Underskud på kompetencebalancen

Publiceret April 2002

Debatten om universiteternes fremtid og forskningens betydning for samfundet er blevet kraftigt intensiveret i de seneste år. Fra at være en lukket diskussion blandt de indviede lærde, er det blevet en levende del af den brede politiske debat.

Virksomhederne bliver stadig mere afhængige af medarbejdere, der kan producere, bytte og købe viden på et åbent og globalt marked. Universiteterne er centrale i denne udvikling, fordi de medarbejdere og den viden, som produceres på universiteterne, ofte har en høj troværdighed og kvalitet.

På samme tid stiller det hastigt voksende videnmarked de danske universiteter i en skærpet konkurrencesituation. Kampen står om de bedste studerende, de bedste forskere, de bedste virksomhedskontakter og ikke mindst de mest optimale rammer. Virksomhederne er afhængige af, at universiteterne kommer styrket ud af denne kamp. Spørgsmålet er, hvilke midler og strategier universiteterne skal benytte sig af i en nødvendig omstilling mod øget faglig koncentration og en skarpere uddannelsesprofil.

For både virksomheder og universiteter gælder det altså om at kunne tiltrække de dygtigste medarbejdere og de bedste kunder. Med andre ord om skabe endnu mere attraktive arbejdspladser for de klogeste hoveder. Kampen om at kunne tiltrække den globale elite af arbejdskraft til regionen Europa, nationen Danmark, Aarhus Universitet eller en mellemstor virksomhed i Ballerup bliver benhård.

For Europa – og for Danmark – er der desværre markante tegn på, at tilgangen af og adgangen til højt kvalificerede medarbejdere er faldende. Men også i forhold til de nuværende medarbejdere, er der problemer. Mange søger ud for at lade sig uddanne eller opnå karrieremæssige spring (brain circulation). Samtidig er der tegn på, at videnmedarbejdere søger til USA uden at vende tilbage igen (brain drain).

En række indikatorer peger på, hvor alvorlige problemer Danmark - og Europa - står overfor:

  • Det samlede arbejdsmarked for højere uddannede, herunder F&U-personel, fremviser en lavere vækstrate i Europa end i USA og Asien.
  • De medicinske, tekniske- og naturvidenskabelige uddannelser i EU og Danmark har stadig færre studerende. Der er i dag betydelige flaskehalse inden for IT- og bioteknologibranchen, og alene i Danmark kommer der i 2005 til at mangle op mod 5000 ingeniører.
  • Mange naturvidenskabelige og tekniske universitetsuddannelser er støvede af forældede universitære traditioner og afspejler ikke det reelle arbejdsmarked for kandidater og phd.ere. I dag går hovedparten af kandidaterne til industrien, men uddannelserne fortsætter, som intet var hændt. Der er frafald af studerende på flere af disse uddannelser på op imod 50 procent.
  • En aldrende arbejdsstyrke inden for den højtuddannede del af arbejdsmarkedet øger behovet for en nytilgang af yngre akademikere. Dette generationsskifte stiller betydelige krav til uddannelsessystemet.

Der er behov for at imødegå dette truende underskud på kompetence-balancen med en kort- og langsigtet strategi. En strategi, der på kort sigt fokuserer på at gøre Danmark til en mere tilgængelig og attraktiv arbejdsplads for højtuddannet arbejdskraft. Og en langsigtet strategi, hvor virksomheder og uddannelsesinstitutioner arbejder sammen om at lave nogle langt mere spændende og dynamiske uddannelser.

Vi har brug for en gennemgribende reform af en række universitetsuddannelser. Det gælder både humanistiske, samfundsvidenskabelige, naturvidenskabelige og medicinske uddannelser, således at de i højere grad afspejler de kompetencer, som den videnbaserede industri efterspørger.

Hovedopgaven for universitetet har indtil nu været at uddanne forskere og gymnasielærere. Den nyeste prognose fra Undervisningsministeriet viser imidlertid, at over halvdelen af de kandidater, som forlader universiteterne frem til 2010, skal finde beskæftigelse i den private sektor. Pointen er naturligvis ikke, at vi ikke skal uddanne gymnasielærere, men at det reelle jobmarked for de studerende i højere grad må afspejle sig i disse uddannelsers faglige profil og struktur.

I fremtiden bør universitetsuddannelserne derfor være klarere opdelt i grund- og kandidatuddannelse. På grunduddannelsen skal de studerende opnå de grundlæggende faglige færdigheder. Denne del af uddannelsen vil ofte også være den tid, hvor studerende snuser til forskellige retninger inden for deres fag. En begyndende afklaring af, hvorvidt det er formidlingen af integraler til gymnasieelever, som har den enkeltes interesse, eller er det jobbet på en virksomhed som trækker?

Lad mig tage de naturvidenskabelige uddannelser som eksempel: Det afgørende er her først og fremmest at skrue nogle grunduddannelser sammen, der giver de studerende en indsigt i naturvidenskabens eksistentielle betydning. Mange naturvidenskabelige lærere fra folkeskole til universitetet har haft en tendens til at fortabe sig i fagspecifikke deltaljer uden at sætte undervisningen ind i det helhedsbillede, som kunne appellere til nye generationers nysgerrighed, engagement og grænsesøgning. Det skal tydeliggøres for de unge, at naturvidenskaben er en menneskeskabt, modsætningfyldt og sanselig aktivitet.

Herefter skal overbygningen give mulighed for langt mere systematisk at dyrke den enkeltes interesser. Det er ikke for meget forlangt, at den studerende to år før forventet afslutning begynder at gøre sig tanker om, hvad uddannelsen skal bruges til. Og til gengæld får stillet nogle moduler til rådighed, som kan styrke hans kompetencer inden for det pågældende arbejdsfelt. Det er heller ikke urimeligt, at hvert naturvidenskabeligt fag kan pege på tre til fire hovedveje for de studerende. Det kunne for en fysikstuderende være;

  • Forskerkarriere
  • Erhvervskarriere
  • Undervisningskarriere

De hovedveje, man kan vælge på overbygningen, skal ikke nødvendigvis være skarpt adskilte, og der skal være mulighed for at køre ind og ud af forskellige biveje. Det er heller ikke sikkert, man skal vælge overbygning på den samme uddannelsesinstitution. Selvom det ikke er kutyme i dag, kunne det være oplagt at nogle af universiteterne specialiserede sig inden for et af modulerne, og kunne tiltrække studerende fra andre universiteter.

En større fokusering behøver ikke at medføre nedlæggelse af universiteter eller fakulteter. Det handler snarere om, at universiteterne gennem strategisk planlægning og prioritering vælger, hvilke uddannelsesretninger og forskningsområder, de vil satse på. Eksempelvis har vi fem biologi-, matematik-, kemi- og fysikuddannelser i Danmark, som ikke har tydeligt adskilte profiler. Det er ikke en holdbar situation på længere sigt.

En uddannelsesreform vil slå flere fluer med et smæk: Den vil tilgodese aftagernes forskellige behov, den vil give uddannelserne en skarpere profil i forhold til de stu-diesøgende. Og den vil ikke mindst kunne mindske det meget store frafald, der på mange uddannelser er på over 50 procent. Min påstand er nemlig, at en stor del af frafaldet skyldes, at de unge ikke kan se formål med og anvendelse af deres studie. Det er direkte tåbeligt.

Vejen mod forandring af universitetet handler således også om revideret opfattelse af de studerendes tarv og læring. Alt for mange studerende går - særligt i de første år - desorienterede rundt, og aner ikke, om de er havnet på den rigtige uddannelse. Det betyder ikke alene, at studietiden forlænges urimeligt meget, men også, at der stadig er alt for mange, der går ned med flaget.

Det næste skridt er indførelse af reelle fuldtidsstudier. Mange af universitetsuddannelserne er i dag ikke tilrettelagt som heltidsstudier. Eksempelvis viste evalueringen af engelskuddannelserne, at de studerende i gennemsnit anvendte 23,1 timer om ugen på forelæsninger og forberedelse. På Københavns Universitet brugte de studerende mindst tid på deres uddannelsen - 19,1 timer/uge- og de studerende på Odense Universitet brugte mest tid - 25,8 time/uge.

Vi har altså på en gang verdens bedste og dyreste SU-system, men samtidig en meget lav studieeffektivitet og tilsvarende høj gennemførselstid. Det må kunne gøres bedre. Man bør se nærmere på, om studierne kan komprimeres således, at de studerende forpligtes mere intensivt på undervisnings-, projekt-, og eksamensforløb fra start. Et mere intensivt studieprogram har samtidig den afledte effekt, at det kan styrke studiemiljøet. Det gælder også med henblik på at undersøge mulighederne for at indføre et tredje sommersemester.

Det er en fælles udfordring for universiteter, virksomheder og politikere at gøre Danmark til en mere attraktiv arbejdsplads for eliten. Ellers risikerer vi, at den danske kompetencebalance bliver negativ. Det vil medføre, at det økonomiske grundlag for øget vækst, flere arbejdspladser og den danske velfærdsmodel vil svækkes på længere sigt.

Offentliggjort i Berlingske Tidende d. 14. april 2002. Gengivet efter aftale.