Diskurser og diskursanalyser

Publiceret Juli 2001

Diskursanalyser er i vælten for tiden. Et af de yndede objekter for analyserne har i mange år været ?den medicinske diskurs? ligesom magt- og herredømmeformer indenfor andre institutioner har stået i fokus. Der har i de seneste 20 år udviklet sig et frodigt diskursanalytisk og ?teoretisk miljø indenfor humaniora og samfundsvidenskaberne. Diskursanalyserne ser ofte sig selv som postmoderne videnskabelige svar på tidens store spørgsmål, og de ser sig altid som kritiske.  Deres indflydelse blandt studenter og deres høje ambitionsniveau berettiger, at de kigges kritisk efter i sømmene. Følgende er en opsummering af mit arbejde om diskursanalysernes udviklingshistorie og problemer.(1)

Gennem de sidste 30 år har diskursbegrebet og diskursanalysen spillet en stigende rolle indenfor humanistiske fag som sprog- og litteraturstudier, kulturstudier, psykologi og historie. Man har talt om, at der var en drejning mod sproget, ?a linguistic turn?. Begreberne signalerer både en bestemt videnskabsteoretisk grundholdning og bestemte tilhørsforhold eller orienteringer i de videnskabelige institutioner og skoler. De signalerer ofte også en kritisk distance til den etablerede videnskabelighed. Den klassiske sprogteori, lingvistikken, som koncentrerede sig om sprogets formelle struktur og enkelte dele blev mødt med krav om at inddrage sprogets praktisk brug og forandring. Efterhånden blev sproget som socialt værktøj centrum for analyserne. Sproget blev set som dannet af de sociale forhold i samfundet men samtidig som  medskaber af de sociale forhold.

Sprogvidenskaben og sprogfilosofien udviklede sig voldsomt og konfliktfyldt i første halvdel af det tyvende århundrede og diskursanalysernes historie er naturligvis præget af universitetskampene. Men udviklingen er også præget af sproget eller betydningerne af begrebet Diskurs. Man kan sige, at diskursanalysernes mangfoldige og konfliktfyldte ophav fastholder diskursbegrebets oprindelige tvetydige indhold. Discurro med den afledede form discursus er latin og betyder løbe frem og tilbage med en undertone af lidt forvirring og uden egentlig retning. Herfra kommer det til at betyde først ordveksling, argument(ation) og senere både samtale og drøftelse og også  fremstilling, afhandling og prædiken. Endelig kommer så en ny betydning.  Diskurs bliver til rammen for talen, sproget, fremstillingen og forståelsen, dvs. den fælles horisont, der muliggør at begreberne signalerer det samme for diskursens deltagere.

Diskurs kan både være en sætning, en række sætninger i en samlet fremstilling, en ramme for fremstillingen og også skabelsesprocessen af denne samlende ramme. Diskursanalysen omfatter også konstruktionen af den sociale ramme, hvori sætninger fremsættes og får deres særlige betydning og sammenhæng med andre sætninger.

Efterhånden blev begrebet en central faglig term også ud over de snævre cirkler. Resultatet var,  at antallet af betydninger af diskursanalyse steg kraftigt – én bog angiver alene 10 forskellige. Diskurs kunne – og kan – betyde næsten alt. En rimelig dækkende bestemmelse er:  "Diskurs er sprogbrug og brug af sproget i forhold til sociale, politiske og kulturelle formationer, dvs. strukturer, institutioner og normer. Diskurs er sprog, som afspejler social orden men også sprog som skaber social orden og skaber individers samkvem med samfundet."(2)

Diskursanalyser af den særlige sprogbrug, der er knyttet til særlige institutioner,  management-konsulentervirksomheder, hospitaler, teknisk-naturvidenskabeligt uddannede specialisters arbejde, skoler, arbejdsmarkedsorganisationer, universiteter og racisme og politiske fløje er meget udbredte. I forbindelse med kvindebevægelserne er der udviklet særlige feministiske diskursanalyser, som tager fat på bl.a. kønsdannelse, opdragelse og identitet. Der er en tendens til at ordet kritisk direkte eller underforstået knyttes til diskursanalyser og til analytikerens selvopfattelse. Der er ofte tale analyser, der ser sig som om afslørende og ideologikritiske. De vil øge den politiske bevidsthed ved at  vise, hvordan de herskende diskurser fastholder magten i samfundet, hvordan det som normalt opfattes som "naturligt" eller endog naturnødvendigt ofte er samfundsmæssigt og historisk skabt – og dermed foranderligt.

I løbet af de  seneste 10-15 år har diskursbegrebet og den sproglige vending holdt sit indtog i samfundsvidenskaberne (3). Den øgede opmærksomhed på sproget og sprogets rolle i skabelsen af de samfundsmæssige institutioner kom som sagt fra humaniora. Og den kom i en situation, hvor samfundsvidenskaberne var meget lydhøre. Hvor et af de mest produktive og spændende områder indenfor samfundsvidenskaberne netop var en nyvurdering af de politiske ideers og de sociale forestillingers betydning for skabelsen af institutioner og normer – den såkaldte nyinstitutionalisme.

Fra opgøret med lingvistikken og senere med den franske strukturalisme fik man især gennem Michel Foucaults arbejder en inspiration til en ny type historiske diskursanalyser. Fra Frankrig kommer også den vigtige rolle som postmoderne metodeovervejelser og filosofier spiller i diskursanalysernes meget afslappede forhold til f.eks. anvendelsen af kilder. Men denne franske forbindelse har alligevel forlenet diskursanalysen med en mondæn aura af frontforskning.

Fra den engelske socialt engageret sociolingvistik  eller "kritiske diskursanalyse" har samfundsvidenskaberne fået impulser til konkrete analyser af  f.eks. de sproglige forudsætninger og konstruktioner  i politiske kampagner og retorikker, af racismen mangfoldige former, af dagsordensætning og af sociale undertrykkelsesmekanismer af enhver art, køns- og aldersidentitetsdannelse osv..  Der er tale om modsatrettede impulser i forhold til den franske og overvejende postmoderne impuls. Men diskursanalyserne lever så at sige af dette spændingsfelt. Interessen for sproget og især den politiske brug af sproget har ført til en genopliven og befrugtning af gamle politologiske discipliner som politisk idehistorie, retorik og politisk sociologi.

Ligesom indenfor de humanistiske fag er der også i samfundsvidenskaberne en aura af kritisk videnskab over diskursanalyserne, ikke mindst i selvopfattelsen. Men de kritiske konnotationer er blevet kraftigt forstærket af en særlig inspirationskilde indenfor samfundsvidenskaberne selv, som dukkede op samtidig med den humanistiske diskursanalyse gjorde sin indflydelse gældende. Det drejer sig om studierne af dannelsen af naturvidenskabelig viden eller The social studies of science.

Gennem studier af selve forskningsprocessen i naturvidenskaberne, fra biologien til astrofysikken, vises de sociale betingelser og komponenter i etableringen af naturvidenskabelige facts, dvs. hvilke sociale konstruktioner og koder, der ligger til grund for at noget kan kaldes en videnskabelig kendsgerning. Al viden er et socialt produkt eller en social konstruktion, som alene afhænger af de historiske og sociale betingelser ved dens produktion, hævder den mest radikale version af denne videnssociologi (4). 

Hvis sproget skaber den sociale – og måske også den fysiske – verden, dvs. den måde individerne opfatter den på, er der mulighed for at hævde, at det er vilkårligt, hvordan vi skaber denne verden. I al fald, at enhver beretning om, hvordan den sociale verden er skabt eller tager sig ud, er lige så god som enhver anden. Diskursanalyserne i samfundsvidenskaberne og humaniora er naturligvis ikke alle sammen  præget af denne socialkonstruktivistiske relativisme.  Men diskursbegrebets elastiske rammer og modsætningsfyldte indhold inviterer så at sige til relativisme. Og denne relativisme vanskeliggør kommunikation mellem forskerne og lægger gift for muligheden for kritik af både metoder og resultater af diskursanalyserne. På trods af analysernes store popularitet er det meget småt med kritiske debatter med forskere udenfor det diskursanalytiske miljø.

Man kan også vælge at lægge vægten på den produktive forvirring som det oprindelige sproglige udgangspunkt har forårsaget ved mødet med den samfundsvidenskabelige institutionsanalyse og socialkonstruktivismen. En god sammenfatning af dette er følgende opslag fra et samfundsvidenskabelige leksikon: "Diskursanalyse henviser til en livlig befærdet men teoretisk omtvistet korsvej mellem forskellige samfundsvidenskabelige discipliner. Her er socialpsykologer og psykologer kommet i kreativ men nogen gange temmelig ubehagelig kontakt med sociologer, filosoffer, retorikere, lingvister og litterære teoretikere når de gennemarbejder deres teoretiske opfattelser af området, diskurs – i sig selv et omtvistet begreb. For at øge forvirringen behandles diskursanalyse somme tider som en almen term, som henviser til praktisk taget alt arbejde om sprogbrug i dens sociale eller erkendelsesmæssige kontekst. Andre gange behandles diskursanalyse som en betegnelse for afgrænsede analyser eller som en modsætning til tekstlingvistik eller konversationsanalyse." (5)

  1. Diskursanalyser og diskursteorier. Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr. 36, Roskilde 2001.
  2. Jaworski og Coupland, The discourse reader.
  3. Diskursbegrebet anvendes her også som diskursteori. Ofte betyder det en mere overordnet beskrivelse af diskursbegrebet og evt. dets videnskabsteoretiske bestemmelse, mens diskursanalysen betyder den konkrete analyse af en bestemt diskurs.     
  4. Set fra et samfundsvidenskabeligt standpunkt burde Bruno Latours bog The pasteurisation of France, Harvard University Press, 1988 være obligatorisk læsning for alle biologer og biokemikere. Latour er den mest radikale og mest spændende ( og velargumenterende) af de socialkonstruktivistiske videnskabssociologer. Ian Hacking, The social construction of what? Harvard University Press 1999  er om end socialkonstruktivistisk videnskabs filosof, en meget selvkritisk og vidende (indenfor naturvidenskaberne) sådan. Artikler af disse to findes overalt i ledende videnskabelige videnskabssociologiske og -teoretiske tidsskrifter og giver tilsammen et godt indtryk af den sociaologiske analyse af den naturvidenskabelige tænke- og arbejdsmåde. Latours og Steve Woolgars klassiske analyse fra 1979, Laboratory life: The social construction of scientific facts, Sage var netop en analyse af en biokemisk forskningsproces i en berømt virksomhed.
  5. The Social Science Encyclopedia, Routledge, 1996, citeret i Diskursanalyser og diskursteorier, Roskilde Universitetsbibliotek  s. 24