Den videnskabelige Sandheds skrøbelighed

Publiceret Juli 2003

I en nyligt udgivet artikel i Annals of Internal Medicine af Poynard et al. med titlen "Truth survival in clinical research: an evidence-based requiem?" har forfatterne undersøgt artikler vedrørende skrumpelever og leverbetændelse, og forfatterne konkluderer at den gennemsnitlige halveringstid for sandhed indenfor denne forskningsdisciplin er 45 år.

"Patologisk videnskab"

Begrebet patologisk videnskab blev fostret af nobelpristageren i kemi Irving Langmuir. De klassiske symptomer på patologisk videnskab drejer sig ikke om uærlighed. Derimod kan videnskabsfolk, der jo er trænet i at observere selv små udslag og ændringer i forbindelse med eksperimenter, fristes til at tolke falske resultater, fordi man er ubevidst om menneskets evne til at forledes af subjektive effekter, ønsketænkning og eksperimentelle grænse-interaktioner. Patologisk videnskab fostrer ofte meget epokegørende og opmærksomhedsskabende opdagelser, der genererer hundredvis af artikler, hvorefter de gradvist svinder hen. Der findes mange historier om disse fænomener, en af disse er historien om opdagelsen af de såkaldte N-stråler.

N-stråler

I 1903, kort tid efter at Röntgen havde opdaget røntgen-stråler, hævdede en fransk fysiker, René-Prosper Blondlot (1849-1930), at have opdaget en ny type stråling - de såkaldte N-stråler (efter universitetsbyen Nancy). Under et forsøg på at polarisere røntgen-stråler fandt Blondlot de såkaldte N-stråler. Ved hjælp af en opvarmet platintråd i et jernrør, var Blondlot i stand til at frembring N-stråler. På en skærm bemalet med calciumsulfid, der oplystes når N-strålerne blev afbøjet af en aluminiumsprisme kunne man, ifølge Blondlot, iagttage lysende spor med det blotte øje, når forsøgene blev udført i et mørklagt lokale. Der blev publiceret mere end 300 artikler om fænomenet i løbet af en fireårig periode. Det franske akademi var imponeret og ville overrække Blondlot en pris, men tidsskriftet Nature var skeptisk og sendte en fysiker, Robert Wood, for at undersøge sagen. Under forsøget, der foregik i en rum henlagt i mørke, fjernede Robert Wood en afgørende aluminiumsprisme, men Blondlot kunne stadig detektere N-strålerne, og det blev klart, at strålerne blot var et visuelt selvbedrag hos Blondlot. Det franske akademi overrakte alligevel prisen til Blondlot, idet man hastigt ændrede begrundelsen til at gælde hans øvrige fortjenester. (Robert Wood er i øvrigt senere blevet kendt som en af de første, der har fotograferet en UFO!?).

Polyvand

Tilfældet med polyvand viser, hvordan ønsket om at tro på et nyt fænomen til tider kan overskygge kravet om gennemprøvede, velkontrollerede forsøg. Den sovjetiske fysiker Boris Valdimirovich Derjaguin fremsatte i 1966 teorien om en ny fysisk tilstand af vand, såkaldt anormalt vand. Ved at varme vandet og lade det kondensere i kvartskapillarrør fandt han, at dette anormale vand havde sine helt egne karakteristika; viskositeten var 15 gange højere end almindeligt vand,  og kogepunkt og frysepunkt var henholdsvis højere og lavere end for almindeligt vand. I den efterfølgende årrække blev der publiceret en række videnskabelige artikler, der alle beskrev egenskaber for det såkaldte "polyvand", der blev udviklet modeller, som blev underbygget af eksperimenter, i hvilke man kunne få vandet til at polymerisere.

Man diskuterede endda muligheden af omfattende skader, der kunne forårsages af polyvand, hvis det slap ud fra laboratorierne og polymeriserede verdenshavene. Ganske langsomt begyndte opmærksomheden omkring polyvand at mindskes; det viste sig umuligt at fremskaffe større mængder af vandet, idet det kun var muligt at danne polyvand i tynde kapillarrør. Efterhånden viste det sig, at det polyvand man kunne analysere var forurenet med fremmedstoffer som phospholipider eller silicium. Et afgørende bevis for polyvandets manglende eksistens var Rousseau og Porta's artikel i Science i 1970, hvori de ved IR-spektroskopi viser, at polyvand og håndsved har fuldstændigt samme spektrum. Lidt efter lidt begyndte videnskabsfolk at indrømme, at deres eksperimenter havde været behæftet med manglende kontroller og dårligt design. Efterhånden som disse blev forbedret, forsvandt beviserne for eksistensen af polyvand, og teorierne bag blev hurtigt omdøbt til polycrap.

Kold fusion

En anden kendt og berømt "opdagelse", hvor patologisk videnskab er kommet til udtryk, er Pons og Fleischmann's opdagelse af  kold fusion (1989); et eksperiment, hvor de to elektrokemikere iagttog en uventet energiudvikling i et galvanisk forsøg med palladiumelektroder med et stort indhold af deuterium. Opdagelsen vakte stor opsigt, fordi resultatet kunne føre til en simpel og billig metode til udvinding af fusionsenergi, og en række laboratorier eftergjorde Fleischmanns og Pons' forsøg, men ingen fandt sikre tegn på fusionsprocesser. Endnu i dag arbejder flere mindre laboratorier med forsøg med kold fusion, men med stadigt aftagende håb om, at det vil kunne føre til fusionsreaktorer.

Benveniste-affæren

Det sidste skud på stammen er fra 1998, hvor tidsskriftet Nature udgav en artikel fra Professor Jacques Benveniste's gruppe i Frankrig. Artiklen omhandlede en teknik, der senere skulle blive kendt som "infinite dilution". I artiklen beskriver Benveniste en række forsøg med såkaldt degranulering; en påvirkning af basofile celler (en type hvide blodlegemer) med specifikke antistoffer indeholdt i et antiserum. Ved denne påvirkning frigør de basofile celler histamin, som kan detekteres med en speciel farvningsteknik. De forsøg, Benveniste gennemførte, anvendte dog utroligt lave koncentrationer af antiserum. Fortyndinger på helt ned til 10120 (hvilket angiveligt skulle give en forsøgskoncentration på 10-126 M antiserum) gav positive resultater. Da disse tal jo er langt under Advogadros tal, indeholder fortyndingerne enten ingen molekyler af antiserum eller også kan Advogadros tal ikke anvendes i denne forbindelse. Benveniste argumenterede med at vandet kunne agere som en slags "støbeform", der kunne tage et aftryk af de opløste molekyler, og dette aftryk kunne således findes i de efterfølgende fortyndingsrækker. Artiklen i Nature blev trykt med forbehold fra den videnskabelige redaktør, der selv nedsatte en undersøgelsesgruppe, der skulle finde baggrunden for de bemærkelsesværdige resultater. Undersøgelsesgruppen bestod af tre personer: redaktøren selv, en kritisk forsker indenfor fysik (som tidligere havde gjort sig bemærket med at afsløre videnskabelig svindel) og en tryllekunstner! En række dobbelt-blindforsøg viste, at det var umuligt at observere degranulering af basofile celler med stærkt fortyndede opløsninger af allergener. Disse kontrolforsøg viste, at forudfattet mening omkring forsøgenes udfald havde været afgørende for aflæsning af forsøgsresultaterne.

Udløbsdatoen for den videnskabelige Sandhed

Nu er det heldigvis sådan, at ikke al videnskab er patologisk videnskab. Giver man sig til at se på ikke-patologisk videnskab, så holder sandheden da også lidt længere - men ikke evigt! I en nyligt udgivet artikel i Annals of Internal Medicine af Poynard et al. med titlen "Truth survival in clinical research: an evidence-based requiem?" har forfatterne undersøgt artikler vedrørende skrumpelever og leverbetændelse (cirrhosis og hepatitis). Artikler fra 1945 og frem til 1999 er blevet udtaget fordelt på intervaller på fem år. Abstracts fra artiklerne, primært fra tidsskrifterne Lancet eller Gastroenterology, blev gennemgået og reduceret til enkeltstående sætninger i et nutidigt sprog. Disse sætninger eller påstande blev herefter fremført for seks trænede hepatologer, der klassificerede udsagnene i tre kategorier: stadig sandt i år 2000, forældet, men ikke forkert samt falskt (et eksempel på et forældet udsagn kunne være forebyggelsen af hepatitis A med immunoglobuliner. En behandlingsform, der i dag er erstattet af vacciner).

Resultaterne af disse spørgsmål viser, at man kan iagttage et gradvist tab i sandhedsværdi gennem årene, og den gennemsnitlige halveringstid for sandhed indenfor denne forskningsdisciplin er 45 år. Eller sagt med andre ord: Hvis man studerede leversygdomme for 45 år siden og vel at mærke var helt a jour med den internationale viden, så vil halvdelen af det, man lærte den gang, altså være forældet eller falsk i dag. Ikke overraskende, viser det sig klart, at negative konklusioner (f. eks. "behandling x virker ikke") er mere holdbare end positive. Eneste klare lyspunkt set fra et evidensbaseret synspunkt er, at meta-analyser baseret på individuelle data har givet 100% holdbare konklusioner - hidtil.

Så vidt vi ved, findes kun et tilsvarende studie, nemlig Hall & Platell's analyse af "Half-life of truth in surgical literature". Interessant nok når man også her frem til en halveringstid for sandheden på 45 år. I den kirurgiske litteratur er der især tale om forældelse af teknikker, og Hall & Platell filosoferer da også over, hvor længe det nuværende kirurgiske paradigme vil overleve. De konkluderer, at kirurgerne godt kan begynde at lægge kniven på hylden, eftersom den nuværende åbne kirurgi vil være afløst af medicinsk behandling og minimal invasiv kirurgi i 2038 (kikkertoperationer og lign.).

Nu er det jo ikke givet, at disse konklusioner fra den medicinske gren af videnskaben kan overføres til andre videnskabelige retninger, men analyserne er både spændende og udfordrende. Afsluttende citat fra den franske poet Paul Valery får derfor næsten evangeliske overtoner, når tidligere videnskabelige sandheder oftere og oftere bliver tilbagevist af nye opdagelser; "Problemet for tiden er, at fremtiden er ikke, hvad den har været".