Boganmeldelse "Fornemmelse for forskning"

Publiceret Januar 2002

"Fornemmelse for Forskning" af Jens F. Rehfeld. Akademisk Forlag 2000.

Ny bog gør op med fordomme om forskning og er samtidig en nyttig vejledning for forskere, administratorer og andre medlemmer af videnssamfundet.

De fleste er enige om, at forskning er vigtig for samfundet. Således indgik flertallet af folketingets partier et forlig i foråret 2000 om forbedring af forskningens vilkår (omtalt i BioZoom nr. 4 fra 2000), flere erhvervsledere har fremhævet, at uafhængig grundforskning er en forudsætning for udvikling af nye produkter, og at en forskningsbaseret højere uddannelse er afgørende for rekruttering af kvalificerede medarbejdere til erhvervslivet (se f.eks. BioZoom nr. 3 fra 2001). Der er dog også en del mennesker, der er skeptiske over for forskningen, som ikke mindst debatten om gensplejsede fødevarer og embryonale stamceller afspejler. De færreste har en klar forestilling om, hvordan forskere tænker, og hvad forskning egentlig er,  og hvordan man skelner mellem god og dårlig forskning. Forsker forskerne for folk, fornøjelse, fortjeneste eller forfængelighed?

Selv om forskerne selv burde være de nærmeste til udrede disse spørgsmål, er det kun de færreste der ytrer sig i debatten, idet de anser sig for inhabile eller er bange for at skade deres karriere. Det er derfor glædeligt, at en erfaren forsker som professor Jens F. Rehfeld har samlet sine tanker om forskningens væsen og vilkår i bogen "Fornemmelse for forskning", der er udkommet i en ny serie "Akademisk" Debat fra Akademisk Forlag.

Rehfeld, der netop er rundet 60 år, har en solid baggrund inden for alle aspekter af forskningen, idet han har været professor i medicinsk biokemi ved Århus og Københavns Universiteter, siddet i Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og i bestyrelsen for bl.a. Novo Nordisk Fonden. Han er som den mest citerede danske forsker internationalt anerkendt for sin forskning i gastrointestinale hormoner. Han har været vejleder for talrige yngre forskere og er en hyppig opponent ved ph.d. og doktorafhandlinger.

Man fornemmer hans kærlighed til ægte grundvidenskabelig forskning, der defineres som stræben efter ny erkendelse uden tanke på praktisk anvendelse og økonomisk udbytte. Han er samtidig stærkt kritisk over for eufemismer  som "strategisk grundforskning" og "relevant forskning", som strider mod den frihed, der en forudsætning for grundforskningen. Hermed menes ikke, at forskningen skal være et privat anliggende. Tværtimod får den først værdi, når den offentliggøres, således at resultaterne kan eftergøres og anvendes af andre forskere. Ud over at delagtiggøre den videnskabelige verden i sine resultater skal forskeren også forstå at gøre dem tilgængelige for landets politikere og befolkning.

Evaluering af forskningens kvalitet er et kontroversielt emne, men den spiller en afgørende rolle ved besættelse af stillinger og tildeling af forskningsmidler. Rehfeld understreger, at der i selve publikationsprocessen sker en kvalitetsvurdering, idet alle ansete tidsskrifter benytter "peer review" af de indsendte manuskripter. Det betyder, at resultaterne er gennemgået af uafhængige specialister, der forbliver anonyme for forfatterne, og som giver en faglig bedømmelse, der sendes til forfatterne, samt en fortrolig anbefaling til redaktionen om antagelse eller forkastelse. Dette er dog ikke tilstrækkeligt, for faktisk viser nogle opgørelser, at kun 1% af de publicerede artikler repræsenterer god forskning. Det afspejles bl.a. i en stor forskel på tidsskrifternes "impact factor", der er et mål for, hvor hyppigt artiklerne citeres i den videnskabelige litteratur. Rehfeld gør opmærksom på begrænsningerne i de bibliometriske metoder. Som erfaren bedømmer af ansøgninger giver han praktiske anvisninger på, hvorledes man bør udforme sit CV. Et punkt, som Rehfeld ikke nævner, men som jeg er sikker på, at han er enig i, er at det er en væsentlig mangel ved bedømmelser af ansøgninger til forskningsråd og fonde, at der ikke sendes en skriftlig evaluering til ansøgerne, således at man har mulighed for at forbedre sin ansøgning til næste ansøgningsrunde. Det er dog det mindste, man kan gøre, når man tænker på, hvor stort et arbejde, der ofte lægges i en sådan ansøgning. Store fonde som NIH giver således en særdeles grundig evaluering.

Den store konkurrence om forskningsmidler og berømmelse kan friste svage sjæle til at "forbedre" eller forfalske forskningsresultater. Rehfeld refererer og kommenterer den såkaldte ?Baltimore sag?, som udviklede sig til en thriller med intriger, misundelse, magt og politik til store skade for forskningens anseelse, selv om beskyldningerne i denne sag til slut viste sig at være fejlagtige (se BioZoom nr. 2 fra 2000).

Som biomedicinsk forsker fokuserer Rehfeld naturligt nok på lægevidenskabelig forskning. Netop i disse tider med lægemangel kan man spørge sig, hvorfor læger ikke blot koncentrerer sig om at behandle patienter på ventelister. Her argumenterer Rehfeld overbevisende for, at det er afgørende for læger at være skolet i videnskabelig tankegang for at kunne forholde sig kritisk til nye behandlingsmetoder og vurdere de kliniske afprøvninger, som medicinalindustrien anvender i lanceringen af ny medicin. Ikke al medicinsk forskning er god forskning, idet afprøvning af nye lægemidler ofte sker på industriens betingelser uden at det fører til ny erkendelse, men måske til bedre indtjening. Derimod er der talrige eksempler på at grundvidenskabelige opdagelser har ført til epokegørende fremskridt for behandling af sygdomme. At mange af disse opdagelser er sket ved tilfældigheder, "serendipity", som kun den engagerede forsker med fornemmelse for forskning har øje for, understreger yderligere værdien af den nysgerrigheds drevne grundforskning.

Rehfeld nævner en række betingelser, der er nødvendige for skabelsen af god forskning. Udover personlige egenskaber som nysgerrighed og ærlighed kræves en passende teknologi, tid til fordybelse og et stimulerende miljø. Dette fører til en aktuel diskussion af finansieringen af forskningen. På trods af politikernes gode vilje, som afspejles i det omtalte forskningsforlig og i talrige interviews og taler, falder bevillingerne til forskningen. Dette er bl.a. vist i Danmarks Forskningsråds årsberetning. Rehfeld nævner i indledningen, at det lægevidenskabelige forskningsråds bevillingsprocent i begyndelsen af 1980erne faldt fra 45% til 15%, "hvad der nærmer sig det meningsløse". I den netop afsluttede uddeling var den 11%! Danmark bruger 2% af BNP til forskning, mens Sverige bruger 4% og Finland 3,2%. Det er almindeligt antaget, at de øgede teknologiske behandlingsmuligheder fører til øgede sundhedsudgifter, men denne myte afliver Rehfeld, idet det er påvist, at når mennesker kommer over en vis alder, falder udgifterne og samtidig vil ny teknologi og hurtigere udvikling af nye lægemidler føre til en mere effektiv og dermed mindre kostbar behandling. Der er derfor god grund til at øge bevillingerne til forskningen både af hensyn til videnssamfundet, uddannelse af højt kvalificerede medarbejdere til erhvervslivet, rekruttering af de bedste forskere og undervisere til universiteterne, uddannelse af flere og dygtigere læger, forbedring af sundhed og livskvalitet og dermed forbedring af samfundsøkonomien og velfærdssamfundet.

Som det fremgår af ovenstående, bidrager "Fornemmelse for forskning" til en dybere forståelse af forskningens væsen og vilkår gennem en pragmatisk ærlig og provokerende kritisk, men også en fængende og engageret analyse af de mange elementer, der indgår i den fundamentale menneskelige aktivitet, der kaldes forskning. Denne bog bør ikke blot være obligatorisk læsning for de politikere og embedsmænd, der beskæftiger sig med forskningsadministration. Det er også en bog, man bliver klogere af at læse, hvad enten man er professionel forsker eller almindelig nysgerrig samfundsborger.