Inspiration til et Ph.D. projekt i udlandet

Publiceret Oktober 2002

Med en cand.scient. i biokemi er der gode muligheder for at rejse til udlandet og fortsætte sine studier med at lave en Ph.D. Det er vores indtryk, at mange studerende går rundt med en drøm om at lave en Ph.D. i udlandet, men af forskellige årsager er det faktisk ikke så mange, der realiserer den drøm. Biozoom har derfor talt med fire Ph.D.-studerende om deres studium, liv udenfor laboratoriet og erfaringer med at rejse hjemmefra. Vi håber at disse oplysninger kan være nyttige for dem, der kunne have lyst til at rejse ud.

De fire vi har talt med er Jan Nygaard Jensen, Kresten Lindorff-Larsen, Thomas Åskov Pedersen og Jens Erik Nielsen. De fire laver eller har lavet Ph.D. i henholdsvis Denver (Colorado, USA), Cambridge (England), Monterotondo (EMBL, Italien) samt Heidelberg (EMBL, Tyskland).

Fælles for de fire er, at de sikkert gør sig mange af de samme tanker som alle andre der vil rejse ud: Giver det nye udfordringer, personligt og fagligt? Hvordan kan man rejse ud og samtidig beholde kontakt til familie og venner? Hvordan med det faglige niveau? Hvad kræver det at slå sig ned for et længere stykke tid i et nyt land? - og mange andre overvejelser. Og frem for alt, så er der forhåbentlig også nogle tips og gode råd, som andre kan bruge, hvis de en dag selv skulle få lyst til at rejse ud.

God læselyst!

Kresten Lindorff-Larsen, Ph.D. studerende ved University Chemical Laboratory, University of Cambridge, England. E-mail: kll29@cam.ac.uk

For cirka et år siden, 1. oktober 2001, påbegyndte jeg mit ph.d. studium ved det Kemiske Institut på University of Cambridge, England. Idéen begyndte at tage form under mit Biokemi studium ved KU hvor jeg ret tidligt fandt på at jeg ville tage min ph.d. uddannelse i udlandet. Valget faldt på England selvom Schweiz og Italien også var inde at vende et par gange. I efteråret 2000 begyndte jeg så småt at planlægge og arbejde på de praktiske detaljer. På det tidspunkt havde jeg besluttet mig for at jeg ville arbejde hos Chris Dobson (www.ch.cam.ac.uk/cucl/staff/cmd.html), det på det tidspunkt var ansat på Oxford University og jeg kontaktede ham derfor. Efter en del skriverier frem og tilbage gik alt i orden, dog med den ændring at han snarligt ville skifte job til et professorat i Cambridge. Det var fint med mig, for det var mere manden end stedet jeg gik efter. Derefter skulle jeg søge om et ph.d. stipendium og om optagelse på University of Cambridge. Førstnævnte søgte jeg hos og fik fra Forskeruddannelsesrådet i Danmark (find FUR via www.forsk.dk). Jeg fik et tre-årigt stipendium til at udføre min ph.d. i udlandet og stipendiet dækker udover min løn også undervisningsudgifter til universitetet og mit college, kongresmidler, lidt forskningsmidler og diverse andre udgifter. For at blive ph.d. studerende her i Cambridge, er det ikke nok at man bliver godkendt af en vejleder og at ens projekt bliver accepteret; man skal også optages centralt. Jeg sendte derfor også en ansøgning til Universitet engang tidligt i foråret 2001 og endte også med at blive optaget. Optagelse sker som regel pr 1. oktober hvor det akademiske år starter. Det er vist muligt, men bestemt ikke normalt, at starte på andre tidspunkter (læs mere om optagelsessystemet via www.cam.ac.uk).

Universitetssystemet i Cambridge (og Oxford) adskiller sig fra de andre engelske universiteter ved at man udover at være knyttet til Universitet også er knyttet til et college. Som undergraduate studerende (dvs. bachelor studerende) er ens primære tilknytning til College, dvs. man søger direkte til et college, og hvis man bliver optaget der bliver man automatisk optaget på Universitet. For graduate students (dvs. både ph.d. studerende og master (1-årig kandidatuddannelse) studerende) er optagelse først via Universitetet, og hvis man optages er man garanteret plads på et college. For undergraduate studerende varetages en del af uddannelsen af College, idet Cambridge og Oxford følger et tuition system hvor hver enkelt studerende i alle fag modtager undervisning i grupper af størrelse 1-3 som supplement til forelæsninger og praktisk undervisning på Universitetet.

For graduate students er College's primære funktion social og praktisk. College kan hjælpe én med at finde bolig eller kan være et sted hvor man kan møde andre mennesker udenfor ens faglige felt. Desuden kan man spise (meget billigt) på College, få tilskud til køb af bøger etc., kort sagt et lille samfund i samfundet.  For en englænder der er vokset op med dette system, er det måske simpelt at vælge hvilket college man vil søge ind på, men som dansker fandt jeg det ret svært (du kan finde en liste over Colleges via universitetets hjemmeside). Jeg endte med at søge ind på et af de ældre, meget smukke colleges (St. John's College) primært fordi de tilbyder deres studerende gode boligforhold. Jeg havde hørt, at det både er svært og meget dyrt at finde bolig i Cambridge, og da jeg skulle flytte herover med min kæreste, der skulle læse i London men bo i Cambridge, var vi nødt til at have en lejlighed. Jeg havde læst at St. John's var et af de colleges der har flest lejligheder til deres studerende og valgte derfor at søge her som første prioritet. Det lykkedes da også at komme ind, og vi fik også en fin lille lejlighed via dem. For ph.d. studerende er det ellers normalt at bo på et værelse som man lejer via college. Værelserne ligger i såkaldte graduate hostels, dvs. man bor sammen med 5-15 andre graduate students. Alle disse praktiske sager, ansøgning om optagelse, stipendium, lejlighed etc. samt endeligt svar på alle disse ansøgninger var klar omkring august 2002.

Det var således med spænding at vi drog herover 1. oktober sidste år. Hvad jeg ikke rigtigt havde tænkt på var, at der var tusinder af andre folk (undergraduates og graduates) der også skulle starte på universitetet på samme tid. Hele systemet, både universitetet, colleges og byen generelt er gearet til at der nu skal starte nye folk og alt er derfor ret velfungerende. Man bliver ret nemt styret igennem alle de kedelige formalia: optagelse i sygesikring, få en bank-konto, få en læge og tandlæge osv.; ting som ellers ville være mere besværlige at finde ud af selv. Derudover er der arrangeret en række forskellige velkomst arrangementer på College så man både kan lære nye mennesker og byen at kende. Derefter kunne jeg så begynde på mit nye arbejde.

Chris Dobson's gruppe har igennem mange år arbejdet med protein foldning studeret ved et væld af forskellige biofysiske teknikker. I de seneste år har en stor del af gruppen arbejdet med protein misfoldning, i særdeleshed med de molekylære detaljer der fører til dannelsen af de amyloide fibriller, der viser sig at være involveret i en lang række sygdomme. Det er i dette område, protein-foldning og misfoldning, at mine interesser ligger og min projektbeskrivelse omhandlede disse emner. Det viste sig dog at flytningen af laboratoriet fra Oxford til Cambridge tog længere tid end forventet og vi kunne derfor først påbegynde laboratoriearbejde i starten af 2002. Jeg besluttede derfor at begynde at arbejde med computer-simuleringer indenfor protein (mis)foldnings problemer og det viste sig at dette arbejde var så spændende, at jeg indtil nu har holdt mig til dette område. Der er på Instituttet og i Cambridge generelt mange folk der arbejder indenfor protein-foldning og også andre områder indenfor protein- og biokemi. Der er derfor rig mulighed for at gå til mange gode foredrag, både med lokale og inviterede talere. Derudover er der god mulighed for at diskutere sit projekt, sine idéer og resultater med andre folk. Det er en stor styrke ved at arbejde et så stort sted med så mange folk indenfor ens felt.

De forskningsgrupper som jeg har kendskab til herovre fungerer på mange områder som de fleste jeg kender til i Danmark. Der er dog nogle forskelle som vil være relevante at kende til inden man evt. vil søge herover for at arbejde eller studere. For det første er det mindre almindeligt at have udstrakt laborant hjælp. Vores gruppe, som dog måske ikke er repræsentativ, består i øjeblikket af omkring 15 mennesker hvoraf knap halvdelen er ph.d. studerende og resten er post.docs. Der er i vores gruppe ingen laboranter selvom vi håber på snart at få en. Vi har derudover et par projekt studerende (af bachelor-projekt typen). En anden vigtig forskel fra Danmark er ph.d. studerendes officielle status: her er man studerende, i modsætning til i Danmark hvor man mere har status af ansat. Den åbenlyse forklaring på dette er at engelske ph.d. studerende typisk har 3-4 års studium bag sig inden de begynder på deres ph.d., de er ofte 22-24 år gamle og har som regel kun lidt laboratorie-erfaring inden de begynder. Mange danske ph.d. studerende har ofte 2-4 års laboratorie-erfaring, når de begynder på deres ph.d. uddannelse og der er derfor en forskel i den praktiske kunnen man har.

At man er studerende giver sig også udslag i at man ingen undervisningsforpligtigelse har. Man kan, hvis man vil, enten være instruktør på øvelseskurser eller give tuition via sit college, men det er frivilligt. En anden forskel er at der er heller ikke en bestemt mængde kurser man skal følge. Udover en enkelt foredragsrække det første år er det frivilligt hvor meget man vil deltage i kurser og kongresser. Efter det første års ph.d. studium skal man aflevere en rapport, der skal godkendes og forsvares inden man får lov til at forsætte på studiet. Selvom det mest er en formalitet at bestå denne prøve bruger de fleste folk dog en del tid på at skrive den. For mange folk, specielt dem uden forudgående laboratorie-erfaring, er der ikke mange resultater at skrive om efter et år, og rapporten indeholder derfor en litteratur oversigt, en mere detaljeret projektbeskrivelse samt de resultater man nu måtte have. Meget af den vil forhåbentligt kunne bruges til den afsluttende ph.d. rapport. Denne rapport er også ofte generelt ret forskellig fra den man kender Danmark. Her er det normalt at man skriver alle sine resultater sammen til en sammenhængende rapport snarere end den samling af manuskripter og artikler med en introduktion man kender fra Danmark.

Livet i Cambridge er meget præget af, at man befinder sig i en gammel universitetsby med mange traditioner. Udover de mange gamle smukke bygninger mærker man også traditionerne i dagligdagen på andre måder. F.eks. er der den obligatoriske sorte kappe man tager på, når man spiser til middag i den fine Hall på College. Her sidder man ved langborde med lærerne (Fellows) til højbords. Bordbønnen er på latin. Disse traditioner varierer dog mellem de forskellige colleges og på nyere colleges er der mindre af den slags. På mit college, hvor New Court blev bygget i 1800-tallet, er der mange traditioner uden dog at det bliver til en plage eller uudholdeligt. I det hele taget er mange ting i byen bygget op så man kan koncentrere sig om sine studier. Man kan billigt spise på College, man kan komme ind døgnet rundt på College's eget bibliotek og universitetsbiblioteket har også længe åbent. Så selv om man deltager i flere af de mange hundrede foreninger der på universitetet og college, og som dækker en lang række sportsgrene, og stort set alle andre tænkelige og utænkelige emner (på mit college alene har vi bl.a. foreninger for hjemmebryg, teologi, engelsk litteratur, opera, jazz, badminton, fodbold, hockey, rugby, roning, bordtennis, for bare et nævne nogle få) er der god mulighed og tid til at fordybe sig. Byen er hyggelig med masser af gode pubber, restauranter og åbne grønne områder. Der er mange studerende, hvilket giver meget liv i byen. Det værste her er nok de boligforhold som englændere generelt tager sig til takke med. Husene er ofte dårligt byggede, fugtige og kolde, fuldkommen som ens fordomme siger. At det så er dyrt og svært at finde noget godt gør det ikke bedre. Men de fleste vænner sig dog til det og heller ikke alle lejligheder og huse er lige slemme.

Alt i alt kan jeg dog anbefale at lave ph.d. i udlandet og har gode erfaringer med det. Der er mulighed for at kombinere faglige interesser med et længerevarende udenlandsophold. Man vil uvægerligt møde problemer ligesom man ville gøre i Danmark, men mine egne erfaring er at der er meget mere på plus-siden en på minus-siden. At der er billige flybilleter herfra hjem til familie og venner i Danmark og at turen kun tager 4-5 timer fra dør til dør gør det endnu nemmere at rejse ud. Min egen erfaring var at det var ret nemt at få det praktiske i orden, men det kræver selvfølgelig lidt held. Derudover er det selvfølgelig vigtigt at komme i gang i god tid: et år er meget passende, men man skal huske på at der er optagelse per 1. oktober og man kan derfor ikke regne med at kunne starte efter et år hvis man sender sin ansøgning f.eks. 1. maj. Men min egen erfaring er at det ikke er de praktiske men snarere personlige og faglige spørgsmål der skal besvares inden man beslutter sig for at rejse ud i tre år.

Jan Nygaard Jensen, Ph.D. studerende ved University of Colorado Health Science Center - Barbara Davis, Denver, Colorado, USA. E-mail: jan.n.jensen@uchsc.edu

Min Ph.D. foregår i Denver Colorado, USA. Den er etableret som et samarbejde mellem Barbara Davis Center (BDC) for Childhood Diabetes, som er en del af University of Colorado, og Sundhedsvidenskabelige Fakultet i København. BDC er et stort klassisk Type 1 diabetes (også kaldet insulin krævende diabetes) hospital, som består af en klinisk afdeling som behandler og ser patienter samt en forsker-del, hvor man forsker i sygdommen Type 1 diabetes. Mit projektet behandler emnet: Regenerering af den voksne bugspytkirtel, hvor vi ser på muligheder for at danne de livsvigtige insulin producerende beta-celler ud fra eksisterende voksne celler.

Efter mit speciale var jeg i den fantastiske situation at jeg havde flere forskellige tilbud om at lave en Ph.D. Men et af mine mål under en evt. Ph.D. var at komme til udlandet. Gerne et sted hvor man brugte engelsk som hovedsprog, idet dette kunne hjælpe mig på vej i forskningen. Jeg fandt stedet ved, at en kollega på det institut hvor jeg lavede mit speciale (Hagedorn Research Institute) fik en Asst. Professor stilling på BDC. Han søgte en dansk Ph.D. studerende evt. som samarbejde med et dansk universitet. Så jeg søgte denne stilling og fik den.

Mht. finansiering, har jeg været så heldig at få et Ph.D. stipendium fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Kbh. Universitet. Og yderligere har jeg modtaget støtte fra bl.a. Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd. Da jeg havde taget min endelige beslutning om at søge Ph.D. i udlandet begyndte jeg straks at undersøge mulighederne for at få dækket nogle af alle de mer-udgifter der vil være når man flytter til et andet land. Jeg har med stor succes benyttet internettet for at søge på relevante legater. Her kan nævnes: alm. Google/Yahoo/Jubii søgning med søge ord som "legater, fonde, studierejser, uddannelsesstøtte etc."

Der er selvfølgelig både fordele og ulemper ved at lave Ph.D. i udlandet. Jeg ser det som en stor personlig fordel, at alt foregår på et fremmedsprog (engelsk). Denver, hvor jeg er nu har desuden mange muligheder for universitetsfag som man ikke kan få i Danmark. En ulempe er at når man flytter til et nyt land, så mister man meget af det lokale netværk man har (eller kan have) bygget op under sin specialetid, eller måske gennem sin studietid. Man kender ikke nogen som kan hjælpe en igennem med kontakter osv. Men dette kan også tolkes som en fordel, idet man bliver tvunget til at tage initiativ selv til at lave et nyt netværk og bygge tingene op fra bunden igen. Derudover, kan faglige ambitioner og private tab være utroligt svært at opveje. Jeg vil sige, hvis man ikke har nogen ambitioner om at virkelig tage til udlandet og har lyst til det, så lad være. Det koster tid og frustrationer at få opbygget et nyt privatliv i et nyt land. Men det kan nemt senere give det mange gange tilbage.

Dagligdagen i laboratoriet er lidt anderledes end i Danmark, men ikke meget. Arbejdstiden her er på 40 timer om ugen og med meget mindre ferie end en evt. dansk Ph.D studerende ville blive tilbud hjemme i DK. Men dette er som det ser ud på papiret. Jeg har min frihed som jeg også ville have hjemme ? det at være studerende her, er som at være studerende hjemme: Frihed under ansvar! Det har været hårdt at skulle etablere sig i et nyt land, ikke kun arbejdsmæssigt, men bestemt også udenfor laboratoriet. Selv simple ting som tag over hovedet kan blive et problem. Det at finde ud af en ny by, finde ud af hvor man vil bo og etablere sig, det er en kæmpe og ikke mindst energi krævende proces. Det tager tid at falde til, og jeg anbefaler på det varmeste at dette ikke overses. Ligeså meget tid man ligger på lab-bænken skal der bruges på at etablere sig i starten.

Jeg ser enormt store muligheder for, at jeg engang igen vil komme tilbage til dansk forskning. Jeg ser dette ophold som en meget vigtig milepæl i min uddannelse. Det at komme væk fra trygheden og de systemer man kender har lært mig en masse. Det har modnet ikke kun min person, men bestemt også min forskning betydeligt. Jeg tror, at man vil kunne tage dette med hjem til Danmark i en ny stilling og bruge meget fornuftigt.

Et af de bedste råd som jeg meget gerne vil give videre, det er "tid". Et udlandsophold kræver meget forberedelse og jeg tror jo mere man er forberedt jo mindre skal man "kæmpe" med når man er i udlandet. En ting som kom en smule som en overraskelse for mig er de økonomiske udgifter der er forbundet med at flytte. Hvis muligt så prøv at lave en aftale om hjælp til flytning med det sted du skal hen. Flytning af selv simple småting kan blive meget dyrt, og man ender ofte med at benytte en hel sum penge på at skulle etablere sig det nye sted. Vær ude i god tid med at søge legater, jeg besluttede mig ca. ½ år før afrejse og denne tidsfrist var ikke for lang. Så kan jeg også anbefale på det varmeste, at man bruger tid på at etablere dig privat, så ikke man "kun" tænker videnskab og på hvad man laver i et laboratorium.

Jeg kan på det varmeste anbefale dem som er interesseret i at lave en Ph.D. i udlandet til at tage springet. Jeg har nu været studerende i næsten et år i udlandet, og jeg nyder mit ophold utrolig meget. Det har til tider været en prøvelse, men også en stor sejr når man opnår nye mål i tilværelsen.

Thomas Åskov Pedersen, Ph.D. studerende ved EMBL Monterotondo, Italien. E-mail: thomas.pedersen@embl-monterotondo.it

Min Ph.D. foregår på en såkaldt EMBL-Outstation (EMBL: European Molecular Biologi Laboratory) i Monterotondo nær Rom. Der laver vi mest musegenetik, men i praksis dækker EMBLs Ph.D. program alle grene inden for molekylærbiologi og biologisk kemi, fysik og informatik. (Alle nævnt, ingen glemt). EMBL er en sam-finansieret europæisk organisation, hvis hovedkvarter og laboratorier ligger i Heidelberg i Tyskland. Der er desuden såkaldte outstations andre steder i Europa: Én i Hinxton, der laver bioinformatik (nabo til Sanger Institute), to i Grenoble og Hamburg, der laver strukturel biologi (i forbindelse med de to cyclotroner der ligger dér) og en i Moterotondo (tæt ved Rom), som jeg arbejder. Hvis nogen vil vide mere om hvad EMBL, så har vi et godt web-site (www.embl.de). Herfra kan man klikke sig rundt imellem alle tænkelige informationer (hvem er der, hvad laver de og hvordan kan jeg blive en del af det.) Det gælder både studerende, post docs og andre som har noget molekylærbiologi at gøre.

EMBL PhD programmet, som jeg er optaget på, tager ca. 50 studerende om året fra hele Europa. Der er central ansøgning én gang om året. For at blive optaget skal man have bestået sin kandidateksamen. EMBL optager både fysikere, biologer, kemikere og matematikere og alle interesserede er i princippet velkomne. Hvis man bliver accepteret i programmet bliver man finansieret af EMBL og får en kontrakt på 3½ år. Man får en relativ høj skattefri hyre (ca. 1600 Euro/måned (plus et tillæg hvis man er gift)). Der er ikke pension med i lønnen, men alt i alt synes jeg det er godt alternativ til en dansk Ph.D. I øvrigt er danske Ph.d.-studerende nogle af de højest lønnede i verden (igen er danskerne en flok forkælede bæster - en anden grund til at tage ud: man lærer at Danmark er et godt land at leve i), så for mange andre er det forbundet med en stor økonomisk gevinst at få en EMBL-Ph.D.

Mit projekt går udpå at studere effekten af specifikke mutationer i en transkriptions-faktor i mus. Dvs. jeg introducerer punktmutationer i genet som koder for denne faktor ved hjælp af såkaldt knockin-teknik. Jeg studerer så effekten af mutationerne for de processer som mit gen er involveret i (genregulering, differentiering og energi-homeostase). Der er i alt 6 grupper på EMBLs museprogram i Monterotondo og de arbejder med vidt forskellige ting såsom cytoskelet-dynamik, transkriptions-regulering, neuron-plasticitet, kardiologi, embryonal udvikling, indlæring og adfærdsbiologi. Alle disse ting bliver studeret i transgene musemodeler.

For mig var det egentlig ikke svært at finde min EMBL-Ph.D. plads. Jeg har egentlig altid gerne villet prøve at være et sted hvor man kunne få lov til at lave "store og dyre forsøg" (forsøg der koster meget, ikke forsøg med dyr!), som f.eks. musegenetik. Jeg havde egentlig også haft lyst til at rejse til udlandet og da min chef så en dag sagde, at han havde fået et job på EMBL og om jeg ville med til Italien, så sagde det ligesom sig selv.

Jeg kan egentlig kun se fordele, rent fagligt, ved at lave en Ph.D. på EMBL (eller et andet stort institut med store midler), i Danmark er der mere tendens til små grupper, men hvis man på samme sted har en 30-40 mennesker som alle sammen på en eller anden måde arbejder med det samme, så kan man virkelig forbedre sine ideer om hvordan god forskning bør være, simpelthen fordi man snakker med mennesker som har prøvet alt muligt - bare andre steder. På det laboratorium, jeg er på er der således en italiener, en russer, en tysker, to franskmænd og så min chef og jeg som er danske. Det giver mange inputs og ideer at have mennesker med forskellig baggrund det samme sted. En anden fordel er, at der kommer mange forskere og holder foredrag enten i forbindelse med kurser eller i forbindelse med et samarbejde. I København (hvor jeg lavede speciale) synes jeg ikke der var nær så mange interessante foredragsholdere. At det så skyldes, at foredragene blev dårligt annonceret eller at mit interesseområde er for snævert, ved jeg selvfølgelig ikke.

Jeg synes ikke man skal tage til udlandet for at få bedre foredrag, men det er da en bonus der er værd at tage med. En specifik fordel ved at arbejde på et sted, hvor der er mange muse-genetikere er, at der er mange forskellige muselinier som er umiddelbart tilgængelige. Man kan således krydse disse linjer for at opnå effekter i specifikke væv eller for at få inducible effekter.

En ulempe ved at tage af sted er selvfølgelig at man mister noget kontakt til mange af sine venner og bekendte. Selvfølgelig får man nye venner, men det er jo ofte dem man arbejder sammen med og på den måde bliver det hurtigt lidt indspist. Især dér hvor jeg arbejder nu. Vi er ca. 40 personer der, og vi bliver stadigt flere. En del af dem er italienere og har således beholdt deres netværk. Men for os andre er det svært at få bekendte uden for labbet. Det kan selvfølgelig lade sig gøre, men man skal gøre en indsats for det. En fordel ved EMBL er at programmet dækker 75% (op til en hvis grænse, som dog er ret højt sat) af udgifter i forbindelse med sprogundervisning. Netop eksterne sprogkurser er en god mulighed for at møde andre mennesker. Som konsekvens af et manglende netværk kan hverdagene hurtigt blive meget lange og også tage en bid af weekenderne. Men der er også mange studerende i DK som arbejder meget, da man jo som studerende har en deadline. (Og så hænger det jo sådan sammen, at dem der arbejder meget for produceret meget.)

Mht. privatlivet, var det for mig ekstra nemt, da min kone kunne lave speciale hernede. Selvfølgelig betyder det at vi må udskyde drømmen om villa og vovse stykke tid (og skære antallet af børn ned fra 6 til 4).  Jeg savner naturligvis min familie og mine nære venner, men vi får ofte besøg og der postes pakker og mailes begge veje. Verden er jo slet ikke så stor i dag med e-mail, telefoner, discount flyrejser etc. En yderligere fordel ved at arbejde et sted som Rom er desuden, at ens venner og familie er meget interesserede i at besøge en. Dels ligger det ikke så langt væk hverken tidsmæssigt eller økonomisk og dels har Rom og Italien jo en del at byde på. Det tror jeg ville have været anderledes hvis man tog til Vladivostok eller New Zealand (ikke for de rigtige venner naturligvis). Alt i alt tror jeg ikke, jeg kommer til at fortryde at jeg tog af sted.

Jeg tror at jeg efter min Ph.D. har gode muligheder for at vende tilbage til Danmark, og jeg tror det som sådan vil forbedre ens C.V. at tage til udlandet, især hvis man har forsket/arbejdet et sted som har et godt ry. Jeg har ikke nogen fornemmelse af hvor vigtigt det er at pleje sine danske forbindelser. Jeg synes, jeg har et godt netværk i DK og vi samarbejder med grupper både i København og i Lund. Om det har nogen indflydelse på mine muligheder for at vende tilbage, at jeg har været "ude" et par år vil tiden at vise.

Jeg har jo ikke været væk så længe (et halvt år), så jeg føler ikke jeg kan give råd mht. konsekvenser for privatliv mm., men jeg er meget glad for at jeg er et sted som folk gider og har råd til at besøge. Vi har stor fornøjelse af dét som Rom og Italien kan byde på ud over videnskaben og EMBL. Jeg synes dog man skal sikre sig at der er et fagligt udbytte af ens ophold: Hvis man tager til udlandet for at blive bedre forsker kan man lige så godt sikre sig, at det er et ordentligt projekt man skal arbejde med, og at labbet er velfungerende. Jeg vil dog bestemt anbefale at arbejde i udlandet: Det er lækkert at stifte bekendtskab med et nyt sprog og en ny kultur, især når den er så herlig som den italienske (På godt og på ondt). Jeg vil også anbefale, at man tager til et stort anerkendt sted. Det er fedt, at der er råd til det hele og at man føler, at man er i et dynamisk miljø. Det er min fornemmelse at EMBL i den sammenhæng godt kan leve op til de store amerikanske institutter.

Jens Erik Nielsen, Tidligere Ph.D. studerende ved EMBL Heidelberg, Tyskland. E-mail: jnielsen@mccammon.ucsd.edu

Jeg lavede min Ph.D. paa European Molecular Biology Laboratory (EMBL) i Heidelberg, Tyskland. Jeg arbejder med strukturel bioinformatik, mere specifikt saa omhandlede min Ph.D. studier af pH-afhængigheden af enzym-katalyse og metoder til beregning af pKa-værdier i det aktive site af enzymer. Arbejdet bestod til dels af teoretisk arbejde med at udvikle beregningsmetoder til brug ved studier at elektrostatiske effekter i enzymer (programmering, testning og anvendelse) og af eksperimentelt arbejde (udført i DK) som havde til formål at validere de udviklede beregningsmetoder. (EMBLs hjemmeside: http://www.emb-heidelberg.de. Min egen hjemmeside: http://www.cmbi.kun.nl/gv/nielsen/)

Grunden til at jeg valgte at lav Ph.D. i udlandet var en kombination af omstændigheder. På min speciale-arbejdsplads (Novozymes A/S) var der penge til stede til at lave en Ph.D. i udlandet, og siden der ikke var ekspertise i strukturel bioinformatik på KU eller andre steder i DK så var det nærliggende at tage til udlandet. Ydermere så virkede KU's Ph.D.-program ikke særlig transparent. F.eks. så ved jeg stadig ikke hvordan man rent faktisk ansøger om et Ph.D.-stipendium, hvor mange kurser man skal have, osv. På EMBL var alting simplere og klart defineret, og i tillæg har EMBL et virkeligt godt ry indenfor strukturel biologi. Min Ph.D. endte derfor med at være finansieret af Novozymes A/S og EMBL/EMBO.

Fordelene ved at lave Ph.D. i udlandet er flere: Ingen undervisningspligt, og ingen pligt til at tage kurser i løbet af Ph.D.'en. På EMBL skal alle Ph.D.-studerende igennem et 2-måneders kursus som fører deltagerne rundt i alle fagområderne på EMBL. EMBL består af fem programmer: Structural Biology & Biocomputing, Cell Biology, Gene Expression, Developmental Biology og Biochemical Instrumentation. Kurset giver en god introduktion til alle disse fagområder og giver således deltagerne både en bred praktisk og teoretisk viden om de vigtigste områder indenfor den moderne molekylærbiologi.

Rent maskinelt og teknisk er laboratoriet både bedre og dårligere udrustet end hjemme. Der er langt mindre skrivebordsplads og laboratorieplads end laboratoriet på Novozymes som jeg var vant til. Apparater var ofte ikke de nyeste, men i sammenligning med KU vil jeg gætte på at standarden var højere eller den samme. Dertil kommer at EMBL har en lang række faciliteter samlet i én bygning (NMR, X-ray, elektronmikroskoper, foto-lab, etc.). Personalemæssigt er EMBL dog helt unikt. Det faglige niveau er utroligt højt og det er altid muligt at finde en ekspert at spørge om dette eller hint. EMBL har desuden en open-door politik, hvilket betyder at det altid er muligt at banke på en gruppeleders dør og få en snak om hans/hendes fagområde.

Arbejdstider var i mit tilfælde op til mig selv. Som udgangspunkt forventes der en 40-timers arbejdsuge, men mødetider og tilrettelæggelsen af arbejdet er meget fleksibel. Dette er dog ikke altid tilfældet på EMBL, og ofte driver folks egne ambitioner dem langt hårdere end nogen gruppeleder eller professor ville kunne. Jeg havde fire gode og relativt stress-frie år i Heidelberg, men ud af en gruppe på 30 Ph.D. studerende som startede i 1997 fik nogle stykker stress-relaterede sygdomme. Det skal være usagt om det hovedsageligt var egne ambitioner som forårsagede disse sygdomme, men stresset ved at flytte til udlandet og det høje faglige niveau på EMBL har helt givet også spillet ind.

Dagligdagen udenfor laboratoriet et meget lig den dagligdag som jeg ville have haft i Danmark. Heidelberg har trods sine kun 150.000 indbyggere et kulturtilbud og natteliv som kan måle sig med det københavnske, så i den retning er der ingen problemer. Sprogmæssigt skal der arbejdes for at kunne deltage i sportsaktiviteter, da det er et must at kunne tale tysk. Boligjagten er forholdsvis problemfri, men det skyldes i høj grad at EMBL tilbyder gæstelejligheder til nyankomne. Bankforbindelser og lånoptagning er en anden historie. Her er det langt mere problematisk at få f.eks. et bil-lån.

Mht. gode råd, har jeg ikke andet en det klassiske: Vær åben overfor en anden måde at gøre tingene på. Ellers er det bare et spørgsmål om at gøre det. Hvis ikke det virker, så kan man altid tage hjem igen? Jeg vil i det hele taget anbefale at tage til udlandet. Jeg er stadig af den opfattelse at det bedste jeg nogensinde har gjort er at forlade DK. At bo i et andet land i flere år giver et helt andet syn på verden, og bringer en helt ny forståelse for, hvordan verden er skruet sammen.