Når journalistikken går i opløsning

Publiceret April 2004

Den aktuelle forskningsformidlingsfeber bygger på en konvention om forholdet mellem videnskab og offentlighed som et forhold, hvor videnskaben skal fortælle offentligheden, hvordan tingene egentlig forholder sig. Den dominerende forestilling om videnskabsjournalistik bygger på den samme ide. Der er al mulig grund til a tage konventionen op til revision. Den er en forhindring for selvstændig journalistik og for en fornuftig, offentlig samtale om forskning og videnskab. Og den berøver videnskaben hårdt tiltrængte samtalepartnere i den vanskelige diskussion om videnskab og samfund.

Der er lidt Snemand Frost og Frøken Tø over forholdet mellem journalistikken og videnskaben: Journalistikken har det med at smelte bort, når den kommer i nærkontakt med videnskab. Kun betegnelsen "journalistik" ligger, som snemandens gulerodsnæse, tilbage på jorden som et signal om, hvad der skulle have befundet sig på denne plet: Undersøgelse på vegne af offentligheden, som materiale og inspiration til en fornuftig offentlig samtale om samfund og videnskab.

I disse år, hvor videnskab fylder så vældigt overalt i samfundet, er det ét af journalistikkens mange problemer, at den ikke kan finde ud af at omgås videnskab på lige fod, men i stedet reducerer sig selv til ikke andet end transportmiddel for forskningsresultater. Men det er ikke alene et problem for journalistikken og for den offentlighed, som journalistikken er forpligtet i forhold til. Det er også et problem for den videnskabelige verden og dens indvånere.

Ligesom der findes forskning og videnskab overalt i samfundet, findes der også samfund - samfundsmæssige aspekter - overalt i nutidens forskning og videnskab, og hvis der er noget, som videnskaben har svært ved at håndtere, så er det sådanne aspekter. Forskersamfundet har brug for samtalepartnere. I den situation er det ganske logisk, at hånden strækkes ud til journalistikken. Men så sker altså dét paradoksale, at journalistikken smelter bort ved berøringen. Videnskaben kommer for skade at berøve sig selv en vigtig adgang til samtalepartnere, og den får ikke andet ud af operationen end, at den får forlænget sig selv ind i den offentlige sfære. Dét, der kunne være blevet til samtale og diskussion, bliver i stedet til videnskabsformidling, videnskabspopularisering - til hvad der almindeligvis forstås ved videnskabsjournalistik.

I de seneste år er ovennævnte problemkompleks blevet meget udtalt. Det er sket i forbindelse med, at det danske samfund - og for den sags skyld hele EU - er blevet angrebet af en forskningsformidlingsfeber, som giver sig udslag i hektisk aktivitet for at få fragtet forskning fra den videnskabelige verden til offentligheden. I Danmark har tilstanden blandt meget andet ført til nedsættelse af en videnskabsministeriel tænketank, der skal befordre "forståelse for forskning", og som skal overveje, hvordan man kan "give danskerne indsigt i, hvor vigtigt dette område er for vores fremtidige velfærd, miljø, sundhed og vækst". [1]

Der er tale om en tilstand, som vanskeliggør udviklingen af en egentlig, selvstændig journalistik i forhold til forskning og videnskab, en journalistik der kunne forsyne den videnskabelige verden med samtalepartnere om forskningens vilkår og vanskeligheder og om videnskabens rækkevidde og begrænsninger, og som kunne indgå i drøftelser om tolkning og anvendelse af forskningsresultater.

En gammel konvention

Man kunne få det indtryk af den aktuelle debat om forsknings- eller videnskabsformidling, at bestræbelser på at formidle forskning til offentligheden er en helt ny ide. Ikke tænkt før. Ikke prøvet før. Nu skal det endelig være. Indtrykket er imidlertid fejlagtigt. Konventionen om, at forholdet mellem videnskab og offentlighed grundlæggende er et forhold, hvor videnskaben fortæller offentligheden, hvordan verden hænger sammen - i det følgende kaldt formidlingskonventionen - er lige så gammel som den moderne videnskab og har altså i hvert fald tre hundrede år på bagen.

I starten af 1700-tallet blev videnskab energisk promoveret i London, fortæller den britiske historiker Roy Porter i sin beskrivelse af den britiske oplysningstid: "Science was energetically promoted amongst the public. Initially in London’s coffee houses, lecturers began to offer demonstrations with globes, orreries and other instruments displaying the marvels of the clockwork universe, while performing chemical, magnetic, electrical and airpump experiments besides." [2] Den nye videnskabs folk var aktive med at fortælle om deres eksperimenter, fund, konklusioner og verdenssyn i hundredevis af selskaber og klubber over det ganske Europa, godt understøttet, må man antage, af sådanne initiativer som dørsalg af enkle mikroskoper. [3]

Et lille århundrede senere støder man på selskaber som det engelske "Society for the Diffusion of Useful Knowledge". [4] Stort set samtidig bliver amerikanerne grebet af en besættelse, der aldrig siden har lagt sig, men tværtimod har spredt sig ud over hele verden. Ordet statistik dukker op i amerikanske ordbøger i 1803, og det slår rod i hverdagen som 'facts', som kvantitative, objektive enheder, hvis sandhedsværdi man ikke behøver at tvivle på. Videnskabsfolk producerer sådanne facts, og de spredes til en bred offentlighed, som griber begærligt efter dem. [5] Fra 1930’erne kan vi tilfældigt plukke et eksempel på dette forhold mellem videnskab og offentlighed i udgivelsen af 30 hæfter, der fortæller om "The Science of Life". Bag udgivelsen står den kendte og anerkendte biolog Julian Huxley samt science fiction-forfatteren og samfundsdebattøren H.G. Wells. Deres ønske er, bekendtgør de på første side, at gøre ny viden tilgængelig for 'almindelige, travle mennesker' og at gøre det på enkel og overskuelig vis, [6] sådan som også nutidens bevægelse for ‘Public Understanding of Science’ bestræber sig på.

Videnskabsformidling har kort sagt en lang og vidtløftig historie, knyttet til formidlingskonventionen, som igen har været knyttet til en kontrakt mellem videnskab og samfund, som går - eller gik? - ud på, at videnskaben forsyner (det øvrige) samfund med pålidelig viden, og til gengæld får - eller fik? - frihed til selv at afgøre, hvad der skal tælle som pålidelig viden. [7]

Bestræbelserne har inden for disse rammer drejet sig om forkyndelse, og i tilknytning til dette har der ikke sjældent været et ønske om demokratisering. Det har drejet sig om at delagtiggøre andre i sin begejstring over fund og om at sprede det syn på virkeligheden, som moderne videnskab er grundlagt på. Samt om at give menigmand adgang til den viden, med tilhørende magt, som i udgangspunktet regnes for forskernes viden og magt.

Interesser

Interessevaretagelse har også været med hele vejen som et incitament, som den videnskabelige verden selv har været mere eller - især - mindre bevidst om. Især mindre, fordi det hører med til idealerne om moderne videnskab, at den er fri for sådanne samfundsmæssige aspekter som interessevaretagelse. Men de har nu været der hele tiden alligevel.

I starten af 1700-tallet lader Jonathan Swift sin Gulliver møde en videnskabsmand, der er travlt optaget af arbejde med en maskine, som skal gøre det muligt at fremstille bøger om alverdens komplicerede emner uden først at bruge tid på langsommelige og besværlige studier. Hvis bare offentligheden ville stille midler til rådighed til fem hundrede af den slags maskiner, så kunne det virkelig blive til noget, appellerer den travle forsker. [8] Her er det forskeres egeninteresser, det drejer sig om. Der er en egeninteresse i at skaffe midler til at fortsætte og udvide sit virke og give det gennemslagskraft. Det er også dette aspekt, Goethe sigter til i 1823, hvor han bemærker, at spørgsmål om videnskab ofte er karrierespørgsmål: Opdagelser kan give ry og rigdom. Derfor er der også lidenskab, hvor der er videnskab. [9] Det ligger i forlængelse af dette, at hvor sådan lidenskab findes, er der også grunde til at slå på tromme for sig selv.

Incitamenter til at fortælle om forskning har også hele tiden kunnet udspringe af andre interesser end forskeres egne, eksempelvis sådan som det i 1938 beskrives af den norske forfatter Nordahl Grieg. Hans hovedperson i bogen "Ung må verden endnu være" er en vis Arild Andersen med succes inden for hvalfangsten. Grieg fortæller om Andersen, at han var "den første som på dette området hadde storsyn nok til å ta videnskapen i sin tjeneste. Når han hadde behov for å få markedet til å skjelve fremstod det straks en biolog i avisene som ved hjelp av uigjendrivelige fakta oplyste offentligheten om at det tålmodige kjempedyr i Syd-Ishavet nå var praktisk talt utryddet. Hvis derimot Arild Andersen gjerne skulle ha avhendet noen gammeldagse kokerier til god pris og derfor trengte tillitsfull kjøpekraft, dukket det straks op en anden forsker som med en rekke tabeller påviste en nesten faretruende overbefolkning av hval." [10]

Hverken selve formidlingskonventionen eller de tre samvirkende incitamenter til forskningsformidling, som her er nævnt - ønsker om forkyndelse, demokratisering og interessevaretagelse - er altså nye. Tværtimod. I vekslende kombinationer har de ligget bag århundreders bestræbelser på formidling af forskning og videnskab. Aktuelt gør de sig imidlertid alle tre gældende med særligt stor styrke.

Interessevaretagelse først: Konkurrencen om forskningsmidler er benhård, hvilket giver forskere og forskningsmiljøer gode grunde til at reklamere for sig selv. Desuden er forskning i voksende omfang knyttet til kommercielle interesser, som har grunde til at søge at fremme begejstring for den viden, deres produkter bygger på. Og henvisninger til videnskabelige facts tjener i øvrigt i snart sagt enhver sammenhæng som salgsargument - eller som erstatning - for argumenter, hvilket giver en ganske bred gruppe af personer grunde til at befordre sådanne facts til den offentlige sfære.

Det sidstnævnte giver et fingerpeg om, at videnskab har en meget høj status og autoritet i nutidens samfund, men samtidig er der også modstrømme. Modstanden mod brug af moderne bioteknologi i landbrug og fødevareproduktion kan opfattes - og er i høj grad blevet opfattet - som en modstand mod den videnskabeligt-tekniske tænknings udbredelse til nye områder af tilværelsen. Udfordringen har udløst fornyede bestræbelser på forkyndelse. Samtidig har det faktum, at man i dag kan støde på forskningsresultater og videnskabelig ekspertise næsten uanset, hvad man beskæftiger sig med, inspireret til fornyede bestræbelser på videnskabsformidling ud fra et ønske om at demokratisere, altså efter devisen: Hvad folk er underlagt, skal de også have mulighed for at vide noget om.

Dette kan bidrage til at forklare, hvorfor formidlingsbestræbelserne i disse år er blevet direkte febrile. Men det kan netop kun bidrage. For at få et nogenlunde overblik er det nødvendigt også at inddrage et fjerde stikord: Isolation.

Isolation

I nutidens moderne samfund befinder den videnskabelige verden sig i en mærkelig og dybt modsætningsfyldt situation.

På den ene side er det dominerende begreb om viden baseret på en forestilling og et ideal om den objektive forsker som en udenforstående tilskuer, der befinder sig hinsides det samfundsmæssige, radikalt adskilt fra den sfære, hvor der findes moral, interesser, uenighed, magtspil og politik. Den videnskabelige metode er udviklet for at sikre denne objektivitet. Fra undfangelsen er den udstyret med en modvilje mod, et ubehag ved det samfundsmæssige, som allerede kommer til udtryk i midten af 1600-tallet, hvor det ærværdige, britiske selskab for videnskaberne, The Royal Society, grundlægges med et løfte om at afholde sig fra at have at gøre med politik, retorik og religion - "to meddle with politicks, rhetoric, divinity..." [11]

På den anden side er videnskaben altså i meget høj grad en del af nutidens moderne samfund, og forskere fra hele videnskabens palet er optaget af forsøg på at løse små og store samfundsmæssige problemer. Man kan sige, at heller ikke dette er nyt, at moderne videnskab altid har været kendetegnet ved at stille sig udenfor og søge at afdække mekanismer for at finde på teknikker til at få styr på tingene, og at det netop er dette, der har kendetegnet dens forhold til samfundet. Det er rigtigt. Men det er også rigtigt, at der i de seneste årtier er foregået, hvad man kan kalde et kvantespring: Antallet af forskere er øget dramatisk. Stadig nye sider af virkeligheden er blevet gjort til genstand for videnskabelig udforskning. Specialiseringen inden for forskningen er øget tilsvarende. Videnskaben er havnet i en situation, hvor forskere skal gabe over mere og mere komplekse problemstillinger ved hjælp af et stadigt snævrere perspektiv. Selv inden for den videnskabelige verden giver dette problemer for samtale om dét, som er fælles, om det almene, om de store sammmenhænge, som forskningen indgår i. Repræsentanter for forskellige lægelige specialer har svært ved at tale med hinanden. Det samme gælder inden for biologien. Det samme gælder i helt udpræget grad i forhold til offentligheden i bredere forstand. Godt nok beskæftiger man sig uafladelig med samfundsmæssige spørgsmål. Godt nok er man inde i samfundet. Godt nok er der meget mærkbare og direkte forbindelser til det markedsmæssige og økonomiske. Men samtidig er man uden for den offentlige samtale, fanget i et sprog, som andre opfatter som sort, og i et dertil hørende specialiseret og teknisk perspektiv på virkeligheden.

Det ville være mærkeligt, hvis ikke dette nærede en trang til at slippe ud af isolationen, og den aktuelle formidlingsfeber kan også ses som udsprunget af en sådan trang. Det er forståeligt. Det er også forståeligt, at man i denne situation griber efter det gammelkendte redskab for omgang med offentligheden - formidlingskonventionen. Reaktionen er til at begribe. Det bliver den imidlertid ikke mere gennemtænkt af.

Videnskab og virkelighed

Den kontrakt mellem videnskab og samfund, som formidlingskonventionen er knyttet til, er baseret på, at videnskab befinder sig og foregår uden for det samfundsmæssige. Kontraktens præmisser er bortfaldet. Både forskersamfundet og resten af offentligheden har nu et påtrængende behov for at få endevendt, overvejet og drøftet videnskabens samfundsmæssige rolle, herunder ikke mindst spørgsmål om videnskabens begrænsninger i forhold til den virkelighed, vi faktisk går rundt og lever i som mennesker og borgere.

Det er mit bud ind i denne stærkt forsømte diskussion, at det er nødvendigt at revidere den grundlæggende antagelse, som formidlingskonventionen hviler på - at viden, erkendelse og fornuft indehaves eksklusivt af videnskaben i al evighed, amen.  

Moderne videnskab har vundet og vist sin styrke ved at afgrænse sig fra de sider af virkeligheden, som ikke kan nås med den videnskabelige metode, der stiller sig udenfor og ser, viser og beviser, som gennemskuer og eftergør mekanismer, og som muliggør et mål af kontrol og forudsigelse i forhold til sådanne mekanismer. At noget ikke kan nås med videnskabelig metode og således ikke kan omsættes i videnskabelige facts er imidlertid ikke det samme som, at det er uvirkeligt. Virkeligheden er større end videnskaben. Den er flertydig og aldrig helt overskuelig. Den er befolket af mennesker, der foretager handlinger, som ikke kan styres og forudsiges, og hvis konsekvenser heller ikke kan styres og forudsiges. Den rummer moralske opfattelser og interessemodsætninger og uenighed. Det er denne større virkelighed, som det volder vanskeligheder at få videnskaben integreret i på fornuftig vis.

Den første barriere for integrationen er den formidlingskonvention, der tager udgangspunkt i en antagelse om, at den virkelighed, som ikke kan nås af videnskaben, ikke er andet end rod og ufornuft; at videnskaben er redskabet til at begribe virkeligheden - af videnskaben altså er større end virkeligheden og derfor må gå ud og fortælle alt folket, hvordan det hele virkelig hænger sammen. Dette er, hvad videnskabsjournalister almindeligvis forventes at befatte sig med. Det er også baggrunden for, at den almindeligt anerkendte opskrift på den gode videnskabsjournalist er en person, der i første omgang er videnskabeligt uddannet og derpå eventuelt behængt med et passende antal kommunikationsteknikker [12] : Den store ide drejer sig om at formidle videnskabens perspektiv, ikke om at integrere det videnskabelige i det almene. Videnskabsjournalisten menes at skulle identificere sig med videnskaben og at skulle repræsentere det videnskabelige perspektiv og verdenssyn.

Et centralt ideal inden for journalistikken er derimod, at journalistens identifikation skal gælde i forhold til offentligheden. I dette ligger også, at journalistens perspektiv er det almene. Hun beskæftiger sig med den virkelighed, vi lever i. Hvilket i princippet giver hende gode muligheder for i sit virke at bidrage til overvejelser om videnskabens rækkevidde og begrænsninger, generelt og fra sag til sag, og dermed at bidrage til udvikling af en almen, en offentlig fornuft, der beskæftiger sig med alt dét, som videnskaben ikke kan nå, og som kan tjene til at håndtere og integrere videnskaben i virkeligheden.

En anden form for fornuft

De fleste journalister vil antagelig erklære sig enige i udsagnet om, at journalistens identifikation må gælde i forhold til offentligheden. Alligevel er udnyttelsen af de journalistiske muligheder - varetagelsen af de journalistiske opgaver - som jeg her har antydet, så godt som ikke eksisterende i forhold til videnskab. Hvor journalistikken møder videnskaben, er det almindeligt, at journalistikken går i opløsning. Den spørger og undersøger ikke selvstændigt, skeptisk og kritisk. Den gør ikke forsøg på at præstere en almen fornuft, men underordner sig i stedet videnskabens fornuft.

Hvordan kan det være? Og hvordan kan det være, at en identifkation med feltet, som på andre journalistiske stofområder ville blive regnet for en anomali og et problem, i forhold til lige netop forskning og videnskab anses som norm og ideal? Forståelse af dette fænomen skal søges i journalistikkens historie, som ikke mindst er præget af en stræben efter at tilpasse sig og leve op til videnskabelige idealer om objektivitet - efter min bedste vurdering en ulyksalig stræben, blandt meget andet fordi den har ført til en journalistisk selvforagt i forhold til dét, som journalistikken har mulighed for at gøre: At gøre offentlige anliggender tilgængelige for samtale og diskussion. At bruge sproget til at fortælle om virkeligheden sådan, at det bliver muligt i offentlighed at vurdere erkendelses-, værdi- og interessemæssige aspekter og at overveje og drøfte, hvordan det er fornuftigt og rigtigt at handle, og hvordan vi kan være uenige på civiliseret vis.

I mødet med videnskaben som det store forbillede og den ægte vare slår selvforagten ud i fuldt omfang. Journalistikken smelter bort. Og den videnskabelige verden berøves potentielle samtalepartnere, der kunne have repræsenteret det almene perspektiv, som er en forudsætning for integration af videnskaben i virkeligheden og for en fornuftig offentlig samtale om forskning og videnskab.

Efterhånden som videnskaben breder sig ud over alt, risikerer den at løbe helt tør for kritiske samtalepartnere, der repræsenterer et andet perspektiv. På kort sigt kan det forekomme at være en befrielse, snarere end et problem. Der er imidlertid grund til at regne med, at det på lidt længere sigt vil vise sig at være et problem: At blive berøvet adgangen til at møde kritik på andre præmisser end sine egne er at blive berøvet muligheden for at udvikle sine traditioner, normer og idealer i forhold til nye vilkår og betingelser.

Alt har sin begrænsning. Det lader sig ikke gøre at udvikle teknologi med almen fornuft. Denne form for fornuft egner sig til vurderinger af og diskussioner om, hvad man kan og ikke kan med teknologi, hvad der er ønskeligt og ikke ønskeligt og hvorfor og hvorfor ikke. Overvejelser af denne art lader sig til gengæld ikke praktisere ved hjælp af videnskabelig fornuft. Den har også sine begrænsninger. Den alvorligste begrænsning er, at den er utilbøjelig til at overveje disse begrænsninger og til at gå i dialog med andre former for fornuft; at den har så svært ved at begribe, at uenighed kan bunde i andet end uvidenhed og forskrækkelse. Den aktuelle formidlingsfeber og den dominerende opfattelse af videnskabsjournalistik er på samme tid udtryk for denne begrænsning og en barriere for at udvikle nye forbindelser mellem videnskab og offentlighed og mellem videnskab og journalistik.

Noter

  1. www.videnskabsministeriet.dk
  2. Porter, Roy. Enligthenment. Britain and the Creation of the Modern World. Penguin Books. 2000. p. 142
  3. Jacob, Margaret C. The Enligthenment. A Brief History with Documents. Bedford/St. Martin’s. Boston. New York. 2001. p.2-3 og 70
  4. Hobsbawm, E.J. The Age of Revolution. Europe 1798-1848. Cardinal. 1973. p.329
  5. Wood, Gordon S.. The Radicalism of the American Revolution. Vintage Books. New York. 1993. p. 360
  6. Wells, H.G., Julian Huxley & G.P. Wells, The Science of Life 1-30, 1929-1930
  7. For yderligere diskussion af denne kontrakt se for eksempel: Gibbons, Michael. Science’s new social contract with society. Nature. Vol.402. Supp. 2. december 1999 (www.nature.com)
  8. Swift, Jonathan. Gulliver’s Travels. An authoritative text. The correspondence of Swift. Pope’s verses on Gulliver’s travels. Critical essays. Second edition. Edited by Robert A. Greenberg. W.W.Norton & Company Inc. New York. 1970 (1961) p.156
  9. Hobsbawm, p. 336
  10. Grieg, Nordahl. Ung må verden ennu være. Gyldendal Norsk Forlag. Oslo. De nye klassiskerne. 1987 (1938). p. 147
  11. Nowotny, Helga, Peter Scott & Michael Gibbons,   Re-Thinking Science. Knowledge and the Public in an Age of Uncertainty. Polity. 2001. p. 63
  12. Dette er ikke et specielt dansk, men et internationalt fænomen. Se for eksempel Sharon Dunwoody i Friedman, Sharon M., Sharon Dunwoody & Carol L. Rogers (eds.). Communicating Uncertainty. Media Coverage of New and Controversial Science. Lawrence Erlbaum Associates Publishers. Mahwah, New Jersey. London. 1999.   p. 76: "Science is successfully making the argument that the only good science journalist is the science-trained science journalist."