Privat eller Offentligt? Om valg af Ph.D. og speciale

Publiceret April 2003

Når man skal vælge hvor man skal lave sit speciale og PhD er der meget som skal overvejes. I Students Corner kan du denne gang læse om to personernes oplevelser med at lave speciale og PhD i industrien og i det offentlige.

Generelt kan man overveje følgende:

Om stedet

Har de haft studerende før? Der er mange ting at overveje som vejleder når man har studerende, og ofte kan det være rart ikke at være den første. Omvendt skal dette naturligvis ikke afholde én fra at vælge stedet, hvis man ellers synes det lyder godt.

Miljøet på stedet: Fungerer gruppen godt, er der andre studerende, og hjælper folk hinanden. Forhør dig gerne rundt blandt gruppens medlemmer inden du går i gang.

Fagligt: Publikationer, knowhow, udstyr, penge/midler, samarbejder med andre grupper, critical mass / akademisk miljø? Alle disse ting er vigtige, men selvfølgelig kan man sagtens forestille sig at man kan lave et bedre speciale i en mindre højt-profileret gruppe, alt efter hvilken person man er.

Rolle som student: Er gruppen indstillet på at man skal have en uddannelse eller antager de blot en for at få noget billig laborant-hjælp?

Vejleder: Hvem skal vejlede? Der kan godt være et højt fagligt miljø samtidig med dårlig vejledning. Er vedkommende kompetent og klar til at afsætte den nødvendige tid. Specielt under specialet er det vigtigt at der er en som kan - og gerne vil - hjælpe en i laboratoriet.

Arbejdsmiljø: Hvor meget forventer folk at du arbejder? 37 timer? Mere? Husk, at der også skal være tid til andet en forsøg, forsøg og forsøg?

Løn: Nogle specialesteder betaler løn, men forventer så til gengæld også, at man ikke har andre jobs ved siden af?

Ph.D.: Muligheder for at lave Ph.D. efter specialet. Der er meget nepotisme ? hvis folk har en god specialestudent, vil mange ofte gøre meget for at finde et stipendium. Derfor kan det nogen gange være svært at komme ?udefra?, men selvfølgelig er det ikke umuligt.

Om projektet

Er speciale projektet S&S?: Indeholder projektet både sikre - og satsede delelementer? Begge dele er vigtigt - der skal være et element af noget nyt men også nogle sikre ting at falde tilbage på; f.eks. vha. metoder som allerede kører.

Det kan være meget tidskrævende at sætte en metode op.

Teknikker: Lærer man mange eller få teknikker mod få teknikker? Det er f.eks. ikke særligt fedt ikke at lave andet i 1½-2 år end at klone eller køre PCR, selvom projektet som sådan egentlig er spændende nok. Man bør altid sikre sig, at man kan lære nogen forskellige teknikker, så har bedre chancer for job/PhD bagefter.

Relevans: Hvor stor er sandsynligheden for at projektet vil have interesse i gruppen også om 2-3 år?

En sidste vigtig ting: Det er altid en god ide, at forhøre sig om flere forskellige specialer, og hvis man har mulighed for det, evt. at diskutere projektet igennem med en ældre studerende, som har prøvet det selv, han eller hun kan ofte hjælpe med at sige, hvad man skal være opmærksom på?

Tilbage er der blot at ønske held og lykke.