01.18

Publiceret Januar 2003

Essensen af alt surt karrierearbejde rummes i fire tal: 01.18.  Det sidste Intercitytogs ankomst på Københavns Hovedbanegård. Det tog, som alle os, der har møder rundt i landet må tage, hvis vi gerne vil sove i vores egen seng, inden vi skal på arbejde næste morgen. Når jeg sidder i en 01.18 togkupé og kigger lidt rundt på mine medpassagerer, kan jeg konstatere, at det såkaldt priviligerede køn er stærkt overrepræsenteret. Jeg er som oftest den eneste kvinde bortset fra togstewardessen, der i modsætning til os andre har mange timers afspadsering (hvad der er hende vel undt i det job, hun har).

Når det for tiden er lidt trendy at være veluddannet karrierekvinde med børn og brokke sig over uligestillingen i samfundet, tænker jeg nogle gange på, hvorfor de ikke i højere grad er repræsenteret i toget kl.01.18. Jeg tror et vigtigt svar ligger i, at kvinder har sat sig på definitionen af surt arbejde set i et ligestillingsperspektiv. Kvinder har været eminente til at definere deres egne arbejdsopgaver som surt arbejde - og mændenes arbejde som sjovt. Det er ikke sjældent, jeg har hørt kvinder brokke sig over, at deres mænd nu igen er ude på en af de "evindelige" rejser. Underforstået at det nærmest må være en ferie at skulle være på arbejde 3 dage i træk i et andet land med en hård dagsorden og indkvartering med ligegyldige mennesker på et kedeligt hotel væk fra sin familie.

Men det gælder i lige så høj grad diskussionen af det hjemlige arbejde, som ikke har flyttet sig en millimeter oven i disse kvinders hoveder på trods af, at statistikkerne taler deres eget klare sprog. Berlingske Lørdag bragte en stor artikel om at "Rigtige mænd gider ikke gøre rent". For det første er overskriften forkert. Der står sort på hvidt i artiklen, at mænds tidsforbrug på rengøring er steget fra 6 minutter til 13 minutter dagligt på 15 år. Omvendt er kvinders daglige tidsforbrug på rengøring faldet fra 30 minutter til 28 minutter. For det andet går det den rigtige vej også på alle andre punkter. Det gælder husarbejdet, hvor tabellen dokumenterer, at mænd både gør mere rent, tager sig mere af børnene, laver mere mad og såmænd også vasker og gør væsentligt mere rent end for 15 år siden - målt i tidsforbrug. Det samme gør sig ikke bare gældende hjemme i privaten men også i samfundslivet. Her er fremgang for kvinder på alle områder: længere uddannelse, bedre jobs, sågar væsentligt flere kvindelige forskere, selvom kvindeforskerne bliver ved med kun at fremhæve det lave antal kvindelige professorer og ikke vækstlaget af nye fremragende kvindelige forskere, der er på fuld kraft frem, og som stille og roligt er ved at gøre forskningskarriere.

Jeg bliver lige så træt som et helt 01.18 tog, når jeg læser nogle af argumenterne for, at ligestillingen skulle være gået i stå, som en bestemt gruppe veluddannede kvinder gør sig til talskvinder for. Lad mig bare fremhæve to citater fra ovenstående artikel: "Hvis mændene går ind og tager en større del af husarbejdet, er det selvfølgelig udtryk for mere ligestilling, men stadig er der ikke ligestilling, fordi forhandlingssituationen ikke er reel. Mændene går generelt kun ind og tager det arbejde, der er forbundet med en eller anden for prestige". Og fra en anden: "Dét, mændene er mindst tilbøjelige til at tage på sig, er også det mest kedelige". Til det vil jeg bare spørge. Hvor er jeres beviser? Hvordan sammenligner man en kogevask med en 01.18 tur?

Et vilkår ved statistik er, at det alene konstaterer et faktum men ikke tager stilling til, om en udvikling er god eller dårlig. Således heller ikke hvad der er kedelig og sjovt at bruge sin tid på. Hvorfor lige vask og rengøring skulle være det mest kedelige ved jeg ikke. Jeg synes personligt det er møgkedeligt at lægge tøj sammen og vaske gulve. Men sjovere at vaske tøj og støvsuge. Én ting er jeg dog helt afklaret på: hvis jeg kan slippe for at skulle ud i møgvejret og skrabe sne eller slippe for at klippe hæk eller slippe for at lappe cykler, så er jeg godt tilfreds.

Nu har jeg altid syntes, at en millimeterretfærdig tidsdiskussion om det hjemlige arbejde er helt meningsløs, hvis ikke den kobles på familiens samlede arbejds- og familieliv. Hvis man lægger husholdningsarbejdet og erhvervsarbejdet sammen, arbejder danske mænd og kvinder næsten lige meget. Lidt afhængig af uddannelse er mændene oppe på ca. 54 timer om ugen og kvinderne på ca. 48 timer. Skal vi have fat i samfundets reelle ligestillingsproblemer, er det svært at være meget forarget over, at kvinder stadig - om end med væsentlig mindre forskel - tegner sig for en større del af husarbejdet. For mændene tegner sig for en væsentlig større andel af udearbejdet. Begge dele er arbejde, og det er her, at forhandlingssituationen ligger.

På udefronten er det et valg, som enhver familie må tage med sig selv: skal begge være fuld tid på arbejdet eller skal en eller begge gå ned i tid for at prioritere arbejdsopgaverne og børnene derhjemme? Uanset om man vælger den ene eller anden løsning, har den nogle ligestillingsmæssige konsekvenser. Hvis man har lyst til at arbejde på deltid, vil det uvægerligt få som konsekvens, at det enten tager længere tid eller bliver sværere at gøre arbejdsmæssigt karriere siden hen. Hvis begge arbejder på fuld tid og gør karriere, er risikoen for at være for lidt sammen med sine børn i hverdagen stor, med mindre man gør sig meget umage med at forhandle en fornuftig fælles arbejdsfordeling igennem derhjemme. Det er ikke nogen hemmelighed at mange kvinder bevidst prioriterer nedsat tid, fordi de gerne vil have mere tid derhjemme med deres børn. Det er et helt fair valg, men konsekvensen bliver så også, at mændene må arbejde det mere, og at arbejdsfordelingen for hjemmets arbejdsopgaver i højere grad rykker over som kvindens ansvar.

På hjemmefronten vil forhandlingssituationen bestå i en konkret afvejning af, hvem der tager sig af hvilke praktiske opgaver. Hvis man har en ideologisk holdning til husarbejdet, så bliver resultatet som udsagnene i artiklen om, hvad der er sjovt og usjovt arbejde. Hvis man ikke var ideolog men kritisk, kunne man i stedet vælge at undersøge, om der var en rimelig arbejdsdeling derhjemme holdt op imod manden og kvindens samlede arbejdstid. Eller om parterne var tilfredse med arbejdsdelingen herunder de konkrete opgaver, der blev tildelt dem? Jeg har ikke set sådanne undersøgelser, men jeg kan konstatere, at mange kvinder er eminente til at hive ansvaret for det hjemlige ud af deres mænds hænder. De definerer, hvad der er den rigtige måde at gøre rent på, lave salat på, tage sig af børnene på, sortere vasketøjet på. Når man tilstrækkelig mange gange har fået revet ansvaret ud af hænderne, er der en vis sandsynlighed for, at den umyndiggjorte part netop bliver ansvarsløs og overlader hovedansvaret til den, der vil bestemme og som måske i kraft af nedsat arbejdstid også rent fysisk er mere derhjemme.

Ligestillingsspørgsmålet er i dag langt mere komplekst end det endimensionelle tidsstudie, som er blevet brugt i årevis til at konstatere uligestilling. Derfor skal man selvfølgelig også passe på med ikke at bruge det lige så endimensionelt til den modsatte konklusion og på bedste Lomborg-facon konstatere, at det går fremad med ligestillingen på alle områder, hvis man ser rent statistisk på det.

Det er godt at slå fast, at ligestillingen faktisk går i den rigtige retning. Herefter må opgaven bestå i at se på de konkrete områder, hvor der er barrierer og dermed afvigelser fra gennemsnittet for at fokusere sin indsats der, hvor man får mest ligestilling for pengene.

Den vigtigste ligestillingskamp er ikke, at de veluddannede kvinder ikke kan finde sig ligeligt repræsenteret med mændene i samfundets øverste top. Vil man være med blandt nummer ét, må man også tage alt det sure, hårde og ensomme arbejde med i købet som er bagsiden af medaljen ved at være i magtens top. Mange kvinder vælger denne prioritering fra, fordi de prioriterer familien højere, og det er helt legitimt. Men så er det ikke strukturelle ting, der forhindrer kvinder at komme til top. Det er dem selv og det forhandlingsspil, de har med deres mænd derhjemme.

Til gengæld er der en langt mere påtrængende ligestillingskamp for gruppen af lavtuddannede kvinder, som ikke har nær så mange valgmuligheder i deres liv. Set i et livsforløb er de væsentligt oftere ude af arbejdsmarkedet enten som arbejdsløse eller fordi de har forældreorlov. Deres samlede livsindkomst og arbejdsmarkedspension er væsentlig mindre, fordi deres tilknytning til arbejdsmarkedet er løs og deres løn ganske lav. Fremtidens fattige gamle ved man allerede i dag vil være en kvinde. Her er der en vigtig politisk indsats at gøre. Men denne indsat indfanger hverken tidsstudier eller den kønsmæssige procentopgørelse over samfundets topposter. Ligestillingsdiskussionen trænger til at blive støvet af, så den sætter fokus på de væsentlige problemer.

Offentliggjort i Berlingske Tidende. Gengivet efter aftale.