Viden står over tro!

Publiceret Oktober 2002

Kan naturvidenskab og religiøs tro eksistere side om side? Levner videnskab og tro plads til hinanden? Og kan man både være videnskabeligt orienteret og troende på én gang? Det er i realiteten disse spørgsmål, som JP's leder stiller den 29/9, og som har fremkaldt en række vrede debatindlæg, der bl.a. er uenige i Darwins evolutionsteori. Adskillige læsere synes at mene, at hvis folk har lyst til at indoktrinere deres børn om, at Bibelens skabelsesberetning skal tages bogstaveligt, så skal de have lov til det. Ligeledes skal de have lov til at indoktrinere børnene om, at Darwins teori er et falsum.

Det kan man umiddelbart synes, at man skal have lov til, når man som de fleste af os danskere er vokset op i et åbent og debatterende samfund, hvor bl.a. trosfrihed er en menneskeret. Men så enkelt er det ikke. Hvis man fx forestiller sig, at en lignende metodefrihed skulle have lov til at blive praktiseret på hospitalerne, kan de fleste - bortset fra fx Jehovas Vidner - se, at der er en afgørende forskel på de religiøst begrundede elendigheder, man pådutter sig selv, og de elendigheder man pådutter andre, herunder sine børn.

Det bør derfor stå klart, at den danske stat ikke kan medvirke til driften af skoler, der fordømmer, forvansker eller fortier vigtige videnskabelige resultater, lige så lidt som staten kan medvirke til at unddrage børn af religiøse fanatikere fra at få den nødvendige, videnskabeligt begrundede lægehjælp.

Det bør også stå klart, at man ikke kan forkaste evolutionsteorien uden samtidig at forkaste naturvidenskabens vigtigste arbejdsmetoder og dermed stort set alle naturvidenskabens resultater. Vel næppe nogen naturvidenskabelig idé er mere grundigt undersøgt og dokumenteret end netop erkendelsen af, at den biologiske evolution er en realitet, og at evolutionen også omfatter mennesket. Herpå hviler ikke blot ethvert naturvidenskabeligt acceptabelt menneskesyn, men også de erkendelser, som moderne landbrugsproduktion, bioteknologi, medicinproduktion og hele sundhedsvæsenet er opstået af, og som er grundlaget for den vestlige verdens velfærd.

Ikke desto mindre er evolutionsteorien forbudt som undervisningsstof i flere af staterne i USA's bibelbælte og i store dele af den muslimske verden. Paradoxet er her, at man gerne vil anvende videnskabens praktiske resultater og nyde dens materielle frugter samtidig med, at man afviser de erkendelser, der ligger bag resultaterne, når de kan kaste menneskene ud i tvivl om det pågældende samfunds kategoriske fortolkning af "hellige" skrifter.

Således har evolutionsteorien lige fra starten skabt en umådelig vrede blandt visse fundamentalistisk indstillede præster, imamer og andre troende - og gør det som sagt stadigvæk, nu også i Danmark. Det skyldes ikke så meget, at teorien gør mennesket til abernes slægtning, men at evolutionsteorien gør mennesket til en almindelig del af naturen. Mennesket er ikke noget særligt ophøjet eller gudsnært væsen, som Gud har kronet værket med på den sidste skaberdag. Det er denne detronisering af mennesket som Guds udvalgte skabning, der giver anledning til vrede, fordi det fratager fundamentalisterne alibiet for at sætte tro over viden. Fundamentalisterne mener, at de selv er de eneste, der kan læse "Guds ord" på den rette måde, og at de derfor træder i en "højere sags tjeneste", når de fortolker "Guds ord" i stedet for at lade sig lede af erfaring og fornuft. Mere durkdrevne fundamentalister frygter, at menneskene opdager denne simple sammenhæng, således som fx Luther opdagede pavestatens og inkvisitionens falskneri. Disse durkdrevne forførere har derfor ingen anden udvej end at sætte ind med en massiv indoktrinering fra vugge til grav om, at de er Guds stedfortrædere her på Jorden, og at alt, der ikke strømmer fra deres munde, er den skinbarlige djævelskab.

Men tror man på naturvidenskaben, som en kilde til sandhed, udelukker man ikke religiøs tro som en anden kilde til sandhed. Derimod sætter kategoriske fortolkninger af Bibelen eller andre "hellige skrifter" sig selv over den erfaring, som enhver kan indhente, eller over den fornuft, som gennem vores genetiske og sproglige arv er nedfældet i os alle. Mens naturvidenskaben ikke forbryder sig mod folks ret til at tænke og tale anderledes, forbryder fundamentalisterne sig mod naturvidenskabens ret til at søge sandheden ved at fordømme, forvanske eller fortie dens resultater overfor deres børn. Det er det springende punkt - og det er også gennem denne forherligelse af sig selv som Guds sande fortolker, at man forbryder sig mod Gud. Det mente i hvert fald naturvidenskabsmanden og biskoppen Niels Stensen, som i 1667 og 1669 grundlagde de videnskaber - palæontologien og geologien - der er evolutionsteoriens grundlag!

Det betyder bl.a., at en sandhedssøgende naturvidenskabsmand, fx en læge, der vil arbejde videnskabeligt forsvarligt, ikke kan tillade sig at afvise, at bøn, håndspålæggelse, auramassage, pendulering og lignende kan helbrede en patient, for efter logikkens regler kan intet negativt postulat modbevises. Man kan først bevise, at noget ikke kan lade sig gøre, når man med rette kan hævde, at alle relevante forhold er kendt til bunds. Og den situation foreligger aldrig i praksis, kun i visse teoretiske tilfælde inden for matematikken. Men det betyder også - og nok så væsentligt - at en videnskabeligt arbejdende læge ikke kan tillade sig at anvende en postuleret mirakelmetode som fx bøn og håndspålæggelse, før konkrete undersøgelser har vist, at den giver bedre resultater end de videnskabeligt dokumenterede metoder.

Helt anderledes forholder det sig med "mirakelmagerne". De er ikke bundet af videnskabens grundlov om kun at fremsætte synspunkter, der principielt kan modbevises. De kan postulere hvad som helst, fordi deres tro på en usynlig Gud eller fordi deres durkdrevne misbrug af vores uvidenhed om det ukendte giver dem et alibi for synspunkter, der principielt ikke kan modbevises. Denne mulighed foreligger, hvis man - som skrædderne i Kejserens nye Klæder - nægter folk at sætte erfaring og fornuft højere end troen og troens følgesvend, dvs. faren for illusioner eller den rene indbildning. For "mirakelmagerne" er det nok at sige, at de tror, mens en naturvidenskabsmand skal vide.

Det giver en stor skævhed i argumentationen mellem "troende" og "vidende", fordi de troende ikke behøver at pålægge sig selv at følge nogen anden spilleregel end den, at de er - eller vil bilde folk ind, at de er - de sande fortolkere af Guds ord og derfor principielt altid har ret. I filosofisk eller videnskabeligt uskolede samfund falder mange for denne skævhed i argumentationens vilkår. Ud over den ufortjente autoritet, som denne skævhed kan give trossynspunkter på bekostning af konkret viden, kan resultatet blive, at der kan opstå fundamentalistiske former for regimer, der har held til at sætte tro over viden, kirken over staten og "Guds ord" over loven. Det er i sandhed en svøbe, der har hærget verden lige siden durkdrevne potentater har haft held til at bilde sig selv eller befolkningen ind, at de repræsenterer Gud. 

Jeg nævnte ovenfor vor store landsmand Niels Stensen (Steno), som under den moderne videnskabs opståen i 1600-tallet blev en verdensberømt naturforsker, og som endte sit liv som katolsk biskop. I 1988 blev han endog saligkåret af selveste paven i Rom.  Steno så ingen modsætning mellem naturvidenskaben og gudstroen, fordi gudstroen må indrette sig efter, hvad vi ved. Han levede og åndede til sin dødsdag i dyb troskab mod begge former for indsigt. Det lykkedes ham, fordi han så naturvidenskabens sandhedssøgen og beskrivelse af naturen som den højeste form for lovprisning af skaberværket og dermed af Gud, mens den religiøst doktrinære "sandhedssøgen" er en vej, der med sikkerhed vil føre til vildfarelser og gudsforagt. 

Med stor fare for sit omdømme afviste han en række af samtidens religiøse dogmer, bl.a. at hjertet er sjælens sæde. Da han havde dissekeret et hjerte afviste han sjæledogmet med disse få ord: "I hjertet finder man intet, som ikke findes i enhver muskel, og i enhver muskel finder man intet, som ikke findes i hjertet. Hjertet er ikke sjælens sæde, men en muskel".  Og da den berømte Descartes havde "forklaret", hvorledes Gud besjæler den menneskelige "maskine" og styrer mennesket gennem indvirkning på hjernen, sagde Steno, at "disse mennesker (der som Descartes ikke gider undersøge tingene ordentligt, men omgår videnskaben med religiøse påstande) vil give Dem en beskrivelse af hjernen og beliggenheden af alle dens funktioner med samme sikkerhed som havde de selv været til stede ved skabelsen af denne vidunderlige "maskine" og havde gennemskuet alle dens bygmesters store planer".

Med andre ord sagde denne troens tjener, at vi aldrig må lade videnskabens resultater undertrykke af menneskers religiøse forestillinger. Videnskaben kan ikke kaste lys over alt, hvad vi mener og tror, men det vi mener og tror skal respektere, det videnskaben har fundet ud af. Da Steno holdt sin sidste forelæsning som indledning til en offentlig dissektion af et kvindelig, syntetiserede han denne erkendelse af videnskabens autoritet og begrænsning: "Skønt er det, som uden dissektion står åbent for sanserne. Skønnere er det, som dissektionen drager frem fra de skjulte indre dele. Men langt skønnest er dog det, som undflyer sanserne og alligevel ved hjælp af det sanselige kan erkendes gennem fornuften. … Skønt er det vi ser, skønnere det vi forstår, men langt skønnest er det vi er uvidende om."

Lige siden den moderne videnskabs opståen for 400 år siden har ingen fremtrædende naturvidenskabsmand påstået, at der ikke plads til fx en religiøs tro om det, vi er uvidende om.  Men langt fra alle kirkefædre vil anerkende, at rummet for religiøs tro må og skal lade sig er begrænse af det, vi ved. Tværtimod ser vi mange steder i både den kristne og muslimske verden, at religiøse ledere fordømmer videnskabens resultater, undertrykker dens udøvere, vildleder deres børn og menighed og sætter dem op til umenneskelige gerninger. Det bør den danske stat ikke medvirke til, og vi bør overveje, hvordan den metodefrihed, som vi værdsætter i skolerne, men ikke på hospitalerne, kan forvaltes på en videnskabeligt acceptabel måde.

Offentliggjort i Jyllandsposten d. 5. oktober 2002. Gengivet efter aftale.