Om slagtning af hellige køer! Peder Olesen Larsens bog: "Forskningens Verden"

Publiceret Oktober 2003

Peder Olesen Larsens: Forskningens Verden, Aarhus Universitetsforlag 2003.

Forskningens VerdenPeder Olesen Larsen - gennem en menneskealder et af dansk forskningspolitiks rigtige damplokomotiver - har skrevet en særdeles læseværdig og tankevækkende bog om forskningens besynderlige verden. Olesen Larsen er biokemiker, vist endda den første landet har uddannet af slagsen, og har været professor ved KVL. Han kom tidligt ind i Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd. Skridtet ind i administrationen blev taget, da han blev direktør for Forskningsdirektoratet, hvor han stod bag dannelsen af Danmarks Grundforskningsfond, som han også har været direktør for. I dag er han adjungeret professor i forskningspolitik ved Aarhus Universitet.

Alt dette har givet ham et solidt og omfattende kendskab både til forskningen selv, men også til dens administration og politik. Sin dobbelte viden har han i mange sammenhænge gjort tilgængelig gennem en række forskningspolitiske publikationer, blandt andet bogen Forskningspolitik i et lille land fra 1981.

Der findes mange fag, der gerne udtaler sig om forskellige aspekter af forskningen: videnskabshistorie, -sociologi, -filosofi med videre. Denne bog er i udgangspunktet tværdisciplinær. Ideen har været, at "skumme fløden af de mange mælkekander for at kunne nå frem til et overblik, en samlet fremstilling". Forfatteren betegner det som "forskning om forskning". Den er mere beskrivende end normativ. Derfor er den et godt supplement til de mange videnskabsfilosofiske bøger, som allerede er på markedet, og som først og fremmest beskæftiger sig med, hvad der er god og dårlig videnskab. Olesen Larsen bruger på dette punkt pegefingeren mindre. Og det er rart. I virkeligheden er det den første bog af sin slags på dansk. Det er en pionerindsats, som Olesen Larsen her har leveret.

Forskersamfundets myter

Bogens forfatter gør opmærksom på, at bogen både henvender sig til aktive forskere og politikere. Forlaget hævder på bagsiden, at den kan læses af alle med interesse for forskning. Lad os først se på hvad forskerne kan få ud af at læse bogen.

Olesen Larsen går med stor iver løs på mange af forskersamfundets egne myter. Et af kapitlerne beskæftiger sig indgående og særdeles kritisk med begrebet forskningsfrihed. Ofte bruges dette begreb helt uden omtanke. Alt for ofte fungerer begrebet forskningsfrihed som et skjold, hvormed visse forskere forsvarer deres velerhvervede rettigheder og indgroede interesser. I stedet for at tale om forskningsfrihed som en ubestemt rettighed skal vi ifølge forfatteren i lige så høj grad tale om forskningens pligter.

Omvendt efterspørger politikere "mere konkurrence" i forskningen. Med denne bog i hånden kan man med god ret svare, at forskningens verden er en af de mest konkurrencefyldte menneskelige aktiviteter overhovedet. Derfor er et uspecificeret krav om mere konkurrence i forskningen næppe berettiget.

Et af bogens længste kapitler (60 sider) beskæftiger sig med forskningens etik og forskernes ansvar over for samfundet. Her er Olesen Larsen nok lidt mere forsigtig, end jeg synes, der er grund til at være.

Et andet kapitel stiller skarpt på forskningens interne evalueringsformer. Det er generelt meget stor tiltro til, at tidsskrifternes referee-system virker efter hensigten. Det samme gælder forskningsråds og de mange forskellige fondes peer review-systemer. Olesen Larsen konkluderer imidlertid, at disse systemer langt fra altid fungerer så godt, som vi kunne ønske. I mange tilfælde fungerer de faktisk slet ikke efter hensigten. Den eneste grund, vi kan angive for at holde fast ved dem, er den, at vi ikke kan pege på alternativer, som beviseligt fungerer bedre, og som vi kan sætte i stedet. Som artikler i de to sidste numre af BioZoom (vol. 6, no. 2 og 3, 2003) med al tydelighed viser, er bogens analyse af peer review-systemets styrker og svagheder jo særdeles aktuelt stof i øjeblikket.

Et tredje kapitel beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvor godt forskningen egentlig betaler sig. Økonomerne regner meget på den slags, og de kommer til vidt forskellige resultater. Budene varierer fra beskedne 20 pct. til 800 pct. Læseren kan selv gætte på hvilken af disse muligheder, der er mest den sandsynlige. Olesen Larsens fornuftige indvending er, at vi altid er nødt til at se på hvilken slags forskning, det drejer sig om. Ikke alt er lige profitabelt.

Olesen Larsen er tydeligvis i sit es, når han piller ved forskernes myter om sig selv. I denne bog slagtes der faktisk nogle hellige køer.

Forskning i praksis

Forskningens Verden handler om en verden, som for de fleste af dette blads læsere er dagligdag og arbejdsliv. Det er en verden som medierne ofte fremstiller noget ensidigt. Forskningen fremstilles enten som ren idyl og glitter, for eksempel når der årligt deles nobelpriser ud, eller også fremhæves dens skyggesider, når forskerne viser sig at have svindlet med resultaterne eller på anden måde snydt på vægten. Alt det, der placerer sig mellem det heroiske og det forbryderiske, glider let i baggrunden til fordel for de gode historier.

Medierne fortæller også ofte kun om forskningens færdige resultater i form af kontroversielle eller revolutionerende nybrud i teori og eksperiment eller de teknologiske muligheder, hvert nyt skridt åbner. Herved bliver forskningen en stor sort kasse, hvis funktion og indhold mystificeres. Os, der befinder os inden for systemet, ved sjældent særlig meget om, hvordan forskningen generelt bliver til, hvordan dens produktion er organiseret, og hvordan forskerne holder justits og orden i rækkerne. Vi ved sikkert en hel del om vores eget forskningsfelt, men er så til gengæld uvidende om forholdene på andre forskningsområder. Bogen her beskæftiger sig med hvordan forskningen fungerer i praksis og fortæller hvad sker inden produktet er færdigt.

Bogen giver helt konkrete oplysninger herom. Ikke kun om den naturvidenskabelige forskning, eller for universiteternes forskning, men for alle slags forskning. Denne side af bogen har sikkert størst appel til almindeligt interesserede læsere. Men mit gæt er, at der også er meget her, som må være nyt for de fleste aktive forskere.

Det er en bog, som burde være skrevet på dansk for mange år siden. Og det er godt, at nogen endelig har taget sig sammen for at gøre arbejdet. Forfatteren har en forfriskende ambition om at komme hele vejen rundt. Dette lykkedes egentlig forbavsende godt, i betragtning af de vanskeligheder det kan give.

For få illustrationer

Udover den flotte forsideillustration er bogen fattig på illustrationer. Kun en enkelt blev der plads til. Emnet egner sig heller ikke specielt godt til illustration, men der burde kunne gøres mere for at illustrere bogen. Olesen Larsen skriver friskt og uden omsvøb. Sproget er ikke unødigt kompliceret og det er derfor synd at teksten ikke ledsages af flere billeder. Et sted omtales for eksempel en bestemt vækstkurve. Det ville næppe have været uoverkommeligt at reproducere denne. Flere billeder ville betyde endnu mere spræl og liv.

I et appendiks har forfatteren i tabelform samlet en række af bogens engelske og danske begreber. God idé.

En enkelt sproglig detalje virker irriterende: Olesen Larsen vil gerne give sin fremstilling stor sammenhæng. Kapitlerne er derfor forsynet med utallige henvisninger til andre kapitler, som belyser de samme eller lignende problemstillinger, eller på anden måde er relevant for det aktuelle kapitels indhold. Det sker gennem henvisninger af typen: jævnfør kapitel x. Det er naturligvis en god service til læseren, som derved meget bekvemt kan få opfrisket sin hukommelse. Men det giver også fremstillingen et noget anstrengende præg. Flere kapitler i bogen (specielt 9.2. og 11.9.), får karakter af gennemgangskapitler, hvor både forfatteren og derved også læseren taber tråden. Indholdet glider i baggrunden. Der er simpelthen for mange krydshenvisninger, og jeg synes at forfatteren med fordel kunne have holdt lidt igen. En bog er en bog, og ikke en hjemmeside, hvor man kan klikke sig frem og tilbage.

Forskningen som have

I introduktionen siger forfatteren, at vi kan forestille os forskningsverdenen som en have. Forskerne er havefolket, dem der passer og plejer haven, beskærer og fælder gamle og udgåede vækster og planter nye. Det er dem, der sørger for næring og vand til havens planter, så de kan gro og levere blomster, grønsager og frugt. Det er også dem, der holder ukrudt nede og sørger for at rådne frugter smides ud og stikkende tidsler ikke finder vej til haven. Haven har et stort potentiale. Der er mange, der gerne vil være gartnere og forvaltere af denne have. Der er også mange meninger, om hvordan fremtidens have skal se ud, hvilket produkter den skal levere og hvordan. Også udefra kigges der ind gennem hækken og stilles krav om bestemte leverancer.

Forskningens Verden bærer undertitlen Prydhave, Nyttehave, Vildnis. Det er næppe tilfældigt, at der ikke er placeret et spørgsmålstegn herefter. Forskningens have kan og skal være lidt af hvert. Prydhaven: hvor kun de bedste eksemplarer af hver sort vælges ud og udstilles, fordi de i sig selv er smukke og gode. Nyttehaven: hvor der dyrkes mange eksemplarer af de mest nyttige og næringsfyldte sorter. Vildnisset: hvor tingene får lov at passe sig selv, hvor nye hybrider kan opstå, og nye og ukendte fr  flyver ind udefra.

Hvis ikke haven passes, ender den som et rent vildnis, og det kan ingen være tjent med. Derfor er det nødvendigt med diverse redskaber til at passe haven med. Jeg kunne godt tænke mig, at Olesen Larsen havde taget os en tur med ind i havefolkets og haveejernes redskabsskur, og havde diskuteret de redskaber, der kan anvendes for at sikre, at haven i dag og i fremtiden kan gøres både nyttigere og skønnere.

Som sagt er bogen mest beskrivende. Det er først og fremmest en bog om forskning ikke om forskningspolitik. Men jeg tror, at der er en del læsere som i bogen vil savne flere bud på, hvordan den rigtige forskningspolitik kan sikre os, at vi får mere ud af forskningen. Hvis jeg var politiker, ville jeg afgjort efterspørge flere konkrete forskningspolitiske bud i bogen.

En bog mere – tak!

Et bedre overblik over forskningspolitikkens redskaber er især aktuelt, fordi forskningen, som Olesen Larsen selv påpeger, ikke i al fremtid kan ekspandere med den hastighed, hvormed det er foregået de sidste mange hundrede år. Væksten kan ikke fortsætte, i hvert fald ikke i alle retninger. Vi får derfor i stigende grad brug for at vælge og prioritere. Det har politikere, embedsmænd og forskere, skal det tilføjes, naturligvis altid gjort, og forfatteren har selv været med til det. Der er en masse erfaringer at trække på. Olesen Larsen bruger selv et kapitel på  at påvise, at tingene ikke kan blive ved som de plejer, og at forskningen i dag står over for helt nye krav om at levere resultater. Jeg håber derfor, at Olesen Larsen også vil skrive en bog om midler og mål i forskningens politik. Den er nemlig også hårdt tiltrængt og mindst lige så interessant.

Hvad kan denne bog bruges til, mens politikerne venter på del 2? Store dele af bogen vil egne sig særdeles godt til Fagets Videnskabsteori, fordi den i højere grad beskæftiger sig med det forskningen er, end det den ifølge forskellige filosofiske standarder burde være. Generelt kan man håbe, at bogen vil være med til at hæve debatten om forskningen. Det vil gavne debatten, og det vil på  sigt utvivlsomt også gavne forskningen.