Universiteternes krise skyldes ikke indavl men urimelige vilkår

Publiceret April 2002

Mens det er prisværdigt, at Berlingske Tidende indleder en temaserie om forskningens nødvendighed med chefredaktøren som fortaler, er det beskæmmende, at Danmarks Forskningsråd, der er politikernes rådgivende organ, på grundlag af en undersøgelse udført af Analyseinstitut for Forskning, skyder skylden for stagnationen i dansk forskning på ?indavl? på universiteterne.

Som nyansat lektor i den udhængte aldersgruppe (der i andre sammenhænge fremhæves som "det grå guld"), men dog uden at kunne beskyldes for "indavl" efter mere end 30 år i industrien, har jeg haft lejlighed til at iagttage forholdene på universitetet indefra. På baggrund af mediernes formidling af politikernes og erhvervslivets stadige påpegning af vigtigheden af uddannelse og forskning, har det været et chok at opleve, hvor dårlige forhold, der faktisk bydes universiteterne.

At lønnen er langt under den, der tilbydes i private virksomheder er ikke så afgørende, hvis man brænder for forskningen, men at de midler, der stilles til rådighed til forskningsaktiviteter, er så sparsomme, er rystende. Hver fastansat har, når fællesudgifterne er betalt, ca. 20.000 kr. til rådighed pr. år. I private virksomheder regnes med ca. 100.000 kr. til eksperimentel forskning ud over at det nyeste apparatur er til rådighed. Derfor er forskningsaktiviteten på universitet totalt afhængig af eksterne midler, d.v.s. bevillinger fra de statslige forskningsråd og private fonde. Konkurrencen om disse midler er hård. Således kunne det sundhedsvidenskabelige forskningsråd ved den seneste uddeling kun imødekomme 11% af de ansøgte beløb. De eksterne tilskud til driften af forskningen på universitetet overgår langt det beløb, der ydes fra universitetet. Der er vist ikke mange stats- eller privatansatte, der selv skal skaffe midlerne til de aktiviteter, de er forpligtigede til at udføre!

Et helt afgørende problem er rekrutteringen af nye forskere og lærere til universiteterne. En adjunkt, som er det første trin i universitetskarrieren, ansættes for 3 år, og det forventes, at vedkommende ud over den obligatoriske undervisning, yder en forskningsindsats, der kvalificerer til en senere lektorstilling. Men da denne indsats kræver eksterne midler, skal adjunkten allerede inden ansættelsen have præsteret betydelige forskningsresultater eller indgå i en gruppe med erfarne forskere, der har eksterne forskningsmidler til rådighed. Ellers er adjunktens avancementsmuligheder nærmest ikke eksisterende.

Det er på grund af disse vilkår, at der ofte er meget få ansøgere til de ofte meget få ledige stillinger, der opslås på universiteterne.

Grunden til de få ledige stillinger, er, at den store tilgang af studerende, der skete omkring 1970, førte til ansættelse af et stort antal lærere, der, som det var praksis dengang, blev fastansatte fra starten. Som følge af de senere indskrænkninger er aldersfordelingen i lærerstaben skæv. Det er ikke på grund af indavl, men på grund af nedskæringer. Antallet af studerende er nu steget igen, men har ikke ført til flere ansættelser. I den tro, at forskningsbaseret undervisning var fundamentet i universitetsuddannelserne, overraskede det mig,  at over 50% af undervisningen varetages af løst ansatte timelærere. Faktisk burde antallet af universitetslærere fordobles, hvis ambitionen om den forskningsbaserede undervisning skal opfyldes.  

Når stillinger opslås, angives det udtrykkeligt, at ansøgere uanset alder, køn eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge, men jeg antager, at Danmarks Forskningsråd er enig i, at man bør ansætte den bedst kvalificerede ansøger. De kriterier, der anlægges er såvel videnskabelig produktivitet som evne til at opnå ekstern finansiering. Det bør vel ikke være ungdom, kvindekøn eller udenlandsk herkomst, der er de væsentligste kvalifikationskrav?

I den korte tid, jeg har haft min gang på et universitetsinstitut, har 3 adjunkter forladt deres stillinger til fordel for det private erhvervsliv. En udenlandsk lektor har efter blot et års ansættelse foretrukket et firma i sit hjemland. I Danmarks Forskningsråds årsrapport "Kvalitet og fornyelse gennem rekruttering til den offentlige forskning" omtales i øvrigt, at 40% af de lektorer, der fratrådte deres stillinger, selv sagde op. Jeg foreslår, at man i stedet for den tendentiøse og fejlfortolkede statistik, der præsenteres af Danmarks Forskningsråd, iværksætter en rundspørge blandt de danske og udenlandske forskere, der frivilligt har forladt deres stillinger ved universitet, om årsagerne til deres fravalg.

Det er totalt naivt at forestille sig, at internationalt anerkendte udenlandske forskere vil ansøge om stillinger ved danske universiteter på de vilkår, der tilbydes.

Hvis man, som undertegnede og mange andre, alligevel søger eller bibeholder en stilling på universitetet, er det enten fordi, at der ikke er andre muligheder, at man er blevet for gammel (over 40 år), eller at man brænder for forskningen. At det sidste kan være tilfældet, er åbenbart svært at forstå for folk, der ikke selv har oplevet denne fornemmelse. Derfor vil jeg stærkt anbefale Danmarks  Forskningsråd, politikere, administratorer, erhvervsfolk og almindelige skatteborgere at læse professor Jens F. Rehfelds nyligt udgivne bog "Fornemmelse for forskning" (Akademisk Forlag 2001), som nøgternt, kritisk og engageret redegør for den drivkraft, der imod alle odds, stræber efter at udvide den menneskelige erkendelse.

Offentliggjort i Berlingske Tidende. Gengivet efter aftale.