Hvordan kan vi motivere og udvikle unge forskere indenfor biologi?

Publiceret April 2002

Det er et afgørende spørgsmål for universiteterne og for samfundet. Det er nu engang de unge, der skal udvikle sig og skabe de nye forskningsgrupper, vi trænger til. Hvordan kan man rekruttere unge forskere og fastholde dem i et udviklingsforløb?

Dårlige lønforhold er en hindring

Lønnen kan ikke friste. Den er blevet relativt dårligere og kan slet ikke hamle op med forholdene i private virksomheder. Det blev understreget i Ulla Vogels indlæg i Biozoom nr. 1, 2002. Hun argumenterer, at dårlige løn- og arbejdsforhold holder kvinderne væk, men medgiver, at det nok også gælder for mænd. I hvert fald er der kun få ansøgere til de stillinger, universiteterne slår op. Det ser ikke for godt ud, for vi har den store pensionsbølge i den nære horisont. Nogle steder kan det gå helt galt. Jeg tænker på den biomedicinske forskning, der foregår ved de sundhedsvidenskabelige fakulteter. Her er det vigtigt, at unge læger også er med, men lønforskellene er endnu mere grelle end for andre uddannelser. Altså, der må ske noget ved kommende lønforhandlinger!

Hvad er der at gøre godt med, hvis lønnen rettes op?

Nu er der heldigvis meget attraktive sider af tilværelsen som yngre forsker. Noget, der kan få forskeren til at arbejde langt udover de sædvanlige 37 timer om ugen, bide sig fast og lidt senere gide investere kræfter i at rekruttere de næste kommende forskere. Det er dette noget, der skal få højt kvalificerede unge til at søge stillingerne. Det kan bære igennem, hvis lønnen er nogenlunde på niveau med forholdene for sammenlignelige grupper.

Hvad er så de attraktive sider? I en meget instruktiv artikel med fokus på bioteknologi i samme nummer af Biozoom understreger Peder Olesen Larsen, at eksperimentel biologisk forskning ved universiteterne gennemføres i mindre forskningsgrupper med få til måske 20 deltagere, inklusive Ph.D. studerende, postdocs, gæster og teknisk personale. Forskningsgrupperne leverer resultaterne, bl. a. ved at arbejde fleksibelt sammen med andre grupper i ind- og udland, når der skal trækkes på samme hammel i bestemte forskningsopgaver. Det er netop den produktive gruppe, der attraktiv for yngre forskere. Det hænger sammen med, at man efterhånden har mulighed for at udvikle sin egen linie i gruppen og definere egne problemstillinger. Perspektivet er, at man på sigt kan udvikle sin egen gruppe. Det er attraktionen og drivkraften for iværksætteren. Det er i virkeligheden de samme forhold, der får unge til at starte egen virksomhed. Man vil sætte sit fingeraftryk og se ting udvikle sig herfra. Den drivkraft skal man værne om, hvis man vil have ambitiøse unge ind i forskning.

Hvordan kan fondssystemer støtte og udvikle?

Al biologisk forskning kræver støtte fra fonde. Der er enighed om, at systemet har været noget uoverskueligt med for mange bevillingskanaler i form af "cigarkasser". Det skal gøres mere overskueligt, og der må være en langsigtet politisk aftale om finansiering. Hvordan bør fondssystemet se ud for at samfundet kan foretage de bedste investeringer og give gode muligheder for udvikling af yngre forskere, der har præsteret noget på højt internationalt niveau?

Skal universiteterne selv finansiere? Det ville kræve, at de centrale pengetanke lægges ud til universiteterne. Det er næppe en god ide. Det er simpelthen for tæt på med de risici det nu indebærer. Desuden vil ansøgningsmaterialet være for lille til, at man kan danne sig et overblik. Universiteterne bør have flere midler til uddannelse og til infrastruktur vedrørende forskning, men den egentlige projektstøtte bør gives af en mere central instans.

Skal finansiering ske via et nyt stort forskningsråd for biologi? Det kan umiddelbart virke som en god ide, fordi området i øjeblikket støttes af fire råd. Olesen Larsen foreslår, at de tildelte portioner skal gives for en årrække og være relativt store med mulighed for finansiering af postdocs, gæster, teknisk personale, evt. Ph.D. studerende samt selvfølgelig drift. Desuden skal der bruges international bedømmelse af alle ansøgninger. Imidlertid er der efter min mening store problemer i forslaget.

  • Hvad med de forskningsledere, der er ved at etablere sig? Der er brug for at give nogen støtte over en kortere periode og så se, hvordan forskningen udvikler sig. Internationale bedømmelser vil ikke være realistiske med mindre det drejer sig om meget store ansøgninger. Man kan næppe sende 500 ansøgninger, der skal ses i sammenhæng, ud til international bedømmelse. Der er derfor sandsynligt, at yngre ikke kan være med og derfor, at der sker skade på den vigtige motivering: At få i hvert fald den ene fod under eget bord. Man skal huske, at "yngre" i denne forbindelse som regel er 35-40 år. Man kan spørge, om ikke det er lige meget, hvis de får de samme penge under administration af en etableret forsker med en stor rammebevilling. Erfaringen viser, at det er det ikke! - og man vil jo aldrig være sikker på, om man får pengene. Det er ikke motiverende.
  • Der vil i mange tilfælde være tale om projekter med stort indhold af andet end biologi, og som derfor også kan henføres til andre forskningsråd. Faktisk vil biologi nok i stigende grad blive kombineret med andre videnskaber i fremtidens ansøgninger. Der er også "grænseproblemer" i det nuværende fondssystem, men der bliver ikke færre problemer ved at skære kagen ud på en anden måde. Det bliver bare andre problemer.

Skal den nuværende rådsstruktur fortsætte?

Visioner og fornyelse skal ligge i forskningen og reflekteres i ansøgninger. Derimod kan man godt være stok-konservativ med hensyn til strukturer, bare de er gode nok. Det kritiske spørgsmål er derfor, om de nuværende forskningsråd, der bedømmer biologiske problemstillinger, er de rette til at fungere som langt den væsentligste bevillingskanal i et forenklet system her i vores kongerige/region på 5 mio mennesker.

Rådene har, så vidt jeg kan se, ind til nu løst opgaven godt indenfor de givne rammer. De har budt de attråede unge indenfor med nogle midler fra den slunkne pengekasse. Relativt beskedne beløb er også givet til andre med nye ideer eller nye facetter af eksisterende områder. Selv en pensioneret professor har fået et mindre beløb, men han blev nu også senere modtager af Nobel prisen! En meget betydelig del af pengene er givet som rammebevillinger på 3 år eller mere. Kun få bevillinger har været over ca. 500.000 kr. om året, og de fleste ansøgere har derfor suppleret med midler opnået andetsteds i det hidtil så komplekse system. Det kræver kun ringe fantasi at forestille sig, at rådene gerne støtter større rammebevillinger, når de får flere midler. Man behøver kun se på bevillingsprocenterne i de seneste år! Fremtidens store rammebevillinger bør også bedømmes internationalt, selvom man ikke skal tro, at man nødvendigvis af den grund får en mere uafhængig eller grundig bedømmelse. Det er vigtigt at opretholde den nuværende effektivitet og ret hurtige sagsbehandling. Hvor ellers kan man få en sagsbehandling på ca. 3 måneder og få besked to dage efter uddelingsmødet. Prøv f. eks. i EU! Lange behandlingstider er gift for forskningen og modvirker den forenkling, man gerne vil have.

Det vil være meget uheldigt at skille eksempelvis biologi fra anden sundhedsvidenskab eller de tekniske sider af biologi fra anden teknisk videnskab. Det bliver tilfældet, hvis der oprettes et forskningsråd for biologi. Det vil ikke fremme udvikling af områderne, der netop skal integrere biologi og andre aspekter. Jeg tror ikke, at man behøver være bange for spild af ressourcer på grund af overlap imellem biologiske projekter finansieret af de nuværende forskningsråd. Selvom projekter i enkelte tilfælde kan ligne hinanden, vil de som regel have forskellig fokus alt efter hvilket råd de er sendt til. Det afgørende er, at emnerne er vigtige og projekterne gode. Et vist overlap kan øge konkurrencen på et betydningsfuldt felt og medføre synergieffekter på længere sigt. I de fleste tilfælde er det derfor tilstrækkeligt, at ansøgeren gør sig klart, hvilket råd projektet passer bedst til. Har det eksempelvis et overvejende sundhedsvidenskabeligt eller teknisk fokus?

Men, indrømmet, det bliver måske mere og mere svært at skelne især mellem problemstillinger, der traditionelt hører til det ene eller andet forskningsråd. Der kan på projektniveau være ligeværdighed mellem Drosophila og mennesker! Der kan derfor være basis for, at de involverede råd i fællesskab indkalder ansøgninger vedrørende tværgående biologiske problemstillinger. Faren er naturligvis, at der laves en cigarkasse, som alle søger at få fingrene ned i. Derfor må bruges et "nærhedsprincip", så man kun tilgodeser projekter, der ikke lige så godt kunne finansieres af de enkelte råd. Det er en selvfølge – hvis nu kvaliteten af ansøgninger er lavere end det, man er vant til at se ? at uforbrugte midler føres tilbage til rådenes almindelige kasser.

Jeg har forsøgt at argumentere for, at de nuværende forskningsråd sammensat af aktive danske forskere skal være fremtidens væsentlige offentlige bevillingskanal. Rådene er tilstækkeligt overskuelige og klædt på til at hjælpe med etablering af nye forskergrupper, også med relativt små midler initialt, og naturligvis til at håndtere store rammebevillinger. Rådene kan af egen drift eller inspiration udefra etablere egne tværgående programmer. Bedømmelsen sker i rådene selv, idet international bedømmelse også indhentes eksempelvis ved meget store ansøgninger. Jeg mener det er vigtigt at bevare en struktur, der føles nær på forskergrupperne, og som er risikovillig med hensyn til støtte af lovende projekter, som endnu ikke kan honorere kravene til store rammebevillinger.