Tværfaglige visioner

Publiceret April 2004

Det er som om, at vi for hver dag der går, bliver mere opmærksomme på risici som følger i kølvandet på teknovidenskaben. Vi er så at sige blevet mere skeptiske overfor en teknovidenskab der for mange synes at være blevet mere suspekt i højere grad udgør en global trussel end en global mulighed for et bedre liv, såvel for os som for fremtidige generationer.

Den offentlige debat som kunne hjælpe til at skabe klarhed, indsigt og kritisk stillingtagen omkring teknovidenskabens potentiale og risici er ofte utilfredsstillende. Almindelige borgere har begrænset indsigt i materien og har ikke mulighed for at samle information eller at afprøve holdninger på eksperter, embedsmænd eller beslutningstagere i tilstrækkelig grad. Der mangler platforme for sådanne diskussioner, som kan bibringe erkendelser og indsigt - også til den almindelige borger.

Dialogen er vigtig i et tværfagligt og tværvidenskabeligt perspektiv af flere grunde. På den ene side fordi stadig mere forskning rent faktisk beriger hinanden på tværs af fagskel, hvilket fx er åbenbart i nanoteknologiens prisme af fysikere, kemikere, biokemikere, biologer, computervidenskabsfolk og ingeniører. For fagfolk er der i mere end nogensinde før en pointe i at kigge over rækværket til sidemanden og igangsætte fælles projekter. Det er en fagintern pointe. På den anden side handler det om de teknovidenskabens samfundsmæssige sammenhænge. Det vedkommer os alle sammen og belyses bedst i tværfaglige fora, hvor teknovidenskaben spejles i samfundsfag, humaniora, kunst og kultur. Det er en fagekstern pointe. Kort sagt, det er vigtigt at debatterer på tværs af akademiske discipliner såvel som mellem eksperter og lægfolk hvilke retninger teknologien skal udvikles i og hvilket samfund, vi ønsker - altså på hvilken måde, vi ønsker teknovidenskaben sat i anvendelse.

Teknovidenskaben og den gode historie

Videnskab og teknologi bliver let abstrakt og flyvsk, hvis man ikke sætter dem i forhold til den virkelighed, de påvirker og eksisterer i. Inden for videnskabelige kredse erkender man nu i stadig højere grad, at man bliver nødt til at engagere befolkningen i en mere åben og ærlig tovejs-dialog om videnskab og teknologi og de deraf afledte produkter. Det handler om respekt og offentlig debat på et rimeligt niveau. Det handler om at sikre, at argumenter af en vis lødighed bliver styrende for, hvordan vi vælger at anvende ny videnskab og teknologi.

Teknologiens voksende indflydelse på vores hverdag skaber uvilkårligt en større opmærksomhed over for de risici, der følger i kølvandet på et højteknologisk samfund. Mange møder de teknovidenskabelige landvindinger med skepsis og ser i højere grad udviklingen som en trussel end som en mulighed for et bedre liv - for os selv og for fremtidige generationer. Der er en udbredt fornemmelse af en tekno-determinisme, der i fremskridtets navn tromler hen over mennesker uden at tage højde for almenmenneskelige behov og værdier.

Skepsis kan være sund, for den skærper vores blik for brugsværdien i det, vi præsenteres for: "Hvad skal det gøre godt for?" og "Hvad kan det ikke bringe med sig?" Noget af denne skepsis er dog uberettiget og bunder snarere i misinformation og mytificering af teknovidenskaben.

Fra 2000 til 2002 stod videnskabssociologen Peter Weingart bag et forskningsseminar ved Bielefeld Universitetet i Tyskland, hvor det billede af videnskaben, Hollywood præsenterer, var i fokus. I den forbindelse påpeger Weingart, at almindelige TV-seere generelt ser mange programmer om videnskab, teknik og medicin, hvilket jo for så vidt er glædeligt. Hvis det ikke lige var, fordi programmerne hovedsageligt var spillefilm, TV-serier, doku-soaps osv. Den almindelige befolkning skaffer sig en betragtelig del af sin viden om teknovidenskab og dens forskere fra dramatiseringer.

Fiktionen, og især film og TV, skaber og genskaber myter som kollektive, kulturelle fantasier, og har ifølge Weingart og den australske tværvidenskabelige forsker Roslynn D. Haynes skabt et fordrejet billede af videnskab og videnskabsfolk - ofte fremstiller billedet forskning som en aktivitet, der ikke tåler dagens lys og er bedrevet af mere eller mindre gale og grådige videnskabsfolk med dunkle hensigter. Og de har en pointe. For selv om Weingarts og Haynes' udlægninger kan synes lidt tendentiøse, så er film- og TV-fiktion vitterligt en elendig faktaformidler. Det er ikke noget problem i sig selv, medmindre den almindelige borger rent faktisk er ude af stand til at skelne fiktion fra fakta.

"Jamen", vil mange sige - "hvad så med pressens formidling af teknovidenskaben? De udfylder vel netop den rolle at sikre en bred objektiv formidling af, hvad der rører sig inden for forskning og produktion - af fakta." Ifølge Haynes sker der blot det uheldige, at den dæmonisering, vi nyder på film i figurer som Dr. Frankenstein, Dr. Caligari, Dr. Jekyll, Dr. Strangelove og hvad de nu hedder alle sammen, har det med at sive ind i pressens formidling. Det skal ikke misforstås som et udfald mod videnskabsformidlere i pressen, hvoraf mange retteligt respekteres for deres store indsats. Men som videnskabsredaktør for Weekendavisen, Lone Frank, udtrykker det, så er det et vanskeligt område at behandle for en dagspresse som generelt ikke har tradition for at beskæftige sig med videnskab og dermed dyrker en forkærlighed for sensationelle vinklinger på historierne.

Lad os tage et eksempel, hvor pressens behandling af teknovidenskabelig innovation præsenteres på en måde, som skaber forestillingsbilleder ude af proportioner, som skaber ubegrundet frygt, og som måske er med til at så permanent mistro til en særlig teknologi. Massemedierne skabte horror-overskrifter på baggrund af en artikel fra det anerkendte naturvidenskabelige tidsskrift Nature i 1999. Artiklen hed Transgenetisk pollen skader Monark-larver [sommerfuglelarver af arten Monark] og fandt vej til velansete dagblade under overskrifter som Undersøgelse viser at kunstig skabt majs dræber sommerfugl (USA Today) eller Pollen fra genmodificeret majs har vist sig at dræbe sommerfugle (The Guardian). Overskrifter som disse var med til at skabe frygt i befolkningen. Efter store investeringer i opfølgende undersøgelser viste det sig atten måneder senere, at genmodificeret majs faktisk kun udgør en lille risiko for Monark-sommerfuglen. Men som man næsten kan regne ud, betød det videnskabeligt underbyggede bevis for, at det udgjorde "ingen eller mindre skade", ikke meget. Pressens formidling (også den seriøse) fortsatte i samme spor. Et spor der sideløbende gav plads til begrebet "Frankenfoods", som er blevet brugt som "eye catcher" i nyheder om genmanipuleret majs - altså den dæmonisering som Haynes før omtalte. Sådanne journalistiske friheder er sikkert gavnlige for antallet af solgte aviser, men fordrejninger og inddragelse af mytologiske figurer er begge med til at holde debatten væk fra sporet.

Det kan derfor ikke komme som en overraskelse, hvis den brede befolkning føler, at der er stor afstand mellem deres egne og videnskabsfolks værdier. Utryghed kan som tidligere nævnt være konstruktiv, fordi den skærper forbrugerens kritiske sans. Men hvis en debat om teknovidenskab føres på grundlag af frygt, så er det et problem. Når pressen skaber et førstehåndsindtryk baseret på "worst case scenario" eller fiktionskarakterer, er det meget vanskeligt at ændre på dette, også selvom man kan modbevise de fremlagte påstande.

Modsat af hvad det videnskabelige samfund synes at tro, er videnskabelig konsensus baseret på videnskabelige metoder og faktiske data ikke nødvendigvis et tungtvejende argument i den offentlige debat. På den ene side formes den offentlige mening snarere af stemninger end af viden. Selvom sådanne stemninger er opstået af fiktionens altgennemtrængende billeder, er det alligevel vigtigt at tage dem alvorligt. Måske skal man ind imellem ligefrem tage udgangspunkt i dem, hvilket også fremgik af en artikel fra d. 14. februar 2003 i det anerkendte naturvidenskabelige tidsskrift Science:

"[Det gælder om at] engagere befolkningen i en mere åben og ærlig tovejs-dialog om videnskab, teknologi og deres produkter. [...] Vi [videnskabsfolk] bliver nødt til at respektere befolkningens perspektiver og interesser, selvom vi ikke deler dem fuldt ud, og vi bliver nødt til at udvikle et fællesskab, som kan inddrage dem".

Det fællesskab kan bero på, at man springer mellemleddet over og fx sætter en debat om genmodificering op som en direkte dialog mellem befolkning og eksperter fra forskellige discipliner i en Videnskabscafé. Formålet er at afmystificere gennem samtale, at skabe grundlag for nuanceret viden. At aflive myter og fantasiforestillinger, og at sætte videnskab og teknologi ind i en social og kulturel sammenhæng gennem dialog mellem dem, der skaber, og dem, der bruger. Ikke ud fra en naiv tro på, at det kan stå alene, men ud fra idéen om, at der er behov for et næringsholdigt supplement.

Teknovidenskab i samfundsmæssig sammenhæng og kunstnerisk perspektiv

Ofte er kunst eller kulturelle udtryk som fx science fiction et element i en Videnskabscafé. Det er en vigtig pointe, at alle videnskabscaféer sætter teknovidenskaben ind i en samfundsmæssig sammenhæng - at dialogen tager udgangspunkt i kulturelle forestillinger om teknovidenskabens potentialer fra scenen, galleriet, litteraturen eller biografen. Science fiction er en kendt og populær genre, mens færre kender til kunstens forhold til teknovidenskaben. Begge har stor betydning for vores forestillinger om en teknovidenskabeligt baseret fremtid.

I slutningen af 1600-tallet arbejdede den tyske filosof og matematiker Gottfried Wilhelm Leibniz med idéen om et udstillingsakademi som indeholdt videnskab, kunst, samfundsmæssige fremskridt og underholdning på én og samme tid. Frem til oplysningstiden eksisterede der faktisk ikke en klar skelnen mellem kunst og videnskab. Matematikere fik kunstundervisning, og kunstnere fik matematikundervisning. Man betragtede kunst og videnskab som komplementerende størrelser, hvilket i Renæssancen gav rum for Leonardo da Vincis tværvidenskabelige studier. Senere kom dette syn på videnskab og kunst til udtryk i, at man helt op i 1700-tallet valgte medlemmer til det britiske videnskabsakademi skete det også på baggrund af litterære kvaliteter. Siden skiftede holdningen, og vi har efterhånden vænnet os til, at kunst og videnskab i specialiseringens navn ikke længere tilhører samme sfære. Indtil nu, for nu er videnskabsmanden igen begyndt at læne sig op ad kunstnerens kreative og intuitive tilgang. Og kunstnere retter i stadig større grad interessen imod videnskabelige metoder, redskaber etc.

Et af brohovederne har været informationsteknologien, der fra 60'erne gjorde computerstyret signalafgivelse til en etableret del af kunstens såvel som forskningens verden. Det er oplagt, at hurtige mikroprocessorer, superskærme og alverdens billede- og lydbehandlings-software med rasende fart åbner for en ny verden af muligheder, som bare forstærkes med World Wide Web, Virtual Reality-systemer osv. ... for ikke at tale om bioteknologien. Teknologimedierede virkeligheder eller scenarier i allehånde udgaver.

Et eksempel er Christa Sommerers og Laurent Mignonneaus værk Nano-Scape, som er skabt på baggrund af en workshop mellem videnskabsfolk og kunstnere i anledning af udstillingen "science + fiction" på Sprengel Museum i Hannover 2002. Navnet på værket refererer til en skala, hvor tingene ikke mere kan iagttages med det blotte øje eller med almindelige lysmikroskoper.

Nanoteknologien fik sit gennembrud i 80'erne med Scanning Tunneling Microscope, som registrerer elektriske spændinger mellem en skarp metalspids og en ledende overflade af fx silicium, guld eller grafit. Når spidsen står lige over et atom, er den elektriske spænding størst, og derfor kan enkeltatomer i en flade kortlægges ved at bevæge spidsen hen over materialet. Mikroskopet, skulle det vise sig, havde en interessant "bivirkning" - det kunne også flytte rundt på atomerne på en kontrolleret måde, ét atom ad gangen i tre dimensioner!

Sommerers og Mignonneaus værk tager nano-verdenens umiddelbare usynlighed alvorligt og lader os få tilgang til atomstrukturen gennem teknisk mediering. Kortlægning og skabelse af nye strukturer sættes i spil i Nano-Scape, hvor pointen er, at vi skal føle den usynlige verden helt bogstaveligt. Med en lille metalting i hånden nærmer vi os en usynlig atomstruktur-skulptur, som vi kun mærker gennem force-feedback skabt af et magnetfelt. Når man bevæger hånden hen over "overfladen" på skulpturen, sanser man den, men man ombygger den også gennem "berøringen", idet man så at sige flytter atomerne med sig. Et virkelig fint eksempel på kunstens innovative og didaktiske styrke og et konkret bud på et visionært nano-interface.

Men selv i en interface-skulptur som denne er den moderne teknik ikke bare til stede af funktionelle og didaktiske årsager, men kan også anskues som et uomgængeligt perceptionsvilkår, hvor teknologien er allestedsnærværende, og adgangen til naturen i stadig højere grad er betinget af teknologisk mediering af en eller anden slags. Altså en pointe, som peger på teknologien i sammenhæng med noget andet - relateret til omgivelser af forskellig art og sammentænkt med dens kulturelle og sociale rolle.

I det hele taget har kunsten i dag forladt sin position som elitært og ophøjet erkendelsesrum og inddrager i stadig højere grad mere direkte vedkommende temaer fra teknovidenskab, filosofi, etnologi, sociologi, antropologi og økologi. Nogle værker er ekstreme og kan virke stærkt provokerende ved at have samfundsmæssige, politiske og kulturelle snarere end æstetiske og æteriske dagsordener. Det ses i samarbejder mellem biotekniske laboratorier og kunstnere, hvor fx den brasiliansk-amerikanske kunstner Eduardo Kac vakte behørig opsigt, da han i 2001 fremstillede en grøn selvlysende kanin, Alba. Et stykke levende "transgenetisk kunst" med titlen GFP Bunny, som står for Grønt, Fluorescerende Protein. En albinokanin, der måtte lægge arveanlæg til og finde sig i at lyse grønt i mørke. Her kommenterer kunsten teknovidenskabens muligheder såvel som vores skrækforestillinger om de monstrøse former, det kan udmunde i. Et kunstværk et sted imellem kunst & teknologi og kunst & politik. En refleksion over samfundsmæssige konsekvenser ved ibrugtagen af en ny teknologi.

Kunst er ikke bare en del af vores virkelighed, den skaber også virkeligheden. Ét er at skabe den teknologiske knowhow, noget andet er hvad den skal bruges til. Kunst har friheden til at tænke anderledes.

Man kunne godt fristes til dermed at pege på en tilbagevenden til en renæssancetradition, hvilket dog ville være en overilet handling. Samfundet har siden da udviklet sig med ekstrem hast i kraft af teknovidenskabelige fremskridt. Ingen udvikling foregår isoleret og afsondret fra de omgivende miljøer, men hænger sammen i en større samfundsmæssig sammenhæng. I dag bebor vi et videns- eller informationssamfund, der på en mere vidtrækkende måde end nogensinde før hviler på teknovidenskabelig produktion. Det er som en motor, der uophørligt medvirker til at forandre samfundet og vores levevis helt ned i detaljen og åbner nye muligheder mod fremtiden. Så meget mere grund er der til hele tiden at relatere teknovidenskaben til dens omgivelser og overveje dens rolle i forhold til kulturelle og sociale sammenhænge.

Videnskabscaféen

Målet med Videnskabscaféen siden oprettelsen april 2001, har været at skabe en sådan dialog mellem eksperter og et interesseret publikum i en fordomsfri og civiliseret tone. Rammen omkring disse udvekslinger er neutral. Det foregår på en café, som danner en utraditionel og intim ramme om en direkte dialog i en afslappet atmosfære, hvor alle kan føle sig hjemme.

De enkelte videnskabscaféers tema bygges op omkring en tværfaglig interesse for et objekt eller felt med tilknytning til teknovidenskab, hvilket underbygges af et bredt sammensat ekspertpanel, typisk med deltagere fra naturvidenskab og teknologi såvel som samfundsfag, humaniora, kunst og kultur. Som eksempler kunne i flæng nævnes: Fremtidens design med nye smarte materialer hvor innovationsforsker Torben Lenau fra DTU blev sat i stævne med den stærkt eksperimenterende designer Alex Soza. Nye muligheder og etiske udfordringer i bio- og nanoteknologien hvor direktør fra Novoenzymes R&D, Lene Lange og den nyudnævnte professor på Nano-Science Center Thomas Bjørnholm lagde op til diskussion om globalt ansvar set fra et mikroperspektiv og endelig Science møder fiction i rummet, hvor tidsskriftsredaktør og fremtidsforsker Klaus Æ. Mogensen fra Institut for Fremtidsforskning og civilingeniør Flemming Hansen, teknologichef på Dansk Rumforskningsinstitut, forsøgte at blotlægge den gensidige inspiration som pågår mellem fiktion og rumfart.

For os er en god Videnskabscafé med til at bygge bro mellem teknovidenskab og samfund og er på den ene side med til at give teknovidenskab en mere naturlig placering i forhold til samfund og kultur og på den anden side med til at gøre samfundsrelaterede og kulturelle spørgsmål til en mere naturlig del af den teknovidenskabelige praksis. Med andre ord, det handler om på én og samme gang at stimulere dialogen mellem eksperter på tværs af de akademiske discipliner og at skabe en åben og informativ dialog mellem disse eksperter og lægfolk. Og det er hvad Videnskabscaféen forsøger at opnå.

Den konkrete information, som udspringer af videnskabscaféerne, er demokratisk og tilgængelig for alle. Der er derfor fri entré til alle Videnskabscaféens arrangementer.

Vi vil gerne invitere dig indenfor på vores hjemmeside hvor du kan se liste over afholdte Videnskabscaféer på www.videnskabscafeen.dk. Her finder du også resumeer fra samtlige arrangementer og kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.

Gert Balling leder Videnskabscaféen i København og Emmanuelle Schuler har åbnet en i Houston, Texas, hvor hun bor nu: www.sciencecafe.net.

Litteraturliste

Balling, Gert og Emmanuelle Schuler: Videnskabscaféen: Videnskab, Kunst og Kultur. Hovedland, Århus 2004.

Balling, Gert: Når mennesket formes i teknologiens spejl. In Balling, G. (red.): Homo sapiens 2.0; når teknologien kryber under huden. GAD, København 2002.

Balling, Gert: Hvorfor er videnskabsmanden gal? Artikel til DRs Orbitalen, website for videnskab og IT. 2003.

Balling, Gert: I Wunderkammeret. Anmeldelse af udstillingen Zwischen Nanowelt und Globaler Kultur; Science + Fiction i Weekendavisen 18/2. 2003.

Clery, D.: Bringing Science to the Cafés. Science 2003, vol. 300, p. 2026.

Dallas. D. : The Café Scientifique. Nature 1999, vol. 399, p. 120.

Emmeche, Claus: Kroppens kaput som organisme. In Balling, Gert (red.): Homo sapiens 2.0; når teknologien kryber under huden. GAD, København 2002.

Frank, Lone: Kaffe og Kloning. Artikel i Weekendavisen NR. 48, 24. - 30. November 2003.

Haynes, Roslynn D.: From Faust to Strangelove; Representations of the Scientist in Western Literature. Hopkins, Baltimore 1994.

Haynes, Roslynn D.: Mad, Bad, and Dangerous to Know: Why Do Scientists Have Such a Bad Press? Foredrag (where and when?)

Haynes, Roslynn D.: Von der Alchemie zur künstlichen Intelligenz - Wissenschatlerklischees in der westlichen Literatur. In Iglhaut, Thomas og Thomas Spring: Zwischen Nanowelt und globaler Kultur; Science + Fiction. Jovis, Berlin 2003.

Herrera, S.: Swatting at gadflies: Anti-nano celebs succeed in made-for-media provocation. Smalltimes magazine March/April 2003, p.16.

Latour, Bruno: Politics of Nature: How to bring the Sciences into Democracy. Harvard University Press, Cambridge, Mass. 2004.

Latour, Bruno: Science in Action; how to follow scientists and engineers through society. Harvard University Press, Cambridge, Mass. 1987

Moss. S.: And now for the scientific bit. The Guardian, London, May 22 2003.

Mullin, R.: The Science Scene in Greenwich Village. Chemical and Engineering News 2003, vol. 81, p. 32-33.

Møldrup, Claus: Fremtidens medicinsk optimerede krop. In Balling, Gert (red.): Homo sapiens 2.0; når teknologien kryber under huden. GAD, København 2002.

Qvortrup, Lars: Det Hyperkomplekse samfund; 14 fortællinger om informationssamfundet. Gyldendal, København 2000.

Schuler, Emmanuelle: The public has its own view of what is a risk. Nature 2003, vol. 425, p. 343.

Weingart, Peter: Von Menchenzüchtern, Weltbeherrshern und skrupellosen Genies - das Bild der Wissenschaft in Spielfilm. In Iglhaut, Thomas og Thomas Spring: Zwischen Nanowelt und globaler Kultur; Science + Fiction. Jovis, Berlin 2003.

Dele af denne artikel har tidligere været trykt i Balling, Schuler: Videnskabscaféen: Videnskab, Kunst og Kultur. Århus, Hovedland 2004