Vil kvinder forske?

Publiceret Januar 2003

Marie Curie, Iréne Joliot Curie, Gerti Theresa Cori, Maria Goeppert-Mayer, Dorothy Crowfoot Hodgkin, Rosalyn Yalow, Rita Levi-Montalcini, Gertrude B. Elion og Christiane Nüsslein-Volhard. Vi kender alle de store kvindelige forskere, hvis indsats er belønnet med Nobelpriser i medicin, kemi eller fysik. De udgør imidlertid et eksotisk mindretal blandt prismodtagerne.

I serien over fremtrædende danske biokemikere i det 20. århundrede optræder kun to kvinder: Agnete Munch-Petersen og Aase Hvidt blandt 30 mænd. Dette tegner et godt billede af kvindernes aktuelle placering i forskningen. Kvinder udgør et mindretal blandt topforskerne inden for naturvidenskab. Trods samfundsmæssig og politisk ligestilling af kvinder og mænd i løbet af de sidste 100 år er der stadig et fåtal af kvinder blandt de fremtrædende forskere. Der mangler ikke kvinder blandt yngre forskere. I øjeblikket er omkring halvdelen af færdiguddannede kandidater inden for naturvidenskab og medicin kvinder. Omkring 40 % af Ph.D. studerende er kvinder. Herefter falder andelen af kvinder, som følger en aktiv forskerkarriere. Kvinder udgør kun 25 % af fastansatte forskere og 5 % af ledende forskere. Disse tal gælder både i Danmark, resten af Europa og USA.

Ligestillingen af kvinder og mænd er kun slået delvis i gennem indenfor forskningen. Der er forskelle mellem generationerne. Tidligere generationer af kvinder var svagere repræsenteret blandt akademikere i modsætning til den nuværende, hvor over halvdelen af studenter er kvinder. Vi kan altså forvente om tredive år vil andelen af kvinder og mænd blandt ledende forskere være lige. Der er dog ikke meget der tyder på at det vil gå sådan. Der er mange årsager til at kvinderne halter bagefter mændene. Biologiske, sociale, historiske og kulturelle forhold præger kvindernes roller i det moderne samfund. Kvinder føder og passer børn, kvinder udfører en stor del af hjemmets opgaver, kvinder ønsker ikke at påtage sig lederrollen, kvinder foretrækker at arbejde i stillinger som mellemleder, kvinder vil ikke gennemføre den krævende forskerkarriere, kvinder søger job inden for områder med blødere værdier og kvinder arbejder med omsorg, pasning og pleje.

Socialforskningsinstituttet offentliggjorde i 2002 en rapport: "Tid og velfærd", som beskriver danskernes anvendelse af deres tid på arbejde og i hjemmet. Undersøgelsen, som bygger på 2700 interviews, viser at kvinder og mænd arbejder lige meget. Når man lægger erhvervsarbejde og husholdningsarbejde sammen arbejder begge køn godt 7 ½ time på en gennemsnitlig ugedag - lørdag og søndag medregnet. Det betyder dog ikke, at de laver det samme, idet mænd fortsat er mere på arbejdsmarkedet end kvinder, som omvendt bruger mere tid på husholdningen end mænd. Kvinder bruger 4 timer på arbejde og 3 ½ time i husholdningen, mens mænd bruger 5 timer på arbejde og 2 ½ time i husholdningen. I sammenligning med en tilsvarende undersøgelse i 1987 er forskellen i den tid kvinder og mænd bruger i husholdningen blevet mindre. Dengang var det gennemsnitlige daglige tidsforbrug for kvinder og mænds husholdningsarbejde henholdsvis 3 timer og 1 ¾ time, sammenlignet med 3 ½ og 2 ½ time i dag. I de forløbne 15 år er den samlede tid kvinder og mænd bruger hver dag i hjemmet således steget fra 4 ¾ til 6 timer. Hvad angår omsorg for børn er der store forskelle mellem mødre og fædre. Tre ud af fire mødre og tre ud af fem fædre tager sig af børnene, fordelt på knap 2 timer for mødrene mod fædres 1 ¼ time om dagen. Kvinder og mænds fordeling af arbejdsopgaver ændrer sig langsomt. Hvordan ser det ud om 15 år?

Et handicap for kvinderne i deres forskerkarriere er fordelingen af den offentlige forskningsstøtte. Det er dokumenteret at forskningsstøtte er præget af nepotisme og kønsdiskrimination. Uddelingen har en alvorlig slagside til fordel for mænd. I Agnes Wold og Christine Wennerås berømte undersøgelse af det Svenske Sundhedsvidenskabelige Forskningsråds uddeling af støtte i 1995 havde kvinder generelt meget sværere ved at opnå støtte. Analysen viste at kvinder som søgte forskerstipendium skulle være 2,5 gange mere produktive end mænd for at opnå samme antal point i bedømmelsen af kvalifikationer. Wold og Wennerås afslørede endvidere at forbindelser til et medlem af Forskningsrådet gav ekstra point uafhængig af kønnet. En kvinde uden forbindelser til et medlem af Forskningsrådet havde altså svært ved at opnå et forskerstipendium. Den videnskabelige opgørelse blev offentliggjort i Nature (1997;387:341-343) og vakte berettiget opsigt. Resultaterne medførte at det Svenske Forskningsråd ændrede retningslinier, så uddelingen blev mere retfærdig. Den daværende kvindelige formand for det Danske Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, professor Ebba Nexø gennemførte en undersøgelse af den danske praksis. Undersøgelsen konkluderede at forskningsrådet i Danmark opfyldte kravet om ligestilling. I modsætning til den svenske undersøgelse var der dog ikke tale om en uafhængig og uvildig analyse.

I et forsøg på at rette op på skævheden mellem kvinder og mænd gennemførte daværende forskningsminister Jytte Hilden i 1998 et forskningsprogram: "Female Researchers in Joint Action" (Freja) med uddeling af 78 millioner kroner til 16 kvindelige forskere inden for naturvidenskab, medicin, samfundsvidenskab og humaniora, som blev udvalgt blandt 327 ansøgere. I programkomiteen sad 5 kvinder og 3 mænd. Formålet var at give støtte til gode kvindelige forskere, at øge kvinders synlighed inden for et forskningsfelt og at fastholde og videreuddanne lovende kvindelige forskere. Forskningsstøtten kunne kun søges af kvinder. Indenfor biokemi og medicin blev støtten uddelt til seks fremragende kvindelige forskere, som hver modtog 4-6 millioner kroner i fire år. For alle forskerne betød pengene et afgørende bidrag til deres forskning og karriere.

I lighed med Freja programmet har kvindelige forskere og politikere fremsat forslag om kønskvotering, således at forskerstillinger blev forbeholdt kvindelige ansøgere. Et andet forslag indebar, at kvinders børnefødsler blev indregnet i den videnskabelige produktion. Kvinders fravær fra aktiv forskning under barselsorlov blev beregnet til en publikation og skulle således opveje en kvindelig forskers biologiske handicap i forhold til den mandlige. Forslagene skulle rette op på den ulige fordeling af kvinder og mænd blandt fastansatte forskere på universiteterne dvs. lektorer og professorer. Det er dog foreløbig blevet ved tankerne. Modstandere af forslagene er betænkelige ved at andre kvalifikationer end de rent videnskabelige er gældende ved ansættelse af forskere. På længere sigt kunne det medføre faldende videnskabelig kvalitet. Derfor er de generelle regler for ligestilling stadig gældende ved ansættelser på universiteterne.

Mange kvinder har ambitioner om en forskerkarriere, når de starter på Ph.D. studiet. De ønsker at vie deres liv til opklaringen af biologiens mysterier. En selvstændig forskerkarriere i akademia, forskningsinstitutioner eller industrien er prestigefuld og attraktiv. Hvorfor forlader kvinderne forskningen? Blandt mange, som har forsøgt at give svar på dette spørgsmål, er "Women in Cell Biology" komiteen i "American Society for Cell Biology". Siden oprettelsen i 1971 har komiteens medlemmer arbejdet for ligestilling i forskningen. I den seneste publikation fra komiteen: "Career Advice for Life Scientists", som kan læses på www.ascb.org, diskuteres spørgsmålet i afsnittet "Women and Science Careers".

Hvad sker der for kvinder, når de skal tage det første skridt i en selvstændig forskerkarriere efter Ph.D. graden? Mange kvinder føler sig isolerede, magtesløse, undertrykte og usikre i et uddannelsessystem, som er indrettet til at uddanne mandlige studerende til et mandsdomineret fagområde. Aktiv forskerkarriere betyder skiftende arbejdstider, 50-60 timers arbejdsuge, længerevarende forskerophold i udlandet og rejser til videnskabelige møder. Kvinder vælger derfor andre karrierer, som er forenelige med at have familie, mindre arbejdskrævende, økonomisk mere fordelagtige og personligt mere tilfredsstillende end forskerkarrieren. Få kvinder har en ægtefælle, som vil påtage sig at passe husholdningen og børnene, så hun kan opfylde sine videnskabelige ambitioner og gennemføre karrieren.

Kvinder savner rollemodeller blandt forskere. I de 100 år Nobelprisen er uddelt er der kun ni kvinder blandt flere hundrede mandlige prismodtagere inden for medicin, kemi og fysik. Naturvidenskab er ikke et fagområde, som tiltrækker kvinder på samme måde som humaniora og samfundsvidenskab. En smuk og feminin kvindelig forsker bliver ikke taget alvorligt selvom hun kan præstere videnskabelig kreativitet og produktivitet. Kvinder, som forfølger en forskerkarriere med ambitiøs, aggressiv og selvfremførende adfærd, betragtes som ukvindelige. Kvinder kan lide at deltage i konkurrencer og vinde. Mange kvinder frastødes imidlertid af den komplekse konkurrence indenfor naturvidenskaben, hvor der ikke er klare vindere og tabere. Videnskabelige opdagelser kræver samarbejde i langvarige projekter og bygger på tidligere resultater af andre forskere. Det kræver udholdenhed at gennemleve skuffelserne og frustrationerne efter mislykkede projekter. Kvinder er mere pragmatiske og kompromissøgende end mænd. På denne baggrund er det forståeligt, at mange kvinder ikke vil forske. Fremtiden må vise om flere kvinder vælger forskerkarrieren indenfor naturvidenskab eller om det fortsat vil være et mandefag.

Kvindelige Nobelpristagere:

Marie Curie (F: 1903), Iréne Joliot Curie (K: 1935), Gerti Theresa Cori (M: 1947), Maria Goeppert-Mayer (F: 1963), Dorothy Crowfoot Hodgkin (K: 1964), Rosalyn Yalow (M: 1977), Barbara McClintock (M: 1983), Rita Levi-Montalcini (M: 1986), Gertrude B. Elion (M: 1988) og Christiane Nüsslein-Volhard (M: 1995).