Kristendom og realisme

Publiceret Oktober 2002

"Hvorfra kommer det alt sammen", spørger en anfægtet, ældre præst i den første af de to miniromaner, som til sammen udgør den engelske forfatters A. S. Byatts bog "Engle og insekter" fra 1992.

Historien udspilles to tredjedele henne i det 19. århundrede - på det tidspunkt, hvor darwinismen var den store nyhed og den store anfægtelse. Præsten fortæller, hvor bevæget han altid er blevet i mødet med billeder af Jomfru Marias Bebudelse, hvor han så "englen med en hvid og gylden lilje i hånden, idet han knælede for den tankefulde unge kvinde, som belavede sig på at blive Guds Moder, kærligheden gjort til kød, kundskab skænket os eller givet os til låns. Og nu er alt dette som udslettet, og der er kun et sort bagtæppe på en tom skueplads, og jeg ser en chimpanse med forundrede øjne, en lav pande og store, hæslige tænder, som knuger sit pelsklædte afkom til sit furede bryst - og er (kursiv) dette (kursiv) kærligheden gjort til kød?"

Hans svar er: Ja! Men så tilføjer han: "Jeg formår ikke at udmåle, hvad jeg har mistet derved, for i så fald ender jeg i den dybeste fortvivlelse". Hvorfor? Fordi hans liv bliver meningsløst. Han har opfattet sin tilværelse som en sum af gode og slette gerninger, som "vejes og granskes af En med barmhjertige øjne, mod hvem min vandring formodedes at gå, skridt for prøvende skridt". Tvinges han til at opgive den forvisning, da må han "vandre vejen ud som et afpillet blad for at blive forvandlet til muld, som en mus fortæret af en ugle, som en tyrekalv på vej til slagtehuset, igennem en port, der kun lader sig åbne den ene vej, til blod, støv og forødelse". Porten åbnes kun den ene vej: Mod forgængelighed og udslettelse; opstandelsen er udelukket.

Med fornem kunstnerisk finfølelse og lydhørhed indfanger A. S. Byatt den sjælelige nød, som udviklingslæren afstedkom hos mange. Selv hos en troende darwinist som I. P. Jacobsen fornemmer man forstemtheden og resignationen: "Lad længes, lad grædes med evigheds-savn,/ Der er kun en stofhob, en dåd og et navn". Men han tilføjer med trodsig optimisme: "For alle gode tanker kan slet ikke dø, før endnu bedre tanker er spired? af deres frø". Så får udviklingslæren alligevel det sidste ord, men kunst kunne der ikke skabes på den. Forsøgte man, endte man i overophedede sproglige energiudladninger som Johs. V. Jensens "Den lange rejse", som ingen - bortset fra de troende - vil tælle blandt hans vellykkede værker, eller i snusfornuftig belæring som hos Carl Ewald, hvis "fantasi bygger på realiteter af videnskabelig art", som der står i Dansk biografisk Leksikon.

Èn gang tidligere var Europa blevet ramt af en lignende krise, nemlig da man måtte opgive troen på, at jorden var universets centrum, som solen bevægede sig rundt om. Man følte grunden skride under sig, mennesket reduceret til "et fnug mellem himmel og jord" og al troværdighed i Bibelen undergravet. En sidste krampetrækning har modstanden mod det moderne verdensbillede i dommen over Galilei i 1633, hvor det hedder, at han har "fremført og troet på den doktrin, der er forkert og i modstrid med de Hellige og Guddommelige Skrifter, nemlig at solen er verdens centrum og ikke bevæger sig fra øst mod vest, og at jorden bevæger sig og ikke er verdens centrum". Ikke at være verdens centrum er en barsk og chokerende erkendelse; ethvert barn gør den på ét eller andet tidspunkt; og enhver voksen gør den jævnligt.

Fælles for de to kriser, den naturvidenskabelige erkendelse har fremkaldt i den vesterlandske bevidsthed, er dels, at de berøvede mennesker deres selvfølgelige holdepunkt i tilværelsen, som føltes meningsløs og tilfældig, hvor den før var formålsbestemt og meningsfuld. Og mennesker i den situation bør man ikke hovere over, for den er forfærdende, som at være ene på en isflage i nattemørke på et oprørt hav. Dels at de begge blev overvundet - i begge tilfælde ved en internalisering af den kristne tro.

I en vis forstand trak Luther tæppet væk under det overleverede gudsforhold, akkurat som siden Galilei (og Kopernikus) bragte det traditionelle verdensbillede til sammenbrud. Mens den katolske kirke i middelalderen stod som en art uanfægtet formidler mellem Gud og menneske, et relæ, der sikrede Guds vej til den troende og den troendes til Gud, stillede Luther det enkelte mennesket direkte overfor Gud i ensomhed og i lydig tro eller oprørsk vantro. Gudsforholdet blev afgjort i det enkelte menneskes hjerte, ikke via kirkeinstitutionen.

På samme måde overvandt kristendommen darwinismens udfordring, eftersom i hvert fald al protestantisk tænkning lige siden stået i gæld til Søren Kierkegaard og fundet en udvej i hans teologi: I hans betoning af "hin enkelte" og i betoningen af tro som et forhold, hvori den enkelte forholder sig til det absolutte, til det evige, til Gud - og til sig selv. Tro er altså ikke intellektets selvmord i antagelse af naturstridige begivenheder. Nej, tro er et eksistentielt forhold, der sætter mennesket i den afgørelse, om det vil gøre sig selv til Gud, eller det vil forlade sig på den absolutte instans, som er uden for mennesket og derfor relativerer alt menneskeligt; om det vil tro på Gud som skaber og dermed på sig selv som skabt og fordret - fordret af skaberen til at leve i kald og stand i kærlighed til Gud og næsten og ud af denne kærlighed frimodigt virke godt og frit.

For så vidt er enhver konflikt mellem naturvidenskabelig erkendelse og kristen tro udelukket. Mennesket har frihed til at udforske naturen og pligt til at tage vare på den, fordi den er en del af skabningen. Siden Einstein har heller ingen naturvidenskabsmand villet uddrage nogen endelig, absolut erkendelse af sin videnskab. Tværtimod er ydmyghed og spørgelyst kendetegnende og nødvendig for en fortsat naturerkendelse. Enhver nyvunden indsigt rejser nye spørgsmål og fornyet tvivl. Denne vekselvirkning er energien i den naturvidenskabelige erkendelsesproces. Dermed er det også sagt, at darwinismen er en teori, hvis værdi har vist sig at bestå deri, at mange forhold, men langt fra alle, kan den forklare sammenhængende og meningsfuldt. Derfor skal børn naturligvis også have besked om den, som om alle mulige andre teorier.

Marxismen er er samfundsteori, der har vist sig at have begrænset rækkevidde, bl. a. fordi den blev ophøjet til absolut, videnskabelig sandhed, som skulle tros - på trods af al fornuft, ikke fordi den var hensigtsmæssig, men fordi, men fordi den blev gjort til religion(serstatning) - i modstrid med Marx' egne ord om, at "al kritik begynder med kritikken af religionen". Det synspunkt deler han med kristendommen, der nok har fungeret som religion, men i virkeligheden er en afvisning af enhver religion, som Jesus afviste farisæerne, som Paulus afviste enhver hellighed i verden, fordi alene Gud er hellig.

Derfor er udtrykket "kristen fundamentalisme" også absurd, en selvmodsigelse, eftersom kristen tro ikke kan bruges til noget, men sætter den troende fri til at bruge sine sanser og sin forstand, kun forpligtet på den konkrete, historiske virkelighed, som foreligger, men naturligvis altid kan ændres, forbedres eller forringes - alt efter graden af menneskelig visdom eller dumhed.

På sine gamle dage sørgede Darwin selv over tabet af sin evne til opleve Shakespeares stykker med samme begejstring og indlevelse som i ungdommen. De mange års beskæftigelse med naturvidenskaben havde deformeret hans oplevelsesberedskab. Bemærkelsesværdigt er det, at evnen til at skabe og opleve kunst er dybt forbundet med den troendes indlevelse og delagtighed i kristendommens mysterier, i dens vrimmel af fortællinger, dens vildt dramatiske historie, dens overvældende, nærmest surrealistiske billeddannelser (Bebudelsen f. eks.), dens uudtømmelige kunst - fra de store billedkunstnere til kirkemusikken og den svimlende digtning hos en Dante, en Milton, en Grundtvig.

Den sidste siger et sted, at forskellen på Luther og Calvin er, at Calvin savnede poetisk sans. Dermed menes ikke lyrisk fornemmelse, men lydhørhed, åbenhed, opmærksomhed over for skabelsen mangfoldighed (poesi = skabelse) i dens skønhed og sanselighed og en befriende erkendelse af, at tilværelsen ikke går op. Den er fuld af modsigelser, hvad Pascal betonede med ordene: "Hjertet har sine grunde, som forstanden ikke fatter". Meget kan man sige om Luther - og meget siges, alt for meget - men ideolog var han ikke! For han troede ikke på noget som helst undtagen den Gud, som var hans faste borg. Ideolog, det var derimod Calvin, og som alle andre ideologer nidkær, nøjeregnende og hensynsløs. Han og ikke Luther ville skabe en gudsstat, en mønsterstat under gejstlig ledelse. Calvins åndstype kender vi kun al for godt fra det netop afsluttende århundredes historie; men også i mere troskyldige og tilforladelige udgaver - som f. eks. religionshistorikeren, Mikael Rothstein, der var interviewet i JP d. 10. ds. og mener at have forklaringer på al ting, så at han endog kan forudsige kristendommens uddøen om 2000 år. Her taler en moderne fundamentalist, en calvinsk fornuft uden poetisk sans, en relativerende rationalitet, der afviser al religion som illusion. Hvortil er at sige, at illusioner er det virkeligste af alt, og at intet er så illusionsbrydende, så illusionsløst realistisk som netop kristendommen.

Derfor er det absurd at tale om, hvad der - som én skriver i debatten om tro og viden - er "uforeneligt med nutidens virkelighed". Indædt modvilje mod darwinismen er lige så latterlig som blind tro på den, for ingen af delene er hensigtsmæssige i forhold til videnskabelige teorier. Tro på den bibelske skabelsesberetnings bogstavelige sandhed er ligegyldig, for hvad dur den til? Ingen tror på den bogstavelige sandhed i H. C. Andersens eventyr, men heller ingen vil påstå, de er løgn. De er indsigtsfulde og udvider derved læserens indsigt i verden, og som bekendt er kun det frugtbare sandt. Men hvad som helst er kun i alt for høj grad  forenelige med nutidens virkelighed, der er ét broget virvar af sort, sydende overtro - lige fra tro på videnskaben og fornuften til tro på healing, scientology, numerologi, ateisme, penduler, spiritisme, astrologi, satanisme, selvrealisering, religionsvidenskab, krystaller - det alt sammen!

Godt vi har kristendommen til at holde os fast på ædruelig realisme og åbne vore øjne for det sande, det skønne og det gode midt i overtroens tågebanker. 

Offentliggjort i Jyllandsposten d. 19. oktober 2002. Gengivet efter aftale.