Industrien contra universitetet som ramme for speciale og Ph.D. projekter

Publiceret April 2003

Jeg udførte under mit biokemi studium på KU mit speciale på to forskellige laboratorier under Det Naturvidenskabelige Fakultet. Jeg lavede en proteinkemisk del på Afdeling for Proteinkemi, Molekylærbiologisk Institut hos Karen G. Welinder og en røntgenkrystallografisk del på Kemisk Institut, laboratorium 4 hos Michael Gajhede. Jeg oplevede det som en stor fordel at have to relativt forskellige miljøer at færdes i, da det både gav flere erfaringer samt mulighed for at udnytte det bedste fra hvert sted.

Efter specialet ville jeg gerne påbegynde et Ph.D. studium, hvorunder der var mulighed for at opleve industrien kombineret med en fortsat tæt kontakt til universitetet. I lyset af de gode erfaringer med at være to steder, så blev der lavet et Ph.D projekt, hvor den våde proteinkemi skulle foregå i forskningsafdelingen på virksomheden ALK-Abelló i Hørsholm, mens jeg igen skulle lave røntgenkrystallografi på Kemisk Institut. Stipendiet blev betalt af Det Naturvidenskabelige Fakultet, men der blev lavet en mundtlig aftale om, at ALK-Abelló betalte alle de kemikalier, jeg brugte, når jeg var i deres laboratorier (hvilket endte med at være langt størstedelen af tiden), samt at jeg kunne bruge deres udstyr. Ulempen ved denne konstellation var, at lønnen var lavere på universitets stipendium sammenlignet med et erhvervsstipendium. Til gengæld have det den store fordel, at jeg kunne undersøge mere eller mindre, hvad jeg ville, så længe det drejede sig om græspollenallergi. Jeg var derfor ikke direkte berørt af skift i firmaets projektstrategier. Det havde dog også den ulempe, at jeg i perioder var meget alene med mit projekt, da dette på daværende tidspunkt havde lav prioritet. Stadig var der dog langt større økonomiske midler til rådighed, end hvad jeg havde oplevet på universitetet. Dette betød, at mange flere forskellige eksperimentelle teknikker var mulige, samt at tidsbesparende og derfor ofte dyrere varianter af gængse teknikker kunne benyttes. Når man er to steder, så har man selvfølgelig også to vejledere. Dette har den fordel, at man kan trække på mere ekspertise, men tilgengæld er der også én person mere at være uenig med. Endvidere kan de to vejleder se forskelligt på tingene, hvorved man kan ende med at komme i klemme. I mit tilfælde vejledte min vejledere mig i meget forskellige discipliner, og derudover havde de i forvejen et velfungerende samarbejde, men det er helt klart en problemstilling, man bør overveje grundigt, hvis man vil ud i industrien og lave hele eller dele af sit projekt. Udover de ovennævnte aspekter så oplevede jeg det videnskabelige miljø som en af de klare forskelle på at lave et projekt på universitetet og i industrien. Selvom der i sagens natur er en masse videnskabelige diskussioner i en forskningsafdeling i sidstnævnte, så er det overordnede fokus på produkterne, som det hele drejer sig om. Derudover var der på ALK-Abelló betydeligt færre studerende end på universitetet, hvilket nok er tilfældet på mange virksomheder, så man kan komme til at mangle nogle sparringspartnere. Det kan derfor være en fordel at holde en rimelig tæt kontakt til den afdeling på universitetet, hvor man er tilknyttet, så man kan få de nødvendige interaktioner. Dette har også den fordel, at man kan holde sin interne vejleder løbende underrettet, så denne ved, hvor projektet går hen, og har muligheden for at engagere sig i det. Hvis tingene ikke forløber nogenlunde planmæssigt, så er det af flere årsager bedst for den studerende, at vejlederne er med hele vejen. Som konklusion, så kan jeg varmt anbefale at lave speciale/Ph.D. projekter i industrien. Ligegyldigt hvor man vælger at lave sit projekt, så er de to vigtigste overvejelser efter min mening, at finde et emne som interesserer en, og en eller flere vejledere som man kan samarbejde med. Derudover bør man selvfølgelig også overveje, om det projekt, man vælger, kan bringe en i en gunstig position jobmæssigt, når projektet er færdigt.