Til kaffe og kloning

Publiceret April 2004

Forskning og samfund er kommet så langt væk fra hinanden, at det er et problem. Der er et skrigende behov for, at der bliver kommunikeret ud af elfenbenstårnene til de borgere, som via deres skattekroner holder forskerne i live.

Der er ingen ledige pladser i Kvindemuseets rummelige cafelokale. Knap hundrede mennesker har indfundet sig og selv en flok ukomfortable taburetter er kommet i brug. Det er ikke til at tage fejl af, hvor man er - væggene er behængt med vore formødres køkkenudstyr og husmoderforklæder. Men ingen tænker på kvindekamp og kønskvotering. I aften er der Århus-premiere på Videnskabscafeen, og det der diskuteres hen over cafebordene er dyrekloning. "Jeg mener ikke, at vi kan bruge naturen som grundlag for en etik," siger en ældre dame, som har bedt om ordet. "Naturen frembringer en mængde forfærdelige defekter og misdannelser, så naturlighed i sig selv er ikke nok til at udgøre en basis for, hvad der er moralsk forsvarligt. Det vil jeg egentlig godt høre Svends kommentar til."

"Svend" er Svend Andersen, som er teolog og professor i etik ved Aarhus Universitet. Sammen med forsker Henrik Callesen fra Dansk Jordbrugs Forskning i Foulum og Weekendavisens udsendte udgør han det lille ekspertpanel, som er klemt ind i det fjerneste hjørne bag tre mikrofoner. Nu kunne man tro, at der var lagt op til et af de sædvanlige debatmøder med en arg modstander på den ene fløj, en entusiastisk tilhænger på den anden og sådan en lidt valen og søgende journalist i midten. Det er ikke tilfældet. Der bliver ikke mundhugget om for og imod. Det handler måske nok om, hvornår og under hvilke hensyn kloning af dyr skal foregå, men især drejer snakken sig om, hvordan kloningsteknologien har betydning på et tankemæssigt og kulturelt plan.

Som når "Svend" læner sig frem og svarer den spørgende dame. I virkeligheden, understreger han, bør kloningsdebatten begynde med, at vi gør os klart hvad vi mener et dyr grundlæggende er, fordi det deraf følger, hvad man kan tillade sig at gøre ved dem. Teologen mener selv, at dyr har en integritet og en natur, som mennesket ikke bør krænke ved at gribe for forstyrrende ind i. Rundt om i salen kan man se samtykkende hoveder, der går op og ned. Den megen enighed får undertegnede til at byde ind med en erklæring om naturlighedens forestående død. "Kloning står for mange som det mest ekstreme udtryk for unaturlighed. Men efterhånden som metoden breder sig og vi oplever de klonede individer se ud og opføre sig som alle andre dyr, vil den formentlig være med til at afskaffe den nuværende modstilling af natur og unatur. En modstilling som er falsk og utidssvarende. Det moderne menneske har for længst kastet den egentlige naturlighed over bord og lever sit liv udspændt i et tætmasket væv af teknologi. Hvis nogen trak stikket ud, ville de fleste af os dø! Det ærlige ville være at erkende, at 'naturlighed' i virkeligheden er hvad som helst mennesket - som jo er en del af naturen - finder på at konstruere." Denne gang er der knap så mange nikkende hoveder, og en midaldrende herre, der identificerer sig som Bent køber ikke ideen. Han mener, at der både er visdom og fornuft i at lære af de mekanismer naturen har udviklet. "Tag nu kloning. Der omgår man den seksuelle formering og kopierer en eksisterende arvemasse. Men der er en mening med, at generne får lov at blandes og skaber bedre egnede kombinationer. Alt, hvad vi vil få ud af kloning, er sandsynligvis nogle svage og elendige dyr."

Nu må fagmanden Henrik Callesen på banen. Han medgiver, at rigtig mange klonede dyr i dag er nogle skravl, men at det skyldes, at teknologien er på kravlestadiet. Men," siger han, "udforskningen af kloningsprocesserne kan netop være en vej til at opklare, hvorfor misdannelser forholdsvis ofte sker hos helt normale husdyr." SÅDAN bølger diskussionen frem og tilbage i et par timer. Forgrener sig ud og ind, mens intensiteten i rummet er høj og opmærksomheden holdes fast. Og som medvirkende slår det én: det her er vel egentlig et fornemt eksempel på den videnskabsformidling tiden råber så kraftigt på. Både politikere og forskere har indset, at forskning og samfund er kommet så langt væk fra hinanden, at det er et problem. Der er et skrigende behov for, at der bliver kommunikeret ud af elfenbenstårnene til de borgere, som via deres skattekroner holder forskerne i live og som i sidste ende er forbrugere af den teknologi forskningen skaber. Men hvordan gør man?

"Jo længere jeg funderer over kommunikation af videnskab og forskning, jo mere ydmyg bliver jeg overfor, hvad der kan lade sig gøre," siger François Grey, der er kommunikationsansvarlig på det fælleseuropæiske partikelforskningscenter CERN uden for Genève. Canadieren Grey er oprindelig nanoforsker og i sin tidligere stilling som direktør for Mikroelektronik-Centeret på DTU var han med i den gruppe, der for et par år siden bragte Videnskabscafeen til Danmark. "Der er ikke bare én løsning på kommunikationsproblemet. Det er klart, at tv, avisartikler og flotte multimedietiltag kan have en virkning, og de når ud til mange mennesker. Men det er envejskommunikation, udsendelse af information. Der mangler en vekselvirkning med modtageren. Videnskabscafeen derimod er et tæt format," siger Grey og tilføjer efter en lille tøven det meget danske ord "hyggeligt". "Naturvidenskabens mennesker er ikke særlig gode til kommunikation og finder ofte nogle hurtige løsninger uden at overveje, hvordan mennesker udefra reagerer. Hvis de endelig kommer i kontakt med den bredere befolkning er det ved traditionelle seminarer, hvor de som forskere får lov at docere til store forsamlinger, som bare hører på. Jeg tror, at en øvelse som Videnskabscafeen kan bringe kommunikation mellem forskning og befolkning videre." Formatet er dybt umoderne. Her er ingen multimedietricks, men bare klassisk formidling menneske til menneske - samtale mellem eksperter og lægfolk. Men den virker tilsyneladende.

Siden de første Café Scientifique opstod i Frankrig og England i 1998 har ideen bredt sig som en virus og fået godt fat i både flere europæiske lande og byer rundt om i USA. For nylig blev den britisk-amerikanske neurolog og forfatter, Oliver Sacks spurgt, hvad den moderne verden skal med fænomenet Videnskabscafe. Hans svar lød: "Få videnskaben bragt tilbage i kulturen." Og det rammer noget interessant. Forskningen og videnskaben er siden oplysningstiden gledet ud af den store brede sammenhæng og er blevet isoleret på sin egen smalle frekvens. De fleste opfatter samfund og kultur som ét, mens videnskaben, især naturvidenskaben, er noget, der eksisterer udenfor.

"Det har været vigtigt for os at hive de videnskabelige emner ud af deres ophøjede isolation og sætte dem ind i et samfundsmæssigt perspektiv. Det bliver i højere og højere grad væsentligt, efterhånden som videnskab og teknologi kommer stadig tættere på os som borgere. Og det er efter min mening dér, der er noget at hente for offentligheden," siger Gert Balling, som er tværvidenskabelig forsker på it-universitetet og en af motorerne i den danske Videnskabscafe. Sammen med nanoforsker Emmanuelle Schuler, som i dag befinder sig på Rice University i Houston, Texas, har han skabt den såkaldte "Københavnerskole". Det er en videnskabscafe, som adskiller sig fra sine internationale forbilleder ved at være tværfaglig og ved at skabe et mødested for naturvidenskab og teknologi, humaniora og kultur i bredere forstand. Ofte bliver det i praksis et møde mellem teknovidenskab og kunst.

"Den front, hvor kunst og naturvidenskab mødes er dybt fascinerende. Min erfaring er, at begge har rod i de samme kreative processer, og at vi i mødet faktisk kan lære noget om os selv," siger Emmanuelle Schuler. Og det lyder jo godt. Men har de to virkelig noget at sige hinanden, eller er det bare pop og performance? "Det er der sikkert nogle, som vil sige," svarer Gert Balling. "Men for os har der været nogle pointer i at skabe det møde. Blandt andet er det interessant at sætte kunsten i spil, fordi kunstnerne er knap så bundne. De kan reflektere over videnskaben og se nogle muligheder for at implementere teknologi på andre måder. Det kan give forskeren et andet perspektiv på det, han arbejder med, og som han måske tænker ret snævert på i forbindelse med anvendelse."

Heller ikke François Grey kan se det poppede. "Selvfølgelig er der noget show i det. Videnskabscafeen er ikke helt som 1800-tallets saloner, hvor de, der deltog, alle var på samme faglige niveau. Her er der en scene, en optræden af nogle eksperter og et fokus på at populariserer nogle emner, men det er ikke bare en forestilling. Alle involverede, inklusive de optrædende, får noget ud af det." Grey, som ikke alene var med til at løbe initiativet i gang, men også jævnligt er set hænge i baren ved arrangementerne i Kafkafeen i det indre København, fortsætter: "Som forsker får man sin horisont gjort bredere. Jeg har set, hvordan forskellige eksperter fik et chok over publikums spørgsmål, som de var uvant med i dagligdagen. De oplevede, at deres svar ikke var overbevisende, når de befinder sig uden for de sædvanlige cirkler, hvor en hel masse er indforstået og accepteret. Det gav nogle af dem anledning til at overveje, om de rent faktisk troede på deres egne argumenter omkring deres arbejdsområde og dets betydning for folks liv."

François Grey har også mærket udvekslingen med kunsten på sin krop. Ved Videnskabscafeens debut i maj 2001 sad han i ekspertpanelet, hvor hans modspiller var Kirsten Dehlholm, der til daglig leder Hotel Proforma og er kendt som en af dansk teaters eksperimenterende kræfter. Dehlholm havde netop haft premiere på sin multimedieperformance Site Seeing Zoom. Et element i forestillingen, som foregik på en serie storskærme, var molekylestrukturer fra Greys nanoverden, og Dehlholm fascineredes og funderede over selve disse strukturer - hvilke farver har de i grunden, og kan de siges at have et køn? "Vi mødtes flere gange efter Videnskabscafeen. Kirsten var på besøg i laboratoriet for at se molekyleforskningen i praksis, og senere endte vi med at gå sammen om at lave et foredrag, som jeg har holdt for forskere både i Danmark og USA. Billeder fra Site Seeing Zoom blev brugt som en slags allegoriske eksempler på nanovidenskab og teknologi, og det fungerede faktisk virkelig godt."

Før involveringen i Videnskabscafeen gik Grey som så mange andre med C.P. Snow i baghovedet. Den engelske fysiker og forfatter introducerede i 1940'erne ideen om de to kulturer - den naturvidenskabelige og den humanistiske - som ikke længere er i stand til at tale sammen. De er blevet opponenter. "Det ligger meget dybt, så det overraskede mig meget, at der i realiteten ikke var tale om en konfrontation. Når man mødtes til arrangementerne forholdt virkeligheden sig næsten omvendt til forventningerne. Kunstnerne og kulturfolkene var alt andet end teknologiangste. De var derimod meget interesserede i teknologierne, og de var villige til at komme med visioner, som gik længere end forskernes." Som den aften, hvor materialeforskeren Torben Lenau mødte den unge tøjdesigner Alex Soza. Mens forskeren var sådan lidt forbeholden overfor, hvad teknologien kunne føre til, sprang designeren ud med ideer om næsten vægtløst tøj skabt af materialer produceret af specialiserede nanomaskiner. Publikum greb begejstringen og foreslog, at forskerne begyndte at udstille deres forskning for at blandt andre designere kunne lade sig inspirere.

En lignende situation udspillede sig, dengang biolog og videnskabsteoretiker Claus Emmeche mødte teaterinstruktøren Gritt Uldall-Jessen for at tale om den teknovidenskabelige krop. Emmeche talte meget om "urørlighedszoner". Kropslige og genetiske forandringer, som man bør holde sig fra for ikke at overskride grundlæggende menneskelige grænser. Uldall-Jessen, der arbejder med Live Art, hvor kroppen - og det man kan gøre ved den - er i centrum, meldte ud, at hun skam ikke var bange for overskridelse af traditionelle grænser. Hun forestillede sig snarere, at fremtidens teknologiske muligheder var åbningen til virkelig at lave kropskunst og gøre kroppen til udtryksmiddel og udsagn. "Det mest prægnante eksempel var nok for et par år siden, da debatten også handlede om kloning," husker Gert Balling. "Vi havde indbudt en forsker fra Landbohøjskolen og en filosof fra Københavns Universitet, og ret hurtigt, viste det sig, at filosoffen med speciale i etik havde langt færre reservationer over for brug af teknologien end forskeren. Det forvirrede mange, og til sidst var der faktisk en blandt publikum, som rejste sig op og sagde: 'Husk lige det er dig, der er filosoffen'." Netop publikum har været øjeåbner for Emmanuelle Schuler. "Jeg har boet i Frankrig, Canada, USA og Danmark, og af de befolkninger, jeg kender til, er danskerne klart dem, der interesserer sig mest for beslutninger, som har indflydelse på det samfund, de lever i. De er nysgerrige, de vil gerne søge viden og er ikke bange for at udfordre ideer, som går imod deres overbevisning. Og de ved, at de selv kan gøre en forskel.

Offentliggjort i Weekendavisen 28.11.2003. Gengivet efter aftale.