Hvem er formørket?

Publiceret Oktober 2002

Kristendommens rolle i Danmark og  troen på den i dag er et historisk spørgsmål, hvor den enkelte må se sig selv i en historisk sammenhæng. Det fremstilles ofte som om kristendommen er hævet over historien, således at f.eks. det Nye Testamentes fortællinger om Jesu mirakler og opstandelse ikke er til diskussion, og at hans ord om næstekærlighed er uproblematisk evigt gyldige på den måde, man nu selv opfatter dem.  Der har været og er videnskabeligt arbejdende teologer og religionsforskere, der grundigt har påvist Bibelens og kristendommens historicitet, men det er som om der eksisterer to adskilte kulturelle lag, som meget  sjældent taler sammen. Danmarks Radio er et godt eksempel.  Her bringes der udsendelser, der klart dokumenterer, at arternes udvikling over millioner af år er en kendsgerning, selv om mange enkeltheder stadig er til diskussion, samtidig med at man også har udsendelser - store mængder endda - hvor der tales om skabelse, syndflod, opstandelse og mirakler så ubefæstede sjæle må tro, at det ikke er myter og legender, men historiske kendsgerninger  Det kan naturligvis siges at være et udslag af den krævede alsidighed, men det er nu påfaldende, så sjældent de to holdninger konfronteres. Man lader som ingenting, og det er godt, at JP har taget tyren ved hornene.

Lad os gå tilbage i historien, hvilket altid er forudsætningen for at forstå nutiden. I middelalderen og 1500-tallet troede man ikke på Gud og Djævelen.  Deres og deres gode og onde engles eksistens var en indiskutabel kendsgerning.  Man kunne sandelig nok diskutere mange sider af deres natur og virkemåder, som det f.eks. skete på reformationstiden, men det skete altid inden for de fælles grundlæggende selvindlysende forudsætninger, hvor religionen var en fælles tilværelsestolkning og vidensystem. Eller sagt på en anden måde: religionen var det medium, der rummede alt, hvad der kunne tænkes vedrørende alle forhold - fysisk-kemiske sager, samfundsforhold, psykolog, jura osv. I en dansk prædiken fra 1300-tallet forklares det knæk, man ser på en pind, der stikkes ned i vand, med at det er Djævelen, der var på spil, han der var kendt for at gøre det lig skævt og det rette krumt. Den katolske kirkes argument imod Galilei vedrørende Jordens bevægelse var,  at det fremgår af Bibelen (Josuas bog 10, 12, 13), at da israelitterne kæmpede imod de oprindelige indbyggere i Palæstina, var der en lejlighed hvor dagen var for kort til at  de kunne nå at slå fjenderne.  Da beordrede Gud Solen og Månen til at standse: "Og Solen stod stille, og Månen standsede, til folket fik hævn over fjenden… Og Solen blev stående midt på himmelen og tøvede næsten en hel dag med at gå ned."  Det var også Luthers og utallige andres argument imod Kopernicus' idé. (Og lad det være sagt meget klart:  Der var ikke nogen, der troede, at Jorden er flad.  Det er en åndssvag vittighed fra Oplysningstiden, da det gik ud på at gøre de tidligere generationer så dumme som muligt).

Ved reformationen blev tanken om det danske samfund som identisk med den kristne menighed styrket.  Reformationskongen Christian 3. tog den lutherske samfundsopfattelse til sig.  Han var virkelig kaldet af Gud, "min kære lensherre", til at sørge for "evangeliets frie løb" i sine riger og til at beskytte deres indbyggere mod Djævelen og hans tjenere.  Og det var så meget mere påkrævet, som tiden var knap. "Verdens ende kan ventes hvert øjeblik," skrev Luther i 1525. Det er ikke nok, at vi blot siger, at kirken dengang var en statskirke. Det stak dybere end dette moderne ord.

Blandt dem, det kristne fællesskab især måtte beskytte sig imod, var troldkvinderne, som efter myndighedernes og deres teologiske vismænds mening var de farligste af de indre fjender. De havde tilsluttet sig historiens største skændselsgerning, Satans oprør imod Gud. Det gjaldt for dem som for andre kættere, at hvis myndighederne ikke udryddede dem, ville Gud straffe hele samfundet.  Og for teologerne var enhver magisk virksomhed uden for kirkens regi trolddom, også de kloge koners helbredelse. For bønderne derimod var trolddom alene den skadevoldende magi, og det er et godt eksempel på, hvordan der kunne være forskellige meninger om tingene inden for den samme religiøse forklaringsramme. Da 100-året for Luthers første offentlige fremtræden skulle fejres med en gigantisk fest i 1617, lykkedes det teologerne at overtale Christian 4. til for første gang at kriminalisere også den helbredende magi.  Den kampagne, som forordningen fra 1617 var et led i, førte til et vældigt opsving i trolddomsprocessernes antal.

Trolddomsprocesserne og trolddomsforestillingerne i det hele taget er et meget godt eksempel på det, vi taler om her: kristendommens historicitet. Forfølgelsen af troldfolk var ganske rationel ud fra tidens forestillinger. Det er Bibelens påbud til øvrigheden: "En troldkvinde må du ikke lade leve" (2. Mosebog 22, 18). Også i det Nye Testamente føres kampen mod trolddom (Galaterne 5, 20, mange steder i Apostlenes Gerninger). Her var det juridiske udgangspunkt. Så kunne kongen og hans rådgivere lovgive om detaljerne.  I 1547 blev det f.eks. bestemt, at en anklaget først måtte  udsættes for tortur, efter at vedkommende var kendt skyldig og dømt til døden. Nu er tortur godt nok flere ting, og der er eksempler på, at der er anvendt grove midler over for sigtede. Da Maren fra Ribe i 1577 havde været ude for grov mishandling i fængselet, sagde hun til præsten, da han igen kom for at forhøre  hende: "Her sidder jeg, et gammelt, sanseløst stakkels menneske, jeg ved dér slet intet af, lad mig nu være i fred."

Ud fra en kristen tankegang er der ingen grund til at laste præsten i Ribe eller den øvrighed, der forordnede tortur efter domfældelsen. De kæmpede med åndens og den kristne øvrigheds våben imod Satan og hans håndlangere.  De kunne som kristne ikke gøre andet.  De fulgte næstekærlighedens bud, når de gjorde deres yderste for at få den dømte troldkvinde til at bekende sine synder, således at hendes sjæl kunne frelses. Vi har en sag fra Falster fra 1690'erne, da trolddomsprocesserne var ved at slutte, bl.a. fordi en en stor del af adelen og andre uddannede folk var begyndt at tvivle på grundlaget for dem. Her blev en heks, som de nu blev kaldt, forhørt af seks præster, bl.a. sognepræsten i Nykøbing, pastor Zimmer, og hun tilstod og angav andre hekse på Falster. Sagen kom  for højesteret, og her påpegede forsvareren, for nu havde man sådan én, at tilståelsen var aftvunget hende af de seks præster, og at den derfor ikke kunne godtages. Pastor Zimmer anførte her overfor, at han og de andre præster blot havde anvendt den nidkærhed, deres samvittighed som præster påbød dem.  Næstekærlighed er som alt andet en historisk størrelse og kan ikke uden videre gøres til rettesnor for menneskelig adfærd.

Når de fleste af os i dag kan have svært ved at føle det sande og rigtige i tortur af dømte troldkvinder, hænger det sammen med, at humanismen har gjort meget ved os i de mellemliggende århundreder. Humanismen kan vel kort karakteriseres som den bevægelse, der siden renæssancen har ført væk fra forestillingen om, at mennesket er skabt af Gud og kun kunne forstås eller overhovedet tænkes, når man tog udgangspunkt i Gud og de egenskaber, han havde udstyret mennesket med, og henimod at opfatte mennesket ud fra det selv og dets muligheder ud fra den mening, at mennesket selv kan udforske sin virkelighed og forholde sig til den, måske gribe ændrende ind i den. Humanismens værktøjer har været mange og forskelligartede.  Vigtige redskaber har været naturvidenskaben og de tekniske landvindinger, der fulgte med den, og som gennem videnskabeliggørelse af produktionen, industrialiseringen, nye arbejds- og boligformer, den moderne lægevidenskab og meget andet førte til en helt ny tilværelse i vores del af verden.  Denne udviklings ydre side er ofte beskrevet af historikere, men der har været mindre fokus på den side af sagen, der handler om, hvordan bevidstheden har ændret sig generelt og hos det enkelte menneske. 

Problemet blev efterhånden af de fleste opfattet som et valg mellem to uforenelige synsmåder, den religiøse og den naturvidenskabelige. Som højskolemanden Holger Begtrup udtrykte det i Højskolebladet i 1884: "Det er hovedsagen at få det kristelige livssyn stillet op i modsætning til det sammenhængende hedenske syn på tilværelsen, som naturalismen byder." Det var en almindelig diskussion i datiden, der f.eks. også gav sig udslag i protester imod, at den vidt udbredte Folkets Almanak indledte med at placere det indeværende år i forhold til verdens skabelse: "Nærværende år regnes efter Kristi fødsel 1911. Efter verdens skabelse 5878. Siden reformationen …". Her nævnes almanakken for 1911, fordi det var sidste gang verdens skabelse var med.

Helt overvejende har nutidens kristne tilpasset deres tro til nutidens virkelighed og opgivet at bruge Bibelen som lærebog i historie og naturvidenskab. Det sker bl.a. ved at skelne mellem det Gamle og det Nye Testamente. Kristendommen er  blevet en tro og ikke et fundament for viden. Nu kan man sige, at man tror på Gud. Det ville være et meningsløst udsagn endnu i 1500-tallet. Lige så meningsløst, som hvis vi i dag erklærede, at vi tror på eksistensen af elektricitet eller gener. Religion er blevet en privatsag i vores del af verden, og det er et enormt fremskridt. Humanisme og viden har sejret over fundamentalismen, og næstekærlighed er blevet noget andet. Det Folkekirkens Nødhjælp laver er altså bedre end tortur af troldkvinder. Og det er vel egentlig nået så vidt, at de fleste opfatter kristendommen som alene identisk med de udsagn i Bibelen, som bedst lader sig tolke ind i en humanistisk helhedsforståelse, mens man går let hen over alle udsagnene om blodig hævn fra en svært forståelig Gud og dem, der eksplicit påbyder undertrykkelse af kvinder.

Det er værd at understrege, at det i hovedsagen er Vesten, der har gennemgået denne civilisationsproces. I de islamiske lande har der været fremragende lærde, og megen visdom fra grækerne er blevet bevaret her og i renæssancen ført til Europa.  Men den helt afgørende forskel er, for at sige det kort, at i Vesten blev viden og indsigt omsat til praktisk livsform for de mange. Med industrialiseringen og alt, hvad dertil hører, oplevede befolkningen de nye tider på krop og sjæl. Det har medført en mental omstillingsproces, der bl.a. har ført til nye forestillinger om, hvad viden er, og hvordan den skabes. En kritisk holdning til autoriteter og forestillingen om kontrollerbare observationer, gentagelige eksperimenter, erfaring er blevet styrende, også for folk der slet ikke beskæftiger sig med videnskab. I store dele af den muslimske verden ser vi derimod brydninger i samfundet og i den enkeltes bevidsthed mellem at tillægge en anden gammel bog absolut autoritet og en ny rationalitet, der trænger sig på med sine åbenlyse fortrin hvad forklaringskraft angår. Man kan måske sige, at dele af den muslimske verden i dag befinder sig på et stade, der nogenlunde svarer til den vestlige civilisation omkring år 1700.

Men vi har altså stadig en lille gruppe kristne fundamentalister iblandt os. Det kan være, hvad det være vil, men det er dybt fortvivlende, at de ligesom deres muslimske åndsfæller påtvinger børn en tankegang, som er uforenelig med nutidens virkelighed.