Videnskab og religion til debat

Publiceret Oktober 2002

Vi kan bedst lide, når historien er simpel. Så er den mest virkningsfuld, overbevisende og det er meget lettere at sige enten ja eller nej. Derfor er konfrontationen mellem den bibelske skabelsesmyte og den moderne evolutionsteori så effektfuld. På den ene side har vi den bagstræberiske, konservative og dogmatiske religion, der sætter udviklingen i stå, hvis den da ikke ligefrem sender os tilbage til middelalderen. Og på den anden siden har vi så den oplyste videnskab, der som fremskridtets tjener frelser os fra overtroens mørke.

Det er et billede, der er til at forstå. Det er noget, man kan reagere imod. Enten kan man begejstret tilslutte sig. Eller også kan man tage afstand og beskylde videnskaben for ikke at være et hak bedre, eller hylde (sin) religion for faktisk at være det. Denne konfrontationsmodel har været meget populær i de sidste 150 år. Faktisk så er den blevet så udbredt og har sat sig så godt fast i både den folkelige og i den akademiske bevidsthed, at den er svær at udrydde. Hvad de fleste ikke er klar over, så er den et resultat af bestemte fraktioner inden for kirke og videnskab, der i det 19. århundrede kæmpede om økonomisk, politisk og kulturel indflydelse i samtiden. Der var tale om mindre grupper af dygtige retorikere på begge sider, som udnyttede konfrontationstanken til at fremme egne interesser.

Ikke desto mindre holdt hovedparten af datidens videnskabsfolk sig udenfor denne debat. For dem var der nemlig ikke nogen konflikt mellem videnskab og religion. Det kom bag på Francis Galton (Charles Darwins fætter), der i 1874 udgav bogen Engelske videnskabmænd: deres arv og miljø. Hans egen personlige oplevelse var, at den moderne videnskab havde gjort det umuligt for ham længere at tro på Gud. Stor var hans forbløffelse, da han opdagede, at han næsten var ene om den oplevelse. Hovedparten af de videnskabsmænd han adspurgte til sine undersøgelser, der talte datidens naturvidenskabelige elite i England, svarede, at deres religiøse opdragelse ingen negativ effekt havde haft på udviklingen af deres videnskabelige evner. Endnu mere overraskende var det for Galton, at langt den overvejende gruppe af disse videnskabsmænd stadig var stærkt religiøse og adskillige var endog aktive medlemmer af fundamentalistiske kristne trossamfund. I 1916 viste en anden undersøgelse foretaget blandt amerikanske videnskabsmænd, at 60% ikke troede på Gud. I 1997 blev en lignende undersøgelse foretaget blandt britiske videnskabsmænd. Den viste, at 40% troede på Gud.

Hvordan kan det lade sig gøre, når nu den naturvidenskabelige viden igen og igen har udfordret den bibelske autoritet på spørgsmål om for eksempel skabelsen, jordens alder og mirakuløse hændelser? Der er flere faktorer på spil her. Blandt andet var der stærke interesser i teologiske kredse for at skabe en konfliktstemning og en fjende der let kunne identificeres. Det var rigtigt, at naturvidenskaben udfordrede den bibelske autoritet. Men det var egentlig ikke så slemt. Det var derimod kombinationen af dette med den fremstormende historiske bibelkritik, der blev udbredt i teologiens egne rækker. I følge denne skulle Bibelen læses som et historisk dokument, der hvad det angik ikke adskilte sig fra andre historiske dokumenter. Det var derfor nødvendigt, at man anvendte den samme kildekritik overfor Bibelen, som man ville anvende i alle andre situationer. Det betød selvfølgelig, at det bibelske ord ikke længere kunne tages bogstaveligt.

Derudover blev teologien udfordret på et meget mere ømt punkt. Her kostede det nemlig penge. Skole- og universitetetsuddannelserne var i midten af det 19. århundrede stadig tilrettelagt efter kirkens interesser. Men det begyndte at ændre sig. Kirken mistede indflydelse på læseplaner og skoleskemaer, medens videnskaben vandt indpas. Økonomiske midler, der før tilkom kirken, gik den nu næsen forbi. Den mistede politisk indflydelse og penge. Masser af penge. Og det brød teologerne sig ikke om. Hvis man nu kunne vende stemningen imod den frembusende videnskab, så kunne det være, at man også kunne vende udviklingen. Det gik som bekendt ikke. Udfordringen blev mødt af stærkt bevæbnede repræsentanter for den nye videnskabelige ideologi. Og som resultat fik vi det velkendte mønster af to modstridende parter.

Problemet var således ikke religion som sådan, men snarere kirken og visse grupper af teologer og videnskabsmænd. Men langt fra alle var enige. Hovedparten af datidens videnskabsmænd havde som nævnt ikke noget problem med religionen. Det havde de ikke på grund af en skarp adskillelse mellem tro og viden. Det handlede mere om at sætte grænser for den videnskabelige viden end for ens tro. Dog ikke på den måde, at videnskaben ikke måtte udvikle sig. Tværtimod. Naturvidenskabens opgave var at øge vores kendskab til naturen og dens processer. I den forbindelse var der ingen grænser.

Det var der imidlertid, når det drejede sig om spørgsmål om for eksempel livets mening eller Guds eksistens. Disse spørgsmål lå simpelthen udenfor videnskabens område. Det var ikke noget videnskaben hverken kunne eller skulle tage sig af. Det var udelukkende et trosspørgsmål. Det kunne være, at der fandtes en Gud. Det kunne endog også være, at denne Gud havde skabt jorden og alt hvad der fandtes af liv og død. Men det kunne man aldrig komme til en erkendelse af gennem naturvidenskaben. Man kunne aldrig vide det. Denne opfattelse af videnskabens selverkendte grænser kaldte man for videnskabelig agnosticisme. Når videnskaben holdt sig fra religionens område, betød det selvfølgelig også, at religionen måtte holde sig fra videnskabens område. Takket være denne opfattelse havde mange naturvidenskabsfolk ikke noget problem med deres religion. Det drejede sig simpelthen om to forskellige områder med hvert deres gyldighedskriterium.

Desværre er det ikke alle der ser det på denne måde. Udfordringerne til den naturvidenskabelige viden har været mange og problemerne opstår, når de to, eller andre områder blandes sammen. Det ser vi med al tydelighed i kreationismedebatten,  altså hvor den bibelske skabelsesmyte kommer ind som konkurrerende alternativ til den biologiske udviklingslære.

Vores videnskabelige viden om universets, solsystemets, jordens og livets udvikling er i dag langt fra fuldstændig. Men vi har takket være moderne astronomi, geologi og biologi et meget godt kendskab til, hvordan det kan være, at den verden vi ser omkring os er blevet, som den er. Denne viden stemmer som bekendt ikke overens med den bibelske skabelsesmyte. Både spørgsmålet om jordens alder og livets opståen har gennem de sidste 150 år ført til gentagne sammenstød mellem grupper der støttede de videnskabelige teorier og andre, der insisterede på en bogstavelig læsning af Bibelen. Først i 1996 kunne Pave Johannes Paul II erklære, at den katolske kirke ikke fandt der var uoverensstemmelse mellem den kristne tro og den biologiske udviklingslære - et godt stykke tid efter udgivelsen af Darwins Om arternes oprindelse i 1859.

Det har imidlertid ikke fået indflydelsesrige religiøse grupper til at indstille deres opposition til evolutionsteorien. USAs historie i det 20. århundrede præsenterer en række dramatiske retssager med videnskab og religion på hver sin side. Der er forskellige variationer, men grundtemaet er det samme: på den ene side har man været tvunget til at forsvare retten til at undervise i den biologiske udviklingslære i skolerne. På den anden side har man forsøgt at få præsenteret den bibelske skabelsesberetning på læseplanerne og i undervisningsmaterialet som et ligeværdigt alternativ til den videnskabelige forklaring. Et af de seneste eksempler er fra 1999, hvor staten Kansas uddannelsesråd stemte for at udviklingslæren helt skulle fjernes fra statens undervisningsprogram. Den daværende guvernør i Texas og USAs nuværende præsident, George W. Bush, bakkede dengang op omkring beslutningen og fremførte, at hvis texanerne ønskede at stemme imod udviklingslæren, så var det helt fint med ham. Det førte til meget stærke reaktioner fra politisk hold såvel som fra en samlet videnskabelig offentlighed. Ved en tidligere retssag i 1986 havde man mobiliseret ikke mindre end 72 personer, der alle havde modtaget nobelprisen i enten fysik, kemi, fysiologi eller medicin, 17 statslige videnskabsakademier og 7 andre videnskabelige organisationer. De bakkede alle op om den biologiske udviklingslære, samt en forståelse af videnskab, der støttede den og gik imod den kreationistiske opfattelse.

Problemet her er, at det fra politisk hold bliver legitimeret, at gyldigheden af videnskabelig viden er op til en demokratisk afgørelse. Det er det ikke. Selvom der kan være stemmer B eller for en avis, abonnenter B i det, så går det ikke. Her er der simpelthen en grænse, der ikke kan overskrides. Det betyder ikke, at det ikke kan være et demokratisk anliggende, hvad vi skal gøre ved den videnskabelige viden. Det er noget andet. Selve indholdet af den videnskabelige viden er imidlertid ikke til offentlig debat. Den er ikke fuldstændig. Men den er det bedste vi har. Der er ingen konkurrence.

I den forbindelse skal pressen ikke bare påtage sig rollen som mikrofonholder og ukritisk gengive alt hvad hvem som helst kan finde på at sige. Nej, den skal repræsentere en kritisk fornuft, der kan hjælpe læsere og seere til at skelne mellem fup og fakta. Det kræver mod, tid og viden. Men uden dette svigter journalisten både borgere og samfund. For da slet ikke at tale om videnskaben. Derfor er vi simpelthen nødt til øge kendskabet ikke bare til naturvidenskabelig viden, men også til hvilken rolle naturvidenskaben spiller i samfundet, hvilke muligheder og hvilke begrænsninger den har. Vi er nødt til at arbejde for en større videnskabsforståelse. Og medierne er nødt til at tage deres ansvar alvorligt og ikke bare blæse for populismens vinde.

Offentliggjort i Jyllandsposten d. 15. oktober 2002. Gengivet efter aftale.