Privatiser Aarhus Universitet – igen

Publiceret Januar 2005

Danmark har brug for et privat universitet, hvor visioner og mål styrer forskningen, hvor en elite af forskere udfører forskning på højt internationalt niveau, hvor en engageret og intensiv undervisning tilbydes de bedste studerende, hvor private sponsorer financierer en del af forskningen og undervisningen, og hvor de bedste udenlandske forskere tiltrækkes. Udfordringen er at skabe et dansk universitet på samme niveau som de bedste universiteter i Europa og USA. 

”Danmark behøver et elite universitet for at klare sig i den globale konkurrence om vækst og velfærd” udtalte grundlæggeren af Microsoft, William Henry Gates III, bedre kendt som Bill Gates, under sit besøg i Danmark i november 2004. Bill Gates var foredragsholder ved en konference arrangeret af Tænketanken Fremtidens vækst, hvor et udsøgt publikum for en pris af 1000 kr. kunne lytte og stille spørgsmål (http://www.fremtidensvaekst.dk). Bill Gates sagde, at det vigtigste overhovedet er, at Danmark råder over et tilstrækkeligt antal mennesker med de nødvendige kvalifikationer for at klare sig i fremtidens teknologiske udvikling. Alle andre faktorer er mindre væsentlige end denne overordnede faktor. Ifølge Bill Gates er der to forudsætninger for at Øresundsområdet kan fremstå som et nordisk svar på Silicon Valley, som ikke er til stede i dag. For det første har Danmark brug for et universitet på højde med Stanford University i Californien, USA. For det andet skal Danmark tiltrække kvalificerede udenlandske forskere med de nødvendige spidskompetencer. Drivkraften i forskning og udvikling er spydspidser af fremragende forskere, som bidrager med banebrydende opdagelser. Uden videnskabelig elite og excellence sker der ingen vigtige fremskridt (Børsen, 17.11.2004).

Hvad er Stanford Universitetet? Stanfords nuværende direktør John Hennesy tager i mod de besøgende på Stanfords Universitetets hjemmeside: http://www.stanford.edu/home/welcome/ med følgende velkomst: ”The Stanford motto ”The wind of freedom blows” is an invitation to free and open inquiry in the pursuit of teaching and research. The freedom of scholarly inquiry granted to faculty and students at Stanford is our greatest privilege; using this privilege boldly is our objective.” Stanford Universitetet er blandt verdens 10 bedste universiteter i opgørelser uanset om de er udført af Institute of Higher Education, Shanghai Jiao Tong University i Kina (http://ed.sjtu.edu.cn/rank/2003/2003main.htm), eller af The Times Higher Education Supplement (http://www.thes.co.uk/). På 100-års dagen for Nobel prisen i 2001 havde Stanford 17 nulevende og 6 afdøde Nobel pristagere indenfor alle områder: kemi, fysik, medicin, og økonomi.

Stanford Universitet er en selvejende institution, som har opbygget en enorm formue gennem private donationer, finansielle investeringer, og patentindtægter. Formuen udgør det økonomiske fundament for at drive undervisning og forskning på højeste niveau. Hvordan tiltrækker Stanford studerende, forskere og sponsorer? For det første tilbydes undervisning af høj kvalitet ved at opretholde et højt fagligt niveau med mange Ph.D.’er blandt lærerne, et lavt elev/lærer forhold, og forskningsbaseret undervisning. De universitetsstuderende møder engagerede lærere, personlig kontakt, faglige udfordringer, og intensive kurser. Efter kandidateksamen tilbyder Stanford velorganiserede Ph.D. studieprogrammer med superviseret laboratoriearbejde og teoretiske kurser. De uddannede kandidater er trofaste overfor universitetet og støtter det økonomisk gennem hele livet. For det andet udføres forskning af høj kvalitet ved at ansætte de bedste forskere som professorer og afdelingsledere. Innovative og produktive forskere kan opnå støtte fra de offentlige og private fonde til at ansætte postdoc’s i deres forskergrupper. Derigennem styrkes forskningsindsatsen og resultaterne. Forskningen evalueres løbende for at opnå økonomisk støtte. For det tredje fører Stanford Universitet en lang række kampagner for at tiltrække bidrag fra enkeltpersoner, fonde og virksomheder til støtte af undervisning og forskning.

Bill Gates udtalelser blev fulgt op af Videnskabsminister Helge Sander og Statsminister Anders Fogh Rasmussen. Helge Sander fremsatte tanker om et privat universitet for at styrke eliteforskningen i Danmark. Formålet er at fokusere og målrette forskeruddannelserne så danske og udenlandske virksomheder kan få de nødvendige kandidater. Med et privat universitet vil man kunne skræddersy nye teknologiske topuddannelser, der passer til erhvervslivets behov (Jeppe Ejsing og Jesper Thobo-Carlsen, Berlingske Tidende 21.11.2004). På Venstres Landsmøde foreslog Anders Fogh Rasmussen, at danske studerende skal have mulighed for at tage det såkaldte taxametertilskud med til universiteter i udlandet, og til et eventuelt kommende privat universitet i Danmark. Ligesom folkeskoleelever kan få offentlig støtte, hvis de ønsker at gå i en privat skole, skal universitetsstuderende have mulighed for at gå på et universitet i udlandet eller et eventuelt kommende privat universitet i Danmark med en offentlig check i baglommen til at betale en del af regningen (Jesper Thobo-Carlsen og Ole Birk Olesen, Berlingske Tidende 21.11.2004).

De negative reaktioner på Regeringens prøveballon udeblev ikke. Rektor Linda Nielsen, Københavns Universitet konstaterede blot, at der ikke er brug for flere universiteter i Danmark, så hvorfor skulle vi oprette et privat universitet?  Hun undlod at kommentere indholdet af tankerne i forslaget om et privat universitet, og understregede dermed den mangel på nytænkning og visioner, der præger universitetsledelserne. Forslaget om betaling af studier i udlandet blev afvist, fordi det vil føre til økonomisk udhuling af danske universiteter, og øge hjerneflugten (Universitetsavisen, no. 18, 2004). Dansk Magisterforening rykkede i felten med en kronik: ”Universiteter – forskning eller forretning?”, hvori de afviste Videnskabsministerens tanker om private universiteter i Danmark. De mente at ”Forslaget understreger de seneste årtiers glidende ændring i dansk forsknings- og universitetspolitik. Den økonomiske vækstfilosofi dominerer efterhånden enerådigt. Og argumenter om universiteterne som public service forpligtelse, der ikke styres af særinteresser, har ringe gennemslagskraft” (Ingrid Stage og Leif Søndergaard, Berlingske Tidende 9.12.2004). Socialdemokraterne var som forventet »lodret imod«, hvis Venstres mål er at »privatisere uddannelserne« ifølge politisk ordfører Frank Jensen. Kun Forskningschef Charlotte Rønhof i Dansk Industri hilste Venstres vision velkommen og var sikker på, at »det første danske universitet bygget på privat initiativ kommer før eller siden«. »Den stigende privatisering af uddannelsessektoren i udlandet kommer vi også til at se herhjemme, hvor spørgsmålet stadig er en smule tabubelagt. Men det er en vigtig diskussion, og derfor er det godt, at der bliver taget hul på den,« sagde hun. Charlotte Rønhof mindede dog om, at »vi i forvejen har 12 universiteter, der også har brug for at blive rustet bedre til den globale og eliteorienterede konkurrence« (Jeppe Ejsing og Jesper Thobo-Carlsen, Berlingske Tidende 21.11.2004).

De danske universiteter er i dag præget af et højt gennemsnit, men er ikke kendetegnet af elite. Der udføres forskning på højt internationalt niveau spredt på de 12 danske universiteter. En illustration heraf er, at dansk forskning kun har modtaget to Nobel priser i de sidste 25 år ud af i alt 9 priser i Nobelprisens 100-årige historie (http://www.nobel.se). Dette til trods for at udgifterne til forskning er steget betydeligt. For den ene pris vedkommende, blev den banebrydende opdagelse gjort for 40 år siden i Aarhus af Jens Christian Skou. Det var en periode, der kunne betegnes som dansk naturvidenskabelig forsknings guldalder. Forskningen var koncentreret på fire universiteter og et par private forskningsinstitutter. Inden for naturvidenskab var forskningen præget af flere store personligheder, bl.a. August Krogh, Kaj Linderstrøm-Lang, og Ole Maaløe, som var internationalt anerkendte, og tiltrak forskere fra udlandet. Forskningen var samlet om enkelte fremtrædende forskere, som havde den nødvendige originalitet, engagement, udsyn og produktivitet. Fyrre år senere er forskningen spredt på 12 universiteter, hvor de danske forskningsmiljøer kun undtagelsesvis tiltrækker fremragende udenlandske forskere, som gæsteforskere eller forskningsledere. Der er flere årsager hertil. De danske universitetsinstitutter har ikke tilstrækkelig høj kvalitet, dynamik og aktualitet. Endvidere er lønnen til forskere i Danmark for lav og skatten for høj. Derfor blev det nødvendigt at indføre den såkaldte ”forskerordning” med 25 % beskatning af udenlandske gæsteforskere, som i 2004 omfatter 1700 forskere. Imidlertid er forskerordningen tidsbegrænset, så det kniber med at fastholde de bedste udenlandske forskere.

Hvorfor har Danmark ikke et elite universitet i dag? Tredive års forfejlet universitetspolitik med ministeriel rammestyring og taxameterordning, snæversynet fagforeningspolitik, meningsløs styrelseslov, pseudodemokrati, og perspektivløs oprettelse af universiteter har reduceret dansk forsknings niveau. Satsning på kvantitet og bredde i stedet for kvalitet og elite betyder at dansk forskning i dag savner excellence. De sidste 30 år er præget af stagnation, hvis der ikke ligefrem er tale om et fald i forskningskvalitet og innovation. Faldet er sløret af den voldsomme udvidelse af universiteterne med et stort antal fastansatte forskere. Danmark klarer sig godt i internationale forskningsstatistikker, når det gælder kvantiteten af forskningen, hvor vi ligger på en femteplads. Antallet af videnskabelige publikationer er højt i Danmark i forhold til indbyggertal og BNP. Imidlertid klarer dansk forskning sig ikke godt nok i de internationale undersøgelser af forskningens kvalitet og videnskabelig excellence, hvor vi har en middelmådig placering. Københavns Universitet opnår den højeste placering som nr. 59, mens Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, og Syddansk Universitet er placeret henholdsvis i gruppen 101-150, 150-200, og 200-300 (http://ed.sjtu.edu.cn/rank/2003/2003main.htm).

Den faldende kvalitet skyldes tre faktorer. For det første indebar indførelsen af Styrelsesloven i 1970 et opgør med professorvældet, og flyttede magten til lektorer, studerende og tekniske medarbejdere. Vi fik verdens rareste og mest formløse universitet, hvor ingen autoritet længere gjaldt. Institutterne blev uden egentlig forskningsledelse, hvor professorer før havde haft ansvaret. De enkelte forskere blev enerådende, og selvstyrende. Forskerstrukturen med en hær af frie ”single” forskere, som arbejdede med individuelle småprojekter, hjulpet af en ulønnet specialestuderende og en laboratorietekniker, hæmmede innovationen og produktiviteten. For det andet indførte Akademikernes Centralorganisation en overenskomst med en rigid arbejdsopgørelse fordelt på 50 % forskning, 40 % undervisning og 10 % undervisning. Undervisningen kunne måles i konfrontationstimer, mens forskningen var sværere at gøre op. Tidsforbruget kunne måles, men produktiviteten og kvaliteten blev ikke målt. Stillingsstrukturen med fastansatte lektorer blokerede for konkurrence og udvikling. For det tredje betød taxameterordningen, at universiteternes bevillinger byggede på antal studerende og kandidatproduktion, dvs. uddannelses- og undervisningsparametre, mens bevillingerne ikke fulgte forskningsaktiviteten og -produktionen. Der var stort set ikke afsat faste forskningsmidler til forskerne på de danske universiteter udover egen løn, teknisk medhjælp, lokaler, lys og vand. De bedste forskere overlevede ved at skaffe sig midler fra offentlige og private fonde og virksomheder.

De offentlige universiteter har været præget af en kræmmermentalitet de sidste 10-15 år. Efter nedskæringer og stramninger i 1980’erne så universiteterne sig om efter ekstra indtægter i stedet for at rationalisere driften og skaffe sig af med uproduktive medarbejdere. Det førte bl.a. til opkrævninger af overhead for de eksterne forskningsbevillinger. For Ph.D. stipendier udgjorde det 60.000 kr. oven i stipendiatens årlige løn på 240.000 kr. dvs. ca. 25 %. For anden forskningsstøtte blev opkrævet 20 % i overhead.

Vi har 12 universiteter i Danmark. Vi har ikke brug for at oprette et 13ende universitet. Lad os derfor privatisere et af de eksisterende universiteter. Aarhus Universitet skal være det første. Hvorfor skal Aarhus universitet privatiseres? Aarhus Universitet har fem fakulteter, 75 års historie, enestående arkitektur, et samlet ”campus” i en middelstor by, som danner en god ramme om universitetet. Aarhus Universitet har høj videnskabelig kvalitet inden for en række områder. Inden for den biomedicinske forskning er Aarhus Universitet det bedste i Danmark, det tredje bedste i Norden efter Karolinska Universitetet i Stockholm og Helsinki Universitet. Det fremgår af listen over de 100 bedste universiteter i verden inden for biomedicin. Aarhus Universitet er nummer 54 på listen, der er offentliggjort af The Times Higher Education Supplement d. 5.11.2004 (http://www.thes.co.uk/statistics/international_comparisons/2004/main.aspx). På listen over verdens 200 bedste universiteter får Aarhus Universitet en samlet score på 140, i forhold til nr. 1, Harvard Universitets score på 1000, og opnår en placering som nr. 127. Til sammenligning får Københavns Universitet en samlet score på 189, og en placering som nr. 63. Der er trængsel blandt de middelmådige universiteter i verden.

Aarhus Universitet skal udvikles fra at være Danmarks jyske universitet til at blive Danmarks private elite universitet. Aarhus Universitet blev oprettet som privat universitet i 1928. Drivkraften var ”Universitets-Samvirket, Aarhus”, som bestod af en bred kreds af borgere fra byens erhvervsliv, organisationer og institutioner. Sammen med Aarhus Kommune havde de arbejdet på at få Danmarks andet universitet placeret i Aarhus. En universitetskommission nedsat af undervisningsministeriet pegede i 1925 på Aarhus som bedst egnet til kommende universitetsby og leverede en virksomhedsplan. Ikke mindst blev der lagt vægt på betydningen af et ”Erhvervsfakultet”.  I 1928 blev ”Universitetsundervisningen i Jylland” indviet i lejede lokaler i Teknisk Skole, hvor lagde man ud med en humanistisk undervisning (i filosofi og sprog), efterfulgt af teologiundervisning fra 1932. I 1933 påbegyndte Det Lægevidenskabelige Fakultet sin undervisning i de grundlæggende lægevidenskabelige fag. Det Økonomiske og Juridiske Fakultet blev oprettet i 1936 og det Naturvidenskabelige Fakultet i 1954, hvor Universitetet var fuldt udbygget med fem fakulteter (http://www.au.dk/da/historie).

Fra starten i 1928 havde Universitets-Samvirket til opgave at deltage i universitetets bestyrelse sammen med repræsentanter for byrådet og en repræsentant for universitetets lærere. Nok så vigtig var dog organisationens opgave med at rejse midler til opførelse af universitetsbygninger på den grund, som kommunen i 1929 skænkede til den kommende universitetspark. Universitets-Samvirkets indsamling af penge til oprettelse af et universitet foregik på mange niveauer. Byens velhavere kunne hver især tegne sig for 10.000 kr. (svarende til en årsløn for en professor), men alle kunne være med, f. eks. ved at købe et postkort for 25 øre, som uden avance forhandledes hos alle jyske boghandlere samt i skolerne i Aarhus og Skanderborg amter. Frem til 1940’erne blev universitetets bygninger opført udelukkende for indsamlede midler. Fra og med 1932 finansierede Staten hovedparten af driften. Aarhus Universitet fungerede som selvejende institution frem til 1970, hvor det blev en statslig læreanstalt under den første styrelseslov. Dermed gled Universitets-Samvirket og byrådet ud af universitetets ledelse. Men også som statsinstitution fungerede universitetet i et tæt samspil med byens styre, erhvervsliv og institutioner. Med Universitetsloven af 1992 blev kredse uden for universitetet igen repræsenteret i ledelsen. Aarhus Universitets bygninger blev samlet i og omkring Universitetsparken, Med enkelte modifikationer har byggestilen i Universitetsparken ligget fast, siden arkitekterne Kay Fisker, C.F. Møller og Povl Stegmann i 1931 vandt den udskrevne arkitektkonkurrence. Den første bygning stod klar i 1933 og siden 1939 har C.F. Møllers Tegnestue stået for byggeriet. De ensartede bygninger danner et smukt campus i den kuperede park (http://www.au.dk/da/historie).

Et privat universitet i Danmark skal invitere private sponsorer til at støtte forskning i lighed med privat støtte af bl.a. kultur, sygdomsbehandling, socialhjælp, og nødhjælp. De større private fonde kan støtte institutter, projekter, og forskere på det private universitet. De vil få sikkerhed for at anvendelsen af midlerne ikke går til at betale overhead på det offentlige universitet. De private sponsorer kan målrette deres støtte til forskere med international excellence. Lad virksomheder, fonde, og enkeltpersoner støtte forskning, dels ved finansiering af byggeri og apparatur, dels ved aflønning af forskere, og dækning af driftsudgifter. A.P. Møller, Danfoss, Lego, Novo Nordisk, og andre kan oprette forskningsinstitutter på universitetet, og yde bidrag til driften.

I efteråret 2004 gennemførtes en lov, som sikrer fradragsret for virksomheders gaver - såkaldte donationer - til kulturinstitutioner. Det kan være gaver i form af penge, kunstværker, tilskud til bygninger, genstande, projekter, finansiering af forskning, og andet. (Henrik Dannemand, Berlingske Tidende, 21.4.2005). Tilsvarende kan man sikre fradragsret for virksomheders gaver til det private universitet. I lighed med kulturpolitikken, som sigter på et ægteskab mellem erhverv og kultur, skal samarbejdet mellem universitet og erhverv styrkes. Basis for et privat universitet er, at der opbygges alliancer mellem forskning og erhverv. Man kan undersøge muligheden for, at der efter engelsk forbillede oprettes et statsligt ”dating bureau”, som skal skabe kontakter mellem det private universitet og erhvervslivet. Indenfor kulturlivet i England formidler et ”Art & Business” selskab, på professionelt niveau, kontakt mellem erhvervsliv og kulturprojekter for at finde sponsorer og penge.

Private sponsorer af forskning er kendetegnet af en række succeshistorier i udlandet. I England har Wellcome Trust i en årrække støtter forskningen og fokuseret på de fremragende forskere både på de private og offentlige universiteter. I USA omfatter de største private sponsorer: Rockefeller Foundation, Howard Hughes Foundation, David and Lucille Packard Foundation, W.M. Keck Foundation, og Ford Foundation. Herudover støtter talrige private organisationer, og enkeltpersoner forskningen på de private universiteter. Tidligere studerende (alumner) ved de amerikanske universiteter er trofaste, og støtter deres universitet med økonomiske bidrag livet i gennem. Bidrag kan fratrækkes indkomsten, så de bliver skattefrie, hvilket øger gavmildheden. I Danmark er fonde og virksomheder betydeligt mindre, og man kan ikke forestille sig at et privat universitet kan drives udelukkende for private midler. I lighed med de private skoler i Danmark, som modtager 80 % i støtte fra staten, mens organisationer og forældre betaler resten af udgifterne, kan et privat universitet også modtage 80 % støtte fra Videnskabsministeriet. Resten skal finansieres af fonde, virksomheder, og studerende.

Formålet med at oprette et privat universitet i Danmark kan sammenfattes i tre punkter: Visionær ledelse, privat finansiering, og elite forskning/uddannelse. For det første skal det private universitet ledes af en dynamisk og uafhængig ledelse, som har en klar og entydig vision om at fremme elite forskning og undervisning. Ledelsen skal styrke forskningens innovation og sikre kvalitet af forskningen gennem originalitet, aktualitet og produktivitet. En ansvarsbevidst og målrettet administration skal sørge for en effektiv, omkostningsbevidst og rationel drift af det private universitet. For det andet skal det private universitet tiltrække private sponsorer i form af både fonde, virksomheder, og enkeltpersoner. Universitetsledelsen skal indgå kontrakter med sponsorerne, som garanterer at midlerne anvendes efter formålet om at fremme elite forskning og undervisning. Der kan indgås aftaler om særlige indsatsområder inden for forskningen. For det tredje skal det private universitet ansætte de bedste forskere fra Danmark og udlandet efter internationale opslag og bedømmelser. Forskerne ansættes i femårige kontrakter, som forlænges efter vurdering af de opnåede forskningsresultater. Det private universitet skal undervise de bedste studerende, som optages efter motiveret ansøgning, bedømmelse og interview. Flere betaler en studieafgift, og nogle tildeles stipendier.

Målet for det private universitet er frihed og uafhængighed af politikere og embedsmænd bortset fra opfyldelse af nationale mål og rammer for kandidatuddannelserne. Et privat universitet kan blive et lokomotiv inden for forskningen, som tiltrækker private investeringer fra erhvervslivet til målrettede forskeruddannelser af topkandidater inden for udvalgte teknologiske områder. De erhvervsrettede uddannelser og forskningsprojekter vil trække den basale forskning med. Der er ingen grund til berøringsangst overfor det private erhvervsliv. Erhvervsfolk ønsker at fremme den bedste forskning både inden for anvendte og basale områder. De har brug for elite forskningsmiljøer, som kan uddanne topkandidater, og producere forskningsresultater af høj international klasse.