Bioteknologi - en dansk succes, hvis vi arbejder for den

Publiceret Januar 2002

Nogen må gøre noget

Skelsættende fremskridt i biologisk viden og i anvendelse af den biologiske viden i bioteknologi har været en af de væsentligste faktorer i det moderne samfund i de sidste 25 år. Udviklingen er imidlertid kun begyndt. Den vil i de næste år være stærkere og omfatte stadig større områder i det moderne samfund.

Danmark har indtil nu været godt med i denne udvikling. Det er vigtigt for hele det danske samfund, at vi fortsat er med i første række. Vi må leve op til udfordringerne og gribe mulighederne, mens de er der.

Men situationen er kritisk. Vores evne til at følge med er truet, fordi vi gør for lidt, og fordi vi er på vej ind i alvorlige flaskehalsproblemer. Der må gøres noget, og det må gøres nu. Hvem er det, der må gøre noget?

Der er på området et samspil og en arbejdsdeling mellem den offentlige og den private sektor. Derfor må begge sektorer tage et medansvar for, at der bliver gjort noget. I den offentlige sektor er der en meget lang række aktører, Folketing, Regering, ministeriet, universiteter, forskningsinstitutioner, forskningsråd med flere. Det er ikke ønskeligt eller realistisk at skabe et nyt forum, hvor alle disse aktører har sæde. Det, der er brug for, er, at centralt placerede personer, som kan forpligte de mange aktører, sætter sig sammen for at lægge holdbare retningslinier for udviklingen. Der er brug for retningslinier for en fælles, sammenhængende, langsigtet og tilstrækkelig politik, som kan føre til, at udfordringerne bliver taget op og problemerne løst. Hvis der samtidig kan blive ryddet op i de mange bevillingskanaler, råd, udvalg med mere, vil det være godt. Der er nødvendigt at se i øjnene, at der må anvendes væsentlig flere ressourcer.

Hvad drejer det sig om?

Skabelse af ny biologisk viden og anvendelse af denne nye viden i bioteknologi har betydning for sundhedsområdet, for miljøområdet og for fødevare- og ernæringsområdet. På sundhedsområdet drejer det sig ikke blot om nye lægemidler, men også om udvikling og anvendelse af diagnosemetoder og behandlingsmetoder. I den private sektor er udviklingen afgørende for den bioteknologiske industri, for lægemiddel
industrien, for fødevareproduktionen og for fødevareindustrien.

Det er i den offentlige sektor vigtige, store og udgiftskrævende områder. I den private sektor er det områder med stor værdiskabelse, stor eksport, kraftig vækst og store udviklingsmuligheder. I begge sektorer er der brug for højt kvalificeret arbejdskraft.

Det er gået os godt – hidtil

Danmark har fra starten deltaget i udviklingen på lige fod med andre lande med et højt forsknings- og udviklingsniveau. Dette er sket på grundlag af en konkurrencedygtig privat sektor, en offentlig sektor med høj kvalitet i uddannelse og forskning og et smidigt samspil og en effektiv arbejdsdeling mellem den private og den offentlige sektor. Et væsentligt led i den offentlige indsats har fra midten af 80erne været store bevillinger til bioteknologisk forskning, levnedsmiddelforskning, grundlæggende biologisk forskning, opbygning af kompetence, forskeruddannelse, overførsel af forskningsresultater fra den offentlige til den private sektor og samarbejde mellem den offentlige og den private sektor.

Man kan med god grund tale om en succeshistorie. I de seneste år har der været en kraftig vækst i lægemiddelindustrien og den bioteknologiske industri med talrige nye firmaer. Det er lykkedes at tiltrække store udenlandske investeringer. Danmark og Øresundsregionen er et af de vigtigste vækstcentre i Europa på området. Denne udvikling er velset, af stor betydning for vor økonomiske vækst og internationale konkurrenceevne og af lige så stor betydning for sundhedsområdet, miljøområdet og levnedsmiddel- og ernæringsområdet. Den er også et bevis på, at den offentlige indsats har båret frugt.

Hvorfor er der så problemer, og hvad er det for problemer?

Vi er naturligvis i stærk international konkurrence. Samtidig er vi ved at blive kvalt i vor egen succes på grund af flaskehalsproblemer. Udviklingen i Danmark kan kun fortsætte, hvis der er tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft, herunder forskere. Denne arbejdskraft må nødvendigvis komme fra det offentlige uddannelsessystem og/eller fra udlandet. Men det er en fatal fejltagelse at tro, at problemet om mangel på forskere med flere uddannet i Danmark kan løses alene eller i et væsentligt omfang ved import udefra. Hvis ikke der kan rekrutteres højt kvalificerede danske forskere i betydeligt omfang, bortfalder et af de væsentligste argumenter for at placere forskning, udvikling og nye virksomheder i Danmark. Det må understreges, at behovet for arbejdskraft gælder både for den private og den offentlige sektor. Problemet om den nuværende og kommende mangel på arbejdskraft er på ingen måde et problem, som alene eller først og fremmest angår den private industri. Men mulighederne for at imødekomme behovet for arbejdskraft ved import udefra er væsentligt dårligere i den offentlige sektor end i den private sektor.

Uddannelsen af den arbejdskraft, der er brug for, kan kun ske i stærke forskningsmiljøer, forskningsmiljøer som arbejder på internationalt niveau, i international konkurrence og samarbejde. Vi har allerede nu ikke nok af disse forskningsmiljøer. Og dem, vi har, er truede på grund af utilstrækkelige og tilfældige offentlige forskningsbevillinger. Nøglemedarbejdere bliver tiltrukket af gode arbejdsmuligheder andetsteds i Danmark og i udlandet eller bliver ligefrem 'headhuntet' væk. Arbejdsvilkårene i universitetsforskningen og den øvrige offentlige forskning er ikke så fristende som dem, der kan findes andetsteds. Det er svært at fastholde gode unge forskere i universitetsforskningen. Unge forskere, som under udlandsophold har oplevet forskningsvilkårene andetsteds, søger ikke i nødvendigt omfang tilbage til danske universiteter. Vi er godt på vej til at udhule eller ødelægge den bedste universitetsforskning.

Dertil kommer, at der er brug for ikke blot arbejdskraft, men også for et stærkt fagligt miljø og fællesskab omfattende både den offentlige og den private sektor. Der er brug for kompetence på nøgleområder. Der er brug for en vekselvirkning mellem den private og den offentlige sektor med udveksling af ideer, resultater og med samarbejdsprojekter. Tilsvarende er der brug for en vekselvirkning mellem universitetsforskningen og for eksempel sygehussektoren og sektorforskningen, herunder sektorforskningen på miljøområdet og levnedsmiddelområdet.

Uddannelse af flere kandidater og forskere (Ph.D.er)

Tilgangen til kandidatuddannelserne er naturligvis afgørende for, hvor mange der afslutter en uddannelse. Tilgangen afhænger af, hvor mange
der afslutter skolegangen med de nødvendige forudsætninger. Derfor har gymnasiet og folkeskolen og bag den seminarierne betydning for, hvor stor tilgangen bliver. Tilgangen afhænger også af, hvor fristende uddannelserne er. De må have kvalitet og følge med tiden. Det må kunne ses, at de fører frem til et tiltrækkende arbejdsmarked. Konstante klager fra universiteter og andre uddannelsesinstitutioner over vanskeligheder fremmer ikke tilgangen til studierne. Uddannelse i eksperimentelle fag, herunder udarbejdelse af speciale, må ske i tilknytning til aktive forskningsmiljøer. Eksperimentelle uddannelser er dyre.

Tilgangen til Ph.D.-uddannelser afhænger naturligvis af rekrutteringsgrundlaget, det vil sige af antallet af kandidater. Tilgangen afhænger også af, om der er det tilstrækkelige antal aktive forskningsgrupper. Forskeruddannelserne må være strukturerede, for eksempel inden for rammerne af forskerskoler. Det er nødvendigt, at forskeruddannelsen lever op til internationale kvalitetskrav og anerkendes internationalt. Forskeruddannelserne skal være fristende, og de unge skal kunne se, at forskeruddannelse kan føre frem til spændende arbejdsmuligheder. Der er imidlertid grund til at tro, at den afgørende barriere for tilgangen til forskeruddannelse på hele det biologiske område er manglende finansieringsmuligheder. Der er simpelthen for få Ph.D.-stipendier.

Udenlandsk tilgang til både kandidat- og Ph.D.-uddannelser er ønskelig. Tilgangen, specielt tilgangen af højt kvalificerede studerende, er bestemt af kvaliteten af de danske uddannelser. Men igen er der grund til at tro, at tilgangen først og fremmest er begrænset af manglende finansieringsmuligheder.

Universitetsforskningen

Eksperimentel biologisk forskning gennemføres på universiteterne under ledelse af en eller ganske få lektorer og professorer med fast ansættelse. Deltagerne i forskningsgrupperne er Ph.D.-studerende, postdocs med tidsbegrænsede ansættelser, gæster og teknisk personale. Forskningsgruppernes størrelse varierer fra ganske få personer til måske 20 deltagere. Forskningsgrupperne er det bærende element i universitetsforskningen i Danmark som andetsteds i verden. Deres antal og kvalitet er afgørende for forskningen og for det mulige omfang af kandidat- og Ph.D.-uddannelser.

Forskningsgrupperne er finansieret af universiteternes basisbudgetter og af midler udefra. Det har i adskillige år været umuligt for universitetslærere at gennemføre eksperimentel forskning på internationalt niveau alene på grundlag af midler fra basisbudgetterne. Forskerne har derfor været henvist til at søge midler udefra, herunder midler fra forskningsråd og programmidler. Der har været mange forskellige muligheder, de fleste karakteriseret ved korte tidshorisonter og små bevillinger. Dertil kommer, at der uafladeligt har været ændringer i finansieringsmulighederne. Manglen på kontinuitet har gjort det vanskeligt at planlægge forskning på længere sigt.

Der er samtidig i løbet af de sidste 15 år inden for universiteterne oprettet en række forskningscentre, større enheder, som har muliggjort en fokuseret indsats af betydeligt omfang. Forskningscentrene er almindeligvis opbygget omkring en række lektorer og professorer med fast ansættelse. Centrene har samtidig en række medarbejdere med tidsbegrænsede ansættelser. Mange forskningscentre er opbygget af mindre forskningsgrupper, som indgår i et forpligtende samarbejde.

En række evalueringer viser, at adskillige forskningscentre har haft betydelig succes. På en række nøgleområder er der et klart behov for, at de videreføres.

De fleste forskningscentre er blevet oprettet som led i programmer. Ved udløbet af programmerne har der ofte været store vanskeligheder ved videreførelsen af aktiviteterne, uanset hvor værdifulde de var. Det har været forsøgt at 'indlejre' en række centre. Det vil sige, at det har været forsøgt at overføre aktiviteterne til finansiering af universiteternes basisbudgetter. Dette har været vanskeligt og er ikke lykkedes fuldt ud.

Den nuværende indsats

Der er på grund af den meget positive udvikling i den private sektor brug for en stadig større indsats i den offentlige sektor. I modsætning hertil har der i de seneste år været en stagnation og allersenest endog en tilbagegang i de offentlige indsats. Samtidig har den offentlige indsats været kortsigtet og usammenhængende. Der er for mange forskellige finansieringsmuligheder og for mange bevillingstyper. Der har gang på gang været fremført ønske om en oprydning, hidtil stort set uden resultat. Der er brug for et overskueligt og stabilt system. Forskerne har brug for, at ansøgnings- og bedømmelsesprocedurer ikke ændres hele tiden.

Samtidig må forskningsmidlerne uddeles på grundlag af konkurrence og kvalitetskrav. Det er også afgørende, at der for dem, der kan og vil
leve op til internationale kvalitetskrav, er mulighed for at opnå frie midler. Dagsordenen sættes af den internationale forskningsverden. Vi må nødvendigvis være en del af denne verden. Kun hvis vi fastholder international standard og producerer lige så vigtige resultater, som man gør andetsteds, er vi interessante for omverdenen. Kun derved får vi adgang til internationalt samarbejde.

En sammenhængende offentlig politik

Der er brug for en sammenhængende dansk politik for uddannelse, forskning, udvikling og innovationsstøtte. Denne politik må udformes med henblik på at imødekomme behov og ønsker både fra den offentlige og den private sektor. Forskningsministeriet må naturligvis føre an, men række andre ministerier inddrages i udformningen af denne politik og forpligtes på dens gennemførelse.

På universiteterne må basisbudgetterne ses i sammenhæng med både uddannelse og forskning. Universiteterne og de andre videregående uddannelsesinstitutioner har en nøglerolle i uddannelse og i forskning. Det er nødvendigt at give dem de nødvendige midler til at udfylde denne nøglerolle.

De frie midler til støtte af biologisk forskning både på universiteterne og på sektorforskningsinstitutter og også omend i begrænset omfang i den private sektor må ses i sammenhæng. Fire forskningsråd giver støtte til biologi, men der et betydelig overlapning i deres arbejde. Et utal af programkomiteer, rådgivende forskningsudvalg i en række ministerier med mere gør forholdene komplicerede. Der er brug for en gennemgribende sanering og klar placering af ansvaret ét sted. Der er brug for at se på biologisk forskning som en helhed.

Der er brug for forenkling af bevillingsreglerne. Det vil være ønskeligt, at der kun arbejdes med et lille antal bevillingstyper. Enkeltbevillingerne må være store. Det vil gøre arbejdet lettere både for ansøgere og bevillingsgivere og reducere bureaukratiet. Samtidig er det den eneste mulighed, hvis den nødvendige udenlandske bedømmelse skal kunne gennemføres.

Det vigtigste er at skabe et stabilt system, hvor reglerne ikke ændres hele tiden, og hvor der er sikkerhed i en længere årrække for, hvor mange penge der er til rådighed. Det betyder ikke, at konkurrencen om midlerne skal forsvinde. Konkurrence er nødvendig, og det er desværre også nødvendigt, at der er tabere i konkurrencen. Men der skal være sikkerhed for, at konkurrencen bliver afholdt, og at det sker efter klare og faste regler.

Hvad kan der gøres?

Den sammenhængende politik må omfatte:

Styrkelse af undervisningen i biologi og kemi på seminarier, i folkeskolen og i gymnasiet.

Forhøjelse af taxameterbeløbet for universitetsstuderende i eksperimentelle naturvidenskabelige fag Forhøjelsen skal blandt andet sikre, at der er de nødvendige midler til gennemførelse af eksperimentelt speciale.

Forøgelse af universiteternes basisbudgetter, således at der kan ansættes et væsentligt antal nye lektorer og professorer inden for vigtige biologiske områder. Derved skal der åbnes spændende muligheder for de unge, og der skal skabes de nye forskningsgrupper, vi trænger til..

Oprettelse af et stort antal nye Ph.D.-stipendier. Støtte til oprettelse og udbygning af forskerskoler. Stipendier til udenlandske Ph.D.-studerende ved danske forskerskoler.

Flere frie midler til forskningen. Alle midler uddeles af én instans, som afløser forskningsråd, programkomiteer med mere. En oplagt mulighed vil være at oprette et forskningsråd for biologi. Der bruges international bedømmelse til alle ansøgninger.

Der anvendes fortrinsvis tre- og fem-årige rammebevillinger. Rammebevillingerne skal være så store, at de kan dække udgifter til postdocs, udenlandske gæster, teknisk personale med mere. De skal også i et vist omfang kunne dække udgifter til Ph.D.-studerende. Forskerne skal have mulighed for forlængelse af alle rammebevillinger, men kun i konkurrence med andre ansøgere.

Alle midler uddeles i konkurrence, og der må ikke være nogen fortrinsstilling til særlige institutioner eller regioner.

Midler til videreførsel af centre, herunder centre uden mure, som får en positiv international evaluering

Samarbejde mellem den offentlige og den private sektor, herunder øget støtte til samarbejdsprojekter, erhvervsforskeruddannelse, kompetenceopbygning, hjælp til innovation og overførsel af ideer og resultater fra den offentlige forskning til den private sektor.

Det er nu

Vi har stadig muligheder for at få en succes ud af det. Men vi har også muligheder for fiasko. Valget burde være let. Men det er nu, at afgørelsen skal tages. Hvis ikke der sker noget i det kommende år, har vi valgt fiaskoen. Det vil så være en af de mange gange, hvor vi ved ikke at tage en beslutning har taget den forkerte beslutning. Jeg håber ikke, at det bliver resultatet.