Ny løn hvad er det?

Publiceret Juli 2004

Før 1998 behøvede universitetsansatte ikke at tænke så meget på lønnen. Den blev fastsat ved centrale forhandlinger mellem akademikerorganisationerne og staten. Men fra 1998 er der indført ”Nye Lønsystemer i Staten”, som indebærer en decentralisering af en del af lønudviklingen. Det vigtigste element er dog, at staten ønsker at der skal være lønforskelle baseret på individuelle evalueringer af medarbejderne. Det er måske godt nok ved den administrative sagsbehandling i staten, men passer det til fri forskning og undervisning til det højeste akademiske niveau?

Som om arbejdsforholdene ikke var besværlige nok på universiteterne; nu skal universitetsforskerne også til at beskæftige sig med deres løn! Der er nemlig indført ”nye lønsystemer i staten” . Faktisk er det ikke så nyt endda: det blev indført i 1998, men gjaldt kun nyansatte eller de allerede ansatte, der ønskede at gå over på det nye system, eller som fik et varigt løntillæg. Men da der ikke var nogen tilskyndelse til at gå over uden løntillæg, og der kun var meget få der fik tillæg, så blev systemet kun meget langsomt udbredt.

Og selv i dag, 6 år efter, er kun ca. halvdelen af de universitetsansatte omfattet af det nye lønsystem. Men da der faktisk er en relativ stor rotation blandt universitetslærere, og der samtidig i de kommende år er mange, der går på pension så vil det ikke vare mange år før de fleste vil være på det nye system. Et system, der indebærer en meget mere individualiseret løn end man er vant til.

Tidligere var det sådan, at universitetslærere havde en lønskala med 14 trin og altså automatiske årlige lønstigninger i en meget lang periode: op til 11 år efter ph.d. graden (der optjentes 3 år anciennitet i løbet af ph.d. studiet).

Det nye lønsystem har en skala med kun 8 trin, hvor en adjunkt ansat lige efter ph.d. graden ryger ind på 5. trin. Ved sidste overenskomst blev trin 7 forhøjet, så det svarer til trin 8.

En adjunkt vil derfor allerede efter 2 år nå sluttrinnet. Hvis man har haft et par års post. doc. ansættelse, inden man får en adjunktstilling vil man altså starte sin universitetskarriere med slutløn! Og en lektor vil altid starte på sluttrin!

Når dertil lægges at lønnen på  trin 8 per år er ca. 34.000 kr lavere end på den gamle skala, så er der virkelig grund til at gå efter ny løns mulighed for via sin tillidsrepræsentant at kræve sin ret: en årlig forhandling om løntillæg.

Hvis vi sammenligner scient’ers løn på universitetet med det private område, så er der allerede for de yngste kandidat årgange en væsentlig større løn på det private område.  Allerede med en kandidatalder på 6 år gælder at universitetslærerlønnen  kun svarer til 25% kvartilen for privatansatte. På almindeligt dansk betyder det, at hvis du er universitetsansat så vil 75% af dine privatansatte studiekammerater have en løn, der er højere end din! Og det bliver værre med stigende erfaring!

En typisk forskerløn i det private svarer til lidt mere end en professorløn på universitetet.

Ny løn blev indført med den hensigt fra statens side, at lønnen skulle være mere individuel og kobles tæt sammen med opfyldelse af jobfunktionen. Det er derfor også indført en ret for den enkelte ansatte til igennem tillidsmandsystemet at få forhandlet individuelle tillæg til lønnen en gang om året. Men der er ingen garanti for at forhandlingerne fører til noget, og der er ingen mulighed for protest, hvis der ikke kommer noget ud af forhandlingerne—bortset fra at søge et andet job!

Fra universitetslærerorganisationernes side har der været udbredt skepsis for anvendelsen af et system som ny løn på forsknings- og undervisningsområdet. Dels fordi universitetsområdet er hårdt klemt økonomisk, og dels fordi både forskning og undervisning oftest er holdarbejde og det er vanskeligt på kort sigt at ”måle” kvalitet i forskning. Værdien og kvaliteten afsløres ofte først når et forskningsresultat har cirkuleret og er blevet  diskuteret blandt internationale kolleger; og det kan godt tage lang tid. Mange Nobelpristagere får først deres pris, når de er gået på pension! Så det er ikke muligt at lave en direkte korrelation mellem præstation og løn, således som staten ønsker.

På baggrund af vores skepsis og mistro til ny løn har vi i foråret med Personalestyrelsen (som er den ansvarlige myndighed for staten på personaleområdet) lavet en undersøgelse over, hvordan ny løn virker på universitets- og sektorforskningsområdet. Konklusionen er, som vi forventede, at nogle steder virker det udmærket, og andre steder virker det overhovedet ikke. Kort fortalt så virker det, når der er mange penge i systemet og ingen på forhånd afsat pulje til den individuelle del af lønnen, fordelingen sker halvautomatisk ud fra på forhånd aftalte kriterier som er let gennemskuelige og når forhandlingen sker ikke på det enkelte institut, men i en større enhed f.eks. fakultet.

Ny løn virker absolut ikke, hvis der på forhånd er afsat snævre puljer til tillæg, institutionen er inde i en økonomisk nedgangsperiode, tildelingen sker efter subjektive kriterier og forhandlingen sker i for små enheder, hvor den øverste ledelse har vetoret overfor de lokale beslutninger.

Men generelt må man sige at vi mødte flere steder, hvor ny løn ikke virkede end steder, hvor det virkede. Et interessant eksempel var et fakultet, hvor ledelsen kun ville give midlertidige tillæg for kvalifikationer, målt for eksempel som antal publikation over en periode. Når perioden var overstået og tillægget bortfaldet, blev kravene forøget, så der herefter skulle flere publikationer til at opnå det samme tillæg. På en forespørgsel om, hvad man ville gøre, når alle ansatte arbejder 24 timer i døgnet for at få tillæg, kom der ikke noget svar!

Erfaringerne viser at de fleste dårligdomme, der opstår på universitetsområdet på et eller andet tidspunkt også kommer til Danmark. Det er derfor værd at se på, hvad der sker rundt omkring i verden. I USA er lønningerne generelt meget individuelle, men generelt også meget højere end i Danmark til trods for lavere skat, og også når man tager ekstra behov for private sundhedsforsikringer i betragtning. I andre lande med økonomiske forhold, der  er mere sammenlignelige med Danmark, er universitetslærerlønningerne under pres. Flere steder så meget at forskerne protesterer og endog går i strejke. Således var der i foråret en aktion i England, hvor universitetslærerne  koordinerede en strejke med de studerendes aktioner mod indførelse af et nyt system for tuition fees. Således var al undervisning på f.eks. Cambridge  aflyst en dag; aktionen der gik på skift mellem de forskellige universiteter blev fulgt op af en trussel om boykot af rettelse af eksamensopgaver. Aktionen medførte, at et nyt stærkt individualiseret og præstationsbaseret lønsystem blev taget af bordet og en fordobling af de generelle lønforbedringer.

Tilsvarende strejkeaktioner, hvor universiteter er blevet lukket helt, har funder sted i bl.a. Australien og New Zealand, som reaktioner på udhuling af lønninger på grund af inflation og efterfølgende for små tilbud om stigninger fra ledelsesside. Begge lande har meget liberale universitetsstyresystemer, hvor staten har forsøgt at indføre individuelle ansættelseskontrakter for universitetslærerne. Ledelserne har begrundet lave løntilbud med underfinansiering fra statens side til trods for stigende tuition fees, men indtil videre har de ansattes aktioner væsentligt forbedret de lønstigninger som oprindeligt blev tilbudt. Til trods for dette er lønningerne i de lande stadig meget lave i forhold til tilsvarende stillinger i  den private sektor, hvilket har ført til politisk bekymring, om man kan blive ved med at tiltrække tilstrækkelig kvalificerede forskere til universiteterne til at opretholde den nødvendige kvalitet i undervisning og forskning.

Så man kan godt forvente, at universitetslæreres løn også herhjemme vil komme yderligere under pres så forskellen til det private erhvervsliv bliver større samtidig med, at de individuelle lønforskelle vil forøges.  Spørgsmålet er således, hvornår vi herhjemme vil opleve de første strejker blandt universitetsansatte, eller om de ansatte bare søger væk fra universiteterne.  Man kan selvfølgelig håbe, at politikerne inden det kommer så vidt erkender, at selv for universitetsfolk er der en grænse for lidt, man vil lade sig spise sig af med, og at der også på dette område er en korrelation mellem kvalitet og pris. Altså at man bliver nød til at betale en ordentlig løn, hvis man vil bevare et højt niveau for forskning og undervisning på universiteterne.