Om at boltre sig i den videnskabelige litteraturs gode historier

Publiceret April 2004

Der er i tiden – og den nye universitetslov – et krav til forskerne om at formidle deres viden til det omgivende samfund. Denne viden kan groft sagt deles op i det, vi selv producerer og det, vi læser os til. Nu er der jo langt imellem snapsene i den almindelige danske forskers produktion og det meste er helt uegnet til formidling til en bredere kreds. Til gengæld er der rigeligt at tage for sig af i den videnskabelige litteratur. Her følger en historie om egne oplevelser med formidling af videnskabelig viden.

Kollega til kollega

Mine studerende stirrer vantro på mig, når jeg præsenterer dem for retningslinierne for udformning af manuskripter til videnskabelige arbejder. Vi er i gang med en introduktion til videnskabelig litteratur på medicinstudiets fjerde semester, og jeg går bevidst efter en ”chok-effekt” ved at fortælle om, hvor omstændeligt det er at skrive en artikel. Jeg dynger på med referee-ordning, patentregler, uredelighedsudvalg og medforfattererklæringer. Som regel ender det med studentens kapitulation i den forstand, at der melder sig en erkendelse af den videnskabelige afhandlings særlige status som et ”dokument i det offentlige rum”. En kortvarig skuffelse afløses som oftest af anerkendelse af hensigtsmæssigheden i den stramme form, når studenten senere på kurset selv skal læse og sammenfatte en række arbejder. Prisen for den formålstjenlige form er, at der ikke i artikelskriveriet er oplagte muligheder for kreativ formidling af viden.

Til gengæld synes den mere uformelle poster at være en god mulighed. Ved en af mine første postersessioner ville jeg gøre op med posterens helt umulige form, hvor konklusionen i nederste højre hjørne uafvendeligt fører til ømme rygstykker og væltede kaffekopper. Desuden havde jeg bestemt mig for at kvikke min poster op. Min kæreste havde syet en maskot til mig i form af en tøjdyrsudgave af forsøgsdyret – en ciliat. Den hængte jeg på posteren. Jeg havde også fundet ud af, at der findes en slags småkager, hollandske butterdejsører, der ligner et par konjugerende ciliater, og det var netop det system, posteren omhandlede. Jeg placerede følgelig en lille småkageautomat med butterdejsørerne i det utaknemmelige nederste hjørne, satte mine konklusioner et godt stykke ovenfor i øjenhøjde og mente dermed at have løst to problemer på en gang, idet jeg formodede at mine læsere også ville påskønne muligheden for at springe den officielle småkagekø over. Sådan gik det slet ikke.

De schweiziske arrangører fandt mit formidlingseksperiment upassende, og jeg måtte konkludere, at der heller ikke her var frit slag. Siden har jeg kun lavet konforme posters. Værre er at jeg også opgav forskningsprojektet, som ellers havde bragt mig på sporet af apoptose før dette blev et populært emne. Men det er en anden historie.

En kort TV karriere

Lysten til at lege med formidlingen af det videnskabelige stof blev reddet fra uventet hold. Min daværende vejleder, Jan Engberg, fik i 1988 en henvendelse fra Københavns Universitets rektor, Ove Nathan, om at   medvirke ved produktionen af seks TV programmer, der skulle beskrive genteknologiens indtog i danskernes dagligdag. Serien kom til at hedde ”Den Nye Arv” og blev en stor satsning i samarbejde mellem KU og DR . Jeg blev frigjort fra mit stipendieprojekt i tre måneder for at virke som faglig konsulent. Det blev lige fra begyndelsen en besynderlig oplevelse.

Jeg skulle arbejde med to meget forskellige producere. Den ene var af den type, der insisterede på at der skulle være flasker med boblende farvede væsker med røgudvikling i laboratoriet, når vi filmede. Han havde et godt øje til en kobbersulfatopløsning med påskriften ”Blue Lagoon” (efter en film i tiden), som jeg havde stående. Den anden var en ”lad os sætte os ned og finde ud af, hvad manden har at sige”-type. Jeg ragede hurtigt uklar med den første, og da han ville have mig med på en fire dages interviewtur til USA, hvor vi skulle interviewe Watson, Berg og flere andre, ville jeg ikke med. Jeg mente stædigt, at det ikke havde meget at gøre med emnet. Det havde selvfølgelig været sjovt at møde koryfæerne, men egentlig ærgrer jeg mig ikke over at være gået glip af oplevelsen, og jeg mener stadig, at de resulterende scener med Nobelpris-trompetfanfarer og den svenske konge kom til at klæde udsendelserne dårligt. Jeg skal undlade at nævne navnet på den pågældende producer, som i øvrigt senere gjorde en strålende karriere. Den anden, Mogens Kløvedal, blev et spændende bekendtskab. Én af hans grundliggende idéer var, at man aldrig måtte tale ned til publikum, fx ved at forklare alting i detaljer.

I TV kan man ikke bladre tilbage, og det man formidler er derfor snarere et indtryk af sagen end faktuel viden. Prøv selv at teste denne påstand efter næste TV-avis! Sammen rejste vi rundt i landet og opsøgte virksomheder og forskningsinstitutioner, hvor genteknologi var blevet et vigtigt redskab til at komme videre med forsknings- og udviklingsprojekter. Jeg fik lov til at gå til hånde overalt og husker endnu hektiske stunder i klipperummet op til udsendelsestidspunktet og pauserne, hvor klipperen blandt andet viste mig, hvordan han med et klippeteknisk snuptag kunne forvandle en kompetent kollega til usikker amatør.

Serien startede som en seer-succes, men blev hurtigt indhentet af virkelighedens verden. Fra den oprindelige programsætning i den bedste sendetid blev vi flyttet til efter sengetid, fordi TV3 begyndte at sende John Wayne-film i prime time. Den udfordring kunne DR ikke sidde overhørig. Helt galt gik det med det afsluttende debatprogram, som blev programsat fastelavns søndag midt i tøndeslagningstiden, hvor interessen for genteknologiens fremtid formodentligt nåede et lavpunkt hos den almindelige dansker. Trods dette endte serien faktisk samlet set med meget høje seertal, men den blev mig bekendt aldrig genudsendt, fordi DR af politiske grunde var imod idéen om co-produktioner, som denne var et eksperiment med.

At serien nu var ”død” blev for alvor klart for mig da jeg nogle år senere forsøgte at redde nogle meget lange, historisk interessante fraklip med Professor Ole Maaløe. Hverken KU eller DR havde den mindste lyst til at finde frem til disse klip og redde dem for eftertiden! Jeg lærte i denne korte periode, at TV-verdenen er hård, og at selv simple problemstillinger her kan politiseres i utålelig grad.

Og så blev jeg forfatter

Efter min korte TV karriere blev jeg kontaktet af Gyldendals forlag med et tilbud om at skrive en populær bog om genteknologi. En redaktør havde fået den udmærkede idé at lave nogle billigbøger om nogle af tidens emner. De skulle kunne læses af almindeligt interesserede på tre timer. Jeg stod for at skulle undervise i emnet på Universitetet og så med bogprojektet en mulighed for at øve mig i at forklare mig på jævnt dansk.

Det er en fantastisk spændende oplevelse at skrive en bog, men det er helt afgørende at gøre sig klart, at det tager meget lang tid. I mit tilfælde tog det adskillige måneder at gennemarbejde de 80 små sider, som bogen endte med at være på. Det kan måske lyde som et overdrevent tidsforbrug, men det er vel rimeligt at stille de samme krav om omhyggelighed til en sådan publikation, som til en videnskabelig afhandling? Til mit held havde forlaget ansat Inge Damm som én af to redaktører af projektet og med hendes hjælp lykkedes det at ende med gode anmeldelser og lektørudtalelser. Min bog kom til at hedde ”Genernes sprog” og udkom i 1991. Det var sjovt at leve med i bogens korte liv. Den første korte tid længst fremme i boghandlervinduet og med omtale i husstandsomdelte reklamer. Så en længere periode på fjerneste fagbogshylde og efter nogle år, en tur i bunkerne ved årets bogudsalg til 19.95 kr. Herefter udsolgt fra forlaget (restoplag destrueret?).

DEen største glæde er, at jeg hvert år, i form af et brev fra Bibliotekstilsynet, bliver mindet om at nogle hundrede eksemplarer overlever på landets folkebiblioteker. Jeg kunne vælge at tro, at det er udtryk for at bogen stadig er læseværdig, men desværre er sandheden nok, at der ikke er så meget at sætte på hylden i stedet. Efter at Brian Mikkelsen er blevet kulturminister og har besluttet sig for at omfordele bibliotekspengene bliver jeg også, i samme brev fra Bibliotekstilsynet, mindet om, at de ca. ét tusinde kroner som jeg plejede at modtage, ikke længere kommer til udbetaling. Man skal ikke skrive bøger om molekylær biologi for pengenes skyld! Alligevel kan jeg varmt anbefale bogskrivning. Dog kun hvis man har oceaner af tid til rådighed og mulighed for at alliere sig med en dygtig og interesseret ”korrekturlæser”.

Dinosaurerne kommer

Danmark er et lille land og selv en tryksag på 80 sider kan gøre forfatteren kendt i vide kredse. Jeg blev efter udgivelsen af min lille bog ofte kontaktet af journalister, som jeg som regel behændigt viste videre til mere relevante kolleger. Jeg fik også en del opfordringer til at holde foredrag på højskoler, gymnasier og sågar i husmoderforeninger. Jeg holdt nogle få, og det var overraskende for mig at opdage, at jeg kunne give en slags svar på mange forskellige og ofte besynderlige spørgsmål. Det var berigende at høre, hvordan mange mennesker havde evnet at sætte sig ind i sagens kerne og kunne give mig et mere nuanceret syn på mit fag, men snart gik det op for mig, at min fascination af teknikken og de mange spændende opdagelser for let kunne forveksles med en rolle som fortaler for genteknologiens anvendelser. Da jeg dybest set var kritisk over for mange af disse, valgte jeg at begrænse mine optrædener.

I stedet sagde jeg ja til et bemærkelsesværdigt tilbud fra udstillingsarrangøren Teit Ritzau. Dinosaurerne var kommet til Danmark i form af Steven Spielbergs film ”Jurassic Park” og Teit Ritzau fulgte op med udstillingen ”Dinosaurerne lever” som fik Europa-premiere i Tivoli i vinteren 93/94. Teit Ritzau er læge af uddannelse og mente at der var behov for et korrektiv til filmens påstand om genskabelse af dinosaurer ud fra fossilt DNA fra en myg indkapslet i et stykke rav. Jeg fik derfor til opgave at forklare den knapt så spændende virkelighed i form af en lille udstilling i forhallen til de mekaniske dino’er som var udstillingens attraktion. For ikke at falde helt igennem i forhold til dino’erne, blev der lagt vægt på det visuelle. Jeg fik lov til at designe en kæmpestor DNA dobbelt-helix og følge dens fremstilling på et rekvisitværksted i byen og til at forklare mig ved hjælp af vittighedstegninger udført af en professionel tegner. Også dette var spændende oplevelser, og jeg kunne ved selvsyn konstatere at molekylærbiologien ikke blev sprunget over af de besøgende, selvom det helt sikkert var Tyrannosaurus’en der blev husket fra denne Tivoli-tur.  

Udstillingen blev den foreløbige afslutning på min karriere som formidler af molekylær biologi. Da jeg blev kontaktet for at medvirke som forfatter til Den Store Danske Encyclopedi havde jeg ikke mere at byde på. Uden at være sikker, tror jeg at det er godt kun at beskæftige sig med popularisering i en periode af sin karriere. Det er vel også bedre for sagen og for offentligheden, at der kommer friske kræfter til. Inden min sortie havde jeg haft to spændende rejser, som jeg også vil fortælle om.

På ekspedition i Mellemøsten

Et af mine vigtigste bidrag i tjenesten er en lang række af ph. d. kurser om genteknologi og molekylærbiologi. Disse kurser blev startet af Jan Engberg og var oprindeligt postgraduate kurser. I praksis er sonderingen mellem postgraduate kurser og ph. d.-kurser vigtig, for før ph. d. – reformen blev sådanne kurser udelukkende taget af interesse. I genteknologiens barndom meldte der sig mange nysgerrige fra andre fag, og vi fandt hurtigt ud af, at det var et pædagogisk aktiv at have en fremmed fugl med på   kurserne. I vore dages ph. d. - administration er der overhovedet ingen forståelse for et sådant synspunkt. Jan havde på en eller anden måde fået kontakt med arkæologen Ingolf Thuesen fra Carsten Niebuhr Instituttet og sammen lavede de et pionérarbejde inden for den området ”arkæologisk DNA”, en undersøgelse af DNA-indholdet i Tollund-manden.

Ved en selskabelig sammenkomst dristede jeg mig til at foreslå, at ”når Ingolf Thuesen kunne komme med på et genteknologi-kursus, kunne der vel også findes plads til mig på en arkæologisk ekspedition”. Kort efter var jeg indrulleret som deltager på ”Den danske ekspedition til Tell Mashnaqa” i det nordlige Syrien. Det første år deltog jeg som almindelig feltassistent, men efterfølgende kom jeg til at deltage som ”specialist” i to udgravningsår. Emnet var naturligvis ”gammelt DNA”, og vi udviklede feltmetoder til ekstraktion og konservering.

Erfaringerne blev formidlet videre til arkæologerne blandt andet i form af et par teoretiske og praktiske kurser, og vi fik lavet en instruktionsvideo, som blev rekvireret fra mange lande. Der var en betydelig interesse i dagspressen for udgravningen og ét år havde vi en journalist fra Berlingske Tidende med på turen. Til alt held fandt vi den hidtil ældste model af en båd, så der var mulighed for at indsnige tanker om DNA-metoder i ly af en regulær arkæologisk opdagelse. Disse ekspeditioner hører til blandt de mest spændende oplevelser i mit liv og arbejdet førte mig siden på spændende rejser til Sydamerika og Ægypten.

Til min store glæde accepterede min institutbestyrer aktiviteterne som arbejde, selvom   det havde uendelig lidt at gøre med min forskning i små RNA molekyler og ribozymer. Jeg kvitterede for tilliden ved at skrive nogle reviews om gammelt DNA som blandt andet blev trykt i den første bog om emnet og i en monografi for mumieforskere. Som forskningsfelt er gammelt DNA behæftet med betydelige metodologiske problemer og appellerede egentlig ikke til mig. Så da Grundforskningsfonden trods positiv modtagelse af et projektforslag ikke ville støtte os i at udvikle metoderne så de blev praktisk anvendelige, forlod jeg dette felt. Med mig tog jeg meget positive erfaringer med formidling af molekylærbiologien til en anden faggruppe – et ægte eksempel på tværfaglighed.

Det betaler sig at læse i Nature

Den videnskabelige litteratur er fuld af gode historier. I 1992 læste jeg en ”News and Views” i Nature af Jared Diamond om en type II diabetes epidemi på Stillehavsøen Nauru. Øen var næsten gravet bort og solgt som gødning. Indkomsterne havde gjort befolkningen til én af Verdens rigeste, men rigdommen havde medført vestlig levevis og dermed voldsom fedme og diabetes på grund af nauruanernes genetiske disponering. I den epidemiologiske litteratur omtales fænomenet som ”Coca-kolonisering”.

Jeg fortalte om artiklen til min ven, journalisten Ib Hagner, som straks ville ”lave historien”, som det hedder i jargonen. Idéen var at lave en TV film om den truende aldersdiabetes i Danmark og bruge Nauru historien som et billede. Det skal lige nævnes at Ib i sin research lagde stor vægt på at kontakte repræsentanter for nauruanerne og få positive aspekter ind i den tragiske situation, fx planer om at fylde øen op med landbrugsjord for at skabe bæredygtige erhverv. Alligevel fik vi ikke lov til at rejse til Nauru, sandsynligvis fordi en australsk epidemiolog, som forsker i nauruanernes epidemi, var imod projektet. I sig selv en spændende historie!

Jeg havde på det tidspunkt lavet en del research, og vi havde fundet frem til de personer i Danmark, som vi skulle interviewe. Det drejede sig dels om den daværende Bakkens Pjerrot, som selv havde fået konstateret type II diabetes, og dels om en række glimrende danske forskere inden for feltet. Jeg var noget slukøret over at være gået glip af turen til Stillehavet, men opdagede så at Mauritius lå meget højt på listen over forekomst af type II diabetes. Kursen blev i stedet sat mod Det indiske Ocean, men da vi nu skulle af sted med et fuldt filmhold, ville det blive nødvendigt at lave en række andre historier for at få penge nok i kassen. Da jeg var den eneste i gruppen, der talte et brugbart engelsk, blev jeg gruppens interviewer.

Og så sad jeg pludselig dér under Sydens sol og lavede interviews om dansk-inspirerede børnehaver, brygning af den lokale øl (meget god kvalitet), avisproduktion, primær sundhedstjeneste, sygehusforhold og Sega-dans. Der var rigeligt at se til i de få dage på øen, og selv om der ikke var tid til at nyde de mange ferieparadiser, som øen er plastret til med, gav vores hektiske journalistiske arbejde mig én af de bedste ferier nogensinde. Selvom hovedvægten i den sluttelige TV-film var på de danske interviews, synes jeg nok at Mauritius-vinklen løftede historien. Under alle omstændigheder lærte jeg, at det nok kan betale sig at læse nyhederne i Science og Nature, også selv om de ligger fjernt fra ens eget forskningsfelt.

Morale

Der var en gang en dekan-aspirant ved mit fakultet, der i sin valgtale proklamerede, at forskere ikke egner sig til at formidle videnskabelig viden, men at der skulle ansættes professionelle folk, hvis han blev valgt. Det blev han ikke, og jeg synes også, at han var helt galt afmarcheret. Forskere har alle forudsætninger for at formidle. Først og fremmest et stort engagement i det, de arbejder med. For nogles vedkommende, også en arbejdsplads med frihed til at forfølge egne idéer. Problemet er, at det meste af forskningen ikke egner sig til at blive formidlet til en bredere kreds. Men så er der til gengæld alle de gode historier i litteraturen, som det nærmest er svært at lade være med at fortælle. Det er jo historier, som er langt bedre end mange af de trivialiteter, som medierne byder os på. Blot skal man være opmærksom på, at historiefortællingen kræver den samme omhu som forskning og undervisning, og at der er gode råd at hente hos de fagfolk, der har specialiseret sig i historiefortællinger. Historierne ligger der. Fortæl dem!