Når forskeren og journalisten samarbejder

Publiceret April 2004

Forskere og journalister er gensidigt afhængige af hinanden. Forskeren af journalisten, når forskeren ønsker omtale af et forskningsresultat eller lign., og journalisten af forskeren, når han/hun mangler videnskabelig baseret viden for at kunne opbygge eller underbygge en historie. Begge har altså interesse i at skabe et godt samarbejde omkring faglig formidling til offentligheden.

Et godt samarbejde kræver imidlertid at forskere og journalister har en gensidig forståelse og respekt for hinandens arbejdsmetoder.   I det følgende vil vi give nogle eksempler på, hvordan journalisten arbejder, og hvilke overvejelser forskeren bør gøre, når han/hun ønsker at formidle en historie til pressen.

Altid på jagt efter en god historie

Journalisten er altid på jagt efter en god historie. En god historie er kendetegnet ved at have en høj nyhedsværdi, dvs. at historien opfylder et eller flere af journalistikkens nyhedskriterier, som er: 1) aktualitet; en nyhed, der interesserer læseren eller som lige er sket, 2) identifikation; en nyhed, der handle om mennesker (som læseren kan identificere sig med), 3) sensation; en nyhed, der indeholder noget usædvanligt eller uventet, og 4) konflikt; en nyhed, der indeholder en konflikt mellem personer eller interesser.

Jo flere nyhedskriterier en historie opfylder, jo højere nyhedsværdi har den.

Fokus på målgruppen

Journalistens fornemmeste rolle et at træde i læserens sted. Hvad interesserer læseren sig for? Hvordan fanger journalisten læserens interesse og fastholder den i gennem hele artiklen?

Det er altså med udgangspunkt i læseren, at journalisten vælger sin vinkel og sorterer, hvilke informationer artiklen skal indeholde. Da medierne har forskellige målgrupper kan den samme historie derfor se forskellig ud afhængigt af om den bringes i f.eks. B.T., Berlingske Tidende eller Information.

Eneret på historien

Journalisten vil helst have eneret på historien, så de kan bringe ”the breaking news” før andre medier. Når forskeren ønsker at formidle en historie gennem pressen kan det derfor være en god ide at kontakte en enkelt journalist. Det giver ofte en større chance for omtale   - men omtalen sker dog kun i et enkelt medie. Til gengæld kan et godt samarbejde med journalisten føre til flere gode historier.

Forskeren kan også vælge at udsende en pressemeddelelse. Det er en hurtig måde at komme ud til mange medier på en gang. Det sker dog ofte, at pressemeddelelsen drukner i bunken af henvendelser, der hver time tikker ind på redaktionerne. Forskeren skal altså have en usædvanlig god historie for at blive udvalgt af redaktionen.

Korte deadlines

Journalisten skal ofte aflevere artikler fra dag til dag. Journalisten er derfor afhængig af, at han/hun hurtigt kan komme i kontakt med sine kilder. I samarbejdet med journalisten er det derfor en god ide at aftale, hvornår og hvordan journalisten kan få fat i dig.

Forskerens overvejelser

Når forskeren ønsker at formidle en historie til pressen bør han/hun overveje: Har historien tilstrækkelig nyhedsværdi? Hvorfor skal pressen interesserer sig for netop din historie? Hvem er målgruppen? Hvilket medie egner sig til din historie? Hvordan tager du kontakt til mediet? Hvordan skal budskabet formidles, så journalisten finder historien interessant m.m.

Pressearbejde kræver grundige overvejelser og tager tid. Det kan derfor være en god ide at inddrage en presse- eller kommunikationsmedarbejder, der dels kan gøre en del af benarbejdet og dels kan rådgive i forhold til pressestrategien.

På landets universiteter og i de fleste virksomheder er der ansat presse- og kommunikationsmedarbejdere, der dagligt arbejder med målrettet kommunikation, og som forskeren kan sparre med i forhold til historiens vinkling, sprogbrug, medievalg, pressekontakt, formulering af pressemeddelelser m.m.

Pressearbejde i praksis

På få måneder har satsningsområderne på Københavns Universitet –   ”BioCampus”, ”Religion i det 21. Århundrede” og ”Krop og bevidsthed” – fået gode erfaringer med pressearbejdet.

Erfaringen viser bl.a., at pressen ønsker at blive orienteret om satsningsområdernes aktiviteter og gerne skriver om dem. Det skyldes ikke kun at bioteknologi, religion og hjerneforskning er aktuelle emner, der skaber debat – men også at dagbladenes læsere efterspørger flere artikler om forskning.

Indtil nu har satsningsområdernes pressedækning taget udgangspunkt i aktiviteter og begivenheder, og strategien har været at udvælge et egnet medie og tage kontakt til en enkelt journalist. En briefing af journalisten har så ofte ført til flere artikler med omtale af forskellige forskeres arbejde.

Satsningsområderne prioriterer kommunikations- og pressearbejdet højt. De har derfor valgt dels at ansætte en kommunikationsmedarbejder, dels ved at styrke forskernes kompetencer gennem medietræning.

Endelig har satsningsområdet BioCampus formuleret en egentlig kommunikationsstrategi, der lægger rammerne for satsningsområdets samlede kommunikations- og pressearbejde. Strategien indeholder en beskrivelse af satsningsområdets vision, målsætninger og målgrupper samt anbefalinger til, hvordan den enkelte forsker selv kan deltage i den offentlige debat og bidrage til at formidle forskning ved f.eks. at skrive kronikker og læserbreve, deltage på offentlige møder og debatarrangementer samt undervise på folkeuniversitetet.

Faglig formidling kan altså også formidles til den brede offentlighed gennem andre kanaler end de traditionelle medier, som dagblade, radio og TV!