Hvor bliver kvinderne af?

Publiceret Januar 2002

Så kom den igen, den årlige artikel om at der er for få kvindelige forsker ansat på universiteterne. Der blev endnu en gang gjort rede for, at andelen af kvindelige forskere falder med stigende karrieretrin, og at det faktisk ikke skyldes, at man(d) bevidst diskriminere kvinderne, således at man foretrækker mandlige ansøgere. Faktisk tværtimod. Der er simpelthen færre kvinder end mænd, der søger adjunkturer, lektorater og professorater. De få, der søger stillingerne, har faktisk en større succesrate end deres mandlige kolleger. I aviserne spekuleres der meget over, hvorfor kvinderne ikke søger stillingerne; om det er fordi de opgiver på forhånd, pga. Rip, Rap og Rup effekten (mænd ansætter mænd) eller om det er glasloftet (kvinder bliver bare ikke ledere). Jeg tror ikke, at man skal søge efter forklaringen dér. I mine øjne er forklaringen snublende nær – med fare for både at blive beskyldt for at skære alle over én kam og selv at være ræven med rønnebærrene: jeg tror simpelthen, at kvinder ikke anser universitetet for at være en attraktiv arbejdsplads.

En nyansat adjunkt har 3 år at kvalificere sig til et lektorat. Men arbejdsbetingelserne er meget dårlige: man bliver helt sikkert pålagt en masse undervisning og en del administrativt arbejde; men det man bliver bedømt på, er hovedsagligt forskningsresultaterne, som skal gennemføres oveni det andet. Dertil kommer, at adjunkten sandsynligvis ikke får økonomisk støtte til forskningen, og således først skal sikre sig ekstern finansiering til sin forskning. Endvidere, har universiteternes konstante økonomiske pres gjort, at al servicevirksomhed er skåret ned til benet; det er således sandsynligvis dit eget problem, hvis din PC brænder sammen. For slet ikke at snakke om dit apparatur. Jeg tror simpelthen, at mange kvindelige forskere foretrækker at arbejde et sted, hvor man ikke både skal være forsker, sekretær, vicevært og servicetekniker. Og arbejde et sted, hvor vurderingen af arbejdsindsatsen tager udgangspunkt i alle ens opgaver i stedet for kun én af dem. For slet ikke at tale om lønnen. Som det er nu, har universitetet for flere år siden er gået over til at det nye lønsystem for AC?ere uden at implementere de nødvendige, supplerende lønforhandlinger om varige kvalifikations- og funktionstillæg . Det betyder en årlige lønnedgang på over 30.000 i forhold til offentligt ansatte på gammel løn (og selvfølgeligt endnu mere i forhold til privat ansatte).

Men hvorfor synes mændene ikke det samme? Det gør de måske også – en del af dem i hvert fald. Der er kun ganske få ansøgere til den stor del af de få stillinger, universiteterne slår op. Måske bliver rekrutteringsproblemerne først for alvor synlige, når og hvis universiteterne skal genbesætte stillinger efter en store pensionsbølge, der snart begynder.