Professorer: Rigtige kvinder vil bedømmes

Publiceret Juli 2003

Kvindelige professorer er udråbt til en mangelvare. Debatten går på, om man skal favorisere kvinder ved at opslå professorater, hvor annonceteksten favoriserer kvinder: "Ved ansøgere med lige kvalifikationer, vil man fortrække en kvinde". Lad mig melde klart ud: Øremærkning af professorater til kvinder er udtryk for kønsdiskriminering!!!

Der er flere professorkvalificerede forskere, end der er professorer. Det gælder både mænd og kvinder. Når en professorkvalificeret kvinde ikke allerede er blevet professor skyldes det ikke nødvendigvis, at hun er blevet udkonkurreret af en mand. De fleste professorkvalificerede kvinder har formentlig aldrig søgt et professorat. Det typiske problem er, at der ikke bliver slået et professorat op inden for kvindens forskningsområde. Hvis der ikke er et stillingsopslag, er der jo ikke et professorat at søge.

Jeg må nødvendigvis hente eksempler fra min egen verden - den medicinske. Der findes medicinske fakulteter ved de tre store universiteter. Typisk vil der kun være én klinisk professor i hvert grenspeciale ved hvert universitet. For at komme i betragtning til et klinisk professorat skal man dels være speciallæge, dels overlægekvalificeret, foruden naturligvis professorkvalificeret - og ja, så skal der altså lige være en stilling.

Det siger sig selv, at timingen kan være en vigtigere faktor end forskningsmæssige kvalifikationer. Hvis et professorat slås op per automatik, fordi den gamle professor i faget går af, ja, så kan man risikere, at et professorat går ganske billigt og at oplagte talenter forholdes muligheden for at søge - f.eks. fordi de "mangler et år" i at være overlægekvalificerede. Timing er altafgørende. Har man øje for, at der er et oplagt professoremne klar om nogle år, kan man vælge at "time opslaget", vikarbesætte professoratet i nogle år og sikre sig, at man ikke får ansat den forkerte, som dermed kan komme til at spærre for talentet. En sådan timing kan være helt på sin plads. Fakultetet må sikre sig de bedste professorer - også på sigt.  Skal imidlertid ikke blot retfærdighed ske fyldest, men skal universitetet reelt sikre sig den bedst kvalificerede til professoratet, ja, så er det jo vigtigt, at man kan overskue talentmassen - hele massen. Og det er netop her kvinderne kan komme i klemme - for hvad nu hvis "man" ikke har øje for kvinden.

"Man" er "old boys-professorerne". Disse "old-boys" er formelle beslutningstagere og danner uformelle netværk - de er fra en tid, hvor der var få kvinder på banen. Hvis de har gjort det godt, har de været med til at klække potentielle professoremner.  Mange professorer har en protege, mange unge mandlige forskere har en mentor. De fleste professorer er mænd. I mentorrollen ligger, at man spejler sig. En mand spejler sig ikke i en kvinde. En mand spejler sig i en mand. Det typiske mentor-protege par kan bedst beskrives som et fader-søn forhold.  Derfor kan man være vejleder for mange, men man udser sig én efterfølger, den man har faderrollen for, den der kan føre ens eget livsværk videre. Min pointe er, at det der først og fremmest gælder for de kliniske professorater er timing, og at mænd i højere grad end kvinder har en chance for at blive tilgodeset ved timing. 

Har man et særligt forskningstalent er der dog mulighed for at opslå et professorat uden for nummer, om jeg så må sige. Man kan opslå professorater for at fastholde et særligt talent eller for at tilgodese nye ekspanderende forskningsområder. Der tænkes her på såvel blivende professorater som femårige forskningsprofessorater. Sidstnævnte finansieres typisk af private fonde eller af forskningsrådene. De her omtalte professorater har den fordel, at de ikke skal være ledige førend de skal opslås. De kan altså times efter talentet. Når man beslutter sig for at opslå et professorat af denne type, vil man typisk have en enkelt eller måske flere kvalificerede ansøgere for øje. Professorater af denne type vil typisk opslås med en snæver ordlyd. Den fokuserede ordlyd indebærer naturligvis, at kun forskere inden for lige dette område kan komme i betragtning. Med andre ord, en kvinde kan være nok så professorkvalificeret, men lige meget hjælper det - hvis ikke man har hende for øje, løfter hende frem som et talent der skal tilgodeses, sikrer at hendes forskningsområde prioriteres, sikrer at der overhovedet er et professorat hun kan søge. Tilbage til mentor-funktionen. Hvis kvinden er "self-made" og vokset frem uden mentor, er det alt i alt mindre sandsynligt, at et professorat vil blive opslået i hendes forskningsområde. Dermed sagt at uanset hvor mange mærkater, der klistres på et professoropslag af typen "kvinder foretrækkes", så bliver man jo ikke professor i elektrofysiologi, hvis man forsker i børnepsykiatri.

Jeg har argumenteret for, at kvinder overses i det almindelige system. Hvis det er rigtigt, at man ikke har kvinder for øje, når de faste kliniske professorater skal times og når der skal slås professorater op med henblik på at fastholde særlige videnskabelige stjerner, så er løsningen vel at slå professorater op "uden for nummer", uden nogen særlig fokusering - og så lige stemple dem med "især for kvinder"? Det lyder umiddelbart rigtigt, men lad os lige se nærmere på et sådant eksempel. For et par år siden opslog det sundhedsvidenskabelige forskningsråd et professorat i intern medicin (med denne særlige pasus om at ved lige kvalifikationer ville man foretrække en kvinde). Professoratet kunne søges ved samtlige universitetshospitaler ved de medicinske fakulteter ved alle tre universiteter. Faget intern medicin rummer langt den største del af al klinisk forskning. Stillingen kunne f.eks. søges af både kardiologer, endokrinologer, nefrologer, infektionsmedicinere, reumatologer, mavetarmspecialister, allergologer, lungemedicinere osv.

Nogenlunde samtidig blev der opslået et forskningsprofessorat i eet specifikt grenspeciale uden den særlige pasus om kvinder. Behøver jeg mon berette, at der var flere ansøgere (både mænd og kvinder) til det bredt opslåede professorat end til det snævert opslåede? Det er vel også unødvendigt at berette, at det bredt opslået professorat gik til en højere pris end det snævre?

Når et professorat bliver slået op, er der sjældent (aldrig) tale om noget, der sker per automatik. Et professoropslag er resultat af udvalgsarbejde og prioritering i forskningsudvalg/forskningsråd og dekanat. Vi kan kun gisne om, hvorvidt de snævre, fokuserede professoropslag er udtryk for, at man har mand for øje. I 1997 videnskabeligt dokumenteret i en artikel publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature, at det er sværere for kvinder at komme i betragtning til forskningsmidler end en mand. Man kan argumentere, at da det er den samme gruppe af forskere, der sidder i de udvalg, der deler penge ud til forskning og i de udvalg, der prioriterer professorater, så gør samme forhold sig nok gældende (altså at kvinder forfordeles), når det gælder prioritering af professorater. På den anden side er det nu allerede nogle år siden, at vi blev opmærksom på, at kvinder bliver forfordelt ved tildeling af fondsmidler. Man kan derfor omvendt argumentere, at forskernes bevidsthed efterfølgende er blevet skærpet, når det gælder mand/kvinde temaet. Da det sundhedsvidenskabelige forskningsråd året efter Nature-artiklen gennemførte en lignende analyse fandt man da også, at kvindelige ansøgere var blevet tilgodeset i samme omfang som mænd. (Det skal bemærkes, at rådsmedlemmerne kendte til Nature artiklen da de voterede). Personligt tror jeg ikke, at forfordeling af kvinder kan tilskrives halvfjerdser-bekymringer for, hvorvidt kvinder vil kunne udrette mindre end mænd pga  optagethed af traditionelle kvindelige sysler (børn og sådan noget). Jeg er overbevist om, at hunden ligger begravet i old-boys-netværket. Samme artikel som fandt, at kvinder blev forfordelt ved fondsuddelinger, dokumenterede, at nepotisme var en altafgørende faktor for tildeling af fondsmidler. Påstanden om nepotisme er endnu ikke manet i jorden. For nylig har professor Steen Gammeltoft således påpeget betydelig grad af nepotisme ved uddeling af forskningsmidler fra Kræftens Bekæmpelse år 2003.

Tilbage til det udvalg, der i sin tid besluttede at opslå et bredt professorat, som kunne søges af forskere ved alle tre universiteter - med mærkatet "kvinde foretrækkes". Vi ved ikke, hvem der drev dette sympatiske initiativ. Var det mon de stærke kvinder i rådet? Hvilke tanker gjorde de sig? Velmenende tanker er jeg overbevist om. Men hvorvidt de samtidig har været opfyldt af den tanke, at kvinder er blevet undertrykt gennem deres karriere og ligger under for et traditionelt større ansvar for familien og derfor må undskyldes, med andre ord, at de (kvinderne) står svagere som forskere og derfor skal hjælpes på vej med særlige foranstaltninger, ved jeg ikke. Man kunne umiddelbart have forestillet sig, at hvis man brændte for at klække en kvindelig professor, ja så havde man gjort som med mændene: slået et snævert professorat op - f.eks. mere eller mindre øremærket til én af de mange kvinder, der søgte det brede opslag og var professorkvalificerede. Var forklaringen at ikke engang de kvinder, der er kommet til tops i forskningshierarkiet ser kvinder? Ser de kvindelige professorer sig selv som den undtagelse, der bekræfter reglen om, at kvinder er forskningsmæssigt laverestående end mænd? Jeg vil helst ikke tro, at det forholder sig sådan. En alternativ forklaring kan have været, at man kun havde eet skud i bøssen, derfor slog man bredt op - et ærligt træk - der havde den bagdel, at konkurrencen for den enkelte kvinde var stor - men samtidigt den fordel, at det kvindelige professorpotentiale blev synliggjort.

Jeg oplever, at specielt lidt ældre kvindelige læger har et forvrænget billede af kvindelige forskere, som de ser som inferiore til mænd - ofte i et fuldstændigt forvrænget billede. At mænd per automatik oplever mandlige kolleger som mere kvalificerede, er også en personlig erfaring. Der hvor jeg sjældent oplever diskriminationen er blandt de virkeligt aktive forskere. De ser ikke kønnet. Den aktive forsker vurderer det, der er skrevet, bedømt og trykt - det er det, der står "sort på hvidt", mejslet i elektroniske databaser som PubMed, der som det eneste til syvende og sidst tæller - eller rettere det er det, der som det eneste bør tælle - det er det, vi også kalder videnskabens fremskridt, det der fører til større erkendelse - til syvende og sidst til gavn for menneskers sundhed - det er lige præcis det, der skal tælle - det er med det mål forskningen bedømmes - og det er med det mål, forskeren skal bedømmes.

Ved de sidste uddelinger af ph.d.-stipendier ved det sundhedsvidenskabelige fakultet er langt de fleste stipendier gået til kvindelige studerende. Der er mange kvindelige forskere på vej. Kvinder klarer sig godt, når de får lov til at blive bedømt. Mærkatet "især for kvinder" kan komme til at virke modsat hensigten, hvis de knyttes til snævre professorater, der i virkeligheden har en mandlig forsker i sigte. De kan afstedkomme et falsk billede af, at der er færre professorkvalificerede kvinder end der faktisk er.

Der har været mange barrierer for kvinder i forskningsverdenen. Lige nu er det en barriere, overhovedet at blive bedømt. Gennem tiderne har kvinder krævet ligestilling, ligeløn, lige vilkår. For kvindelige forskere er det følgende parole, der gælder lige nu: Giv os retten til at komme i en position, hvor vi kan blive bedømt - gennem hele forskningskarrieren - frem til professoratet - og til det, der følger derefter!