Aase Hvidt

Publiceret Oktober 2004

Aase Hesselberg Hvidt blev født i Kolding 5. februar 1926 som datter af direktør Jens Valdemar Jensen og Gudrun Jensen. Hun tog studentereksamen fra Kolding højere Almenskole i 1944, hvorefter hun efter 2. verdenskrig afslutning påbegyndte kemistudiet ved Københavns Universitet. I 1951 afsluttede Aase Hvidt sine studier som mag.scient. og blev samme år blev hun gift med sin skolekammerat fra Kolding, senere overlæge, Valdemar Hvidt.

Aase Hvidt (1961)
Aase Hvidt under arbejde med
frysetørringsanlæg på Carlsberg
Laboratorium i 1961.(2)

Umiddelbart efter eksamen blev Aase Hvidt ansat på Carlsberg Laboratorium under ledelse af Kaj U. Linderstrøm-Lang. Linderstrøm-Langs gruppe på Carlsberg Laboratorium talte udover Aase Hvidt en række yngre forskere, der senere etablerede succesfulde forskningsgrupper i USA. Herunder for eksempel John Schellman, Christian Anfinsen, W.F. Harrington og Robert Baldwin, der alle opfattes som centrale for USA’s nuværende succes indenfor fysisk biokemi i almindelighed og proteinkemi i særdeleshed. Betydningen af denne gruppes tidlige arbejde på Carlsberg Laboratorium kan illustreres ved en artikel i Biochimica et Biophysica Acta fra 1955. Dette arbejde, der udover Aase Hvidt og tre af de ovennævnte amerikanere har Linderstrøm-Lang og Martin Ottesen som forfattere, identificerer på bare én sides tekst flere centrale emner for eftertidens proteinkemiske forskning. Ikke mindst skitseres mange af linierne for det arbejde, der senere blev ført ud i livet af Christian Anfinsen, og som førte til, at han blev tildelt nobelprisen i kemi i 1972.

I perioden 1956-1960 satte Aase Hvidt sin karriere på vågeblus for at give sine tre små børn (Søren, Nanna og Christian) en god start på livet, men hun vendte i 1960 tilbage til Carlsberg Laboratorium, hvor hun var i endnu fire år, før hun blev hentet til Kemisk Institut ved Københavns Universitet af daværende professor Thor A. Bak. Her var hun ansat ved Kemisk Laboratorium III frem til 1994.

Aase Hvidts videnskabelige arbejde falder indenfor to (beslægtede) områder, nemlig proteinstabilitet og den hydrofobe effekt. Studierne af proteinstabilitet startede i Linderstrøm-Langs gruppe på Carlsberg Laboratorium i begyndelsen af halvtresserne. På det tidspunkt havde laboratoriet opnået en internationalt førende position indenfor studier af proteiners struktur-funktion relationer og beskrivelsen af de ikke-kovalente kræfter, der driver foldningen af polypeptidkæden til den globulære proteinkonformation. Arbejdet på Carlsberg Laboratorium var især originalt ved at implementere en række fysisk-kemiske analysemetoder, der ikke tidligere havde været anvendt indenfor proteinkemien. Aase Hvidts område var hovedsageligt undersøgelser af udvekslingen af protoner og deuteriumioner mellem proteinet og bufferen. Den grundlæggende idé ved denne teknik er, at hastigheden hvorved sure protoner udveksles med deuterium fra solventet afspejler deres eksponering, og metoden giver herved oplysninger om proteinmolekylets struktur og dynamik. Udvekslingen blev i de tidlige arbejder kvantificeret ved at måle prøvernes vægtfylde ud fra hvor dybt de sank i en koncentrationsgradient. Om end præcis (og efter Aase Hvidts eget udsagn særdeles elegant) var denne metode dog krævende og behæftet med en række begrænsninger. Der blev derfor i begyndelsen af tresserne udviklet en metode, der kvantificerede udveksling på basis af infrarød spektroskopi. Den videre udvikling har vist, at princippet om at bruge protonudveksling til at belyse proteinkonmolekylers struktur og dynamik er meget bredt anvendelig, og undersøgelser af den type er stadig centrale i proteinkemien. I dag detekteres udvekslingen med NMR spektroskopiske metoder, der er langt mere specifikke. Aase Hvidts arbejde med protonudveksling i proteiner mundede ud i review artiklen ”Hydrogen exchange in Proteins” der udkom i Advances in Protein Chemistry i 1966. Denne afhandling, der blev skrevet sammen med Sigurt O. Nielsen, er citeret mere end 800 gange og repræsenterer utvivlsomt højdepunktet i Aase Hvidts videnskabelige karriere.

Aase Hvidt fortsatte i et vist omfang sit arbejde med hydrogenudveksling frem til midten af firserne. Fra omkring 1970 blev hendes interesse dog i stigende grad rettet mod mere grundlæggende undersøgelser af de intra- og intermolekylære kræfter, der ligger bag foldningen af proteinmolekyler. Især arbejdede hun med den såkaldte hydrofobe effekt, dvs. det velkendte, men svært forklarlige problem at vand og olie ikke er blandbare. Det var allerede anerkendt, at den hydrofobe effekt på aminosyrer med upolære sidekæder var én af de mulige kræfter, der drev foldningen, men der var uenighed om hvor vigtigt bidraget fra denne effekt var i sammenligning med f.eks. hydrogenbindinger mellem amidgrupper i proteinmolekylet. En uenighed der i øvrigt stadig er udbredt. Endnu mere strid var der imidlertid om selve det molekylære grundlag for den hydrofobe effekt. Walter Kauzmann havde i 1959, hovedsageligt på basis af termodynamiske data, foreslået at den hydrofobe interaktion var en ”entropisk binding”. En meget kontroversiel betegnelse, idet en kemisk binding jo generelt opfattes som en tilstand af lav energi og lav (ufavorabel) entropi. Måske netop af den grund vandt denne fortolkning hurtigt stor udbredelse. Aase Hvidt argumenterede imidlertid i en række artikler fra perioden 1970 - 1990 for at entropi-fortolkningen var forkert. Hun konkluderede i stedet at olie og vand er ublandbare fordi vandmolekylerne har en usædvanlig stærk gensidig vekselvirkning. Altså et energi-drevet fænomen. Upolære stoffer kan så at sige ikke trænge ind i en vandfase fordi favorable vand-vand interaktioner skal brydes. En konsekvens af dette synspunkt er, at begrebet ”hydrofob” ( fra eng. hydrophobia = vandskræk) er dårligt valgt, idet der ikke er nogen speciel ”fobi” eller repulsiv vekselvirkning involveret. ”Det skulle snarere hedde den homofile effekt” sagde Aase Hvidt ofte ”fordi den drives af en stærk tiltrækning mellem ens molekyler”. Hun fremsatte dog aldrig dette, efter hendes mening semantiske, forslag skriftligt. Flere andre samtidige forskere ikke mindst japaneren Shinoda, argumenterede for lignende fortolkninger af den hydrofobe effekt. Den nyere fagspecifikke litteratur har praktisk talt forladt tanken om en ”entropisk binding” og fortolker den hydrofobe effekt som et energidrevet fænomen. Debatten om den hydrofobe effekts grundlæggende natur blusser dog stadig op med års mellemrum.

I de sidste år ved Kemisk Institut var Aase Hvidts arbejde præget af en bredere interesse for vands rolle i biokemien. I en række kollokvier og kongresbidrag, der alle bar titlen ”Vand, det biologiske solvent” gjorde hun gældende at vand ikke skulle opfattes som et dielektrisk kontinuum, men at dets molekylære egenskaber gjorde det til en aktiv og vigtig komponent i biokemiske processer.

Også som underviser var Aase Hvidt højt agtet. Hun førte en fagligt meget udfordrende undervisningsstil, samtidig med at hun evnede at vise oprigtig interesse for hver enkelt studerende. Denne interesse gjorde, at hun appellerede til studerende fra mange studieretninger og hun må siges at have været fremsynet, idet hun dyrkede det interdisciplinære, længe før tværfaglighed blev kodeordet for frontforskningen i Danmark. I de sidste år havde hun således samlet en forskningsgruppe på seks til otte personer med vidt forskellige akademiske baggrunde, men alle med fælles interesse for at forstå vands betydning som solvent for biologiske processer.

Aase Hvidt døde pludseligt 6. juli 1994 efter få dages sygdom, 68 år gammel.1

1 Artiklen er baseret på samtale med Søren Hvidt og på oplysninger fra internettet.

2 Det videnskabshistoriske billedarkiv, Steno Instituttet, Aarhus Universitet.