Forskeres fornemmelse for formidling

Publiceret April 2004

Vellykket formidling til samfundet følger helt andre regler end videndeling med forskerkolleger. Opmærksomhed på forskellene kan give bedre formidling. Det er nemt for forskere at dele viden med hinanden, for sproget, logikken og reglerne er velkendte og nøje fastlagt på forhånd. Men reglerne er anderledes, når viden skal formidles til borgere, der ikke ved noget om forskning. Formidlingen bliver mest tilfredsstillende for alle parter, hvis forskerne kender og kan håndtere begge sæt spilleregler.

Når naturvidenskabelige og lægevidenskabelige forskere deler deres viden med andre forskere i artikler eller ved videnskabelige møder er de enige om spillereglerne. Udover selve forskningsresultaterne, er der tradition for, at en artikel indeholder en beskrivelse af forskellige mulige fortolkninger af resultaterne med inddragelse af mulige fejlkilder, og andre forskeres resultater nævnes, selvom de måske modsiger artiklens resultater. Forskere ved godt og accepterer, at det senere måske kan vise sig at være forkert, det der står i en artikel. Det er helt centralt, at problematisering styrker produktet. Det er en stor dyd at være kritisk overfor sine egne og andres resultater.

Alle forskere ved, at de fleste forskningsresultater bygger oven på andres resultater, og at andre igen vil bygge ovenpå disse resultater, og at det næsten aldrig er ét løsrevet resultat, der revolutionerer verden. Det er også underforstået, at det er yderst sjældent, at vigtige forskningsresultater er resultatet af én persons arbejde. Endelig ved alle forskere at næsten al forskning tager forbavsende lang tid. Den vedtagne måde at beskrive forskningsresultater på, kan forskerne også bruge i forhold til forskningsråd og fonde.

Forskere benytter videndelingen til at opnå status og anseelse blandt andre forskere, og til at søge støtte til at finansiere deres forskning hos fonde og råd.  

Forskningsformidling af pligt eller lyst

Alle forskere er derfor i høj grad motiverede for at dele deres viden med andre forskere (anseelse, som er meget vigtig for forskeren) og med fonde og forskningsråd (penge).

Når det derimod drejer sig om forskningsformidling til det omgivende samfund kan der være forskellige årsager til at forskere beslutter sig for dette, ligesom det slet ikke alle forskere, der overhovedet forsøger sig. En af de mest almindelige grunde til sidstnævnte er nok travlhed med andre ting.  

Nogle forskere kaster sig alligevel ud i det af lyst, og har stor fornøjelse af kontakten med medierne. Meget få forskere henvender sig selv til pressen, men de fleste vil gerne tale med en journalist, hvis der er en der henvender sig til dem. Mange universitetsansatte forskere mener, at de har pligt til at fortælle deres arbejdsgiver, staten, og alle de borgere, der har betalt deres løn, hvad de får for pengene. Endelig synes mange forskere, at de har en moralsk pligt til at gøre samfundsmæssig nytte. Det kan de for eksempel gøre ved at skrive noget om deres ekspertområde i aviserne, hvis det er et aktuelt område, hvor mere viden kan ruste borgere og politikere bedre til at tage stilling til vanskelige problemstillinger.   

Drivkraften til at dele viden med samfundet kan altså både være pligt og lyst

Til gengæld er resultatet mere uklart. Formidling af forskningsresultater til borgerne - for eksempel gennem pressen - leder almindeligvis ikke til større anseelse blandt kolleger eller til flere penge at forske for. Derfor beskriver nogle forskere det at snakke med en journalist som en ”no-win” situation: hvis kontakten resulterer i en velbalanceret omtale i medierne, sker der ingenting, men hvis omtalen bliver over-gearet eller forkert, kan det være skadeligt for forskerens omdømme i forhold til andre forskere, og i forhold til de fonde og råd, der støtter forskerens projekter. Forskere, der meget ofte udtaler sig til medierne, risikerer også at tabe anseelse blandt kolleger.

Modsatte idealer

En af måderne forskere kan formidle deres viden på er ved at de selv skriver noget til en avis - for eksempel et debatindlæg eller en kronik. Oftest sker vidensformidlingen dog i samarbejde med en journalist, som for eksempel har kontaktet forskeren i anledning af en ny artikel, eller et aktuelt emne, som forskeren har ekspertviden om. Her er det at forskeren kan have glæde af at vide noget om de andre spilleregler, og forberede sig på mødet. Ellers er det næsten uundgåeligt, at forskerens og journalistens forskellige traditioner støder sammen. De fleste journalister ved for det første ikke noget om naturvidenskabelig eller lægevidenskabelig forskning, og det er problematisk, for så er der større risiko for fejl i artiklerne. Til gengæld ved de noget om hvordan artikler skal skrives, sådan at de interesserer almindelige læsere. Så selvom journalisten og forskeren overordnet har det fælles mål at deres samarbejde skal ende med en artikel om et bestemt emne, vil de to tit have helt forskellige prioriterer og dagsordner. Journalister vil altid have de klassiske nyhedskriterier i baghovedet, sådan at de forskningsresultater, de har lyst til at skrive om skal være aktuelle og væsentlige, men også meget gerne være sensationelle, og allerhelst også rumme en konflikt. Det er de to sidste kriterier, der kan skabe problemer for forskeren. De fleste forskere er nemlig rædselsslagne for at deres forskning bliver fremstillet mere sensationelt, end der er dækning for (for eksempel ”forsker x løser kræftens gåde”). En sensationspræget presseomtale er meget værre end ingen presseomtale, for den giver forskeren alvorlige problemer med hans eller hendes omdømme blandt fagfæller, og useriøs omtale kan også virke negativt på fremtidig tildeling af fondsmidler.

Fordi journalister almindeligvis også foretrækker klare, firkantede budskaber i deres artikler og ikke forskningsresultater med mange forskellige fortolkningsmåder og forbehold, er det svært at stille både journalisten og forskeren tilfreds på én gang.

Hvis forskeren imidlertid kender journalistens indfaldsvinkel og arbejdsmåde er det lettere at lave aftaler om gennemlæsning af artiklen for at undgå   presseomtale, der er for sensationel eller firkantet.

Nye interessekonflikter

Et andet problem for forskeren kan være hvordan journalisten opfatter forskeren.Aktive forskere har i dag ofte mange kontakter og samarbejder med erhvervslivet. Mange arbejder for at deres forskningsresultater kan kommercialiseres ved at tage patenter, og starte firmaer. Forskerne følger her en udvikling, de er blevet tilskyndet til af samfundet, men det betyder samtidig, at de har interessekonflikter indenfor visse områder. Når forskere skriver videnskabelige artikler er det for længst formaliseret, at de i starten af hver artikel skal gøre rede for, hvori en sådan eventuel konflikt kan bestå, ved for eksempel at angive, at de samarbejder med bestemte firmaer.

Men ved formidling til samfundet er der ingen fast fremgangsmåde.   Det er derfor vigtigt for forskere at informere journalister om alle deres forskningsaktiviter på en sådan måde, at journalisterne, der er opflasket til at reagere voldsomt på alt, hvad der ligner en konflikt, ikke opfatter det som en mistænkelig konflikt. For hvis det ikke går, risikerer forskeren at journalisten ender med at   videreformidle, at forskeren er i lommen på industrien, eller har uædle (økonomiske) motiver med sin forskning. Og det er der ingen forskere, der synes om.    

Bindeleddet mangler

Der er mange steder hvor forskere kan komme i vanskeligheder, når de deler deres viden med samfundet, hvis de ikke kender reglerne og indretter sig på dem. Måske er det derfor, at mange forskere tøver med at kaste sig ud i det.   

Løsningen på dette kunne være, at flere forskere bliver bevidste om de forskellige spilleregler alt efter hvem formidlingen er til, sådan at vidensformidlingen kan blive bedre og mere tilfredsstillende både for forskerne og borgerne.

Det ville også være en fordel, hvis journalister, der medvirker til at formidle forskeres viden til samfundet, vidste mere om naturvidenskabelig forskning.

På nuværende tidspunkt eksisterer der ikke et bindeled mellem forskerne og pressen i Danmark. Men det kunne der komme, hvis interesserede forskere fik mulighed for at tage en formidlingsuddannelse, eller journalister kunne tage videreuddannelseskurser om naturvidenskabelig og lægevidenskabelig forskning. Disse uddannelsesmuligheder findes ikke i Danmark, mens de findes overalt i for eksempel England og USA.