Med kreativiteten som motor

Publiceret Juli 2001

Man mærker - sådan for alvor - at man er på den anden side af sundet når dagens interview offer ganske uanfægtet af de intelligente spørgsmål åbner  sig en  dåse  snus  og midt i et svar lægger en lille stump koncentreret ubehag  til  rette  mellem  gummerne.  "Ja jeg er jo nok en anomali", siger forskningschef  i  det  svenske  Active Biotech Tomas Leanderson. Det er nu ikke  snusen  han  hentyder  til,  men  at  han  i  modsætning  til så mange stavnsbundne  skandinaver  har  flyttet rundt i verden det mest af sit liv. Endelig tilbage i Lund har han taget sig for at udvikle nogle ideer om forskningssamarbejde, der ikke lige følger den lokale skik.     

"Presset  for  at  industri  og akademisk forskning skal interagere er fuldstændig  idiotisk  som  det styres i dag. I realiteten siger man til en flok  akademiske  forskere,  at  nu skal de tænke som købmænd, de skal være kommercielle  og deres projekter skal bedømmes på kommercielle betingelser. Men  forskere  skal  forske. At skabe en hel masse universitetsfolk der skal  gå  og se ud som forretningsmænd for at staten skal give dem penge er jo  helt skudt i hovedet som I siger på dansk", mener Leanderson.     

Når  den lille lyshårede mand, der lokalt går under navnet Big T, ikke umiddelbart lyder som den traditionelle "industriens mand" passer det meget godt  med at han faktisk også arbejder som professor i immunologi ved Lunds Universitet. Det parallelle liv i de to virkeligheder har ført ham frem til  en  meget fast tro. Den at forskningsbaserede industri skal være lige så god på selve forskningen som de bedste akademiske grupper.     

"Ser  du  på  udviklingen  i biomedicinen  og udviklingen  af  lægemidler,  er de begrænsende faktorer ikke længere information eller teknologi. Vi kan alle sammen købe de samme apparater og bliver dynget til med den samme information, så det afgørende bliver de mennesker man bygger på. Og i en kreativ branche  som  forskning  må  man  arbejde  med kreativiteten", understreger Leanderson.  Og  selvom  kreativitet  har  ord  for at være en noget luftig størrelse,  som ikke rigtig kan vejes og måles, er der faktisk en ældgammel tradition  for  at aflæse forskningskvalitet på en meget direkte måde. Hvis andre i dit felt gider arbejde sammen med dig betyder det at du besidder kreativitet og ideer.     

Hermed trækker Tomas  Leanderson en kæphest af stalden. Han vil have at de  forskningsbaserede  virksomheder  helt  skal  adskille  deres kommercielle projekter fra den videnskabelige aktivitet. "Det er vigtigt at udviklingsarbejde  bedømmes  efter  kommerciel  målestok mens den egentlige forskning  bedømmes  på  forskningsmæssige betingelser. Virksomhederne skal selvfølgelig  have  en  kommerciel  kompetence  for  at  overleve,  og  den overlader  vi  til  folk med et blik for markedet. Men vores videnskabelige kompetence  er  absolut  nødvendig  for  at  være  konkurrencedygtige". Det handler for Leanderson  om  bench-marking, om hele tiden at holde sig selv op mod det bedste i omverdenen for at kunne surfe på bølgens forkant.  "Vi kan sagtens bare sidde i virksomheden og kalde os eksperter, men det bliver det jo ikke rigtigt af."     

Industrien kendes normalt fra sin akademiske modpart på hemmelighedsfuldheden, men vejen frem er at slå portene op og vise hvad man duer til rent videnskabeligt, mener Tomas Leanderson. Han er selv begyndt at lufte ud med det utraditionelle Science Program, hvor der samarbejdes heftigt med grupper på Lunds Universitet. "Det er en komplet ny idé så vidt jeg kan se efter at have arbejdet både i Tyskland, USA og Sverige?, sige lektor Reinhard Fässler der er en af de deltagende. Det nye er for det første, at virksomhedens mål ikke er et produkt, men en skærpelse af husets egne forskere og kompetencer. Indenfor nogle grundområder har man identificeret en flok interessante universitetsfolk, som man gerne vil sparre med og de får dels uindskrænket indblik i  virksomhedens videnskabelige projekter, dels modtager de en velvoksen pose penge  til  deres eget arbejde. Penge der tilflyder grupperne kvit og frit  -  no  strings attached. Fässler beskriver samarbejdet som rent akademisk med tværgående workshops og seminarer og fri udveksling af ideer mellem de involverede. Ikke bare mellem virksomhed og universitet, men i høj grad mellem de forskellige forskergrupper indbyrdes.     

Men der er naturligvis ikke tale om den rene idealisme. Professor Leanderson er skam også en udmærket købmand. "Hvis vi skulle  bruge  den  gamle  model med at låse samarbejdspartnerne fast på et målrettet  projekt  og sikre os alle rettighederne ville det koste os langt mere, og erfaringsmæssigt kommer meget lidt brugbart ud af den slags bestillingsarbejde. Ser man historisk på det så kommer der flest patenter  ud  af  fri  forskning, og vi regner iskoldt med at vores samarbejdspartnere af sig selv kommer til os den dag de har noget, som kan udvikles kommercielt. Fordi de kender os og vurderer at vi er den bedst mulige partner i det pågældende kompetenceområde."     

Vi  er med andre ord tilbage ved bench-marking. Og samtidig fremme ved et  brud  med den klassiske model, hvor en virksomhed går ind og så at sige køber  sig  til  et  stykke  arbejde  hos  en offentlig  forskergruppe,  og  hvor  de opfindelser   og   rettigheder   der   opstår   automatisk   tilfalder  det sponsorerende  firma.  En  model, der pirker til frygten for at universiteternes frie forskning, ligeså stille vil gå hen og bliver  ufri og styret af kommercielle interesser. "Det er logisk for en  virksomhed at købe en forskergruppe til at være kreativ, men det går ikke. Det  gælder  i  universitetsverdenen - det er min erfaring  efter  at  have siddet der ganske længe - at hvis du skal lave et projekt  på den betalende industris præmisser falmer kreativiteten og du opfører dig anderledes end før. Du tænker kommercielt".     

Reinhard Fässler går lidt videre og kalder dét han undertiden ser blandt akademikere for prostitution. "Du er nødt til at hente pengene ind for at arbejde, og for at få dem skifter du så dit fokus alt efter hvor industriens gavmildhed falder. Samtidig bliver man  meget  hurtigt spundet ind i målrettede projekter, der hurtigt skal give produkter og konktrakter, der binder én på hænder og fødder".     

Fässler så gerne, at det mere frie samarbejdskoncept bredte sig, men er klar over at det afhænger af om bundlinjen i sidste ende viser grønne tal. Det tror Leanderson på at den vil fordi konkurrencen i fremtiden bliver baseret på tanker og virksomhederne skal kappes om at tiltrække de bedste ideer ved selv at have gode ideer og god forskning. En ændring  af  spillet, der meget vel kan føre til en omstrukturering af det landskab vi kender omkring bioteknologien og medicinalindustrien. De store koncerner har nemlig med deres tunge organisation svært ved at gå den vej. "Vi ser allerede nu at de med deres sammenlægninger har store problemer med kreativiteten  og  med  at  fylde  deres  pipelines  med  nye  projekter og produktideer.  Du  kan  ikke  slå  Astra og Zeneca sammen og forvente at få dobbelt  så  meget forskning og kreativitet", siger Leanderson, og kaster et sideblik gennem vinduet over på gigantens gule bygninger.     

"Det er et spørgsmål om tid før vi ser de store begynde at gå fra hinanden i sømmene igen. Sammenlægningerne er nemlig i virkeligheden drevet af finansmarkederne og ikke til virksomhedernes bedste". Det forlyder da også i krogene, at mega-firmaerne har problemer på  forskningssiden,  hvor  arbejdet  gerne  ligger underdrejet i omstrukturering og strømlining i årevis. Faktisk er det svært at  finde  blot  et  eneste  eksempel på at en stor fusion har levet op til forventningerne. Tomas Leanderson ser for sig, at nogle få meget store multinationale medicinalkoncerner vil overleve på at køre den enormt dyre kliniske afprøvning og det tilhørende markedsføringscirkus. En tæt underskov af mindre og helt små firmaer står for nyskabelserne.     

Men al denne kreativitet kan også komme til komme til at pille ved de interne spilleregler.  Det  er  en  kendt  sag at mobiliteten for forskere mellem  privat  og offentlig forskning kan ligge på et meget lille sted, og at  man  ikke  bare  sådan  bevæger  sig  bare frem og tilbage mellem de to sfærer.  Spørger  man  Tomas  Leanderson  handler problematikken især om at industrien må ændrer sig. "Universitetsforskere er ret fleksible, men industrifolk lider af en slags forskningsmæssigt mindreværdskompleks. I dag går  en  forsker  typisk  ind i industrien for aldrig mere at lade høre fra sig og bliver opslugt af en struktur, hvor det handler om at klatrer i organisationen  og  blive  chef  og  projektleder  og hvad du ellers har af titler.  Præstigen  ligger  på  et  andet  niveau  end i den videnskabelige præstation.  Men  det  skal være præstigiøst i en virksomhed at være en god forsker".     

Leanderson begiver sig ind i en tankerække, som nok ville interesserer de mellemledere han arbejder sammen med hver dag. Det drejer sig om, at industriens chefstillinger skal gøres tidsbegrænsede, og  at  det  skal  være helt naturligt at bevæge sig både op og ned i pyramiden. "Det  bliver  vigtigt  i  forhold til fremtidens aldersprofil og de små årgange der kommer ud. Vi kan ikke bare tage unge ind og køre dem igennem møllen, men må også kunne ansætte dem på 50."     

Med  en  høj kvalitet i forskningen kan industrien også komme til at  spille en langt større rolle i udvikling af unge forskere ved at aftage dem,  der  ikke  kan  finde plads i universitetssystemet. Både Sverige og Danmark  mangler et post doc system som man kender det fra USA og England, hvor  forskere  lige  efter  deres  Ph.d.  har  let  ved  at  gå  ind  i en forskergruppe  for  en  to  eller tre års periode. I dag ser man ofte at de helt  unge nyudklækkede forskere enten tager til det store udland og bliver hængende dér eller simpelthen vælger at forlade forskningen fordi de aldrig fik foden indenfor. "De unge vil give industrien en infusion af energi og ideer,   men   hvis   det  skal  lykkes  må  de  forskellige  karriererveje harmoniseres så det er muligt at bevæge sig ind i det akademiske igen".    

Ordet harmonisering genfindes når diskussionen drejes om på Øresundsregionen. Det er hér man finder den koncentration af små og store forskningsbaserede virksomheder, som kunne træde til med at fastholde og udvikle  de  unge forskere. Men spørger man Tomas Leanderson har han ét ord for den behandling man giver folk, der trodser sundet til hverdag. "Idiotisk". Han hører ikke bare om vanskelighederne fra sin kone, der arbejder i København, men fra det udvalg af forskere, der hver dag tager flyvebådene fra Havnegade til Malmø.     

"Der  bliver  jo  spændt  ben  for  dem. Vi er nødt til at tilnærme lønninger og ikke mindst   skattelovgivning hvis vi skal have en sammenhængende region op at stå. Skandinaver er af natur   nogle hjemmefødninge, og hvis de skal drives til at tage frem og tilbage må de ydre omstændigheder lægges ordentligt til rette. Det betyder fx at omkostningerne for at pendle skal trykkes i bund. Og det skal ske hurtigt for at vi ikke mister momentum".     

Når han nu har fat i Øresund kan Tomas Leanderson ikke nære sig for også at give et spark til regionens kraftige fokuseren på forsker-iværksættere. IT-millionærerne og grundlæggerne af  de bioteknologiske virksomheder er halvguder i øjeblikkets mytologi, og deres iværksætterånd er al ære værd, understreger professoren, men han synes bare vi skal passe på ikke at glemme forskningens egen ånd.     

"Sverige har i 90'erne presset alt for hårdt på for at fremelske iværksætterkulturen. Forskere skulle partout starte egne virksomheder og kunne sælge sig selv og deres projekter til venturekapitalen. Men hvad er det vi selekterer for med det pres? Jo, vi selekterer for nogle gode brugtvognsforhandlere. Og så vidt jeg ved er der ingen sammenhæng mellem at være en god brugtvognsforhandler  og  en  god  forsker. Jeg er helt med på at man skal gøre  det  lettere  at  være  iværksætter,  men  man  skal  vare sig for at signalere  til  grundforskerne  at  det  er  bedre  eller  finere  at  være iværksætter.  Vi  skal  holde  fast  i,  at  forskning grundlæggende er en aktivitet på linje med kunst. Et samfund understøtter sine forskere fordi mennesker vil vide mere".

Artikel offentliggjort i Weekendavisen, 2001. Gengivet efter aftale.