30 års march på stedet. Hvor bliver kvinderne af?

Publiceret April 2003

Jeg tror at de fleste kvindelige biokemikere kan navnene på samtlige kvindelige lektorer og professorer på Biokemistudiet. Det er nemlig ret nemt, for der er ikke særligt mange, og der kommer sjældent nye til.

Den 21. oktober blev der afholdt en høring på Christiansborg om kvinder i universitetsverdenen, eller rettere, manglen på kvinder indenfor universitetsverdenen. Høringen hed "Køn – når tiden er vigtig. In- og eksklusionsprocesser i Akademia." Den var en del af afrapporteringen af projektet "Køn i den akademiske organisation" som blev støttet af et initiativ på tværs af forskningsrådene for at kortlægge kønsbarrierer i den danske forsknings- og uddannelsesverden.

I korte og koncise oplæg blev det dokumenteret at andelen af kvinder i faste akademiske stillinger på Danske Universiteter i almindelighed og Københavns Universitet i særdeleshed ikke havde rykket sig nævneværdigt på 30 år, på  trods af ligestilling og kvindefrigørelse. Inge Henningsen har udgivet en rapport indeholdende talmateriale fra Københavns Universitet, der hedder "30 års march på stedet?", og hun sagde at spørgsmålstegnet har med af høflighedsgrunde. Jeg synes nu ikke, der er nogen grund til at være høflig. I løbet af 30 år er andelen af kvinder i faste akademiske stiller (adjunkter, lektorer og professorer) steget  fra 18% til 24 % af de ansatte (Inge Henningsen, 30 års march på stedet?). Den største tilvækst var selvfølgelig i gruppen af adjunkter og mindst i professorgruppen.

Den traditionelle læser-indvending er her, at det bare er et spørgsmål om efterslæb – dvs. at man ikke kan nå at ansætte kvinderne, fordi der er så langsom udskiftning af det videnskabelige personale. Det er ikke tilfældet, idet andelen af de nyansatte der er kvinder på hele Københavns Universitet var 19% både før 1970 og i perioden 1970-96. Efter 96 udgjorde kvinderne 27 % af de nyansatte. For Naturvidenskab ligger andelen af akademiske ansatte, der er kvinder i hele perioden på 13-14 %.

Tallene taler for sig selv, og det er deprimerende læsning. Men det er faktisk endnu værre end som så. Rekrutteringsgrundlaget af kvinder til faste stillinger på Universitetet er i perioden 1966-1996 vokset voldsomt, fordi andelen af kvindelige studerende er vokset støt i perioden. Der var 26 % kvinder blandt nyuddannede kandidater på Naturvidenskab i 1966 og 46 % i 1997. Hvis man sætter andelen af kvindelige lektorer og professorer i forhold til andelen af kvinder blandt nyuddannede kandidater 4 år før, viser det sig, at brøken bliver mindre og mindre. Forholdet mellem andelen af kvinder blandt professorer og lektorer og andelen af kvinder blandt nyuddannede kandidater var 0.46 i 1970 og 0.28 i 2001. Dvs. der var næsten 4 gange så mange kvinder blandt de nyuddannede som blandt de fastansatte undervisere på Naturvidenskab i 2001, hvor der "kun" dobbelt så mange kvinder bland de nyudannede som blandt de fastansatte i 1970.

I en efterfølgende panel diskussion var der imidlertid to konkrete eksempler på initiativer, der virkelig havde hjulpet på kønsfordelingen. Det første eksempel var fra RUC, hvor rektor Henrik Toft Jensen i 1995 indførte handlingsplanen ?En bedre fordeling? med det klare formål at andelen af kvinder blandt nyansatte i akademiske stillinger skulle være 50 %. Blandt de vigtigste punkter i planen var målsætninger om, at der i alle bedømmelsesudvalg skal være repræsentanter for begge køn, at formuleringen af stillingsopslag bør appellere til både mandlige og kvindelige ansøgere, og at halvdelen af alle nyansættelser af adjunkter, ph.d.-stipendiater, kandidatstipendiater, undervisningsassistenter og eksterne lektorer i en to-årig delperiode skulle ske med kvindelige ansøgere. Efter de første 2 år blev RUC's handlingsplan fulgt op af en afrapportering som viste, at 4 ud af 8 institutter havde nået målene om ligestillingen i nyansættelser og at andre var godt på vej. Enkelte institutter haltede dog stadig en del bagefter. (Kilde: RUCNYT 7 97/98). Rektor Henrik Toft Jensen sagde på mødet, at andelen af kvinder blandt fastansatte akademikere i perioden fra 1995 til 2002 var steget fra 17 % til 34 % på denne konto!

Et andet eksempel var professor Nina Smith fra Handelshøjskolen i Århus som fortalte om "the leaking pipeline". Den utætte rørledning er et billede på  kvinder i universitetskarrieren fra færdiguddannet Ph.D. over adjunkt og lektor til professor, hvor andelen af kvinder som bekendt falder støt og sikkert. Hun havde brugt en FREJA-bevilling som sikkerhedsnet under nyuddannede kvindelige Ph.D.er, således at de var sikre på at få midler, selvom deres andre ansøgninger om ordinære fondsmidler og stillinger ikke blev imødekommet. Det mest tankevækkende var, at Nina Smith sagde, at pengene fra FREJA ofte overhovedet ikke kom i spil, fordi alene bevidstheden om sikkerheden gjorde at mange flere kvinder søgte – og fik – ordinære stillinger og fondsmidler til at fortsætte indenfor forskning og undervisning.

Jeg synes at de to eksempler viser, at det er forbløffende lidt der skal til for virkelig at gøre en forskel og markant ændre kønsfordelingen i Universitetsverdenen. Det kræver ikke meget at kopiere RUC's handlingsplan, og iværksætte en bevidst kønspolitik i stedet for at vente på at tingene udligner sig af sig selv. Ifølge Inge Henningsen ville det ske om ca. 250 år, hvis udviklingen fortsætter i samme takt som i de sidste 30 år. Det synes jeg ikke vi har tid til at vente på.

Kilde: Inge Henningsen. 30 års march på stedet? Kønsprofilen blandt de videnskabeligt ansatte på Københavns Universitet 1970-2001. Køn i den Akademiske Oranisation. Arbejdspapir nr. 13.2002.