Forskning, formidling og forståelse

Publiceret April 2004

Forskningsformidling er tidens løsen for en bedre forbindelse mellem forskning og samfund. Forskning i forskningsformidling giver nogle bud på, hvordan formidling foregår, og hvad folk får ud af den. Formidling og forståelse går ikke altid hånd i hånd, og derfor er forskning i forskningsformidling en nødvendig medspiller til det praktiske formidlingsarbejde.

Formidling summer i forskningsverden. Som følge af den nye universitetslov er forskningsformidling nu en institutionaliseret del af mange universitetsansatte forskeres hverdag ved siden af forskning, undervisning og administration. En række andre formidlingsinitiativer yder deres til, at en hel lille formidlingsbuzz breder sig blandt forskere. Under overskriften ”Forståelse for forskning” har en tænketank under Videnskabsministeriet siden sidste år arbejdet på at kortlægge den aktuelle videnskabsformidling i Danmark. 1 Efter planen udsender tænketanken i maj måned i år sit bud på en forskningsformidlingspolitik og konkrete forslag til nye måder at formidle forskning på. En af tænketankens positive delkonklusioner er, at der er en høj interesse for forskning i befolkningen, og at der allerede er mange interessante formidlingsinitiativer i gang. Om ikke andet, er det et godt udgangspunkt for forskningsformidlingen fremover.

Også universiteterne, sektorforskningsinstitutionerne og forskningsrådene er efterhånden godt med, når det gælder formidling af forskning. Stort alle universiteter har således centrale informationsafdelinger, der varetager internt såvel som eksternt informationsarbejde. For mange sektorforskningsinstitutioner er formidling i form af seminarer, foredrag, besøgstjeneste eller pressepleje et aktivt og stigende indsatsområde. Endelig yder alle forskningsråd informationstjeneste og nogle, som f.eks. Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd, støtter nu formidlingsinitiativer på (næsten) lige fod med forskning.

Dette er blot nogle få eksempler (alle med stærk offentlig støtte – de mange private initiativer kunne godt fortjene deres helt egen beskrivelse) på den store opmærksomhed forskningsformidlingen nyder fra forskeres, forskningsinstitutioners og statens side. Med artiklen her vil jeg gerne bidrage til buzz’en omkring formidling af forskning. Jeg ønsker at skrive lidt om forskningsformidlingens idé og historie, og så vil jeg give et indtryk af det store, brogede internationale forskningsområde, der omhandler forskningsformidling. Hensigten er at nuancere den igangværende debat om og diskussion af forskningsformidling.

Folk og forskere, eller hvad skal det til for?

Forskningsformidling forbinder folk og forskere. Sådan må det være, men det er ikke helt entydigt, hvordan eller hvorfor forbindelsen skal etableres. I dette afsnit vil jeg kort beskæftige mig med nogle svar på spørgsmålet om hvorfor og så i det efterfølgende vende tilbage til hvordan.

Mindst tre motiver er gennemgående, når man fremhæver, hvorfor forskning skal formidles. Vi kan kalde dem for hhv. det dannelsesmæssige motiv, det demokratiske motiv og pr-motivet. De er ikke altid lette at adskille i praksis, fx kan pr-arbejdet oftest motiveres med bevæggrunde af enten dannelsesmæssig eller demokratisk karakter, men jeg vil nu alligevel tage dem separat og forsøge at give nogle eksempler på forskningsformidling, der knytter sig til de tre nævnte motiver.

Pr-arbejde for forskning foregår typisk gennem årsberetninger, pressemeddelelser og deslige, men også mange populærvidenskabelige bøger og artikler kan siges at falde inden for denne kategori. Det handler kort sagt om at fortælle om forskningsaktiviteter i et entydigt positivt lys. Formålet er naturligvis at ”sælge” forskningen, uden at dét i sig selv behøver at indebære direkte kommercielle interesser. Det kan også være at sælge forskning, eller mere præcist bestemte typer af forskning, til kommende studerende, til bevillingshavere, til ledelse eller til andre bestemte målgrupper. Forskningsformidling i denne kategori former sig gerne som ”den gode forskningshistorie”, det være enten som en fortælling om forskningens potentielle teknologiske spin-off eller som en beretning om forskningens interessante verden med dens evige og uudtømmelige opdagelser af ny og spændende viden. Et eksempel er hæftet ”8 danske succeshistorier” fra Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd, hvori det i introduktionen hedder:

”Teknisk videnskab må siges at være en nødvendig forudsætning for vores livsvilkår og det moderne samfunds udvikling. Udviklingen går imidlertid så stærkt, at det kan være svært at følge med i de spændende fremskridt, der hele tiden sker. Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd vil gerne medvirke til at øge kendskabet til de mange nye resultater inden for teknisk videnskab. Derfor præsenterer rådet i dette hæfte nogle af de forskningsprojekter, det har støttet i 2003.”

Et andet eksempel er pjecen ”De naturvidenskabelige ph.d.-uddannelser i Århus – en go’ historie” udsendt af Det Naturvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. Heri blander en række korte snapshots af igangværende ph.d.-projekter sig med statistisk information om fakultetets opprioritering af ph.d.-uddannelserne, og helhedsindtrykket er ikke uventet, at ph.d.-uddannelse i Århus er fagligt spændende, internationalt orienteret og en stærk ballast for videre karriere.

Det demokratiske argument for forskningsformidling drejer sig om at skabe et vidensniveau i befolkningen, der matcher tidens højteknologiske og videnskabsprægede samfund. Argumentet lyder, at hvis ikke folk er alment orienterede om basale emner og problemstillinger inden for forskningens verden, er de ganske enkelt ikke i stand til at træffe de informerede valg, som et demokratisk samfund bygger på. For denne type af forskningsformidling er det hverken de gode historier, ej heller faktuel viden, der er i højsædet, men derimod den kritiske indføring i forskellige typer af forskningsaktiviteter og deres relation til andre typer af vigtige aktiviteter i samfundet. Videnskabsjournalistik er ideelt set et godt eksempel på en demokratisk forskningsformidling, for det er videnskabsjournalisternes fornemmeste opgave at inddrage forskning og forskere i den offentlige debat. Den gode videnskabsjournalist formår at formidle forskningsresultater samtidigt med at hun bibeholder en kritisk distance til det at lave forskning, samtidig med at hun konfronterer forskere med andres syn på forskningens genstand. Et godt – og ofte fremhævet (måske det eneste i landet?) – eksempel er Weekendavisens Lone Frank, der i sine artikler formår at skrive om forskning på en passioneret måde uden at give køb på sin kritiske sans og sit samfundsmæssige engagement. En anden type af forskningsformidling, der falder inden for denne kategori (uden dog at være egentlig forskningsformidling i en snæver definition), er faget videnskabshistorie. God videnskabshistorie beskæftiger sig nemlig både med videnskabens indhold og med dens historiske sammenhæng. Derved bliver videnskabshistorikere qua deres fag i stand til at perspektivere videnskab og forskningsarbejde i forhold til andre historiske forhold af samfundsmæssig og kulturel karakter. Desværre er der i dag meget lidt sammenhæng mellem de to discipliner, forskningsformidling og videnskabshistorie.

Den sidste type af forskningsformidling, jeg vil nævne, er den, der tager udgangspunkt i det dannelsesmæssige motiv. Den finder man typisk i gymnasieskolen, som har et alment dannende formål, men også forskningsformidling i folkeskoler, højskoler, folkeuniversitetet, aftenskoler samt museer og deslige kan med god ret placeres her. Ligeledes har visse typer af populærvidenskab et dannende formål, og overlappet med pr-kategorien er derfor betydeligt. Dannelse er her som andre steder et dobbelttydigt begreb (og måske derfor meget anvendeligt). På den ene side henviser det til en bestemt mindste fællesmængde af viden, som det kræver for at kunne kalde sig dannet. Denne side af dannelsen er lig fast pensum og udpenslet kanon i forskningsrelaterede emner. Den anden side af dannelsesbegrebet er det personligt dannende, og her er dannelse forbundet med selvdannelse. Dannelse i denne anden betydning dækker over den proces, hvorigennem en person aktivt fortolker og forvalter viden (fx viden om og fra forskningens verden) til at udvikle sig menneskeligt og socialt. Man kan sagtens argumentere for forskningens relevans inden for begge aspekter af dannelse, og selvom forskningsformidling måske sjældent er motiveret ud fra dannelsesmæssige aspekter, spiller de trods alt en ikke-uvæsentlig rolle.

Forskning og forståelse: Diffusion eller transformation

Ovenstående kategorisering af forskningsformidling giver et foreløbigt svar på, hvorfor forskning formidles, og jeg vil nu vende mig mod forskningsformidlingens hvordan. Jeg vil ikke komme ind på gode formidlingstricks eller smarte kommunikationsstrategier, men derimod præsentere to forskellige modeller for, hvordan forskningsformidling foregår, nemlig diffusions- og translationsmodellen.

Diffusionsmodellens udgangspunkt
Billede 1: Diffusionsmodellens
udgangspunkt: Forskeren "ser lyset" og
opdager ny viden på egen hånd; først
derefter formidles denne viden ud til
offentligheden. Rembrandt (1652).
The British Museum, London.

Diffusionsmodellen er i en vis forstand envejskommunikation mellem forskere og folk. Den giver ofte god intuitiv mening, som når en forsker sætter sig ned for at skrive om sit forskningsområde til et populærvidenskabeligt blad eller stiller op i DR’s Viden Om og fortæller om sin forskning. Modellen beskriver et tidsligt forløb, hvor forskere først udvikler ny viden, som senere formidles bredt til andre folk. Her er det forskere, der har privilegeret adgang til den viden, det er relevant at formidle, og folk, der er passive modtagere af formidlingen. I nogle sammenhænge bliver diffusionsmodellen med et negativt ladet udtryk kaldt underskudsmodellen (i undervisningssammenhænge hedder en tilsvarende opfattelse tankpassermodellen). Udtrykket refererer til et underskud af forskningsbaseret viden i befolkningen, som det er forskeres og evt. forskningsformidleres (tankpassernes) opgave at fylde op så vidt muligt.

Diffusionsmodellen tager udgangspunkt i det særlige forhold mellem videnskab og offentlighed, som er moderne forsknings organisatoriske og erkendelsesmæssige fundament. Historisk set er forholdet mellem forskning og offentlighed bygget op omkring en række initiativer til institutionalisering af videnskaberne i det 17. og 18. århundrede, som ikke bare vedrørte videnskabens og forskningens organisation og lokalisering, men også en række dybereliggende erkendelsesmæssige problemstillinger. I denne periode begyndte videnskabsfolk at organisere særlige videnskabelige institutioner (selskaber, akademier, tidsskrifter, laboratorier, bygninger etc.) og definerede videnskabelig videnproduktion som noget, der foregik inden for rammerne af disse institutioner. Det betyder, at forskning – som institution og som erkendelse – foregår fjernt fra det offentlige rum, ligesom offentligheden er udelukket fra forskningens rum.

Adskillelsen af videnskab og offentlighed er dog ikke en fuldstændig adskillelse, men snarere en nøje reguleret adskillelse baseret på en implicit kontrakt. Fra offentligheden tilflyder der forskningen finansielle midler, og fra forskningen kommer der en strøm af ny viden og anvendelige forskningsresultater til samfundet. Denne kontrakt siger også noget om forskningsformidling, der nemlig kun kan foregå efter, at forskere har truffet videnskabelig afgørelse om evidens og gyldighed for bestemte typer af viden, og først derefter kan denne viden bringes videre til offentligheden i en populariseret form. Forskningsformidling er derfor altid kun i bedste fald en god ”oversættelse” af den forskningsbaserede viden, hvis offentligheden forstår formidlingens indhold, i værste fald en forvrængning af budskabet, hvis det leder til en forkert forståelse af det, som forskerne egentlig mener. Og det er vel at mærke forskere, der har eneret på at afgøre om formidlingen / oversættelsen er god eller dårlig.

Transformationsmodellen for forskningsformidling starter med ideen om en oversættelse af viden fra et område (forskning) til et andet (offentligheden), men tilføjer tre vigtige elementer, nemlig en flerstrenget kommunikationsmodel, en mere nuanceret forståelse af begrebet forståelse og et fokus på de forskellige medier, som formidlingen foregår igennem.   Forskningsformidling er ikke kun en monolog, som forskere og forskningsformidlere fører med offentligheden som tilskuere. I mange tilfælde svarer folk igen og indleder dermed en dialog med forskerne og formidlerne og / eller en offentlig samtale om forskningen. Det er let at forestille sig, at denne dialog og samtale vil have en vis feedback på forskerverden og forskningen. Under alle omstændigheder vil det betyde, at den forskningsformidling, som var intenderet fra forskerne og formidlernes side, bliver yderligere kompliceret, og det klare budskab mudret. Kommunikationen, som forskningsformidling typisk befinder sig i, er mangfoldig og slet ikke enstrenget som i diffusionsmodellen.

Hermed bliver også selve ideen om, hvordan befolkningen tilegner sig og forstår forskningsformidling, problematiseret. I diffusionsmodellen er det en implicit antagelse, at folk kun lytter til forskerne og forstår deres formidling, bare oversættelsen er god nok. I transformationsmodellen er det folks aktive fortolkning af forskningsformidling, der er i fokus. Når folk tilegner sig forskningsbaseret viden, sker det gennem de forhåndenværende forståelsesrammer, som folk i forvejen er i besiddelse af eller umiddelbart har til deres rådighed. Hvis ikke formidlingen giver mening inden for disse rammer, er den ganske enkelt uforståelig for folk, og dét uanset hvor god oversættelsen i øvrigt er. Forståelsesprocessen trækker så forskningsformidlingen og dens budskaber ind i allerede givne rammer og transformerer den efter forgodtbefindende. Det er en proces, som hverken forskere, forskningsformidlere eller nogen andre har nogen indflydelse på, og som i en vis forstand er enestående for hvert enkelt menneske.

Forståelse indebærer transformation, men det gør formidlingen i sig selv også. Det er nemlig naivt eller måske bare for simpelt at forestille sig formidlingsmediet som en neutral bærer af budskabet. Hvis man vil gøre sig begreb om formidlingens kompleksitet, må man derfor medregne mange forskellige typer af medier. Her tænker jeg ikke bare på forskellen mellem fx aviser og tv, men på de mange forskellige typer af initiativer, som dagens forskningsformidling byder på. Formidlingen i Dansk Naturvidenskabsfestival er meget forskellig fra formidlingen i Videnskabscafeen i København, som igen er væsensforskellig fra formidlingen på Stenomuseet, Danmarks Videnskabshistoriske Museum, som igen er ret forskellig fra formidlingen på Eksperimentarium®, som igen slet ikke kan sammenlignes med formidling af forskning i litteratur osv. osv. Alle disse meget forskellige formidlingskanaler tilbyder offentligheden et blik ind i forskningens verden, og det er åbenlyst, at hver enkelt kanal formidler forskellige aspekter og betydninger af forskningen. Folks samlede billede af, hvad forskning er og kan, bliver således til ved at zappe rundt mellem forskellige kanaler. Transformationsmodellen er derfor i en vis forstand også en zapmodel.

Forskning i forskningsformidling

Sideløbende med den stigende grad af forskningsformidling, som har fundet sted i løbet af de seneste 10-20-30 år, er et helt forskningsområde, der udelukkende omhandler forskningsformidling, vokset frem. Det hedder nogle gange Public Understanding of Science (PUS), andre gange Science Communication (SC), alt efter accentuering. PUS er mere fokuseret omkring transformationsmodellen og beskæftiger sig med forskningsformidlingens samfundsmæssige og menneskelige relevans, mens SC mere handler om at udvikle og forstå kommunikationsredskaber til brug inden for rammerne af en diffusionsmodel. Selv om det er en grov simplificering, kan man sige, at mens PUS har et mere distanceret og analyserende forhold til den praktiske forskningsformidling, er SC mere opsat på at bidrage til og intervenere i forskningsformidlingen, som den foregår i dag. Jeg vil her fortrinsvis beskæftige mig med PUS-området, som er det, jeg kender bedst af de to.

PUS udspringer af amerikanske og britiske bestræbelser på at finde ud af, hvordan befolkningen forholder sig til videnskab og forskning. I USA har man udarbejdet de såkaldte Science Indicators siden 1972, der er undersøgelser af folks viden om, forståelse af og syn på videnskabelige forskning, og resultatet var i første omgang nedslående. Ca. 93 % af den amerikanske befolkning måtte klassificeres som ”videnskabelige analfabeter”. I 1980’erne påbegyndte man tilsvarende undersøgelser i England med stort set samme resultat. I en undersøgelse forestået af forskere fra Oxford University viste det sig, at langt størstedelen ikke havde den ringeste ide om, hvad det vil sige at undersøge noget videnskabeligt. 2 Også når det gjaldt mere faktuel viden, var scoren lav. Kun 63 % vidste, at jorden bevæger rundt om solen og ikke omvendt, og 55 % mente, at antibiotika dræber såvel bakterier som virus. Ikke overraskende viste undersøgelsen, at faktorer som uddannelses- og indtjeningsniveau samt forhåndsinteresse for videnskab var positivt korreleret med testscore.

Ud af disse undersøgelser blev der draget to forskellige typer af konklusioner med hver deres konsekvens for forskningsformidlingen. Det er dog karakteristisk, at begge konklusioner blev ledsaget af ønsket om mere forskningsbaseret viden om forskningsformidling, uden at der dog opstod enighed om, hvad forskningen skulle dreje sig om. På den ene side var der dem, der mente, at undersøgelsesresultaterne pegede på, at det vigtigste måtte være at komme den videnskabelige analfabetisme til livs med mere effektiv forskningsformidling. Forskningen i forskningsformidling skulle derfor primært rettes mod at udvikle bedre kommunikationsværkstøjer inden for rammerne af en diffusionsmodel. På den anden side opstod en stor tvivl om forskningsformidlingens idé og grundlag. Her lagdes kimen til transformationsmodellen, og forskningsinteressen inden for rammerne af denne model er mere gået i retning af kvalitative studier af forskningens og forskeres rolle i forskningsrelaterede sager i offentligheden. Det er umuligt at nævne dem alle, eller at yde sådanne studier retfærdighed under én kam, især fordi de alle pointerer de enkelte sagers unikke karakter.

Brian Wynnes studium af fåreavlere i Nordengland og deres forhold til engelske forskere efter Tjernobyl-ulykken er værd at nævne, ikke mindst fordi det efterhånden har fået status af at være en PUS-klassiker i kraft af dets store betydning for forskningen i forskningsformidling. 3 Kort efter Tjernobyl-ulykken i maj 1986 indførte det britiske landbrugsministerium et totalt stop for salg og transport af får i bestemte områder, heriblandt Cumbria (Lake District) i Nordengland. Afgørelsen byggede bl.a. på den videnskabeligt begrundede frygt for, at nedfald af radioaktivt cæsium ville forurene fårenes græsningsarealer. Målinger, som engelske forskere gennemførte i sommeren 1986, viste, at netop Cumbria-området var ramt af særlig høj cæsiumforurening. Fåreavlerne i området hilste de høje cæsiumværdier velkomne, som, de mente, stammede fra det nærliggende atomaffaldsoparbejdningsanlæg Sellafield, ikke Tjernobyl. Forskerne var uenige og argumenterede på baggrund af modeller for spredning og nedfald af radioaktivt materiale, at cæsiummet ikke kunne stamme fra Sellafield. Desuden foretog forskere en række målinger af radioaktivt cæsium i området som dokumentation for deres modelleringer.

2004_2 KH-Nielsen-billede-2-lille.jpg
Billede 2: Forskeren møder folket.
Slangen er et symbol på
forskningsformidlingens "syndefald":
den relativt uproblematiske formidling,
som diffusionsmodellen bygger på, er nu
erstattet af et mere komplekst syn på
forholdet mellem forskning, formidling og
forståelse, som er indeholdt i
transformationsmodellen. Også formidlernes
brug af forskningsbaseret viden er vigtig!
Gary Larson, ukendt årstal. Hentet fra:
http://www.mathematik.uni-marburg.de/
~hampel/larson/larson.html

Fåreavlerne forblev skeptiske over for forskernes påstande, og deres skepsis var hverken uinformeret eller ukvalificeret. Ved at iagttage og deltage i forskernes målinger blev de opmærksomme på alle de usikkerheder, der altid er forbundet med god forskning. De så forskerne diskutere, hvor målingerne skulle foretages; de lagde mærke til forskernes problemer med at bestemme et fast niveau for baggrundsstråling; de så, at stort set ensartede målinger kan give forskellige resultater; de blev med andre ord blev klar over, at forskning er en usikker og famlende affære. Derfor blev de langsomt mistænksomme over for forskernes skråsikre påstand om, at det radioaktive cæsium ikke stammede fra Sellafield. Mistænksomheden blev yderligere forstærket af, at fåreavlerne altid havde følt sig ført bag lyset af Sellafields ledelse og sikkert ikke med urette. Mange af de uheld, som der gennem tiderne havde været på Sellafield, var blevet forsøgt dækket over.

Wynne konkluderer ikke, at fåreavlerne havde ret i deres mistænksomhed over for forskerne, eller at de var videnskabelige analfabeter, fordi de ikke forstod forskningens mange komplicerede elementer. For ham og for mange andre PUS-forskere er sagen blevet et skoleeksempel på, at forskningsbaseret viden ikke uproblematisk lader sig formidle fra forskere til folket. Forskningsformidling og folks forståelse af forskning afhænger af såvel forskeres som folks sociale position og relationer, deres baggrundsviden og forståelsesramme, samt ikke mindst de konkrete netværk, hvori formidlingen finder sted. Wynnes studium viste nemlig, at det var et problem for forskerne, at de ikke sørgede for at etablere fast og gensidig kommunikation til fåreavlerne, der derfor følte, at forskerne talte ned til dem og forbi dem.

Forskningsformidling mellem praksis og teori

Desværre er distancen mellem forskere, der som Wynne forsker i forskningsformidling, og formidlingspraktikere ofte stor. Det giver ovenstående beskrivelse af dels aktuelle tiltag, dels forskning i forskningsformidling et tydeligt indtryk af. I Danmark halter forskningen i forskningsformidling efter den internationale udvikling, selvom der på det seneste har været en række positive og interessante initiativer som fx Magtudredningens kortlægning af den danske dagspresses brug af forskere i perioden 1961-2000 og undersøgelsen ”Humanistiske forskere om forskningsformidling” gennemført af Gitte Gravengaard, Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet. 4 Begge undersøgelser var organiseret som traditionelle forskningsprojekter, hvor genstandsområdet blot blev studeret og analyseret uden at der blev forsøgt at drage praktiske konsekvenser af analyserne. Dog blev der i forbindelse med sidstnævnte projekt afholdt en konference om emnet, hvor forskere fik lejlighed til at mødes med formidlere.

Jeg mener, at der er stort behov for mere forskning i forskningsformidling i Danmark, men jeg mener også, at denne forskning ville bedst tjent med aktivt at involvere sig i den praktiske forskningsformidling. Det kunne fx foregå ved, at forskere i forskningsformidling selv tog initiativ til formidlingstiltag, som fx konferencer – mulighederne er uanede.   Uanset at der selvfølgelig er problemer forbundet med et sådant engagement i den praktiske forskningsformidling, vil det give forskerne den tættest mulige tilknytning til formidlingens praksis og dermed give god kontakt til de relevante aktører. Desuden vil det være med til at gøre forskning i forskningsformidling interessant for flere personer og flere fagområder, hvilket er fint i tråd med hele forskningsformidlingens idégrundlag.

Noter

  1. Se: http://www.videnskabsministeriet.dk/cgi-bin/theme-list.cgi?theme_id=164770
  2. John R. Durant, Geoffrey A. Evans, Geoffrey P. Thomas (1989). “The public understanding of science,” Nature 340: 11-14.
  3. Brian Wynne (1991). “Misunderstood misunderstanding: social identities and public uptake of science,” Public Understanding of Science 1: 281-304.
  4. Se hhv.: Erik Albæk, Peter Munk Christiansen, Lise Togeby (2002) Eksperter i medierne. Dagspressens brug af forskere 1961-2001 (Århus), og: http://www.forskereogmedier.dk