Hvorfor skal Maren i kæret vide noget om stamcelleforskning?

Publiceret April 2004

De fleste forskere har nok at gøre med forskning og undervisning. Når resultaterne samtidig skal publiceres i videnskabelige tidsskrifter, kommer arbejdsugen snildt over 40 timer. Derfor spørger mange forskere måske sig selv: "Hvorfor i alverden skal vi også bruge tid på henvendelser fra journalister eller på at skrive artikler til dagblade og magasiner?"

Imidlertid kræver den nye universitetslov, at forskerne formidler deres viden og resultater til offentligheden. Noget for noget. Selv om dette krav først giver mening, når der i forskningsbevillingerne bliver øremærkede ressourcer til formidling, vil vi i det følgende argumentere for, at forskerne skal bruge mere tid på faglig formidling – dvs. på at informere om deres arbejde til målgrupper, der ligger uden for forskningsmiljøerne. Sidst i artiklen vil vi give et par gode tips til samarbejdet med pressen.

Vores udgangspunkt for denne artikel er, at alt for få forskere bruger tid på faglig formidling. Kun 3 procent af forskerne ved Københavns Universitet figurerer i medierne. Vi skriver også ud fra den opfattelse, at der bag hvert forskningsprojekt og bag hver forsker gemmer sig en spændende historie. Der er jo en grund – nysgerrighed, stædighed eller passion – til at forskerne bruger ti år eller mere på at kigge i mikroskoper eller sammenligne datastrimler.

Formidling som politisk værktøj

Et godt argument for proaktiv formidling – og et argument der i særdeleshed gælder inden for bioteknologi – er, at øget kendskab til og øget debat om   forskningens vilkår og teknologiens muligheder og risici er nødvendig for at sikre befolkningens accept og dermed den politiske opbakning til det fortsatte forskningsarbejde.

Kontroversielle emner som gensplejsning, kloning, stamcelleforskning og genmanipulation bliver hyppigt diskuteret i medierne. Ofte i en etisk sammenhæng. Lad os blot nævne lederen i dagbladet Information fra tirsdag den 6. april, hvor det fremgår at:

”… den teknologiske udvikling er i bevægelse, og selvom hastigheden varierer, er der ingen tvivl om, at kursen er fremad. Landvindinger indenfor genteknologi har sat turbo på især bioteknologien, og udviklingen vil gøre brugen af de nye teknologier og dermed også de etiske overvejelser, til stadig større politikområder.”

Forskning og etik følges ad og er blevet politiske fokusområder. Når politikerne lægger rammerne for Danmarks forskning, tager de bestik af den offentlige debat, samtidig med at de rådfører sig hos deres eksperter.

Hvis den offentlige debat kun føres på holdninger fra godhjertede borgere, der i læserbreve beskriver deres frygt for stamcelleforskning og GMO eller hvis forskningsdebatten bliver domineret af bidrag fra interesseorganisationer – fra industrien på den ene side til religiøse bevægelser og græsrodsorganisationer på den anden – så risikerer vi, at de forskningsrelevante, faglige problemer aldrig bliver en del af politikernes beslutningsgrundlag.

Befolkningens og politikernes kendskab til forskningen samt forskernes synlige deltagelse i den offentlige debat er med andre ord nødvendigt for at nuancere debatten og give forskningen optimale arbejdsbetingelser. Sagt på godt dansk: Hvis I holder jer ude af debatten, er I selv medvirkende til, at væsentlige beslutninger – særligt om forskningens vilkår indenfor bioteknologi - bliver truffet hen over jeres hoveder.

Formidling, synlighed og øgede bevillinger

Mange forskere har efterhånden opdaget, at positiv omtale i medierne kan bidrage til fornyet støtte. Af sammen grund får kommunikationsmedarbejdere ved Københavns Universitet et stigende antal henvendelser fra forskere, der har brug for bistand til at synliggøre deres forskning i det offentlige rum. Denne form for ”reklame” er helt legitim, og da pressen er på konstant jagt efter gode historier, er der ofte sammenfaldende interesser mellem forskerne og pressen for at fortælle om forskningens resultater.

Synliggørelse af spændende forskning og gode forskningsmiljøer er samtidig med til at tiltrække kvalificerede studerende og nye forskerkolleger. På dette område vil der givetvis være skærpet konkurrence de kommende år. Tiden hvor ”den som lever skjult lever godt” tilhører forrige århundrede. Og naturligvis vil vakse forskerspirer søger hen mod de forskningscentre, som formår at synliggøre sig selv, med en forventning om at finde dynamiske forskere og aktive forskningsmiljøer.

Med vores moralske pegefinger højt løftet kan vi tilføje, at befolkningen har krav på at vide, hvordan deres milliarder af skattekroner bliver brugt. Dette er et forhold som vores videnskabsminister er ganske bevidst om. De stigende krav til formidling er samlet i det nye slogan ”Fra forskning til faktura”, som har opbakning fra såvel landets store industrivirksomheder som fra industriens organisationer.

Den gode nyhed er, at landets universiteter og andre forskningsorganisationer også har læst skriften på væggen og nu ruster op for at klare de nye udfordringer. Således har de danske universiteter i dag et antal kommunikations- og pressemedarbejdere, hvis opgave det er at bistå forskerne med at formidle den specialiserede viden til målgrupper uden for de faglige miljøer og til at være bindeled mellem forskere og journalister.

Den gode historie

Som vi i den efterfølgende artikel Når forskeren og journalisten samarbejder vil beskrive, opererer journalisterne med begreber som aktualitet, relevans og konflikt, når de skal finde den gode historie til en artikel. Det er pressens tjekliste. Hertil kommer den journalistiske genre, som hedder features. Det er de store, uddybende eller tværgående artikler i f.eks. søndagsaviserne, hvor personer eller emner bliver præsenteret. Features skrives (næsten) uafhængigt af den nyhedsdrevne dagsorden og er ofte forskernes bedste mulighed for at få medieomtale.

Når universiteternes kommunikationsfolk taler med forskerne leder vi efter den vinkel og den historie, som skal forelægges journalisterne. Den gode historie kan være historien om det nye gennembrud i arbejdet, om betydningen for befolkningen eller for industrien, om nye forskningsprojekter eller om problemerne i forhold til tidligere viden osv. Men det kan også være den helt personlige fortælling om forskerens kamp for sit arbejde og sine resultater.

Hver forsker og hvert forskningsprojekt rummer en god historie. Sandsynligvis flere. Kommunikationsfolkenes opgave er at finde de gode historier, der præsenterer forskerne og forskningsinstitutionerne i et positivt lys, og præsentere dem for pressen

Vores kontakt til forskerne sker gennem institutternes egne pressemeddelelser, eller gennem oplysninger om afhandlinger og forsvar, om godkendte, videnskabelige artikler eller om forskningsbevillinger og priser. Desuden knyttes mange kontakter til forskerne i forbindelse med interne eller offentlige begivenheder og arrangementer.

Men kommunikationsfolkene ser og hører ikke alt, og vi har brug for uopfordrede henvendelser fra forskerne selv. Derfor denne finale opfordring: Hvis du arbejder med noget, som du med engagement kan fortælle om ved et familieselskab (uden at fremkalde gaben eller nervøse blikke) – så har du fat i en historie, som fortjener at komme ud til en større kreds.

Kommunikationsfolkene står til disposition og vil med deres professionalisme hjælpe til, at forskerne klædes på til interview, så de gode historier og det gode arbejde kan blive formidlet i pressen på en - for alle parter - tilfredsstillende måde.

Gode råd til bedre pressekontakt

Listen af gode råd er bl.a. inspireret af pressevejledningen fra Københavns Universitet, som kan læses på www.ku.dk/kommunikation.

Aftal spilleregler med journalisten:

  • Hvad skal historien handle om – hvad er vinklen?
  • Hvad er din rolle – skal du citeres? levere baggrundsviden? (her kan du overveje, om du er den rette person)
  • Hvem skal ellers deltage? (kan der være tale om en konflikt historie, hvor forskellige forskere spilles ud mod hinanden?)
  • Præmisserne for din deltagelse – får du citaterne til gennemsyn?

Skærp din formidling:

  • Tænk på målgruppen, når du taler. Hvad ved de, og hvad skal forklares?
  • Udtryk dig enkelt og kort. Giv konkrete eksempler, undgå fagudtryk og et højt abstraktionsniveau.
  • Vælg dit/dine vigtigste budskaber – max. 2-3 stk. Formuler dem så kort og præcist som muligt.
  • Væk journalistens interesse ved straks at fortælle de vigtigste budskaber. Byg din argumentation op omkring dette/disse budskaber. Vær ikke bange for at gentage dig selv.

Aftal, hvad der skal ske efter interviewet:

  • Får du dine citater til gennemsyn, og hvornår skal du svare?
  • Hvor og hvornår kan journalisten få fat i dig?
  • Hvornår bliver artiklen bragt? Skal den følges op af flere historier?

Hvis artiklen ikke lever helt op til dine forventninger:

  • Husk at journalisten vælger vinkel og sorterer informationerne på læsernes vegne, og at denne målgruppe ofte har andre forudsætninger for at forstå indholdet end de faggrupper, som du normalt formidler til.
  • Accepter så meget, som du kan leve med. Du kan ændre egne citater og påpege faktuelle fejl i teksten. Men journalisten lader sjældent forskeren skrive teksten om eller ændre på vinklen.

Når du bliver fejlciteret eller artiklen indeholder faktuelle fejl:

  • Aftal med journalisten, hvordan I sammen får rettet op på sagen – journalister ”lever” af deres kilder, og de fleste er interesseret i at bevare et godt forhold
  • Kontakt de personer, der skal kende sagens rette sammenhæng – f.eks. instituttets eller fakultetets ledelse.
  • Søg hjælp hos universitetets/virksomhedens kommunikations- eller pressemedarbejdere.
  • Opvej fordele og ulemper ved f.eks. at bede om et dementi eller klage over journalisten – husk at læseren glemmer hurtigt.