Det voksende forskningsbureaukrati

Publiceret Oktober 2003

Den offentlige kemiske forskning koster mange penge, og det er i dag en nødvendighed at jagte finansiering fra alle tilgængelige kilder. Politikerne har bevidst konstrueret systemet, og de benytter det til gennem selektive aktivitetsudbud at prøve at styre forskningens udvikling. Mange af mine kolleger har tidligere kommenteret dette, og det er derfor ikke mit ærinde at forsvare eller kritisere selve konceptet. Mere upåagtet er de sideeffekter denne politik har fået. Starten på EU's 6. rammeprogram rummer illustrative eksempler herpå.

Efter en omfattende planlægning baseret på ønsket om at fremme objektivitet og kvalitet i udvælgelsesprocessen besluttede EU sig til at anvende en tretrins model ved projektudvælgelsen. I sommeren 2002 blev europæiske forskergrupper inviteret til at sende et letter of intent til kommissionen for at synliggøre deres forskningsområde og deres interesse i at søge projektstøtte. Over 18.000 letters of intent blev modtaget i Bruxelles. Med udgangspunkt i denne massive interessetilkendegivelse formulerede kommissionen sin indkaldelse af ansøgninger i begyndelsen af 2003. For at begrænse antallet af ansøgninger i anden runde blev emnerne formuleret meget snævert, og kravene til konsortieorganisation blev strammet kraftigt i forhold til tidligere. Alligevel blev der indleveret mere end 700 forslag til faglig evaluering. De bedste 100 blev opfordret til at udarbejde et detaljeret forskningsprogram for 18 måneder samt et generelt program for et 3-5-årigt forløb. I både Network of Excellence og Integrated Project var der tale om store konsortier med 15 til 120 partnere. Slutteligt blev 15-20 projekter udvalgt til forhandling om finansiering. Den samlede uddeling af forskningsbevillinger løber op i 250-300 mio euro.

Jeg har erfaringer fra deltagelse i to konsortier i denne proces, og jeg tror ikke, mine erfaringer er utypiske. I mit IP deltog 28 partnere (heraf 10 store virksomheder), og de samlede udgifter ved projektet gennem alle tre faser lå på 3 mio euro. I mit NE deltog 40 partnere, og projektet gennemløb fase 1 og 2. Den samlede udgift var 300.000 euro.

Ud fra mine tal ser regningen for forberedelse af projekter ud som følger:

Fase 1 og 2 for 600 projekter: 600 x 0.3 mio euro = 180 mio euro.

Fase 1, 2 og 3 for 100 projekter: 100 x 3.0 mio euro = 300 mio euro.

Hertil kommer kommissionens udgifter til sagsbehandling og evaluering. De kendes ikke i detaljer. Det er imidlertid klart, at forskningseuropa har investeret 2-3 gange mere i forberedelsen af ansøgninger, end der udloddes i bevillinger. Det er absurd. Udviklingen ses klarest i EU, men på nationalt plan er tendensen den samme.

Samtidig giver kravet om store konsortier med detaljerede forsknings- og samarbejdsplaner ingen mulighed for at projekterne kan indeholde helt ny forskning,. Det bliver nødvendigvis det, der allerede er prøvet, men ikke publiceret, som kommer til at indgå.

Det værste ved historien er, at ingen ser en mulig vej ud. Presset på bevillingssystemet vil fortsætte med at vokse og kravet om evaluering og bedre styring vil medføre endnu større omkostninger. Set i lyset af denne udvikling er der forsonende træk ved det gamle system, hvor basisbevillingerne var meget større. Vel havde man ikke styring på forskningen, men hvis blot 30% førte til noget fornuftigt, så ville resultatet være lige så godt som i dag, hvor de fleste af pengene ender i forskningsbureaukrati.

Offentliggjort i Dansk Kemi. Gengivet efter aftale.