed.

Jeg mener, at Intelligent Design Teorien ganske rigtig bygger på en analogislutning, den vender bare den anden vej rundt. Ved en analogi projicerer mennesket sin egen bevidsthed ud i naturen og forestiller sig en lignende skabende bevidsthed som årsag bag fænomener, der endnu ikke er fuldstændigt belyst.

De fleste af Wolfs eksempler hører til den type af uvidenhed, som i det lange løb kan bringes ind under vor almindelige viden. Men jeg mener i øvrigt, at Wolf havde stået stærkere, hvis han havde koncentreret skytset, mod de problemer, hvor vi virkelig står overfor store vanskeligheder. For jeg mener ikke, at vi med vore nuværende metoder er til stand til at give en kausal forklaring på alle fænomener. Det gælder som nævnt selve bevidsthedsfænomenet, men i høj grad også dannelse af det første liv på jorden.

Livets begyndelse

Vi har gode modeller for en spontan dannelse af livets byggesten, vi har også modeller for, hvordan de kunne danne selvorganiserende strukturer, ligesom vi mere eller mindre gode modeller for dannelse af membranomsluttede celler. Men livets basale egenskaber udgøres af en serie retningsbestemte processer, som resulterer i selvopholdelse og reproduktion, og her møder vi store vanskeligheder. Problemet er beslægtet med dannelsen af kunstigt liv. Her er vi også kommet ganske langt med modeller for de enkelte livsprocesser, men for at vi kan tale om levende strukturer, så skal selve den fysiske struktur, som bærer processerne, udvise en evne til selvopholdelse; den skal aktivt kunne modsætte sig destruktion, og den skal kunne reproducere sig selv. Og her står vi overfor problemer, hvor vi ikke i dag kan øjne en løsning.

Vi kender ikke en beregningsformel eller algoritme, som kan beskrive livets basale egenskaber. Optimistiske forskere af kunstigt liv eller kunstig intelligens mener, at det kun er et spørgsmål om tid og regnekapacitet før en sådan algoritme bliver opstillet. Jeg ønsker ikke definitivt at afvise denne mulighed - i naturvidenskabens historie er det før set, at der er opstået en uventet ny erkendelse. Blot må jeg igen pege på, at hvis en algoritme for livsprocesserne kan opstilles, så må den indebære, at den samlede fysiske struktur, der bærer processerne, både aktivt kan modsætte sig destruktion og reproducere sig selv - det er de basale egenskaber, som karakteriserer livet.

Her vil jeg indskrænke mig til at konstatere, at livet er en kendsgerning, og fra begyndelsen for omkring 3,8 milliarder år siden har det været en forudsætning, at organismerne besad en evne til selvopholdelse og selvreproduktion. Disse Egenskaber udgør grundlaget for den biologiske evolution.

Det er egenskaber, der gælder for dyr såvel som for planter og svampe. Men neuroner, som er bevidsthedens forudsætning, finder vi kun hos dyr. Det hænger efter al sandsynlighed sammen med, at dyr kan bevæge sig. Svampe og planter er rodfæstede. De møder omverdenens udfordringer gennem vækst og ændring af vandtrykket i deres organer. Men dyrene kan bevæge sig, de har en adfærd, og som en overgang mellem sansning og adfærd må der hos dyrene dannes en form for en smidig intern omverdensrepræsentation.

Vor viden om, hvordan omverdensrepræsentationen dannes, er endnu meget mangelfuld, men der må nødvendigvis være en omsætning mellem input og output. Et output i form af bevægelse har fra den første begyndelse været afgørende for dyrenes liv. Og det er det stadigt - også for os.

Den engelske fysiolog Charles Sherrington (1857 - 1952) er en af grundlæggerne af den moderne neurobiologi. Han samlede sine resultater og tanker i bogen Man and his place in nature, og her skrev han: All that man can do is to move. Umiddelbart kan det virke meget provokerende, men hvor åndeligt inspireret vi end kan føle os, så resulterer inspirationen i muskelbevægelser, hvad enten vi skriver et digt, maler, synger eller stryger en violin. I forhold til omverdenen kan bevidstheden kun udtrykkes gennem muskelbevægelser. (Hvis man da ikke tror på telepati, som jo er ret problematisk.)

Omvendt kan vi sige, at dyrenes bevægelser afspejler neurale reaktioner, som på en eller anden måde svarer til, eller er oprindelsen til de processer, mennesket oplever som bevidsthed - derfor titlen bevidstheden i naturen. Vi skal nu se på, hvordan vi kan forestille os en udvikling fra bevægelse til bevidsthed.

Neuroner

Vi kender ikke adfærd og fysiologiske reaktioner hos de første encellede dyr, som levede for omkring 1-1,5 mia. år siden. Men vi må antage, at nulevende encellede dyr stort set har bevaret tilsvarende reaktioner. Hvis vi betragter et encellet dyr som tøffeldyret, ser vi, at skønt det kun er encellet, så opfører tøffeldyret sig, som om det var rationelt. Det kan således svømme uden om forhindringer eller giftige stoffer. Og nærmere analyser viser den vigtige iagttagelse, at dyrets adfærd styres af et membranpotentiale, idet tøffeldyrets adfærd styres af saltioner, der strømmer ind og pumpes ud af cellen. Disse reaktioner ligner i påfaldende grad neuronernes reaktioner, hvor signalerne også transmitteres ved en bølge af ioner, der strømmer ind og pumpes ud af cellen. Det fører nu til hypotesen, at under udviklingen de første flercellede dyr overførtes de systemer, med hvilke de encellede dyr kunne svare på signaler fra omverdenen, til nogle specialiserede celler, der senere udviklede sig til neuroner. Hypotesen understøttes af, at neuroner hører til de ældste specialiserede celler, og alle neuroner fungerer principielt med de samme typer af membranreaktioner.

Hypotetiske flercellede organismer, som repræsenterer overgangsformer for udvikling af nerveceller
Figur 1: Hypotetiske flercellede organismer, som repræsenterer overgangsformer for udvikling af nerveceller. Begge former består af et enkelt cellelag, der omgiver et hulrum. Blandt cellerne er der sket en differentiering, således at nogle kan sanse omgivelserne (sensoriske, S), medens andre bærer svingtråde, så organismerne kan bevæge sig (motoriske, M).
A: De sensoriske celler afgiver signalstoffer til organismens indre hulrum, hvorefter de diffunderer til de motoriske celler og aktiverer dem.
B: Her er signaltransmissionen forbedret, således at de sensoriske celler har udviklet celleudløbere, som direkte fører til de motoriske celler. På denne måde kan de motoriske celler aktiveres direkte og hurtigere end den form der er vist i A.
(Gengivet fra Bent Foltmann: Det ufattelige liv. Gyldendal 2000).

Som et overgangstrin kan vi forestille os et primitivt flercellet dyr, der kun består af et enkelt cellelag, som omgiver et hulrum. Nogle af cellerne er specialiseret som sensoriske, medens andre er motoriske og bærer svingtråde. De sensoriske celler kan da aktivere de motoriske celler gennem signalstoffer i organismens hulrum. Nu er diffusion imidlertid en langsom proces, det har derfor været en livsfremmende fordel, hvis de sensoriske celler dannede celleudløbere, som kunne transportere signalstofferne direkte til de motoriske celler, og en endnu større fordel har det været, dersom signalstofferne blev deponeret i celleudløberens ende, således at de hurtigt kunne afgives direkte til den motoriske celle, og dermed blev der dannet prototypen for et axon med en synapse. Vi kender ikke sådanne mellemformer, men modellen viser, hvordan vi kan forestille os en udvikling af neuroner med synapser.

I den følgende evolution har neuronerne til stadighed meddelt informationer fra omverdenen og formidlet hensigtsmæssige reaktioner i forhold til dyrenes livsbetingelser. Og i denne proces har den naturlige udvælgelse fremmet mere sammensatte og ydedygtige nervesystemer.

Hjerner

Hvirveldyrenes hjerne er af særlig interesse i denne diskussion. Hvirveldyrenes stamform udvikledes for omkring 600 millioner år siden. De første former kendes ikke, men et væsentligt trin i denne udvikling har været, at de vigtigste nerver blev samlet som en rygstreng. I modsætning hertil har de fleste hvirvelløse dyr de vigtigste nerver samlet i bugen. I et følgende trin blev den forreste del af rygstrengen samlet til en fortykkelse, der rummede lugtesansen; og opfattelse af kemiske signaler fra omverdenen har sandsynligvis været en af de første fjernsanser.

Vi kender intet til nervefunktionerne hos disse dyr, men meget tyder på, at et sæt af parvise lugtenerver har været bestemmende for hjernens senere udvikling, og denne parvise organisering afspejles stadig i hvirveldyrenes todelte hjerne.

Jeg skal ikke gå i enkeltheder med den sammenlignende neuroanatomi, men jeg vil pege på et enkelt træk, som ofte er overset. Hos fisk, krybdyr og fugle sendes signalerne fra øjets nethinde til et organ, der benævnes det optiske tectum, førend signalerne transmitteres videre til hjernen. Men hos pattedyrene sendes hovedparten af signalerne fra nethinden direkte til thalamus og derfra til nakkelapperne for videre bearbejdning. En mindre del af synssignalerne sendes imidlertid til et område i hjernestammen, der anses for at være homologt til det optiske tectum. Disse signaler har betydning for øjnenes bevægelser, men de bringes ikke til bevidsthed hos mennesket.

Principtegninger, som viser den relative fordeling af nogle større hjernestrukturer hos forskellige hvirveldyr
Figur 2: Principtegninger, som viser den relative fordeling af nogle større hjernestrukturer hos forskellige hvirveldyr.
A: Fiskehjerne (amerikansk hornfisk, denne fisk kan blive 3 m lang, stregen angiver 3 mm).
B: Fuglehjerne (due, stregen angiver 5 mm).
C: Pattedyrhjerne (huskat, stregen angiver 5 mm).
L: Lugtelapper. F: Forhjerne (bemærk at forhjernens bark er langt mere foldet hos pattedyr end hos de øvrige hvirveldyr). OT: Optisk Tectum (den homologe struktur hos pattedyr, colliculus superior, er meget mindre end hos fugle og fisk; den ses ikke på denne principtegning). Lh: Lillehjerne. S: Hjernestamme.
(Gengivet fra Bent Foltmann: Det ufattelige liv. Gyldendal 2000).

På grundlag af synssansen navigerer fugle gennem landskabet fuldt ud lige så godt som pattedyr, og psykologer har i mange tilfælde anvendt fugle, specielt duer, i forsøg på at belyse bevidsthedens forstadier. Men det har sjældent været bemærket, at der kan ligge meget forskellige neuroanatomiske strukturer bag en bevisthedslignende adfærd.

Det er vanskeligt at overskue, hvordan processerne forløber i de forskellige dyrs nervesystemer. Der er store forskelle i opbygningen af dem; men alle kan de omsætte sansning til adfærd. Og fra dyrenes adfærd må vi under alle omstændigheder slutte, at deres nervesystemer er programmeret, så de danner den model af omverdenen, der er påkrævet for dyrets liv. Som tidligere nævnt kan disse modeller samles i begrebet omverdensrepræsentation; og dette begreb indgår med stor vægt i mine overvejelser om bevidsthedsfænomenet.

Når Niels Bohr skulle tale eller skrive om kvantefysikkens problemer, brugte han ofte udtrykket, at vi hænger i sproget. Det skyldes, at sproget primært er udviklet for at kommunikere om den verden, som vi kan erfare med vore sanser. Vi møder et lignende problem, når vi skal tale om mentale reaktioner hos dyrene. Vi har intet direkte kendskab dertil, og vi er henvist til at bruge sprogbilleder fra vore egne oplevelser. Men trods alt må vi sige, at hvirveldyrenes adfærd viser, at de besidder en slags pseudobevidsthed, og alle pattedyrhjerner, herunder også menneskets, er bygget over den samme læst.

Vender vi os nu mod menneskets hjerne, ser vi, at den er meget omkostningskrævende. Hjernen udgør omkring 2 % af kropsvægten, men den kræver døgnet rundt 20 % af hvilestofskiftet. Og hos et nyfødt barn er omkostningen endnu mere markant, her omsættes omkring 60 % af det totale energiforbrug i hjernen. Set fra et evolutionsbetinget synspunkt må der ligge en livsfremmende funktion bag udviklingen af et så omkostningskrævende organ.

Nu er der måske nogle, som tænker, det er da indlysende; hjernen er forudsætningen for alle vore tekniske opfindelser, og de har fremmet udbredelsen af mennesket. Men hjernen blev udviklet hos stenaldermennesket, den fik stort ses sin nuværende anatomi for omkring 100.000 år siden, og det var ikke under et pres fra en teknisk udvikling. Vi må søge årsagen til vor hjernes udvikling på et lavere niveau.

Bevidstheden og evnen til at vælge

Hvis vi analyserer vor oplevelse af bevidsthed, kan vi indse, at langt de fleste af vore handlinger foretager vi uden at koble en aktiv bevidsthed ind. Vi er først og fremmest bevidste, når vi skal foretage et valg, eller når vi skal tilegne os ny viden eller færdigheder. Dette kan være en nøgle til en beskrivelse af bevidsthedens udvikling.

Bevidstheden er koblet til hukommelsen. Hukommelse kan karakteriseres som en opbevaret repræsentation af den omgivende verden koblet med et adfærdsmønster. Hukommelse findes selvfølgelig også hos dyr, og hukommelsen aktiveres, når dyrene kommer i en situation, som kræver et valg; men generelt er dyrene kun i stand til at vælge mellem muligheder, som umiddelbart kan sanses, eller som er til stede i korttidshukommelsen.

Mennesker er derimod i stand til at danne et forestillet omverdensbillede uden direkte sansepåvirkninger. Til gengæld viser neurobiologiske undersøgelser, at vi forestiller os en genstand under deltagelse af de samme neurale kredsløb, som anvendes ved den neurale repræsentation af den virkelige genstand. Det kan bl.a. illustreres med en italiensk undersøgelse af en patient, hvor øjnenes synsapparat var intakt, men som havde en skade på nervebanerne, der medførte, at den højre del af synsfeltet var blindt. Patienten blev bedt om at forestille sig, at han stod ved domkirken i Milano, og han skulle så beskrive hvilke huse, der lå ved pladsen. Han beskrev da den del af pladsen, der lå til venstre for ham; han blev derefter bedt om at forestille sig, at han gik til den anden ende af pladsen og se op mod domkirken; han beskrev så igen den del der lå til venstre for ham, hvilket var den modsatte side af det foregående tilfælde. Patienten havde altså bevaret en fuldstændig hukommelse af pladsens huse, men han kunne kun bevidst genkalde den side, som han ville have set direkte. Der findes andre eksempler på patienter, som har beskadigelser i nakkelappen, der har medført, at de har mistet evnen til at opfatte farver, og de er heller ikke i stand til at forestille sig farver.

Jeg foreslår nu, at under udviklingen af bevidsthedsfænomenet er evnen til at danne en omverdensrepræsentation på et vist tidspunkt ændret, således at det blev muligt at danne et forestillet omverdensbillede, dvs. et billede eller en tænkt omverdensrepræsentation, der ikke var betinget af direkte sanseindtryk. Og evnen til at danne en forestillet omverdensrepræsentation er det store spring frem under udviklingen af menneskets bevidsthed.

Dette udgør en tilsyneladende diskontinuitet i menneskets udvikling. Men da der anvende de samme neurale strukturer ved repræsentation af den virkelige og den forestillede verden, kan vi dog skimte en kontinuitet. Evnen til at danne et forestillet omverdensbillede skabte derefter mulighed for at overskue og vurdere konsekvenser af handlinger i den virkelige verden, før disse handlinger blev udført. Og de individer, der foretog de bedste valg, havde også størst mulighed for overlevelse og reproduktion. På denne måde blev evnen til at vælge genetisk fikseret.

 Set i forhold til vor nuværende bevidsthedsoplevelse antager jeg, at det er i valgsituationen, at et egentligt bevidsthedsfænomen først har manifesteret sig, og i valgsituationen er der samtidig dannet en følelse af at være et individ, som foretager valget. Dvs. der er udviklet en selvoplevelse eller "jeg-oplevelse".

At kunne vælge den mest livsfremmende mulighed har ubetinget været en stor biologisk fordel, og den har været forudsætningen for udviklingen af den menneskelige bevidsthed. Valgsituationen som bevidsthedsfænomenets forudsætning betyder imidlertid ikke, at bevidsthedsfænomenet i den følgende udvikling kun har været knyttet til valgsituationer. De neurale strukturer, som kunne danne et forestillet omverdensbillede, er siden udviklet på en sådan måde, at de kunne danne grundlag for abstrakt tænkning fra matematik til filosofi. Dette repræsenterer en hyppigt forekommende situation i den biologiske evolution: Det er normalt, at en given funktion efter genduplikation, variation og selektion senere kan udvikle sig til funktioner, som er beslægtet med den oprindelige funktion.

 Man kan ikke diskutere bevidsthed uden også at kommentere sprogevnen. På dette sted må jeg indskrænke mig til at bemærke, at en spontan evne til at danne et sprog er en universel menneskelig egenskab, og vi har al grund til at antage, at hos mennesket er sprogevnen udviklet parallelt med forestillede omverdensrepræsentation; idet selve den sproglige symboldannelse kan anses som et udtryk for en forestillet omverdensrepræsentation. Samlet udgør disse evner det største skel mellem mennesker og dyr.

Filosofiske perspektiver

I århundreder har filosoffer diskuterer om mennesket har en "fri vilje". Det kan derfor synes meget dristigt, at gøre evnen til at vælge til en hjørnesten i udviklingen af  menneskets bevidsthed. Hypotesen betyder imidlertid ikke, at mennesket har en ubetinget fri vilje. Vore muligheder for at vælge er begrænset af vor genetiske arv og vore sociale forudsætninger. Men indenfor disse rammer føler vi, at vi kan vælge, og for alle praktiske formål må vi forudsætte, at denne mulighed er virkelig. Ellers ville det være umuligt at gøre en person ansvarlig for sine handlinger. Man kan også sige, at hvis bevidsthedsfænomenet var opstået uden evnen til at kunne vælge, så ville det blive oplevet som en utålelig byrde; de individer, som havde en bevidsthed uden valgmuligheder, ville blive udkonkurreret af de grupper, der var i stand til at vælge.

Hårdnakkede materialister vil hævde, at følelsen af at have en fri vilje kun er en illusion. Men er beviserne for en ren determinisme fuldstændige? Et fuldstændigt bevis ville kræve, at man kendte den totale udgangstilstand i en hjerne og derefter kunne forudsige resultatet af disse processer. Og en sådan situation foreligger ikke.

Vi kender ikke de biokemiske reaktioner bag muligheden for at vælge; men vi kan gætte. Vi ved, at repræsentationen af den virkelige verden udløser biokemiske signaler for at møde sansernes udfordringer og krav. Da de samme neurale kredsløb bidrager til repræsentation af den virkelige og den forestillede verden, vil den forestillede repræsentation også kunne udløse biokemiske signaler.

Disse signaler vil sandsynligvis udgøre en kombination af kemiske signalstoffer (hormoner) og digitale funktioner i nervernes synapser. Men vi skal ikke lade os forblinde af de store resultater, der er opnået med computersimulationer af bevidsthedsfunktionerne. Med vore nuværende analysemetoder er det meget vanskeligt at analysere gradienter af signalstoffer, men sådanne analoge funktioner kan meget vel være af betydning for de processer, der opleves som tanker og udløser et valg. Dertil kommer så, at hver enkelt nervecelle virker som en analog minicomputer, og vor viden om de intracellulære processer er endnu yderst begrænset.

Den foreslåede hypotese forklarer ikke selve bevidsthedsfænomenet. Men de enkelte trin udgør et sammenhængende mønster, der viser, at det er muligt at se den menneskelige hjerne og dens bevidsthed som et produkt af den biologiske udvikling.

Erkendelsen af vore biologiske forudsætninger kan imidlertid bidrage til at belyse vore intellektuelle begrænsninger. Efter omkring to mio. års udvikling blev mennesket tilpasset den ældre stenalders kulturtrin. Siden har vi haft en helt usædvanlig udvikling af filosofi og naturvidenskab. Men det er i grunden ikke så mærkeligt, at vi har store vanskeligheder med at fatte de fulde konsekvenser af denne viden. Hjernen og bevidstheden blev udviklet for repræsentation og fortolkning af omverdenen, således som den blev direkte opfattet med vore sanser, det vi også kan kalde Newtons univers. Vi har nu effektive instrumenter, med hvilke vi har opdaget nye egenskaber i naturen. Instrumenterne omsætter (transformerer) de nye egenskaber, så vi kan opfatte dem med vore sanser. Men vi vil aldrig for alvor være i stand til at forstå den moderne kvantemekanik med elementarpartiklernes dobbeltnatur. Vore forfædre bevægede sig aldrig med hastigheder, der nærmede sig lysets; derfor kan vi heller ikke fatte den tidsdimension, som indgår i relativitetsteorien. Og vi møder lignende vanskeligheder med nervesystemerne. Hjernen blev ikke udviklet med en mulighed til at forstå sig selv, og slet ikke til at forstå de store erkendelsesmæssige problemer, der er opstået som følge af bevidsthedsaktiviteten.

 Det her skitserede udviklingsforløb har også konsekvenser for et andet filosofisk problem. David Hume (1711 - 76) er en af de filosofer, der mest indgående har diskuteret sammenhængen mellem årsag og virkning, og da han ikke kunne finde nogen filosofisk begrundelse for årsagssætningen, kom han til det resultat, at den måtte bero på en vaneforestilling. Dette synspunkt er i god overensstemmelse med de evolutionsbiologiske overvejelser. Da mennesket havde udviklet en bevidsthed med evnen til at vælge, erfarede det umiddelbart, at i dets omgivende verden forekom der en sammenhæng mellem en begivenhed og dens følger. Det blev da afgørende for overlevelsen, at mennesket indså den rette sammenhæng mellem den valgte handling og dens følger. Derfor har vi en mental disposition for at forvente en årsagssammenhæng, og den er så dybtliggende, at mange stadig har vanskelighed med at acceptere, at vore forestillinger om en årsagssammenhæng ikke er ubetinget gyldige udenfor Newtons univers. Tilbage står så, at vi ikke kender de neurale forudsætninger for vore mentale dispositioner.

Mine tanker rummer ingen direkte forklaring på bevidstheden, men i filosofisk henseende er den foreslåede hypotese en sammenfalds- eller enhedsteori. Dvs. at den objektive beskrivelse af hjernens neurobiologi og den subjektive oplevelse af en bevidsthed udgør to sider af den samme virkelighed.

Spinoza og biologien

Udfra andre forudsætninger nåede Baruch de Spinoza (1632 - 77) til det samme resultat. I 2003 udsendte den portugisisk-amerikanske neurofysiolog Antonio Damasio en bog med titlen Looking for Spinoza. Bogen har fået rosende anmeldelser, men Damasios gennemgang af Spinoza er ikke uden problemer. I bogen udnævner han Spinoza til at være en "protobiolog" - det er nu nok at tage munden vel fuld. En stor del af Spinozas tanker bevæger sig langt udenfor biologiens verden, omend flere af hans begreber kan bringes i overensstemmelse med den biologiske erkendelse. Men først et par ord om Spinoza.

Spinoza blev født i Amsterdam som søn af portugisiske jøder, der var flygtet til Holland på grund af forfølgelser i Portugal. Hans fader havde en større handelsvirksomhed, som sønnen videreførte et par år efter faderens død i 1654. Spinoza blev uddannet som rabbiner, men han lærte sig også latin, og han færdedes i frisindede kredse i Amsterdam. Det førte til, at han måtte tage afstand fra den jødiske tro, og han blev udstødt og forbandet i synagogen. Men han blev aldrig anerkendt af kristne - frisindet havde dog sine grænser - og hans vigtigste skrifter med hovedværket Ethica blev først trykt efter hans død i 1677. Endda delvist anonymt, for på titelbladet stod kun B.D.S. Opera posthuma.

Spinoza udviklede en meget selvstændig filosofi, men han var alligevel så bundet af sin fortid som rabbiner, at han ikke kunne undvære en form for et gudsbegreb. Han skrev imidlertid, at Gud eller naturen er ét (deus sive natura). Han blev derfor i samtiden opfattet som ateist; og det er fuldt forståeligt, for hvis man ikke er rabbiner eller har en anden stærk religiøs overbevisning, er det i grunden nok at sige naturen.

Overordnet kalder Spinoza naturen for Substansen (substantia). Han skriver endvidere, at naturen eller substansen er årsag til sig selv. Set i forhold til mine foregående bemærkninger om årsagssætningen vil jeg omskrive Spinozas udsagn og sige, at Spinoza er rationalist i den forstand, at han bygger sin filosofi på grundlæggende egenskaber i naturen, som erfares umiddelbart, og disse egenskaber, eller attributter som Spinoza kalder dem, må accepteres uden en transcendent årsag.

Den første grundlæggende egenskab er den materielle eksistens (extensio). Denne egenskab har vi ingen problemer med. Den næste grundlæggende egenskab er mere uhåndgribelig. Den kalder Spinoza cogitatio, oversættelsen heraf ligger et sted mellem viden, erkendelse og bevidsthed (i denne forbindelse undgår jeg betegnelsen ?ånd?, fordi dette begreb har associationer til en transcendent eksistens). Som Spinoza anskuer naturen fremtræder den i forskellige former eller modi, som alle indeholder de to grundlæggende egenskaber. I gennemgangen af mulige modi er Spinozas filosofi meget abstrakt, det behøver vi ikke at diskutere her. Vi kan gå direkte til de afgrænsede former (modi finiti)  eller res singularis, corpora et mentes. Vi står her med et problem i fortolkningen af Spinozas oprindelige tanker, for han skriver res, som egentlig kun betyder ting. Men når Spinoza taler om legemer med mentale egenskaber giver det kun mening for os, hvis vi ved res forstår organismer eller væsener som Harald Høffding oversætter det med. Dvs. at i organismernes afgrænsede fremtrædelsesform samles extensio og cogitatio i conatus, som betyder en stræben efter at forblive i sin væren, og det er med dette conatus-begreb eller stræben efter liv, at Damasio udnævner Spinoza til at være en protobiolog.

Men Damasio forbigår her det basale problem, at med vore nuværende metoder kan vi ikke opstille en ubetinget nødvendig og kausal model for denne stræben. Damasio nævner ikke, at Spinoza indførte cogitatio som en grundlæggende egenskab i naturen, og at conatus betyder, at der sniger sig en teleologisk fortolkning ind i beskrivelsen af livsprocesserne. Vi er her tilbage til det problem, som jeg nævnte i indledningen: Livsprocesserne er retningsbestemte, men vi kender ikke algoritmen for livet. Derfor hælder jeg til Spinozas fortolkning, at cogitatio er en grundlæggende egenskab i naturen, som vi må acceptere uden en transcendent årsag. I den biologiske evolution optræder denne egenskab med de første levende celler, og derefter er den gennem mange trin udviklet til de neurale strukturer, som bærer en bevidsthedsoplevelse. Dvs. at hjernen har sin oprindelse i en overlevelsesfunktion. Bevidsthedsoplevelsen har efterfølgende dannet funktioner, som ikke er betinget af ren overlevelse, men de oprindelige forudsætninger udgør stadig en grænse for bevidsthedens formåen og dermed en grænse for vor viden.

Litteratur

Damasio, A.: Looking for Spinoza. Joy, Sorrow and the Feeling Brain. William Heinemann, London 2003.

Foltmann, B.: Det ufattelige liv. Tanker om biologi og erkendelse. Gyldendal. Kbh. 2000.

Foltmann, B.:  Kan en computer frygte døden? Om kunstig og biologisk bevidsthed. I: Der må da være en grænse (Red. K. Lippert-Rasmussen) Museum Tusculanums Forlag, Kbh. 2003. Side 171 - 198.

Høffding, H.: Spinoza's Ethica. Høst og Søn, Kbh. 1918.

Wolf, J. Rosens Råb. Et opgør med darwinismen. Anis, Kbh. 2004.

Juleforelæsning i Biologisk Selskab den 15. december 2004