Bibel og videnskab

Publiceret Oktober 2002

Kan man tro på alt, hvad der står i Biblen? Ja, det kan man, men ikke altid som det står. Det var en erfaring som den lærde kirkefader Augustin gjorde omkring år 370 i Milano. Hans mor var kristen og hans far var hedning, men det var moderen der havde den stærkeste indflydelse på ham. Augustin ville også gerne være kristen, men han syntes at der var for mange usandsynligheder i Biblen. F.eks. når der står om Adam og Eva at de skjulte sig i paradisets have efter at de havde spist af kundskabens træ. Og derpå at Gud gik ned gennem haven og råbte Adam, "hvor er du?". Var Gud virkelig en sådan havemand, og var forholdet mellem Gud og menneske så barnligt som det her er skildret? Det kunne Augustin med hele sin klassiske filosofiske og retoriske dannelse umuligt forestille sig. Heldigvis traf han den store teolog og stjerneprædikant Ambrosius i Milano og han lærte Augustin, at man skulle læse Biblen "allegorisk", dvs. at man ikke blot skal læse på linierne, men også mellem dem. Man må med andre ord tolke den hellige skrift, fordi den tit siger noget andet end det, der umiddelbart står. Eller man kan sige at man må "oversætte" den, dvs. sætte den over i et andet sprog. På samme måde som man læser H.C. Andersens eventyr, f.eks. "Den grimme Ælling" allegorisk, når man læser det som om det siger noget om H.C. Andersens eget liv udfra moralen: "Først går man så grueligt meget igennem og så bliver man berømt.

I tiden efter Augustin udviklede man den allegoriske læsemåde med stadig større raffinement; man havde således fire forskellige måder at læse på: en bogstavelig, som når man ved omtalen af "Jerusalem" mente byen i Palæstina, eller den moralske tolkning, hvor man lod "Jerusalem" være et billede på den troende sjæl, der altid søger sandheden, og en egentlig allegorisk betydning, hvor byen stod for den hellige kirke og endelig den mystiske eller anagogiske tolkning, hvor "Jerusalem" betegner stedet hvor sjælene i himlen befinder sig.

Selvom senere tider ofte var kritiske overfor den middelalderlige måde at læse på, så har en sådan allegorisk læsning i virkeligheden været brugt lige siden, og det er stadig  nødvendigt for at forene ens egen tids viden med de bibelske indsigter. Enhver præst siger eller mener efter at han har læst evangelieteksten op fra prædikestolen: "Denne historie er nedskrevet for knap 2000 år siden, men den handler i virkeligheden om os, og nu skal I høre hvordan". Det er ikke at øve vold på Biblen, men at få stadig større indsigt i dens budskab. I vore dage har naturvidenskaben ændret vort verdensbillede og det får naturligvis betydning for vor læsning. Man læser nemlig ikke blot med øjnene, men først og fremmest med sin viden. I dag ved vi f.eks. at verden ikke blev skabt i løbet af 6 dage, hvorefter Gud hvilede på den syvende. Det er en betagende fortælling vi har i Biblen, men ikke en naturvidenskabelig lærebog. Der er folk i USA og også nogle enkelte danskere der er "kreationister" (af creatio, som betyder skabelse på latin), som betyder at de vil fastholde skabelsesberetningen helt bogstaveligt. Både at verden blev skabt på en uge og at det skete for ca. 6000 år siden.

Vi andre ved at det er noget vrøvl for naturvidenskaben har lært os at verden er meget ældre, 10-12 milliarder og jorden 4-5 milliarder. Jeg har på mit skrivebord en sten som forskerne mener er ældre end jorden, dvs. ca. 5 milliarder år gammel. Et stykke materiale der måske er blevet til overs, da jorden blev til og som har svævet rundt i verdensrummet indtil for en 5-6000 år siden, hvor det er faldet ned i en ørken i Chile.

Denne indsigt lader sig ikke umiddelbart forene med Biblens  skabelsesberetning og det ville være i mod al fornuft at foretrække denne frem for den videnskabelige indsigt.

Er Biblen så usand? Nej, det er den ikke, men det er guddommelig historie om at  mennesket er skabt som naturens højdepunkt med ret og pligt til at herske over jorden på Guds vegne og med ansvar overfor Ham og hinanden.

Lidt senere i 1. Mosebog fortælles der om syndfloden, som oversvømmer hele jorden undtagen Noah og hans familie og de dyr Noah tager med sig ombord på det skib ("ark") som han får besked om at bygge. Er det en virkelig historie? Det er der faktisk en del der tror og derfor har der været flere ekspeditioner til mellemøstlige bjerge i håb om at finde resterne af Noahs ark. Men igen, sådan er det helt sikker ikke gået for sig. Igen må ethvert fornuftigt menneske sige til sig selv, at det er ganske usandsynligt. Men det er alligevel en central beretning i en kristen sammenhæng. Af fortællingen lærer vi nemlig at Gud kunne blive så umanerlig vred på os at han engang besluttede at lade os gå til grunde ? ligesom dinosaurerne gjorde, da en gigantmeteor udslettede dem for 65 millioner år siden. Men også at Han blev god igen, og at vi derfor står på god fod med tilværelsen og dens herre. Og kommer vi i tvivl, kan vi se op mod himmelen når det har regnet meget. Her ser vi regnbuen, hvis ring er et tegn på at Gud har ringforlovet sig med os og at han aldrig vil svigte os, hvad der end sker, om verden så går under.

Er det noget der kan bevises? Er det en faktisk sandhed? Nej, naturligvis ikke, men det er en sandhed vi ikke kan undvære, hvis vi ikke skal fortvivle over tilværelsens tilfældighed og meningsløshed. Man tager altså ikke beretningen som en videnskabelig beskrivelse, men som et kærlighedsbrev fra Vorherre der hermed siger at han holder af os.

Eller hvad med den opfattelse at jorden er flad og er centrum i universet, og at der ovenover os er syv himle som koncentriske cirkler? Det var det ptolemæiske verdensbilledes beskrivelse af verdensrummet, som var datidens videnskabelige beskrivelse. Paulus omtaler i sit andet korinthierbrev  kap. 12,2 et "menneske i Kristus (måske ham selv), som for fjorten år siden ? om det så var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det ? blev rykket bort til den tredje himmel", ja faktisk for en stund kom i Paradis. Ingen kan være i tvivl om at dette menneske har haft en skelsættende oplevelse, ligesom vi endnu i dag kender udtrykket at være kommet i den "syvende himmel", hvad er noget helt særligt. Men vi tror ikke på at der er forskellige himle udenom hinanden, som man gjorde dengang.

Jeg har slet ikke nævnt miraklerne, som siden oplysningstiden har været meget diskuteret. Kan man helbrede en syg ved at lægge hånd på, eller endnu mærkeligere: kan man gå på vandet? I samtiden har det ikke undret at Jesus som så mange andre i datiden havde ry for at kunne den slags. Det lå indenfor menneskers "virkelighed" i datiden. Men med vore dages naturvidenskab er det straks sværere. Vor viden om naturlovene har på mange måder begrænset vor virkelighed, fordi der er så meget som ikke er så selvfølgeligt mere. Noget andet er så at det er folk mere og mere ligeglade med, hvad man kan se af f.eks. TV-serien åndernes magt, og af at næsten alle amerikanere under 40 år efter sigende tror på at TV-serien X-files (dansk: Strengt fortroligt) handler om virkelige ting.

Efter min mening er dette ren og skær overtro, og det skal man holde sig fra. Når det drejer sig om fænomener fra den fysiske verden, så har vi naturvidenskaben som beskrivelse heraf. Og det mener de fleste danske præster i folkekirken da også, et forsigtigt skøn siger omkring 95%. De forkaster ikke naturvidenskabelige forklaringer og ønsker ikke at blive slået i hartkorn med "kreationister"

Lader man så ikke Biblen i stikken hermed? Nej, det gør man ikke for den kan noget som ingen naturvidenskab kan. Den kan tale om hvad der er godt og ondt (de ti bud, kærlighedsbuddet), hvormed vort livs retning er angivet, og den kan sige os hvem Gud er, nemlig den der trods alt bærer over med os for sin søns skyld. Videnskaben kan beskrive én form for virkelighed, mens Biblen kan beskrive en anden. Den første kan sige noget om hvordan det forholder sig. Den sidste kan sige os  hvad der er de grundlæggende vilkår for vort liv, at vi er sat til at tjene andre, og at vi derfor ikke er og aldrig kan blive hovedpersoner i vort eget liv. Det kan man ikke finde ud af ved at se i et mikroskop eller en stjernekikkert. Ej heller kan man ad den vej få bekræftet, hvad Jesus sagde om sig selv: "Jeg er vejen, sandheden og livet". Alligevel er dette udsagn for kristne  så selvfølgeligt og nødvendigt at man ikke kunne drømme om at drage det i tvivl. Det kan man nemlig leve og dø på.

De to forskellige virkeligheder kan illustreres ved beskrivelsen af, hvad der sker, når mennesker kysser hinanden. Kemisk set foregår der en udveksling af mundvæsker samt forskellige andre fysiske og fysiologiske reaktioner. Alt dette kan beskrives rimeligt nøjagtigt. Men det ville være underligt at blive stående herved. Det gør digteren i hvert fald ikke, når han siger "Der er en trolddom på din læbe, en afgrund i dit blik" (Aarestrup). Kærnebudskabet i Biblen er at Gud kysser mennesket.

Det er ikke kemi, men kærlighed.

Offentliggjort i Jyllandsposten d. 15. oktober 2002. Gengivet efter aftale.