Ud og se – med ph.d.

Publiceret Januar 2004

Students Corner har tidligere fokuseret på spørgsmålet om, hvorvidt man skal tage et udlandsophold i forbindelse med sin ph.d. eller om det bedre kan betale sig at blive i sit danske laboratorium og arbejde videre på det man er i gang med.

Der er ingen tvivl om, at de respektive ph.d. studienævn gerne ser, at man tager af sted. Lektor Torsten Nilsson-Tillgren, leder af ph.d.-skolen ved Molekylærbiologisk Institut, Kbh. Uni. siger i den forbindelse at "ph.d. skolen meget gerne ser, at alle ph.d. studerende benytter sig af muligheden for at tage et ophold i et udenlandsk laboratorium under ph.d. studiet." Han tilføjer dog, at "hvis det af familiemæssige grunde ikke kan lade sig gøre, så accepterer man også studieskift indenfor Danmarks grænser". De nærmere regler kan ses på www.videnskabsministeriet.dk/cgi-bin/doc-show.cgi?doc_id=105731&leftmenu=LOVSTOF, eller ved at kontakte dit institut.

Og det er sikkert, at man kan lære meget af et ophold uden for Danmarks til tider snævre forskningskredse. er mange ting man kan lære af det - men naturligvis skal det også passe ind i ens projekt på en eller anden måde. Her følger en personlig opfordring til at tage af sted, hvis man har muligheden. For som oftest viser det sig at være en god idé  - også selvom alle de resultater man havde håbet på, måske ikke kommer i hus i første omgang... God fornøjelse.

3½ måned ved La Jolla Institute for Allergy and Immunology, San Diego, Californien

Allerede et halvt år inde i mit mit ph.d. studium på Hagedorn Forskningslaboratorium (www.hagedorn.dk), begyndte jeg at overveje at tage en tre-fire måneder i et laboratorium uden for Danmarks grænser. Jeg blev hurtigt klar over, at det var noget, jeg ville forsøge at få til at lykkedes. I den forbindelse kunne jeg gøre brug af en tidligere ph.d. studerende, Mette Ejrnæs, som nu arbejder i et laboratorium ved La Jolla Institute for Allergy and Immunology (www.liai.org) som mit eget institut også samarbejder med. Hun skaffede mig en kontakt til hendes chef, Dr. Matthias von Herrath, som var meget positiv, og som foreslog at jeg kunne bruge 3-4 måneder i labbet . Umiddelbart lød det jo fint, så det aftalte vi. Projektet, som jeg skulle arbejde på, var ikke direkte forbundet til mit nuværende ph.d. projekt, men de havde dog alligevel en del tilfælles, idet de begge omhandlede problemstillinger i forbindelse med induktion af immunologisk tolerance i en dyremodel for type 1 diabetes. Forskellen var, at de i LIAI arbejder med en virus-induceret model for type 1 diabetes, som jeg ikke havde mulighed for at arbejde med i Danmark, dels fordi modellen kun bliver brugt en 5-10 steder i verden, dels fordi den virus-inducerede model kræver visse sikkerhedsforanstaltninger, både i laboratoriet og i dyrestalden.

Laboratoriet, som jeg skulle besøge, ligger i bydelen La Jolla (udtales La Hoya, skulle jeg hurtigt lære) i San Diego, Californien, og bare det er jo værd at tage med, skulle det vise sig. San Diego er en rigtig dejlig by, nærmest en stor landsby og sådan set ikke som jeg havde forestillet mig en amerikansk storby (San Diego er i top-10 over amerikanske byer mht. størrelse). Der er hav, solskin, surfing, strande - og, nå ja - en hel del bioteknologi (se f.eks. www.sandiego.org). Af mere kendte firmaer kan nævnes Pharmingen/Becton Dickenson, Pfizer og Ligand Pharmaceuticals. Desuden er der en del akademiske forskningsinstitutioner, bl.a. Scripps Research Institute, Salk Institute og hele to universiteter, nemlig University of California, San Diego (UCSD) og San Diego State University (SDSU). Så alt i alt en god by at tage til, både med hensyn til fritid og studier.

Der er naturligvis en del praktiske ting, man skal sørge for at få i orden, herunder et sted at bo, visum, overvejelser omkring transport etc. Men det er alt i alt ikke det store problem, og ikke noget, der skal afholde en fra at tage af sted, synes jeg. Det vigtigste er at få ansøgt om visum, hvilket selv i 2003 ikke er umuligt, når man bor og arbejder i Danmark. Og så skal man selvfølgelig finde et sted at bo. Men det kunne labbet heldigvis hjælpe med.

De første par dage i labbet viste det sig hurtigt at selvom jeg syntes jeg havde planlagt det hele omhyggeligt, så var der alligevel nogle ting jeg havde glemt at tænke på. F.eks. skulle jeg bruge noget serum, som det tog mig tre-fire at få fat i. Men alligevel var mit ophold på mange måder en succes, synes jeg. Også på trods af, at der var ting i mit arbejde derovre, som jeg godt kunne have ønsket mig havde været anderledes - f.eks. var der ud over problemerne med serummet en del problemer med at få fat i den musestamme jeg skulle bruge samt nogle få kemikalier - noget som forsinkede mit arbejde et en god måneds tid, hvilket er meget hvis man kun har 3½ måned i alt. Men det er nok bare noget, man må forvente - uanset hvor godt man planlægger et sådant ophold, er der altid noget, der ikke går som man havde planlagt. Men der er mange andre ting, som jeg synes er værd at nævne: For det første fik jeg prøvet at arbejde i et andet lab, end jeg er vant til. Jeg fik prøvet mig selv og mine evner af på en anden måde, end jeg ville have gjort hjemme i Danmark. Det var sjovt igen at sidde til et lab-møde og føle, at man ikke fatter så meget, og så senere finde ud af, at man begynder at forstå mere og mere. Og det var spændende at møde en masse af de mennesker, hvis artikler, man normalt læser. Selvfølgelig kan man også gøre dette til et møde, men det er nemmere, hvis man arbejder samme sted. Derudover er det sjovt at prøve at arbejde et sted, hvor man kan få adgang til stort set alle tænkelig knock-in, knock-out samt transgene musestammer - det er bare at gå ned i dyrestalden i kælderen.

For det andet har jeg mødt en masse søde og rare kolleger, hvilket måske kan give mig nogle kontakter fremover, hvis jeg skulle få lyst til at lave post.doc. i San Diego. Og jeg har lært, hvilke ting, det er vigtigt at undersøge inden man tager af sted, som f.eks. hvordan arbejdsdagen er i labbet, hvilket godt kan være meget anderledes end, hvad man er vant til.

For det tredje, har jeg lært nye teknikker og har lært hvordan man gør tingene i et andet lab end mit eget. Jeg tror det er sundt, at selvom man godt kan finde ud af at oprense DNA, at man kan se, hvordan det bliver gjort andre steder: Måske kan man lære noget nyt. Og sidst men ikke mindst, har jeg fået en masse personlige oplevelser ved at opholde mig i et andet land i et par måneder. Og det alene, synes jeg faktisk har været det hele værd.

Rent fagligt har jeg som nævnt fået utrolig meget ud af at tage af sted og arbejde på et projekt, som ikke ligner mit eget 100% men som alligevel er i "samme boldgade". Jeg havde nok også den indstilling, at jeg ikke regnede med noget på forhånd - jeg var godt klar over, hvor svært det kan være at sætte noget op på kun 3-4 måneder. Men man håber jo altid, man får nogle resultater, hvilket jeg da også fik. Og dét leder mig frem til min pointe: Nemlig, at hvis man overvejer at tage af sted, så skal man ikke lade sig stoppe af, at man måske laver noget som ikke er i direkte forlængelse men måske mere er en parallel til det projekt, man arbejder med til dagligt. Fordi uanset hvad, så tror jeg altid at tre-fire måneder i et andet land kan lære én en masse ting. Og det skal man ikke glemme midt i stresset over manglende resultater, eller den næste kloning eller færdiggørelsen af sin ph.d. Der skal være tid til at tage af sted 3-4 måneder i en ph.d., uden at ens danske projekt falder fuldstændig sammen, for det er min erfaring, at man virkelig kan få noget ud af at tage af sted, både på det faglige og det personlige plan.