Ud af osteklokken

Publiceret April 2004

Nu skal det være slut med forskere, der gemmer sig for offentligheden bag universiteternes trygge mure af faglighed. Den nye universitetslov indeholder nemlig to vigtige tilføjelser i formålsparagraffen. I § 2 stk 1 står, at universitetet skal: “Udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater”. Og i § 2 stk 3 står,   “Universitetet skal som central viden- og kulturbærerende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”. Forskerne skal med andre ord ud af elfenbenstårnet.

Denne udvikling er på mange måder positiv. Formidling til en bredere kreds end fagkolleger bør med rette være en pligt for enhver videnskabsperson, eller som minimum det faglige miljø, han tilhører.

Svære odds

Men langt de fleste forskere er dårligt rustet til den formidlingsopgave, der nu venter. Ud fra vores erfaringer er højst 10% af en nyuddannet årgang af natur-videnskabelige kandidater i stand til at formidle deres faglige indsigt til en bred kreds. Evnen til at sætte sig grundigt ind i et emne følges altså ikke automatisk af evnen til at kunne forklare andre det.

Problemer med at formidle populært er endvidere steget voldsomt gennem de sidste årtier i takt med, at der er opstået stadigt flere specialiserede forskningsdiscipliner med hver deres særlige begreber og fagtermer. Det har gjort fagspecialerne stadig mere isolerede og i særlige tilfælde fremstår forskningen næsten som en privat foreteelse.

På en og samme tid har specialiserin-gen øget behovet for at formidle viden til bredere kredse, og samtidig nedsat formidlingsevnen, fordi det er blevet sværere at forstå, hvad der foregår i nabodiscipliner. At biologer, kemikere og fysikere kan have svært ved at forstå hinandens fagartikler er måske ikke så mærkeligt. Men problemet er faktisk nu så stort, at fagfolk fra forskellige retninger af f.eks. biologi heller ikke kan læse hinandens fagartikler selv om de dog grundlæggende har samme uddannelse.

Ny opgave for universiteterne

Hvis universiteterne skal leve op til de nye “formidlingspara-graffer” i universitetsloven, er der ingen vej uden om at tage opga-ven alvorlig.

At gennemføre f.eks. en naturvidenskabelig kandidatuddannelse har hidtil ikke omfattet nogen større opdragelse i formidling. Det må der laves om på, hvis operationen skal lykkes.

Som det foregår nu opdrages kandidaterne til en indforstået faglig jargon, som i høj grad blokerer for kommunikation med andre end de allernærmeste fagkolleger. Evnen til at anvende ord i normal brug er en afgøren-de forudsætning for at kunne kommunikere direkte med andre folk. Alle forstår de simple brugsord direkte. De ligger parate hos læsere og til-hørere og skal ikke hentes frem dybt fra erindringen eller fra ordbøgerne. Vi møder normalsproget i den daglige avis, og sådan var det også i fagtidsskrifterne for 100 år siden. I de store fagtidsskrifter Nature og Science lignede sproget dengang det, man mødte i The Daily Telegraph og The New York Times. I dag ligger det milevidt herfra.

Efter vores opfattelse kunne man passende starte kursen mod en bedre dialog med omverdenen ved at øge kommunikationen inden for fagmiljøerne. I mange år har man således præmieret fagartikler med stadigt flere specielle ord, forkortelser og en sammenpresset stil. Nu er det tid at gå den stik modsatte vej og gøre sproget mere alment og lade det udfolde sig så sætningerne bliver bundet logisk sammen og fokus øges på nye ideer og generelle sammenhænge.

Når det gælder formidling til en bred kreds går opgaven ud på at sætte sig ind i målgruppens forudsætninger og at lære at træde en del skridt tilbage fra den lille flig af den store helhed, man selv studerer. Dette har hidtil knebet ganske alvorligt.

På vej trods alt!

Selvom udgangspunktet er dårligt, starter udviklingen mod god formidling trods alt ikke på et nulpunkt. Den har allerede været i gang i flere år – dog med vekslende styrke og succes på de forskellige institutioner og fag.

I adskillige naturvidenskabelige uddannelser har man således indskrevet faglige formidlingsopgaver i studieplanerne. Der er også eksempler på, at man er gået langt videre, og nu lader de studerende gennemgå det almene stof fra lærebøgerne – selvfølgelig efterfulgt af afklaring af mulige spørgsmål – mens lærerne tager sig af svært specialstof. Det er en forløber for de nyeste studierevisioner, der arbejder frem imod øget aktiv medvirken af de studerende i undervisningen. Måske bliver de danske studerende og derefter de danske forskere om nogle år lige så gode til formidling som deres amerikanske kolleger, der træner det fra første dag.

Også den mere udadvendte formidling er blevet oprustet de seneste år f.eks. via   universiteternes deltagelse i Dansk Naturvidenskabsfestival og ved oprettelsen af det tværfaglige magasin Aktuel Naturvidenskab. Nødvendigheden af udadvendt, naturvidenskabelig formidling er faktisk feset ind på lystavlen på landets universiteter, og mange lokale initiativer er sat i gang på den konto. Men det er dog stadig kun en forholdsvis lille skare af fagfolk, der reelt deltager i formidlingen.

Der er dog ingen tvivl om, at viljen til at formidle afgjort er til stede – og er stigende - men den har svært ved at udfolde sig, fordi man simpelthen ikke har lært håndværket. Og fordi udvalget af fora, hvori formidlingen kan foregå længe har været beskedent.

Dialogen må øges

Skal vi kunne leve op til de nye forpligtigelser må formidlingstraditionen i fagmiljøerne forstærkes. Især ser vi behovet for øget samtale mellem de fagspecialer, som tidligere lå tæt samlede, men nu er i færd med at vokse fra hinanden. Ligesom vi ser et stort tværfagligt formidlingsbehov, som kunne bringe det bedste fra biologi, geologi, fysik og kemi sammen i et fælles forum.

Men hvad skal være drivkraften for at ville bruge tid på opgaven? I dag er det alt overvejende fagartikler, der tæller ved stillingsansættelser. Man kan derfor ikke forvente, at forskerstuderende og unge kontraktansatte forskere vil investere tid i at udvikle deres formidlingsevner. Skal deres indsats øges må de kunne se en præmie i form af plusser på CV’et, hvis god formidling indgår. Der er øget forståelse for dette synspunkt hos ledelserne på universiteterne, men hvor vi præcis står er hverken kendt eller let gennemskueligt.

Et andet og meget vigtigt område i fremtiden bliver kommunikationen mellem forskere og borgere. I den almindelige formidling er borgerne passive modtagere af ny viden. Vi mener, at der er et stort behov for direkte dialog mellem forskere og borgere. Mange faglige emner – f.eks. genteknologi, fødevarer, landbrug eller natur – rummer vigtige etiske og politiske under- og overtoner, som lægger op til generelle værdiorienterede diskussioner.

De fleste borgere tænker faktisk meget langsigtet om samfundet og omgivelserne, fordi de husker verden fra deres barndom og bekymrer sig om deres børns og børnebørns fremtid. De har også klare forventninger til forskningen om uafhængighed, sanddruelighed og kvalitetssikring, hvilket også anses for bærende dyder inden for naturvidenskab. 

At etablere fora for dialog mellem borgere og forskere vil derfor kunne stimulere forskerne til bredere betragtninger, og borgerne til en mere veloplyst baggrund for vurderingerne, hvor de værste floskler om f.eks. ”dommedag” eller ”mest miljø for pengene” kunne blive udryddet. Initiativet til at benytte sådanne fora kunne passende komme fra universiteterne og de videnskabelige selskaber samt faglige foreninger. Når spørgsmålene presser sig på vil sådanne initiativer have stor bevågenhed i offentligheden.

Man bør nemlig være opmærksom på, at omverdenens lydhørhed for naturvidenskab efter vores opfattelse er steget gennem de allersidste år. Og mediernes interesse for den uafhængige og velinformerede røst fra fagpersonen er faktisk ganske stor, hvis han tør spille kontant ud og ikke lader for mange forbehold sløre budskabet.

Pas på professionalisering!

En enkel vej til at øge formidlingen fra forskerne til omverdenen er selvfølgelig at professionalisere formidlingen. Med en sådan arbejdsdeling kan de professionelle formidlere tage sig af kommunikationen med omverdenen, mens forskerne med god samvittighed kan fordybe sig i deres forskning. Eller hvad? Som fødselshjælpere kan professionelle formidlere være en god ide, men de er ikke tilstrækkelige. Efter vores opfattelse er det afgørende, at forskerne også selv kommer på banen, hvis man vil formidle et retvisende billede af den videnskabelige aktivitet. Kun forskerne kender de vigtige og uløste spørgsmål, og kan udpege de nye originale opda-gelser og deres rækkevidde. Professionelle formidlere kan i sagens natur ikke vurdere om resultaterne er pålidelige, og hvor de store tekniske vanskeligheder og uenigheder findes. De risikerer derfor at oversælge trivielle resultater og overse banebrydende opdagelser og dermed efterlade trivialiteter og genialiteter som en ensartet for-tygget ret.

Det er også vigtigt at formidlingen sker i den rette ånd, hvor man oplyser befolkningen om vigtige opdagelser, og deres muligheder og begrænsninger, ja faktisk også deres risici. Formidling må foregå med respekt for målgruppen og med øjnene åbne for, at dens prioriteringer kan være markant anderledes end forskerens.

Formidlingsstrategi

Nu har vi talt meget om forpligtelsen til at formidle. Men der findes sikkert indviklede og svært anskuelige aspekter, som det vil være halsløs gerning at forsøge at formidle til bredere kredse. Alligevel kan forskningen være spændende for de indforståede og vise sig ekstrem vigtig for eksempelvis de teknologiske fremskridt.

Heller ikke alle forskere har talent for formidling. Visse personer er geniale til dybdetænkning, men fuldstændig håbløse til at formidle emnet alment. Derfor kan man i forskermiljøerne fastlægge en formidlingsstrategi, hvor man tager hensyn til indbyrdes svagheder og styrker for at få det optimale udbytte af sine samlede talenter. Man kan således bevidst udvikle meget dygtige formidlere, der både har en stærk faglig baggrund og desuden bakkes op af en række aktivt forskende kolleger.

Vi tror, at dette både vil styrke forskningens som sådan, og placeringen af forskningen i befolkningens bevidsthed.

Artiklen er første gang trykt i Aktuel Naturvidenskab 4 - 2003